Dansk Folkeparti er blevet taget i at fuske med EU-midler. Partiets velplejede image som den lille mands beskytter overfor de snyltende pampere i etablissementet, har lidt et gevaldigt knæk. Partiet opfører sige lige som alle de ”gamle” partier. De er blevet en del af etablissementet. Ikke bare er Pia K blevet formand for det parlamentariske cirkus – DF er også ligeså korrupte som de andre.
Dansk Folkeparti er i problemer efter at have brugt hundrede af tusinder, måske millioner, af EU-midler til at finansiere deres nationale parti. EU’s anti-svindelenhed OLAF arbejder nu på sagen, og tager det øjensynligt alvorligt. Men egentlig er der ikke så meget unormalt i det, partiet har gjort. Alle de etablerede partier lever af skattepenge og alskens tilskudsordninger, hvis regler en tilpas kreativ kasserer kan finde ud af at sno sig i – ingen af partierne finansierer sin egen drift. DF har bare været mere usofistikerede i deres fuskerier.
Men denne sag er alligevel speciel. Det skyldes, at den har givet en sprække i DF’s image som vagthunden imod pamperiet fra de etablerede partiers side. Men denne sag står ikke isoleret.
Allerede efter valget skrev vi om, at DF, drevet af deres magtliderlighed og smålige ønske om at blive respekteret på Tinge, bevægede sig ind mod at blive en del af etablissementet. Det ser vi udfolde sig nu. Først blev Pia K formand for folketinget efter valget i sommeren 2015 – den officielt anden højeste position i riget og unægtelig en del af det etablerede. Et halvt år senere ”kom de til” at stemme for besparelser på pensionisterne i december 2015. Nu er det kommet frem, at de er lige så parasitiske som de andre partier. Det er interessant, for forklaringen på DF’s fremgang er i høj grad, at de blev set som noget andet end de gamle partier.
Fravalg
Dansk Folkeparti er i sig selv ikke andet end ét stort fravalg. De er direkte et produkt af den afgrundsdybe krise i arbejderbevægelsens reformisme. Socialdemokratiske regeringer siden Nyrup, og endda tidligere, har på skift forsøgt at overbevise de danske arbejdere om, at det går så godt som aldrig før. Og det mens arbejderklassen i over 40 år stort set kun har oplevet tilbagegang i velfærd og rettigheder som efterløn, dagpenge, kontanthjælp, uddannelse osv. Arbejderklassen har oplevet et stadigt hårdere pres fra arbejdsgiverne. De har oplevet større lønkonkurrence efter at arbejdsgiverne er begyndt at bruge billig arbejdskraft fra udlandet. Det er en tilbagegang, der ikke kun rammer arbejderklassen, men også den nederste del af småborgerskabet: den selvstændige vognmand, tømrermesteren og butiksejeren.
Dansk Folkeparti har, i modsætning til arbejderbevægelsens ledelse, anerkendt arbejderklassens og småborgerskabets frustrationer: ’Ja, det går rigtig dårligt. Det er rigtigt, når I føler, at det går ned af bakke, og at politikerne på Christiansborg og nede i Bruxelles lever i en osteklokke. Problemet er indvandrerne – send dem hjem, og alt bliver godt. Problemet er EU – tilbage til fædrelandet, og alt bliver godt.’
De har givet en forklaring og en løsning. Begge dybt reaktionære, men de er der – i skærende kontrast til de reformistiske lederes virkelighedsfornægtelse. Når sidstnævnte ikke går med på DF’s politik for at dække deres højre flanke, svæver de videre i deres parallelunivers, højt hævede over den arbejderklasse, de påstår at repræsentere. Resultatet har, ganske velbegrundet, været stigende afsky fra arbejderklassen side imod arbejderbevægelsens traditionelle organisationer og disses ”pampere”. Så længe der ikke tilbydes et klassebaseret alternativ, så vil højreorienterede populister som DF være en magtfaktor.
Indtil FELD/MELD-sagen har partiet da også næsten været i konstant fremgang. Deres succes og vælgernes afsky overfor de etablerede partier gjorde, at DF var i stand til let at aflede pinelige sager ved hurtigt at lancere et nyt racistisk udfald mod flygtninge, indvandrere eller muslimer, og dermed fjerne opmærksomheden. Men denne gang sidder de fast, og det gør ondt. I den seneste meningsmåling fra Megafon fra den 24-26. oktober er partiet under 16 procent. De har på ganske kort tid mistet over 180.000 vælgere.
Dobbeltmoral
Da sagen begyndte at rulle hævdede Morten Messerschmidt, at i ”hans verden” havde han overholdt reglerne. Pia Kjærsgaard beskrev sagen som ”sjusk, rod og slendrian” og undskyldte Messerschhmidt med at ”en kreativ sjæl som ham, har ikke rigtigt styr på det økonomiske. Det ser man ofte. De to ting følges mange gange ad. Men jeg vil fortsat bakke op om at Morten Messerschmidt er en super dygtig politiker, og jeg ser ham gerne tilbage i Dansk Folkeparti, når det her er faldet til ro.”
En politiker kan svindle i millionklassen, men det er ikke svært at forestille sig, hvordan det ville blive modtaget, hvis en enlig mor på kontanthjælp forsøgte samme forklaring på jobcentret: ”Jamen det er fordi, jeg er en kreativ sjæl, at jeg ikke kan holde styr på reglerne”. I det sidste tilfælde ville det uden tvivl være mere korrekt end i det første. Men mon den enlige mor ville få en chance til, når det hele ”er faldet til ro”? Moral er godt, og dobbeltmoral er endnu bedre.
Det udstilles i sin skærende kontrast, at der findes ét sæt regler for politikerne og toppen af samfundet og et helt andet sæt regler for resten, ikke mindst de arbejdsløse, der behandles som jaget vildt. Møder en kontanthjælpsmodtager ikke op til en aftale, er der kontant afregning ved kasse 1. I denne uge kom det frem, at de selvsamme forargede politikere hæver tusindvis af kroner for at sidde i bestyrelser, hvis møder, de aldrig deltager i. Det kan ikke undre, at politikerleden er på historisk højt niveau.
Korruption udbredt
De andre partier fryder sig. Endelig er det DF, der sidder i den varme stol. Men de gamle magt-partier har været påfaldende stille. Det er ikke tilfældigt. De har ingen interesse i, at journalister begynder at grave mere end højst nødvendigt i partiernes bogføring.
Modsat hvad vi får at vide, er korruption udbredt i Danmark. Men i forhold til et land som Pakistan, hvor det foregår ganske åbent, er det i pæne Danmark institutionaliseret. Det er det i partierne, i den offentlige forvaltning og i arbejderbevægelsen.
Partiernes politik bliver købt af erhvervslobbyen, som vi så det med den seneste landbrugsreform. I den offentlige forvaltning er særligt kontaktfladen mellem private virksomheder og offentlige skattekroner et lukrativt område, hvis man fx sidder som kommunal embedsmand med ansvar for udbud. Her kan en enkelt embedsmand have afgørende betydning for, hvem der får ordrer for hundreder af millioner. Så det kan let betale sig for virksomhederne at holde sig ”gode venner” med disse embedsfolk, med alt hvad det medfører af gaver og tjenester.
Pamperi i toppen
I arbejderbevægelsen praktiseres samme metode, som DF benyttede sig af. Alle fagligt aktive ved, at der udbetales kørselspenge, vederlag, tabt arbejdsfortjeneste, middage osv. til de nederste lag i bureaukratiet og til de arbejdere som bureaukratiet vil holde tæt på sig. Det er bestikkelsespenge, men man kalder det bare noget andet.
I toppen af arbejderbevægelsen er det langt større tal, der er på spil: Ud over de eksorbitante lønninger er der de officielle og uofficielle pensionsordninger, rejser og et urimeligt højt antal bestyrelsesposter i fonde, pensionskasser, trafikselskaber osv. osv. som alle giver vederlag.
Dansk Folkepartis fuskeri er altså ikke noget specielt – de gør bare ligesom alle de andre, som tidligere europaparlamentariker for Junibevægelsen Jens Peter Bonde sagde til Information:
– Jeg har læst listen [over hvad DF havde brugt FELD/MELD midler til] igennem, og der er ikke én af de udgifter på den liste, som man ikke også ville kunne finde på andre danske partiers liste, sagde han og han har uden tvivl ret.
DF bliver lige nu holdt ud i strakt arm, og alle andre partier forsøger at rette al fokus derhen. Men den egentlige historie er, at det er hele det politiske system der er bundråddent.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 24, november 2016. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
[Gå med i kampen – gå med i Revolutionære Socialister]