DF – En del af den borgerlige regering




1 minut

Mange tror, at Dansk Folkeparti (DF) er et arbejderparti. Sandheden er dog at DF altid har været en solid støtte for den borgerlige regering og den største garant for at regeringen har kunnet udføre sine angreb og nedskæringer, uden at blive væltet. Selvom de ofte hyler op ”imod” regeringen har de stemt for alle de nedskæringer der er blevet udført under denne regering. At de ikke har ministertaburetter er i virkeligheden ligegyldigt, alle ved at DF har mindst lige så meget indflydelse i regeringens politik som de Konservative.

National splittelse

Dansk Folkeparti er et borgerligt parti, der har som formål at splitte arbejderklassen. Ved at splitte arbejderklassen op på nationalistisk vis er det lykkedes DF at bruge en del af arbejderklassen som grundlag for regeringen og dens nedskæringer.
Men DF kan kun bestå ved to betingelser: 1. En situation hvor pressede leveforhold skubber arbejderne ud i søgen efter løsninger. 2. Hvor der samtidig ikke kommer et klart alternativ fra arbejderklassens traditionelle partier.

Behov for klassepolitik

Virkeligheden er at DF’s politik ikke nytter. De siger, at samfundets problemer skyldtes indvandring, men efter flere år uden indvandring ser vi ingen tegn på at nogen som helst af arbejderklassens problemer er løst. Efterhånden som dette bliver synligt for de fleste vil DF’s indflydelse smuldre, især hvis de traditionelle arbejderorganisationer opstiller et klart alternativ. Arbejderne vil se at de har mere til fælles med polakken på maskinen ved siden af, end med danskeren i direktørstolen.