Mens næsten alle regeringer i Europa, samtlige medier og kommentatorer sværger til krisepolitikkens ”økonomiske nødvendighed”, syder en frustration under overfladen. Den bobler hos de hundrede af millioner i Europa, de 99%, der rammes af arbejdsløshed, lønnedgang og nedskæringer og som ikke bliver hørt. Det store flertal af befolkningerne, der kun er interessante for politikerne, når deres stemmer skal indsamles én gang hvert fjerde år eller hvor ofte det nu er. I arbejderbevægelsens historiske gemmer, ligger imidlertid et dokument – glemt og forladt af arbejderbevægelsens ledere – der, sine over 160 år på bagen til trods, forklarer den situation, som flertallet står overfor i dag, og hvordan den kan ændres: Det kommunistiske manifest. Dets anvisning er klar: Det er selve systemet, der må omvæltes.

For 167 år siden fik arbejderklassens ubevidste stræben efter at ændre verden, et formuleret udtryk i Det Kommunistiske Manifest; kampskriftet der blev et kald til revolutionær kamp over hele jordkloden. Efter så mange år er der selvfølgelig elementer, der er forældede og behøver justering til nutidige forhold. Men den grundlæggende linje og de vigtigste pointer er næsten mere relevante i dag, end på Marx og Engels’ tid.

Klassekamp

Manifestets mål er ikke utopiske luftkasteller, men resultatet af en videnskabelig analyse af modsætningerne i det nuværende samfund. Manifestet bryder med den udbredte myte om, at det nuværende kapitalistiske samfund eksisterer som resultat af en abstrakt fælles forståelse hos befolkningen om, at det ”nu engang er den samfundsform, der fungerer bedst”. Og at kapitalismen altid har været og altid vil bestå. Tværtimod slår det fast, at kapitalismen selv er et produkt af klassers kamp:

”Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie.

Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte, har stået i stadig modsætning til hinanden, har – snart skjult, snart åbenlyst – ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang.”

Sådan starter manifestet, med en lige højre til ideen om klassesamarbejde, selve hjørnestenen i den moderne socialdemokratiske politik, men også en påmindelse om at alle systemer er dømt til at gå under.

Globalisering

Marx og Engels, der begge i 1848 kun var i slutningen af 20’erne, foregriber på næsten profetisk vis en lang række udviklinger som på den tid kun fandtes i kimform, og som er så meget desto mere sande i dag, som kapitalismen er gået fra sin ungdom til senilt forfald.

Tag en ting som globalisering som i dag har nået enorme proportioner. Men allerede i manifestet skriver Marx og Engels:

”Bourgeoisiet river alle, selv de mest barbariske nationer, med ind i civilisationen ved den hurtige forbedring af alle produktionsmidler, ved det kolossale fremskridt med hensyn til samfærdselsmidlerne. De billige varepriser er det svære artilleri, som skyder alle kinesiske mure i grus, som er i stand til at overvinde selv det mest hårdnakkede fremmedhad hos barbarerne. Det tvinger alle nationer til at tilegne sig bourgeoisiets produktionsmåde, hvis de ikke vil gå til grunde, og det tvinger dem til at indføre den såkaldte civilisation, d.v.s. at blive bourgeois’er. Kort sagt, bourgeoisiet skaber sig en verden i sit eget billede.”

Ovenstående proces er blevet bekræftet af historien. Det er ikke et eksempel på guddommeligt klarsyn, men sober analyse af de generelle modsætninger og underliggende udviklinger i kapitalismen, der eksisterede allerede i midten af det nittende århundrede.

Denne forståelse af den moderne økonomi som en verdensøkonomi, får ikke bare Marx og Engels til at konkludere at arbejderklassen har fælles interesser på tværs af nationale grænser – ikke har et fædreland – men også at arbejderklassen må organisere sig på international basis. Hvad de også selv stod i spidsen for med deres arbejde i Første og Anden internationale.

Arbejderklassen

Manifestet beskriver også, hvordan udviklingen af kapitalismen samtidig betyder udviklingen af proletariatet: Klassen af lønarbejderne som ikke ejer deres egne produktionsmidler (maskiner, fabrikker, landbrugsjord og redskaber osv.), men hver dag må arbejde og producere merværdi til en lille elite af kapitalejere, for at skaffe midler til deres daglige underhold.

En indvendig, som man ofte hører imod Det kommunistiske manifest, er, at der ikke findes arbejdere i dag. Moderne lønarbejdere er jo ikke besiddelsesløse proletarer, men har jo både hus, have og bil, lyder det. Ud over at det åbenlyst kun er tilfældet for den mere velstillede del af arbejderklassen, så er det stadig ikke sandt. For hvem ejer huset og bilen? Banken! Kapitalisterne, med andre ord.

Med Marx og Engels’ ord:
”I bliver forfærdet over, at vi vil afskaffe privatejendommen. Men i jeres bestående samfund er privatejendommen ophævet for ni tiendedele af dets medlemmer; den eksisterer netop i kraft af, at den ikke eksisterer for ni tiendedele. I bebrejder os altså, at vi vil ophæve en ejendom, der som en nødvendig betingelse forudsætter, at det uhyre flertal af samfundets medlemmer ingen ejendom har.
I bebrejder os kort sagt, at vi vil ophæve jeres ejendom. Javist, det er det, vi vil.”

Kriser

Som konsekvens af selve ejendomsforholdene, ikke distributionen, skatter osv., eskalerer uligheden. Det er også en proces, der i allerhøjeste grad er gældende i dag. I følge den britiske NGO Oxfam vil de 80 rigeste personer i 2016 eje lige så stor rigdom som den nederste halvdel af jordens befolkning.

Netop koncentrationen af rigdom hos kapitalejerne, mens de brede massers købekraft er kraftigt begrænset, er også grundlaget for de tilbagevendende overproduktionskriser, der rammer kapitalismen:

”Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid – den epidemi, der hedder overproduktion. Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er som havde en hungersnød, en almindelig ødelæggelseskrig berøvet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handelen synes at være tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel.”

”For meget”, ikke i forhold til behovet, men i forhold til hvad de brede masser kan købe.

Blindgyde

Netop som produkt af den gigantiske overproduktionskrise i 2008, er millioner af arbejdere uden arbejde i dag. I EU alene er 25 mio. arbejdsløse – et uhyrligt tal der står som en skamstøtte over kapitalismen. Men i modsætning til den tid hvor manifestet blev skrevet, er denne krise ikke ligesom de forbigående kriser i starten af kapitalismen. Verdensøkonomien i dag er som sunket i kviksand og kan ikke vriste sig fri af krisens tag. Det på trods af massiv støtte i form af historiens laveste renter og statslige støtteopkøb for tusinder af milliarder af Euro, Yen og Dollars. Massearbejdsløshed er i dag, på international skala, blevet et permanent fænomen. Det er i sig selv bevis for systemets fallit. Som manifestet siger:

”Det bliver altså ganske indlysende, at bourgeoisiet ikke er i stand til fortsat at være samfundets herskende klasse og påtvinge samfundet sin klasses livsvilkår som rådende lov. Det er ikke i stand til at herske, fordi det ikke er i stand til at sikre sin slave hans eksistens som slave, fordi det er nødt til at lade ham synke ned i en tilstand, hvor det må underholde ham i stedet for at blive underholdt af ham. Samfundet kan ikke mere leve under bourgeoisi, med andre ord: dets eksistens er blevet uforeneligt med samfundet.”

Massearbejdsløshed på den ene side, og tomme fabrikker på den anden, er et ekstremt spild af ressourcer, og et grafisk billede på et samfundssystem der ikke er i stand udnytte de enorme ressourcer, der ligger for samfundets fødder. Hvorfor dette spild? På grund af den private ejendomsret til produktionsmidlerne, der betyder, at produktionen ikke sættes i gang på grund af behov, men kun hvis kapitalisterne kan tjene en tilstrækkelig høj profit.

Det er hovedkonklusionen ved Det Kommunistiske Manifest, som blev en del af arbejderbevægelsens DNA: arbejderklassens befrielse er kun muligt ved en fuldstændig omstyrtelse af det nuværende kapitalistiske system.

Der findes næppe noget andet politisk dokument, som har haft lige så stor betydning og stadig i dag besidder lige så stor livskraft som Manifestet. Det er et essentielt kampskrift, der beskriver hovedmodsætningerne i det nuværende system, og deres løsning gennem social revolution. Det er på tide at Manifestet bliver trukket ud af støvet og ind i kampen!

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 10 – juni 2015. Tegn abonnement og få den trykte udgave af Revolution 10 gange om året.