Det græske kommunistparti i krise


Marxistiki Foni



11 minutter

I denne sidste del af deres analyse af det græske valg, ser Marxistiki Foni (IMT i Grækenland) nærmere på årsagerne til den dramatiske nedgang i opbakningen til KKE (Kommunistpartiet) og hvad de menige medlemmer kan gøre for at vende udviklingen. De ser analysere også hvad der ligger i horisonten for den nye regering og de opgaver der nu står foran Syriza’s ledelse og partiet som helhed. Læs FØRSTE og ANDEN del.

Det græske kommunistparti KKE oplevede et fald i vælgertilslutning fra de 8,4 procent de vandt i maj-valget til 4,5 procent, og mistede halvdelen af sine stemmer, fra 536.072 til 277.179 og fik dermed 12 mandater i stedet for de tidligere 26. Dette er det største valgnederlag til KKE siden diktaturets fald i 1974. Ledelsen af kommunistpartiets politik har ført til en situation hvor partiets stemmeandel er faldet under de 4,54 procent det fik ved valget i 1993, kun to år efter splittet og USSR’s fald, sammen med de andre stalinistiske regimer i Østeuropa, som havde en enorm negativ effekt på arbejderklassens moral og bevidsthed.

Dette nye nederlag overraskede ingen. Det var det forventede resultat af kommunistpartiets ledelses fuldstændig manglende evne til at udtrykke den radikalisering og venstredrejning der sker i brede lag af de arbejde masser. Det smertefulde valgresultat var helt klart et produkt af de seneste års forsøg (fra kommunistpartiets ledelses side) på, i stadigt stigende grad, at lede landets mest heroiske massearbejderparti med samme politik, taktik og metoder som en stalinistisk sekt.

Hvis ledelsen af Kommunistpartiet havde dannet en koalition med Syriza, forsvaret et revolutionært program og også kritiseret Syriza’s ledelses reformistiske fejltagelser, på baggrund af dette program, ville vi i dag have en venstrefløjsregering, som ville have stået i en position til at kunne bane vejen for en omstyrtelse af kapitalismen, og med et parti der ville være kommet ud af valget som garanten for den nødvendige arbejderpolitik fra denne regerings side. Men ledelsen af kommunistpartiet valgte at tage et sekterisk standpunkt i forhold til Syriza, og ”vaskes sine hænder” ligesom Pontius Pilatus, i forhold til det virkeligt konkrete valg mellem en ”højre- eller venstrefløjsregering” og dermed i praksis, kom til at udgøre en krykke som den herskende klasse kunne støtte sig på.

Den gamle generation af kommunister ser med bedrøvelse deres historiske parti, som ledte den episke folkelige modstand mod nazisterne under besættelsen, men som nu kun vandt lidt over halvdelen af hvad nutidens græske nynazister vandt. Og den nye generation af kommunister finder det svært at forstå hvorfor, efter to års massiv arbejderkamp hvor de var i front, at stemmetallet for deres parti er kollapset.

Dette kæmpe nederlag til KKE underbygger det påtrængende behov for ændring af ledelsen og politikken. Den analyse af valgresultatet centralkomiteen har lavet, som endnu engang retfærdiggøre deres linje som en politisk imperativ, med referencer til abstrakte begreber som ”subjektive svaghed” viser, at med hvert minut der går med denne ledelse og politik ved roret, vil KKE blive miskrediteret i højere og højere grad blandt arbejderklassens masser. Med denne ledelse og denne politik vil partiet ikke komme sig.

Marxisterne i Synaspismos og Syriza, som udgiver bladet ”Epanastasi” [”Revolution”] og magasinet ”Marxistiki Foni” [”Marxismens Stemme”], er af den principielle overbevisning at arbejderklassen har brug for et stærkt kommunistparti der vil være i stand til, på afgørende vis, at bidrage til den socialistiske revolutions sejr i Grækenland. Dette kan opnås, men imidlertid kun på basis af de virkeligt revolutionære, internationalistiske, demokratiske og enhedsskabende principper fra Bolsjevik-Leninismen, som øjeblikkeligt bør tage pladsen fra stalinismen i partiet. Værktøjerne til at udfylde denne vitale opgave er Lenins ideer og metode, som må hentes frem af historiens glemsel og indsættes på sin retmæssige plads. Det er på tide at ethvert bevidst medlem af KKE og KNE [Ungkommunisterne] går åbent imod den stalinistiske kurs ud mod afgrunden, som partiet har begivet sig ud på. Den eneste måde at bremse denne glidebane er øjeblikkeligt at skabe en leninistisk massetendens inden i partiet, som på næste kongres kan kæmpe for et virkeligt marxistisk orienteret party.

Samaras-regeringen og dens udsigterDen herskende klasse vil inden så længe, med PASOK og Demokratisk Venstres generøse støtte, have en nye regering med Samaras som statsminister. Den forræderiske opførsel med støtten til denne, den herskende klasses nye regering, fra de tidligere ”kommunister” i Demokratisk Venstre, bekræfter at Syriza’s ledelses position, som gik ud på at behandle dem som troværdige og nødvendige allierede i en venstrefløjsregering, var forkert. Samtidig har PASOK-ledelsen endnu engang bevis sin slavelignende underkastelse under den herskende klasses interesser.

Efter at valgnatten var overstået, forlod Samaras sine populistiske krav om ”genforhandling” af Memorandummet og har endnu engang vist, at i realiteten er han fast knyttet til linjen om drakoniske nedskæringer, som en måde at redde græsk kapitalisme fra stejl nedgang og at blive i Eurozonen. De arbejdere og vælgere i de fattige arbejderdistrikter som blev forledt af Samaras demagogi og stemte på Nyt Demokrati, kan ikke forvente at se et eneste tiltag til gavn for arbejde mennesker fra denne nye regering.

Fundamentale rettigheder, som retten til at demonstrere og til at strejke, vil hænge i en tynd tråd ifølge ND ledelsens valgløfter. Immigrantarbejdere vil blive mål for de ”officielle” politi-pogromer, med ”uofficiel” hjælp fra de nynazistiske bøller fra ”Gyldent Daggry”. De nye nødskatter vil blot blive fremsat under et nyt navn og skattelettelser vil kun blive tildelt kapitalisterne. Der vil komme en epidemi af lønnedgang og såkaldte ”frie økonomiske zoner” med ”kinesiske” lønninger og arbejdsforhold vil komme frem som en model for hele den græske økonomi. Kollapset i regeringens indtægter som resultat af recessionen vil uundgåeligt lede til nye tiltag, måske inden sommer, eftersom det andet Memorandum refererer til behovet for at yderligere besparelser for 11,5 mia. euro. Nye sænkninger af løn og pensioner er derfor uundgåelige. Denne gang vil vi se massive fyringer af statsansatte ved chokmetoder og ikke længere den bløde praksis med at omdanne dem til ”reserver”.

Trojkaen, og særligt Tyskland, i en situation med recession og gældssætning over hele Europa, vil ikke hjælpe den nye regering på nogen afgørende måde, med undtagelse af måske at give en ganske lille forlængelse af perioden i hvilken afdragene skal betales, og indrømmelsen med såkaldte ”vækstfonde” – med andre ord: de vil udskrive aspirin mod kræft! Men recessionens dybde er så voldsom at det meget hurtigt vil stå klart at uden nye store lån og nye nedskæringer, vil Grækenland ikke være i stand til at undslippe en generaliseret bankerot og en tilbagevenden en national valuta.

Efterhånden som krisen uddybes i Portugal, Spanien og Italien, bliver Grækenland hurtigt set som en ”unødvendig byrde” inden for de stærke dele af eurozonen. Det konstante behov for tilbagevendende ”redningsaktioner” vil ikke længere blive tolereret, da det skaber præcedens for andre overforgældede lande, hvis ”redningsaktioner” vil være uendeligt dyrere. I tillæg til at fremføre en paneuropæisk politik med drakoniske nedskæringer, har tyske og andre europæiske kapitalister brug for en syndebuk, til skræk og advarsel, og hvilken bedre kandidat til rollen er der end Grækenland? Derfor er udsigten til at Grækenland presses ud af euroen, på trods af valget af en højrefløjsregering der har ”svoret” at blive i euroen, stadig det mest sandsynlige perspektiv.

Var en venstrefløjsregering blevet valgt, ville Trojkaen og særligt det tyske borgerskab, have presset på for et tidligt græsk exit fra euroen, blandt andet af politiske årsager, eftersom de ville ønske at afsløre Syriza i vælgernes øjne og lægge skylden for den finansielle katastrofe på Syrizas skuldrer, også for at reducere den omfattende indflydelse som partiet har fået over hele Europa. Med en Samaras-regering vil det truende exit fra den fælles valuta blive præsenteret som værende en mere tvangsfri affære og vil også blive fulgt af visse finansielle belønninger for at ”søde den bitre pille”, samt løfter om fremtidig reintegration. De 70 mia. den græske stat skylder til de private banker i ”offentlig” gæld, vil de forsøge at dække direkte med penge fra ”redningspakkerne” hvilke sikkert vil blive fulgt af en ny aftale med yderligere ”indrømmelser” til den europæiske storkapital.

Det betyder at Samaras-regeringen højst sandsynligt vil være tvunget til at administrere det hastige skred mod en kaotisk bankerot og exit fra euroen. Under disse omstændighed vil arbejderklassen og lag i småborgerskabet, som er blevet alvorligt ramt af denne krise, få en meget fjendtlig og aktivistisk tilgang til regeringen. Arbejdere og fattige der stemte på Syriza føler sig nu skuffede over at ND er kommet til magten. Men de indser også at de i deres hænder har et værdifuldt politisk våben, som de ikke var i besiddelse af tidligere år, et stærkt og populært Syriza. Den følelse af politisk styrke som Syriza giver til arbejderklassen vil skubbe på de kommende kampe mod de nye nedskæringer, masseafskedigelser og forsøgene på at begrænse de demokratiske rettigheder. Disse kampe vil snart bryde ud, som et uundgåeligt svar på angrebet fra Samaras-regering

I løbet af disse kampe vil det nye forenede Syriza blive bygget, hærdet og forberedt på at komme til magten på ryggen af en massiv bølge af folkelig støtte. I løbet af denne proces er det et vitalt spørgsmål at rette ledelsens alvorlige fejl, med hensyn til taktik, men primært i Syriza’s program.

Det fremherskende synspunkt i ledelsen af partiet, nemlig at valgsejren ikke blev opnået på grund af det radikale politiske standpunkt som blev fremført, og som ”skræmte” småborgerskabet og pensionisterne, er fundamentalt set fejlagtigt. Faktisk er det modsatte tilfældet. Det var den uklare ”moderation” og uvilligheden til at fremføre en sammenhængende og revolutionær plan der forvirrede tusinder at småborgere, pensionister, husmødre, arbejdsløse og politisk uerfarne unge, og skabte den udbredte opfattelse at Syriza ”ikke vidste hvad det ville”, så de valgte PASOK, Demokratisk Venstre eller stemte blankt. Majoriteten af disse folk er ikke ”gennemført konservative”. Det de frygtede var at støtte en ledelse som blev formodet at have populistiske intentioner, men også havde et program der manglede klarhed.

Hvis ledelsen af Syriza rykker mod Demokratisk Vestres såkaldte ”moderation” – som det allerede er begyndt at ske i medierne, med Stathakis og Papadimoulis som får meget dækning – så vil tusinder af Syriza-støtter blive skuffede og den virkelige højrefløjs ”moderationens” stemme, i form af Venizelos og Kouvelis, drage fordel af dette og få ny luft under vingerne. Den herskende klasse udnytter allerede nu, gennem medierne, disse ”moderate” synspunkter og har særligt udvalgt sig personer i partiet som fx Lafazanis [traditionelt lederen af venstrefløjen i partiet], men også hvad de ser som ”ekstreme tendenser og strømninger” inde i Syriza, i et forsøg på at skubbe Syriza’s ledelse til højre, at få dem til at ”gøre rent” i partiet og fjerne hvad de ser som de irriterende venstrefløjsrøster, for at garantere, at når engang, som det uundgåeligt er tilfældet, en venstrefløjsregering kommer til magten, så vil den lade den rådne græske kapitalismes fundament stå urørt.

Disse forsøg på at dreje partiet til højre og underminere dets radikalisme kan kun standses af de tusindvis at almindelige aktivister og støtter. For at opnå dette, er der behov for, så snart som muligt, at indkalde til en demokratisk kongres for at gen-grundlægge Syriza som et forenet massearbejderparti, med ret til politiske tendenser. På en sådan kongres må de kræfter der baserer sig på revolutionær marxisme forene sig om et program, som fra vores synspunkt bør være baseret på principperne og forslagene som vi udarbejdede og præsenterede i en konstruktiv diskussion med tusinder af aktivister fra Syriza tidligt i juni. [Se Η Μαρξιστική πρόταση για το πρόγραμμα της κυβέρνησης της Αριστεράς].

– Sig nej til skuffelsen! Sig nej til skepticismens og pessimismens gift! Kampen fortsætter, fra nye og bedre positioner.
– Syriza må tage en ledende rolle i at kæmpe tilbage mod de tiltag der vil blive præsenteret af den nye regering og Trojkaen!
– Nej til skred mod højre! Korrektion og fuldendelse af programmet ud fra et revolutionært marxistisk standpunkt!
– Vi må organisere de tusinder af Syriza-aktivister nu!
– Gør en ende på paralyseringen som ledelsens aftaler, der ikke involverer de menige medlemmer, har medført – åben Syriza’s døre for arbejderne og ungdommen!
– For en demokratisk kongres for at reorganisere Syriza som et forenet massearbejderparti, med ret til politiske tendenser!
– For en marxistisk orientering af et revolutionært Syriza gennem dannelse af en revolutionær marxistisk massetendens.
– For en venstrefløjsregering til at implementere et program om socialistisk omdannelse af samfundet!
– For en internationalistisk politik, for et Europas Forenede Socialistiske Stater.

Kilde: Marxistiki Foni (Grækenland)