Tegn abonnement på Revolution! Klik herLeder: “Lige løn for lige arbejde!” Ikke bare ligger det godt i munden, men det uofficielle hovedkrav fra de menige fagforeningsmedlemmer i byggeriet skærer ind til benet af, hvad dansk fagbevægelse har manglet i årtier: Fokus på sammenholdet og kollektivet. Det er et krav, der i al sin enkelthed adskiller sig markant fra de mere eller mindre komplicerede og smalle krav, som har været normen. Og frem for alt er det et krav, der ikke er kommet fra toppen af fagforeningsapparatet, der som regel afstår fra at offentliggøre hovedkrav forud for forhandlingerne, for ikke at skuffe nogen, når resultatet foreligger. Nej, dette krav er blevet rejst kraftfuldt fra bunden og bliver fremført af nogle af de mest aktive og bevidste lag i dansk fagbevægelse.
Arbejderne på danske byggepladser har været vidner til, at udenlandske kollegaer, fra fx Østeuropa, hives til Danmark og ansættes af firmaer, der er medlem af en traditionel arbejdsgiverorganisation som Dansk Byggeri. Dermed er de dækket af overenskomst, men disse firmaer betaler, med arbejdsgiverorganisationernes velsignelse, lønninger som er 30-50% under, hvad der betales til danske bygningsarbejdere. Det har kunnet finde sted, fordi mindstelønnen, i overenskomsterne på store dele af arbejdsmarkedet, ligger milevidt fra det normale lønniveau i de pågældende brancher. I dag er mindstelønnen for fx en murer 125,90 kr i timen, mens den normale betaling til danske murere kan være op imod det dobbelte. Løndumping på overenskomst er blevet “en ting”.
Indtil nu har fagbevægelsens kamp mod social dumping i høj grad været synonym med at ringe til Skat, arbejdstilsyn, politi osv. Den har været reduceret til et forsøg på at holde de udenlandske arbejdere ude, og værktøjet har for en stor dels vedkommende været staten. Men den borgerlige stat repræsenterer ikke “fællesskabet”. Den handler i sidste ende altid i den herskende klasses interesse. Og dens interesse har været at få en lind strøm af underbetalt arbejdskraft til at holde de generelle lønninger nede og profitten oppe. Derfor er det en illusion at tro, at statslig kontrol kan komme social dumping til livs.
Ikke bare har den hidtidige “indsats” ikke hjulpet. Værre endnu: Den har i høj grad sat en kile ind mellem de danske arbejdere og de udenlandske. Arbejdsgiverne har siddet trygt og godt og gnedet sig i hænderne, imens arbejdere af forskellig nationalitet har bekæmpet hinanden. Det svækker arbejderklassen som helhed. En høj mindsteløn i overenskomsterne vil ikke bare nedbryde dette skel mellem forskellige dele af arbejderklassen, men også være et fantastisk agitatorisk værktøj til at organisere de udenlandske arbejdere, som vil kunne se en meget materiel grund til at gå med i kollektivet.
Bygningsarbejderne har derfor helt ret i at hovedkravet for alle 600.000 privatansatte under FH bør være “lige løn for lige arbejde” og en markant stigning i mindstelønningerne ved OK20. Det er ikke udenlandske arbejdere, der er problemet. Problemet er elendige løn- og arbejdsforhold.
“Lige løn for lige arbejde” er en historisk kamp for arbejderbevægelsen, men er blevet svigtet i årtier. Det er en kamp, ikke for enkelte privilegerede grupper, men for kollektivet. Selvom en markant højere mindsteløn, på fx 165 kroner, ville være et gratis krav for de mange arbejdsgivere i byggeriet, der i dag betaler det normale lønniveau, så er modstanden fra byggeriets arbejdsgiverorganisationer stor. Det virker umiddelbart ulogisk, da også danske byggefirmaer bliver underbudt i konkurrencen? Årsagen til arbejdsgivernes store modstand er dels, at de ønsker at bevare overenskomsternes mulighed for at kunne lade arbejderklassen betale for kommende kriser med lønnedgang. Men også, at de er afhængige af at kunne spille arbejderne ud mod hinanden, hvilket er årsagen til, at lønstigningerne ikke har taget fart de senere år, på trods af den påståede mangel på arbejdskraft.
“Lige løn for lige arbejde” går også imod den uheldige tendens, vi har set på tværs af forskellige overenskomstområder de sidste mange år, hvor arbejdsgiverne er lykkedes med at undergrave det kollektive aspekt i overenskomsterne og gøre løn og arbejdsforhold til et stadig mere individuelt og lokalt spørgsmål. Men for arbejderklassen gælder: “Ene er du alene, sammen er vi stærke”. Og en markant højere mindsteløn i byggeriet vil være en kraftfuld løftestang for de lavestlønnede i andre sektorer, som kasseassistenten og den ufaglærte industriarbejder og give et velfortjent hug til den kraftigt stigende ulighed, vi har set det sidste årti.
For marxister har kravet altså også politisk betydning ud over den rent åbenlyse lønstigning for de lavestlønnede. Fra et revolutionært perspektiv, og når vi tager i betragtning, hvad der har været normen i dansk fagbevægelse, er kravet om “lige løn for lige arbejde”, i form af markant højere mindsteløn, med til generelt at højne arbejderklassens bevidsthed om sin egen position som klasse og styrke dens enhed på tværs af alle skel. Af både økonomiske og politiske årsager er det derfor et krav, som arbejdsgiverne vil gøre alt for at modarbejde. Det er altså et krav, der kun kan vindes, hvis vi er klar til at tage kampen.
Om OK20 ender i en åben styrkeprøve mellem arbejde og kapital, er naturligvis umuligt at spå om. Det fagretslige system har 1001 metoder til at holde arbejderklassen fra at bruge sin strejkeret. Men kravet fra 3F’s byggegruppes menige medlemmer, sammen med en række markante arbejdskampe de senere år viser, at der sker noget på bunden af dansk arbejderbevægelse, som er større end en enkelt overenskomstforhandling. Fundamentale kræfter er ved at røre på sig. Ældgamle traditioner bliver vækket til live. Arbejderbevægelsen; fagforeningerne og endda selve Socialdemokratiet blev grundlagt af arbejderne selv, som værktøjer til at føre deres kampe. Intet blev dem givet, men alle fremskridt måtte tilkæmpes, som en del af kampen for arbejderklassens befrielse. Disse traditioner var der mange, der havde interesse i at gemme væk. Men nu findes de frem fra gemmerne. Arbejdsgiverne og regeringen har god grund til at være nervøse.
