Jeg har altid befundet mig på venstrefløjen ud fra et simpelt ønske om social retfærdighed. Som barn af krisen i 2008, der betød arbejdsløshed og færre penge i min familie, er det kun naturligt.
Derfor så jeg til venstrefløjspartierne i Folketinget, der lovede reformer om at hjælpe de svageste. Jeg lærte efterhånden også om den alvorlige klimakrise menneskeheden står overfor. Igen hørte jeg fra de traditionelle venstrefløjspartier, at de havde løsningen. Man skulle bare stemme på dem!
Hvor jeg bare glædede mig til at blive 18 år gammel, sådan at jeg kunne hjælpe med at gøre verden et bedre sted, direkte fra stemmeboksen en gang hver fjerde år.
Men denne glæde varede ikke længe. En begyndende skepsis opstod hos mig i takt med, at partierne på borgen ikke leverede, hvad de lovede. Forskellige tiltag såsom klimaloven blev dumpet af eksperterne gang på gang. Men okay, tænkte jeg, politikerne holder ikke alt, hvad de lover, dette er jo en naturlov. Mon ikke, at der alligevel sker fremskridt, og at i morgen bliver bedre end i dag? Hvis bare jeg stemmer på de helt rigtige personer, så må det gå i den rigtige retning?
Jeg havde gennem tiden fulgt Israels behandling af palæstinenserne, og i maj 2021 udspillede sig endnu en gang grusomme bombardementer af den palæstinensiske befolkning i Gaza. Igen gjorde det “demokratiske” Vesten intet, og heller ikke den danske stat gjorde modstand. Hvorfor gør danske venstrefløjspartier intet imod besættelsen af Palæstina? Hvorfor kan verden ikke indføre sanktioner imod apartheidstaten Israel, som man gjorde det imod Sydafrika? Hvorfor adlyder den danske velfærdsstat ubetinget amerikansk imperialisme gang på gang? Vi i norden er jo en tand bedre, grønnere og fredeligere end resten af verden, havde jeg lært. Fyldestgørende forklaringer var ikke til at finde.
Jeg mødte Revolutionære Socialister nogenlunde samtidigt, nemlig på arbejdernes internationale kampdag 1. maj i Fælledparken i København. De idéer, som jeg blev introduceret til dér, gav omsider sammenhængende svar på mine frustrationer omkring politik og samfund. Det er idéer, der kan forklare, hvorfor det nuværende system hverken kan løse økonomiske kriser, social ulighed, klimakrisen, eller krige og konflikter som i Palæstina. Disse idéer er de marxistiske idéer.
Med entusiasme blev jeg introduceret til marxistiske værker, som for en gangs skyld tilbød en dybtgående og fundamental analyse af vores samfund. Det var første gang, at jeg satte jeg mig ned og brugte tid på at forstå samfundet grundigt. Og det gav pote.
Marxismen kan nemlig forklare, hvorfor de ellers demokratisk valgte politikere – tværs over den politiske midte – sjældent agerer i almindelige folks interesser, og hvorfor de aldrig kan tilbyde ordentlige løsninger på samfundets kriser. For over alt andet står jagten efter profit. Det er jagten efter profit, der fører økonomien ud i kæmpe kriser, så folk ender uden arbejde. Det er jagten efter profit, der sørger for, at kapitalister investerer i sort energi frem for grøn energi, da det er mere profitabelt. Det er jagten efter profit, der tvinger nationalstater til at dyste mod hinanden på den geopolitiske scene, med millionvis af civile dødsfald som følge.
Jeg har også forstået, hvorfor det ikke er muligt passivt at stemme sig til egentlige fremskridt gennem vores parlamentariske demokrati hvert fjerde år. Man kan nemlig ikke løse systemets problemer inden for systemets rammer, som venstrefløjspartierne i Folketinget ellers så ihærdigt prøver på.
RS er de eneste, der har tilbudt mig denne teoretiske forståelse. Den slags har jeg ikke kunnet finde andre steder. Jeg havde godt hørt om marxismen i skolen og på nettet, men kun i en forvansket udgave. Den var aldrig blevet præsenteret for mig som et seriøst værktøj. Men det er netop, hvad den er.
Med dette værktøj i hånden er jeg gået sammen med andre gode folk om at bygge fundamentet for en bedre verden. Det er utrolig tilfredsstillende endelig at tage fat om problemets rod og rent faktisk kæmpe for reelle fremskridt for menneskeheden.
Der er ikke er nogle genveje til et bedre samfund. Det er ikke muligt at finde en vej ud af dette system gennem systemet selv. Vi må sprænge rammerne, og vi må omvælte systemet én gang for alle. Der er brug for en socialistisk revolution, som gør det af med kapitalismen. Derfor er jeg kommunist.
