For bare 3 år siden havde jeg ingen ide om, hvad marxisme var. I min egen uvidenhed var jeg den første til at forsvare den socialdemokratiske danske velfærdsstat. Jeg så den danske stat som en brillant progressiv samfundsmodel; et samfund, som hele verden burde lade sig inspirere af. Jeg var selvfølgeligt klar over, at velfærdsstaten havde haft det bedre, men det var i min optik udelukkende et resultat af, at der midlertidigt var stemt på de forkerte folketingskandidater.
Jeg husker tydeligt en samtale med min kommunistiske ven, hvor jeg forsvarede den danske velfærdsstat. En stat, jeg i bund og grund kun kendte på et overfladisk niveau, imod en ideologi, jeg kun kendte farven og navnet på.
At være politisk aktiv var et foretagende, der aldrig kunne have faldet mig ind. Politisk organisering var for mig at se et foretagende for individer, der ønskede en politisk karriere – noget, som jeg beundrede. Det var ikke en ting, jeg havde den store interesse i. Dette var ikke, fordi jeg var blind for vigtigheden af politisk organisering og arbejde, men nærmere fordi jeg troede, at de jævnlige valg var tilstrækkelige til at repræsentere min egen og flertallets mening. Ligeledes mente jeg, at folkevalgte mandater i forlængelse af demokratiet var ansvarlige og bemyndiget til at bringe de nødvendige initiativer frem i lyset og efterfølgende presse dem igennem.
Jeg har, så længe jeg kan huske, identificeret mig selv med anti-imperialistisk retorik. Årsagen er formentlig grundet i min opvækst og familierelationer i en tidligere koloni. ”Vestlig indflydelse” har aldrig været et fremmedord for mig, og samtidig var det ikke et positivt fænomen heller. Blev jeg presset på spørgsmålet, var jeg ikke i stand til at svare på, hvor disse internationale stridigheder kom fra udover et skævt magtforhold grundet i noget historie. Alt sammen abstrakte ting, som man måtte overveje, når man satte sit kryds til næste folketingsvalg – det var trods alt der, de vigtige beslutninger blev taget.
Den illusion var selvfølgeligt naiv, og i takt med, at jeg blev ældre – gymnasiealderen og op – blev jeg klar over, at udenrigspolitik ikke var så let at ændre alligevel. Men spørgsmålet om, hvorvidt politik var simpelt eller ej, og hvorvidt demokratiet som jeg kendte det var fuldt funktionelt, var komplicerede problemstillinger, som jeg blot måtte acceptere ikke havde en konkret løsning.
Det var først da jeg i sommeren 2019 var ude at rejse, at jeg i en boghandel faldt over en bog med et rødt omslag og en iøjnefaldende tegning af selveste Karl Marx. Han poserede stolt med et hvidt flag i hånden med ordene ”WHY MARX WAS RIGHT”. Jeg overvejede her for første gang, hvad marxisme/kommunisme egentlig var.
I bogen blev jeg hurtigt konfronteret med mange af de fordomme, som jeg havde om emnet, og ikke længe efter besluttede jeg at læse, lytte og se mere om emnet. Jeg begyndte hurtigt at se vigtigheden i arbejderbevægelsen, jeg begyndte at forstå, hvilke incitamenter der var for de globale grusomheder, som jeg havde bekymret mig over, siden jeg var gammel nok til at høre om dem. Det var ikke det demokratiske ønske af flertallet, at velfærden selv under røde regeringer havde en tendens til at svinde ind. Det gik også op for mig, at det ikke var med massernes gode vilje, at familier i udlandet skulle bombes sønder og sammen eller arbejde sig selv ihjel.
Dette var også et incitament til at organisere sig. Hvis ikke løsningen til alverdens problemer lå parlamentarisk, så må der bygges uafhængige organisationer og partier uden for statens indflydelse. Organisationer, som er villige til at føre den politik og anvende de metoder, som de statsstøttede ikke kan og vil. Et parti, der ikke går på kompromis med proletariatets klasseinteresser; et parti, hvis interesser ikke er begrænset af nationalstaternes grænser.
Med andre ord er jeg blevet overbevist om, at verdens tilstand ikke er resultatet af et usselt demokratisk ønske eller en pervers fetichisme hos nogle magtfulde mennesker. Verdens tilstand er derimod formet af kapital baseret på nationalstater og kooperationer, der udelukkende agerer for at udvide sin indflydelse og rigdom, afskåret fra etik og offentlig mening. En plage, der ikke kan ændres igennem de selvsamme strukturer og apparater, der håndhæver den. Om så “rød blok” skulle bestemme dagsordenen de næste 10 år, ville de reelle underliggende problemer ikke blive løst.
Uden en historisk analyse af statens oprindelse og deraf en analyse af dens klassekarakter er det ikke muligt at forstå, hvorfor alle indrømmelser til arbejderklassen snævrer ind. Det er ikke muligt at forstå, hvorfor diverse stater udemokratisk agerer som bøller internationalt, og hvordan selv ikke de påståede røde partier kan skubbe politikken reelt til venstre efter efterkrigsopsvinget. Hvad der er brug for er et socialistisk masseparti; et parti, der bygger på demokrati, på marxistisk analyse og på arbejderklassens revolutionære uddannelse og ledelse. Partiet må ikke løfte medlemmerne over masserne, men løfte masserne med sig. Fordi jeg tror på, at den forenede internationale arbejderklasse er den eneste, der kan stoppe kapitalismens barbari og befri sig selv fra dens indflydelse, er jeg kommunist.
