Klik her for at tegne abonnement på bladet RevolutionEt godstog er ved at ramme arbejderklassen og ungdommen lige i ansigtet. Toget hedder inflation.
Det blev sat i gang for årtier siden, hvor den herskende klasse og deres håndlangere i centralbankerne begyndte at kaste stadig flere penge ud i økonomien. Det gjorde de i forsøg på at afværge dybe økonomiske kriser, blandt andet i 2008 og under pandemien.
Det var en desperat politik fra en desperat klasse. En herskende klasse, som var bange for, at en dyb krise ville skabe social uro. At selve det system, deres privilegerede position afhænger af, ville blive truet.
Så toget har været længe undervejs. Men det kommer nu. Og det er under fuld damp.
I en generation har vi været vant til stabile priser. Devisen var: Hvis man kunne få enderne til at hænge sammen i går, så kan man nok også i morgen.
Men det slutter nu.
Inflationen i Danmark var i marts 5,3 %, og retningen går stejlt op, og kan meget vel ramme to cifre. Men indkomsten følger ikke med prisstigningerne. Den danske arbejderklasse og ungdom står overfor det største tilbageslag i forhold til, hvad lønkronerne kan købe, i mands minde.
Med den nuværende inflation kan der blive tale om en reallønstilbagegang på mange procent om året. I eurozonen opleves allerede nu en gennemsnitlig reallønstilbagegang på 3 %, og i flere europæiske lande ses reallønstilbagegang på over 4 %. Det betyder, at almindelige arbejderfamilier skal finde titusindvis af kroner om året i husholdningsbudgettet til at dække de højere udgifter. Mange får svært ved at betale regningerne.
Der er ikke noget nyt i, at arbejderklassen bliver bedt om at betale for kapitalismens problemer. Det skete også i krisen efter 2008. Og det fik stor effekt på arbejderes bevidsthed, selvom det, groft sagt, kun var de arbejdere, som blev fyret, der direkte mærkede krisen på sin egen krop.
Men stigende inflation er anderledes. Den kan komme samtidig med, at BNP vokser, og alligevel betyder den, at ALLE med almindelige eller lave indkomster bliver ramt direkte. Det vil ryste bevidstheden i masseskala.
Danske arbejdere og unge har været overordentligt beskedne de sidste mange år. Den ene elendige overenskomst efter den anden er blevet presset ned i halsen på os. Mange accepterede modvilligt – under pres fra den højt betalte fagtop.
Overførselsindkomster, som SU, folkepension og arbejdsløshedsunderstøttelse, er i årevis blevet reguleret endnu lavere end lønningerne. Også her accepterede folk modvilligt – under pres fra Christiansborgs levebrødspolitikere og den samlede hær af borgerlige meningsdannere.
Imens arbejderklassen og unge har holdt for, har samfundets absolutte top haft kronede dage. Paradoksalt nok var pandemien anledning til en af de mest voldsomme profitorgier for milliardærerne. I 2021 blev de 100 rigeste danskere således hele 205 MILLIARDER kroner rigere. 205 milliarder MERE til 100 personer. På ét år. Det er et tal så stort, at det er svært at fatte.
Dette modsætningsforhold: Et lille mindretal af absurd rige på den ene side, og en arbejderklasse og ungdom, som har tolereret meget i årtier, og som nu står til at miste endnu mere – det er det stof, klassekamp er gjort af.
Og godt det samme. Alt for længe har arbejderbevægelsens ledere lagt vores fagforeninger fladt ned, så snart arbejdsgiverne så meget som rømmede sig. Arbejdsgiverne har trådt på os og skovlet profitter ind.
Lærlinge- og studenterbevægelsen er en skygge af sig selv, og det er længe siden, at nogen af dem har mobiliseret til massekamp mod de tilbagevendende nedskæringer og angreb på unge.
De venstreorienterede partier på Christiansborg er i en kategori for sig. De lader til at være for travlt optagede af at løbe i halen på regeringen til overhovedet at registrere, hvad der sker i den virkelige verden.
Vi står over for den største udfordring for arbejderklassen og ungdommens leveforhold i en generation. Derfor må vi komme med en advarsel: Sygeplejerskernes kamp sidste år lærte os en afgørende lektie: Vi kan ikke stole på, at fagtoppen eller levebrødspolitikerne løser problemerne for os. Som unge og arbejdere må vi selv organisere os og tage kampen op.
Mens politikerne vil opruste militært til krig og ødelæggelse for at forsvare deres imperialistiske interesser, må vi opruste politisk. Opruste til klassekamp.
