Køb pjecen Den russiske revolution herForord
Den russiske revolution har fra dag ét været på anklagebænken for at være ”udemokratisk”, et ”blodigt kup” og så videre. Og stadig, her snart 100 år efter, kommer man under alvorlige anklager for støtte til den russiske revolution. Et af de seneste eksempler er Tv-programmet De røde lejesvende, hvor journalister presses til at undskylde, at de har udtalt sig positivt om revolutionen, mens der kører den ene dokumentarudsendelse efter den anden, der gør, hvad de kan, for at sætte revolutionen i et dårligt lys.
Hvorfor al den ståhej? De rige og magtfulde finder stadig den russiske revolutions spøgelse skræmmende, fordi revolutionen netop var et eksempel på, hvordan masserne tog magten i egen hånd, overtog kontrollen med deres eget liv, og åbnede op for en periode med enorm stigning i levestandarden for de russiske masser. Stik imod den situation, vi ser i dag.
Rusland var i 1917 et utrolig tilbagestående land sammenlignet med de udviklede kapitalistiske lande. Trods dette, trods Ruslands isolation efter revolutionen og trods degenereringen af Sovjetunionen under Stalin, viste Sovjetunionen med al tydelighed en planøkonomis overlegenhed over kapitalismens anarki. Planøkonomien omdannede Rusland til en moderne udviklet økonomi, og beviste, at det er muligt at styre et land uden kapitalister, godsejere og bankfolk.
I de 50 år fra 1913 (højdepunktet før revolutionen) til 1963 steg den totale industriproduktion mere end 52 gange. Det tilsvarende tal for USA var minde end seks gange. På et par årtier blev Rusland omdannet til det andet mest magtfulde land i verden med et højt kulturelt niveau og flere videnskabsmænd end USA og Japan tilsammen. Den forventede levealder blev mere end fordoblet. Huslejen var fastsat til omkring seks procent af den månedlige indkomst (Alan Woods, Bolshevism).
Kapitalismen befinder sig på verdensplan i en historisk krise, og det får flere og flere til at lede efter et alternativ. Magthaverne bruger Sovjet som skræmmeeksempel mod enhver, der leder efter et alternativ til kapitalismen.
Uanset hvad man mener om den russiske revolution i 1917, kan ingen benægte, at den var en helt afgørende historisk begivenhed, at der er et ”før” og et ”efter”. Den russiske revolution var første gang, at arbejderklassen ikke blot formåede at tage magten, men også at fastholde den og begynde på de første spæde skridt i skabelsen af et socialistisk samfund.
Denne pjece handler om den russiske revolution, som den udspillede sig i de otte måneder i 1917 fra Februarrevolutionen, der væltede tsaren, og indsatte et ustabilt borgerligt styre, til arbejderklassens magtovertagelse, med bolsjevikkerne i spidsen, i oktober.
En klog mand sagde engang, at den, der ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den. Kapitalismens krise sætter klassekampen på dagsordenen overalt. Vi ser en revolutionær bølge sprede sig fra det ene land til det næste. Vi går ind i en periode i verdenshistorien, hvor revolution er på dagsordenen. Det er fuldstændig afgørende, at vi har lært af arbejderklassens historiske erfaringer, som en guide til handling i de kommende revolutionære omvæltninger.
Det er klart, at den russiske revolution foregik under særlige betingelser, som aldrig igen vil blive gentaget på samme måde. Alligevel kan vi drage nogle generelle erfaringer. Mange af de generelle processer og faser ses i alle revolutioner i en eller anden form.
Leon Trotskij, en af de vigtigste ledere af den russiske revolution, skriver i forordet til sin bog Lessons of October:
”Efter at have opnået revolutionen, ser det ud til, at vi har konkluderet, at vi aldrig behøver at gentage den. Som om vi tænkte, at der ikke kan udledes nogen umiddelbar og direkte nytte fra studiet af Oktober; de faktiske forhold for den direkte forberedelse af den; den faktiske gennemførsel; og arbejdet med at konsolidere den i de første uger. En sådan tilgang er – selv om den muligvis er underbevidst – grundlæggende forfejlet, og er ydermere snæver og nationalistisk. Vi skal muligvis aldrig selv gentage Oktoberrevolutionen, men det betyder på ingen måde, at vi ikke kan lære noget fra den erfaring. Vi er en del af Internationalen [3. Internationale, Kommunistisk Internationale], og arbejderne i alle andre lande står stadig overfor at skulle løse problemet med deres egen ”Oktober”. Sidste år fik vi rigeligt bevis for, at de mest udviklede kommunistiske partier i Vesten ikke blot ikke havde formået at tilegne sig erfaringer fra vores Oktober, men i realiteten var uvidende om de reelle fakta.” (egen oversættelse)
At revolutionen senere degenererede under Stalins bureaukratiske styre, må ikke få os til at afskrive den russiske revolution. Degenereringen skyldtes specifikke historiske og konkrete omstændigheder, som lederne af revolutionen, Lenin og Trotskij, allerede havde advaret mod inden revolutionen; Ruslands ekstreme tilbageståenhed betød, at den russiske revolution blot kunne være startskuddet til en revolutionær bølge i de avancerede kapitalistiske lande – især i Vesteuropa. Den russiske revolution blev et startskud til en revolutionær bølge, men desværre led revolutionerne i Europa nederlag. Det efterlod den russiske revolution isoleret i et tilbagestående land.
Årsagen til degenereringen skal således ikke findes i selve revolutionen, men i omstændighederne og de efterfølgende begivenheder. Alverdens magthavere forsøger at tilsmudse revolutionen, fordi de frygter det enorme eksempel, som den kan udgøre for masserne på verdensplan, ikke mindst i den epoke vi går ind i på verdensplan.
DEN RUSSISKE REVOLUTION
Hvad er en revolution?
Gennem hele historien har der været revolutioner, hvor en ny klasse tager magten, og skaber overensstemmelse mellem den måde at producere på, der har udviklet sig under det gamle samfund og den politiske overbygning. Det borgerlige demokrati, som vi for eksempel kender det i Danmark, kom også til verden gennem revolutioner, hvor kapitalisterne tog magten fra kongen og feudalherrerne. I en socialistisk revolution er det arbejderklassen, der tager magten, og afskaffer kapitalisternes private ejendomsret til produktionsmidlerne og i stedet gør ejerskabet kollektivt, så økonomien kan planlægges demokratisk.
Produktionen ændrer sig konstant med udviklingen af ny teknologi og så videre. På et vist tidspunkt har produktionsmåden udviklet sig videre end rammerne for produktionsmåden, videre end ejerskabet til produktionsmidlerne. Udviklingen af handlen og manufakturen under feudalismen kom mere og mere i modsætning til jordens opdeling i små jordlodder og livegne bønder og i opdelingen af mange små bystater med retten til skatteopkrævning. På samme måde er produktionsmåden i dag vokset ud over nationalstaten og den private ejendomsrets snævre grænser. Revolutioner opstår, når modsætningerne i samfundet har nået et uholdbart punkt.
En revolution kan dog også anskues på en lidt anden måde, som selve massernes bevægelse for at ændre den uholdbare situation – ikke alle revolutioner sejrer.
Trotskij forklarer i sit mesterværk om den russiske revolutions historie, History of the Russian Revolution, at det karakteristiske ved en revolution er, at masserne begynder at deltage i det politiske liv i massiv skala og selv tager deres skæbne i egen hånd.
“Det mest utvivlsomme træk ved en revolution er massernes direkte indgriben i historiske begivenheder. I almindelige tider løfter staten, hvad enten den er monarkisk eller demokratisk, sig over nationen, og historien laves af specialister i den slags – konger, ministre, bureaukrater, parlamentarikere, journalister. Men på de afgørende tidspunkter, hvor den gamle orden bliver uudholdelig for masserne, bryder de igennem den barriere, der ekskluderer dem fra den politiske arena, fejer deres traditionelle repræsentanter til side og skaber gennem deres egen indgriben begyndelsen til grundlaget for et nyt regime.”
Sagt på en anden måde kan en revolution også forklares med, at bevidstheden indhenter den objektive situation. I langt størstedelen af tiden går hverdagen i sin egen trummerum. Alle forsøger at klare sig bedst muligt gennem livet og tilpasser sig omstændighederne. Men på særlige tidspunkter når modsætningerne en så tilspidset situation, at den herskende klasse på den ene side ikke kan regere, som den plejer og flertallet på den anden side får en følelse af, at situationen er uholdbar; at der er brug for grundlæggende ændringer.
I disse perioder udvikler massernes bevidsthed sig i spring og en revolutionær situation opstår, hvor udviklingen får sin egen dynamik.
“Pointen er, at samfundet ikke ændrer sine institutioner i takt med, at behovet opstår, som en mekaniker skifter sine instrumenter. Tværtimod tager samfundet de institutioner, der hænger ved det som givne, en gang for alle. I årtier er oppositionens kritik intet andet end en sikkerhedsventil for massernes utilfredshed, en betingelse for de sociale strukturers stabilitet. Sådan var i princippet den betydning, som den socialdemokratiske kritik opnåede. Aldeles usædvanlige betingelser, uafhængig af personer og partiers vilje, er nødvendige for at rive konservatismens lænker væk fra utilfredsheden og bringe masserne til opstand.
De hurtige ændringer i massernes holdninger og stemning i en revolutionær epoke udspringer derfor ikke fra den menneskelige hjernes fleksibilitet og mobilitet, men fra det fuldstændig modsatte, fra dens dybe konservative. Den kroniske mangel på idéer og relationer bag de nye objektive forhold helt op til det øjeblik, hvor det sidste styrter sammen over folk i form af en katastrofe, er det, der i en revolutionær periode skaber den springende bevægelse i idéer og udbrud, der for politiet ser ud til at være resultatet af ’demagogernes’ aktiviteter.” (Trotskij, Forord til ”den russiske revolutions historie”, Hvad er marxisme)
Som vi har set det i revolutionerne i de arabiske lande, presses masserne i bevægelse af omstændighederne, fordi de ikke længere kan udholde det eksisterende. De går i bevægelse for at ændre deres liv. Masserne starter ikke ud med en klar plan for, hvad de vil opnå, men en tydelig følelse af, at det eksisterende må forandres. Det er gennem selve kampen, at masserne drager erfaringer om de næste skridt på vejen, og om nødvendigheden af at bryde, ikke blot med for eksempel den enkelte arbejdsgiver, regering eller lignende, men hele det kapitalistiske system. Det er en revolution. Om revolutionen lykkes, om det lykkes arbejderklassen at tage magten, er en anden sag.
Scenen
Før vi går over til selve den russiske revolution, må vi have konteksten på plads, den scene som revolutionen udspillede sig på.
Rusland var ved starten af 1917 et tilbagestående land midt i en verdenskrig, regeret af den enevældige tsar. Siden revolutionen i 1905 havde der eksisteret en form for parlament, Dumaen, men det var i realiteten ikke andet end et skindemokrati, hvor det var adelen, der sad som ministre, udpeget af tsaren.
Første Verdenskrig var i fuld gang, og kørte landet fuldstændig i sænk. Rusland var på randen af opløsning, og det var de fattige massers børn, der blev slagtet i millionvis samtidig med, at det var masserne, der måtte bære krigens byrder. Ud af en befolkning på omkring 160 millioner var 15 millioner soldater mobiliseret i hæren. 2,5 millioner soldater blev dræbt og yderligere 3,5 millioner blev såret eller tilfangetaget. Cirka 40 procent af alle de soldater, der blev slået ihjel blandt ententen (alliancen mellem England, Frankrig og Rusland), var russere.
Før Første Verdenskrigs udbrud i 1914, da Rusland velstandsmæssigt var på højdepunktet, var den nationale indkomst per indbygger otte til 10 gange lavere end i USA. Det var ikke overraskende, set i lyset af, at fjerdefemtedel af den arbejdende befolkning var i landbruget, mens der i USA var 2,5 person i industrien for hver person i landbruget. Produktionen på landet i Rusland var på omtrent samme stadie som i det 17. århundrede, og jorden tilhørte i høj grad stadig godsejerne. Ved krigens start var mange fattige bønder tvunget til at sælge deres jord, fordi de ikke kunne overleve af at dyrke den. Det skabte et landproletariat på fem millioner landarbejdere, der intet ejede og mange andre bønder havde ikke anden udvej end at holde fast på deres små stykker jord, som de ikke kunne leve af.
Mens landbrugsproduktionen var umådeligt tilbagestående, var industrien i Rusland på højde med industrien i de udviklede kapitalistiske lande, fordi den blev overført direkte fra de industrialiserede lande. Rusland gennemgik derfor ikke samme udvikling med småhåndværk, manufaktur og så videre, men fik direkte indført storindustri.
I 1914 var 35 procent af industriarbejderne i USA ansat i små virksomheder med under 100 ansatte, mens det i Rusland kun var 17,8 procent, i stedet var der flere ansat i virksomheder med mere end 1000 ansatte; 41,4 procent i Rusland, mod 17,8 procent i USA.
Udviklingen var, med Trotskijs ord, ujævn og kombineret.
Trotskij, der var en af lederne af revolutionen i 1905 og igen i 1917, havde allerede før 1905 revolutionen fremsat teorien om den permanente revolution.
Han forklarer her, at det russiske borgerskab var kommet for sent ind på historiens scene i forhold til de udviklede kapitalistiske lande, hvor der allerede var etableret stærke borgerskaber. Det betød, at det russiske borgerskab blev helt afhængigt af de udenlandske kapitalister, og at størstedelen af det russiske industri-og bankvæsen blev ejet af udlændinge. Det russiske borgerskab var derfor både ekstremt svagt og ude af stand til at løsrive sig fra udenlandsk dominans og måtte kæmpe for national selvstændighed.
Den kombinerede udvikling skabte en situation, hvor der på den ene side var træk af feudalisme med store godsejere og millionvis af fattige bønder på landet, og på den anden side den mest moderne industri i byerne med et stort industriproletariat stuvet sammen i tusindvis på massive fabrikker.
I de klassiske borgerlige revolutioner mobiliserede borgerskabet arbejderne for at gennemføre den borgerlige revolution, rettet mod adelen. Men i Rusland, og lignende senere udviklede lande, var faren for borgerskabet, at arbejderklassen var blevet for stærk, og at de derfor ikke ville kunne styre den, hvis de først satte den i bevægelse. Ydermere betød den kombinerede udvikling, at det russiske borgerskab og adelen ikke udgjorde to adskilte grupper, men var fuldstændig sammenvævet gennem investeringer, ægteskaber og så videre.
Det russiske borgerskab kunne ikke spille en progressiv rolle, hverken i kampen mod adelen eller den udenlandske dominans.
Trotskij forklarede, at det betød, at den borgerlige revolution ikke ville kunne løse arbejdernes problemer, og at den derfor ville gå over i et nyt stadie, heraf revolutionens ”permanente” karakter. Arbejderklassen måtte afvise ethvert samarbejde med borgerskabet. Trotskij forklarede derudover, at revolutionen var permanent i den forstand, at revolutionen måtte sprede sig internationalt. Allerede Marx forklarede, hvordan kapitalismen skabte en global arbejdsdeling og arbejderklassens kamp for socialisme derfor også måtte være international. Indtil teorien om den permanente revolution havde ingen marxister forudset, at kapitalismen kunne bryde sammen i sit svageste led. Tværtimod forudså de, at revolutionen først ville finde sted i de mest udviklede kapitalistiske lande. Men det var, ifølge Trotskij, ikke nødvendigvis tilfældet. Modsætningerne i de svageste lande kunne skabe en revolutionær situation her først, men startede revolutionen i et tilbagestående land, ville det være endnu mere presserende, at revolutionen spredte sig til de udviklede kapitalistiske lande, med deres meget højere udviklingsniveau indenfor teknologi, uddannelse, kultur og så videre.
Februarrevolutionen
Fra 1912 og frem havde en strejkebølge fundet sted, men den blev afskåret af krigens udbrud i 1914. Det var dog kun en udskydelse af den utilfredshed, der simrede under overfladen.
I løbet af januar udbrød der flere store strejker i Sankt Petersborg. 18. februar gik nogen hundrede arbejdere på den gigantiske Putilov fabrik i strejke, der greb om sig og omfattede 30.000 arbejdere i løbet af få dage. Virksomhedsledelsen svarede igen med en lockout 22. februar. Men det skulle vise sig at være en fejl – det tvang tusindvis af vrede arbejdere ud i gaderne, hvor arbejderkvinderne stod frysende i kø til udlevering af madrationer. Dagen efter, d. 23. februar 1917 var kvindernes internationale kampdag , og kvindelige tekstilarbejdere på flere fabrikker i Sankt Petersborg gik i strejke. De strejkende arbejdere sendte delegerede ud til arbejderne på andre fabrikker, og bevægelsen greb om sig, koncentreret om kravet om brød. I alt strejkede 90.000 denne dag.
Det var de kvindelige arbejdere, der alene havde besluttet at gå i strejke. Ikke engang de revolutionære, bolsjevikkerne, mente, at tiden var moden for strejker. Det var først, da strejkebevægelsen var i gang, at bolsjevikkerne modstræbende gik med i bevægelsen. Ingen havde forventet, at dette skulle være startskuddet til den russiske revolution.
De to følgende dage tog strejkerne til i omfang, og nærmede sig en generalstrejke. Arbejderne holdt møder, demonstrerede og bevægelsen spredte sig og sit eget momentum, kravet om brød blev suppleret med krav om monarkiets fald og en ende på krigen. Regimet satte politiet og soldaterne ind imod de strejkende, men arbejderne fraterniserede med soldaterne, og almindelige soldater og kosakker havde en venlig attitude til demonstranterne, modsat politiet, der angreb, og som kom i hårde kampe med arbejderne.
Efter tre dage besluttede regimet at sætte hårdt mod hårdt. Nu skulle bevægelsen slås ned. Om natten til den 26. februar blev omkring hundrede mennesker fra forskellige revolutionære grupper arresteret – det var tydeligt, at regeringen gik i offensiven.
Det stoppede dog ikke arbejderne, der igen gik på gaden. Regeringen sendte soldater, hovedsageligt fra officersskolerne, ud for at skyde på demonstranterne og omkring 40 blev dræbt. Alligevel lykkedes det ikke soldaterne at stoppe demonstrationerne. Masserne havde mistet frygten for at dø, et dødsensfarligt tidspunkt for ethvert regime.
Om aftenen den 26. begik et regiment i hæren mytteri i protest mod, at soldater havde skudt på demonstranterne. Det var et forvarsel om, at næste dag skulle blive en afgørende dag.
Arbejderne var for at fortsætte kampen, men hvad var næste skridt? Efter generalstrejken ville næste skridt være væbnet opstand. For at vinde den, var det nødvendigt for arbejderne at vinde soldaterne over på deres side. En revolution opstår, når samfundet er i dyb krise. En sådan krise påvirker også soldaterne, især i en situation som den russiske, hvor hæren på grund af krigen bestod af millioner af bønder og arbejdere. Soldaterne kan vindes til revolutionen, hvis de kan se, at arbejderne er parate til at gå hele vejen.
Om morgenen den 27. begik den ene bataljon efter den andet mytteri, og gik fra barak til barak, og kaldte andre soldater ud, der tilsluttede sig arbejderne. Tsarens 150.000 mand store hær i hovedstaden var smeltet væk ved aftentid den 27. februar.
Trotskij gengiver i History of the Russian Revolution et spørgeskema fra General Ivanov, hidkaldt fra fronten med for at nedkæmpe revolutionen, til General Khabalov, der befandt sig i Sankt Petersborg. Spørgeskemaet tegner et tydeligt billede af hærens tilstand:
“Ivanov spørger: Hvor mange tropper er under vores kontrol, og hvor mange opfører sig dårligt?
Khabalov svarer: Til min rådighed i Admiralitetsbygningen; fire kompagnier af livgarden, fire kavaleri og kossakeskadroner, og to batterier; resten af tropperne er gået over til de revolutionære, eller forbliver efter aftale med dem neutrale. Soldater vandrer syngende gennem gaderne alene eller i grupper, mens de afvæbner officerer.
Spm: Hvilke jernbanestationer er bevogtede?
Svar: Alle stationerne er i de revolutionæres hænder, og bevogtes strengt af dem.
Spm: I hvilke dele af byen er orden opretholdt?
Svar: Hele byen er i hænderne på de revolutionære. Telegrafen virker ikke, der er ingen kommunikation mellem forskellige dele af byen.
Spm: Hvilke autoriteter bestemmer over de forskellige dele af byen?
Svar: Jeg kan ikke svare på det spørgsmål.
Spm: Fungerer alle ministerierne ordentligt?
Svar: Ministrene er blevet arresteret af de revolutionære.
Spm: Hvilke politistyrker er til din rådighed på nuværende tidspunkt?
Svar: Ingen overhovedet.
Spm: Hvilke tekniske og forsyningsinstitutioner hos Krigsdepartementet er nu i din kontrol?
Svar: Jeg har ingen.
Spm: Hvilken mængde forsyninger er til din rådighed?
Svar: Der er ingen forsyninger til min rådighed. I byen var der den 5. februar 5,600,000 pund mel på lager.
Spm: Er mange våben, artilleri og militære lagre faldet i hænderne på mytteristerne?
Svar: Alle artilleriinstallationer er faldet i hænderne på de revolutionære.
Spm: Hvilke militære styrker og personel er under din kontrol?
Svar: Chefen for distriktspersonellet er under min personlige kontrol. Med de andre distriktsadministrationer har jeg ingen forbindelse.” (History of the Russian Revolution, egen oversættelse)
Februarrevolutionen foregik relativt fredeligt, fordi ingen reelle kræfter var parate til at forsvare det gamle regime. På overfladen så tsarens magt ud til at være nærmest uovervindelig, men den ellers så mægtige militærmagt forduftede som dug for solen, da revolutionen brød ud.
Dobbeltmagt
Februarrevolutionen betød, at tsaren måtte trække sig, og tsarstyret var for altid væltet.
De umiddelbare opgaver for Februarrevolutionen var borgerlige; parlamentarisk demokrati, uddeling af jord til bønderne og lignende, selv om borgerskabet ikke havde spillet nogen rolle i revolutionen. Da borgerskabet kunne se, at det intet kunne gøre for at redde tsarstyret, og at det ikke kunne drukne revolutionen i blod, skyndte det sig at improvisere en ”provisorisk”, altså en midlertidig, regering for at forsøge at vinde kontrol med bevægelsen, afspore den og holde den indenfor kontrollable rammer.
Den provisoriske regering blev dannet den 2. marts 1917. Den udsprang af Dumaen, altså den borgerligt skindemokratiske institution opsat af tsaren selv, og bestod af store godsejere og kapitalister blandt andet fra det liberale parti Kadetterne, og blev ledet af en adelig prins Lvov. Der var en enkelt undtagelse; den socialrevolutionære Kerenskij, der også var en af lederne af sovjetten, blev justitsminister, uden at de ledende partier i sovjetten dog formelt bakkede op om, at han accepterede denne post.
Men det var arbejderklassen, der havde væltet tsaren gennem strejker og demonstrationer, og under kampen opsatte de – ligesom under den mislykkede revolution i 1905 – råd, på russisk: sovjetter, på fabrikkerne, i lokalkvartererne, i skyttegravene og så videre. Det er et fænomen, vi ser i næsten alle revolutioner; at arbejderklassen spontant begynder at organisere en form for råd, der for eksempel kan udvikle sig ud af for eksempel strejkekomitéer eller selvforsvarskomitéer i bykvarterer, som vi har set opstå i for eksempel Egypten under det arabiske forår. Rådene udspringer af behovet for organisering af kampen, og disse kan blive et organ for massernes direkte og aktive deltagelse i demokratiet. Rådene udgør et alternativ til det parlamentariske borgerlige demokrati, så der opstår en dobbeltmagtsituation; revolutionens udfald afgør, hvilket magtorganer der vinder, alt efter hvilken klasse, der går sejrrigt ud af revolutionen.
I sovjetterne havde de reformistiske socialistiske partier, mensjevikkerne og de socialrevolutionære, flertallet. En revolution rører op i alle samfundslag, og masserne tester de forskellige politiske tendenserne, startende med de mest moderate repræsentanter. Valgene til sovjetterne gav i starten relativ vægt til soldaterne over arbejderne. Soldaterne kom især fra bønderne, og de valgte først intellektuelle ”veltalende” repræsentanter, som Dan Tjekidse og Tseretelli, der var kendte ansigter fra Dumaen, og tilbød masserne, hvad der lignende en nem vej frem. Arbejderklassen tester alle de forskellige politiske strømninger under revolutionen, startende med de mest moderate. De moderate reformisters løsning lyder ”nemmere” og umiddelbart mere tillokkende end de revolutionæres krav om en fuldstændig omvæltning. De brede masser må derfor i praksis afprøve de moderate socialisters løfter om ”nemme” løsninger. I praksis viser det sig, at reformismen intet kan løse, og masserne drager i stigende grad revolutionære konklusioner, hvilket afspejler sig i stigende opbakning til det revolutionære parti.
De moderate socialister, der havde flertallet i sovjetterne, bakkede op om den provisoriske regering som den legitime magt med den argumentation, at Rusland stod over for en borgerlig revolution, og det derfor var borgerskabet, der skulle have magten. På den anden side accepterede den provisoriske regering eksistensen af sovjetterne som et midlertidigt fænomen, fordi de ikke kunne gøre meget andet. De tænkte, at det blot var midlertidigt; når bevægelsen døde ned, ville de få muligheden for at de smadre arbejdernes organer.
Resultatet af Februarrevolutionen var, at arbejderklassen havde væltet tsaren – givet magten til deres ledere i sovjetterne, der gav magten til borgerskabet.
Borgerskabet, der gennem den provisoriske regering fik magten, havde ingen massebasis. Den eneste måde, de kunne fastholde magten, var gennem reformisternes klassesamarbejdspolitik. Februarrevolutionen gav arbejderne magten, men de var for dårligt organiseret og for lidt bevidst om deres magt til at fastholde den og føre revolutionen til enden.
Efter februar eksisterede der således en dobbeltmagt i Rusland med både den provisoriske regering og sovjetterne, der repræsenterede hver deres klasse. En dobbeltmagtsituation, hvor to modstridende klasser har hver deres magtorgan, er i sagens natur en ustabil og uholdbar situation. Perioden fra Februarrevolutionen til Oktoberrevolutionen gik netop ud på, hvilken af de to magtorganer – hvilken af de to klasser – der skulle regere alene.
