I september samlede en lille gruppe iranske marxister sig for at danne den Iranske Revolutionære Marxistiske Tendens (IRMT). Her bringer vi en oversættelse af den tale, som Maziar Razi holdt, hvor han optegner den økonomiske krise, der påvirker Iran, splittelserne i regimet og bevægelserne blandt arbejderne og ungdommen.

Jeg vil indlede min diskussion ved at minde jer om en historisk begivenhed. I 1898 var der en lille kongres med ni mennesker i byen Minsk. Denne lille skare grundlagde en lille gruppe ved navn det Russiske Social-Demokratiske Arbejderparti. Selv om samtlige medlemmer af gruppen umiddelbart bagefter blev arresteret, var stiftelsen alligevel en vigtig begivenhed. Denne gruppe blev senere kendt som Kommunistpartiet i Rusland (bolsjevikker). Mindre end 30 år efter denne samling af ni personer blev den største arbejderrevolution i menneskeheden organiseret af bolsjevikkerne i oktober 1917 i Rusland. Vi følger disse organisatoriske traditioner.

Kammerater! Dagens konference er også en historisk begivenhed. Men i dag står vi over for enorme opgaver.

Det første spørgsmål, der må besvares, er dette: hvorfor organiserer vi vores første konference i denne situation, og hvorfor i dag? Hvorfor blev denne konference ikke afholdt for få år siden, og hvorfor kan vi ikke vente indtil om et par år?
For de, der tror på principperne i et leninistisk parti, og er klar over og forstår partiets betydning, som ikke er trådt ud på pseudo-anarkistiske, pseudo-mensjevikiske og centristiske afveje, og som ikke er overmandet af opgivenhed og udmattelse, er svaret meget enkelt. Det er kun muligt at svare på dette spørgsmål ved at undersøge samfundets objektive og subjektive situation.

Lenin understregede altid fire vigtige betingelser til at forklare en før-revolutionær situation og den organisatoriske forberedelse, der er nødvendig for den kommende revolution i samfundet 1- en dyb økonomisk og politisk krise og splittelser inden for den herskende klike. 2 – en forværring af massernes situation. 3 – Organisering af og kontinuitet i arbejdernes kampe imod det kapitalistiske system. 4 – en revolutionær ledelse til at organisere den sociale revolution og danne en arbejderregering.

Af de ovennævnte objektive forhold kan de alle mere eller mindre findes i det iranske samfund. Den eneste ting, der mangler, er den subjektive faktor, dvs. fraværet af en revolutionær ledelse. Hvis denne antagelse er korrekt er det selvindlysende, at forberedelserne til at danne et leninistisk parti bør være de revolutionære marxisters hovedopgave. Med andre ord er det de revolutionære marxisters grundlæggende strategi at danne et revolutionært avantgarde-parti.

Svaret på ovenstående spørgsmål er: situationen til at forberede opbyggelsen af et sådant parti er i dag bedre end nogensinde. Indtil nu har forholdene ikke været rede (og vi var heller ikke så parate, som vi er i dag), og det vil være for sent at vente til lænere ude i fremtiden. Grunden er, at man ikke kan vente til en periode med revolutionær opstand (som i et samfund som Iran kun sker med årtiers mellemrum) og da bygge et revolutionært parti i løbet af et døgn og forestille sig, at med tilstedeværelsen af en organisation vil afgørende dele af masserne pludselig gå med i dette parti! Nej, sådan en analyse ville være i modstrid med erfaringen fra oktoberrevolutionen i 1917 og de bolsjevikiske traditioner. Forberedelserne til at bygge et revolutionært avantgarde-parti bør begynde årevis inden dets dannelse.

Men siden dette parti vil blive opbygget af de fremskredne arbejdere (de ”arbejder-intellektuelle”) bør vi bygge en bro for at udfylde tomrummet i dag. En bro, der kan forbinde dagens splittede situation for de revolutionære marxister med oprettelsen af et revolutionært avantgarde-parti. Denne bro hedder den Iranske Revolutionære Marxistiske Tendens, og i dag afholder vi dens første konference.

Med korte kommentarer på de objektive faktorer i samfundet kan vi bedømme i hvilket omfang de forhold, som Lenin nævnte, er sammenfaldende med den nuværende situation i det iranske samfund.

a) Den økonomiske krise i samfundet
Vejen til at evaluere den økonomiske situation går gennem at bedømme inflation og arbejdsløshed, som er to integrerede dele af det kapitalistiske system. Kapitalisterne er nødt til at købe arbejdskraft fra arbejderne på markedet for at udbytte dem og øge deres egne profit (merværdi). Men denne simple form for udbytning er ikke nok til at stille kapitalisternes tørst efter rigdom. For at opnå større profit må kapitalisterne sænke lønningerne og hæve priserne så meget som muligt. I vestlige industrialiserede lande, som har en historie med fagforeninger og modstand fra arbejderne, gøres dette hovedsageligt gennem forbedringer af produktionsteknologien (ny teknologi fører til mindre nødvendig arbejdstid i de fremskredne industrigrene). Men i tilbagestående kapitalistiske samfund (som Iran) foretages udbytningen af arbejderne på en langt mere primitiv facon (ligesom i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede i Europa).

Ikke alene bliver lønningerne holdt nede, i mange tilfælde bliver de ikke engang udbetalt! Det fører til en lavere købekraft for befolkningen, og nogle produkter bliver ikke solgt. For at løse dette problem konkurrerer kapitalisterne brutalt imod hinanden, og nogle går fallit. Det fører til, at flere bliver arbejdsløse, og samfundets samlede købekraft falder. Den økonomiske krise intensiveres. Krisen viser sig som en overproduktionskrise. Det betyder, at samfundet ikke kan købe det, der er blevet produceret. Dette er på et tidspunkt hvor inflationen også stiger som følge af et stigende antal konkurser. Fabrikker bliver lukket en efter en eller nedbringer deres produktionskapacitet. Lavere produktionskapacitet betyder en stigning i produktionsomkostninger. Der er dagligt stigninger i arbejdsløsheden I Irans tilfælde er der meget statistik, der viser denne uro.

For eksempel:

I sin rapport fra juli 2008 bedømte The Economist Intelligence Unit (EIU) det iranske arbejdsmarked frem til 2012 og forudså, at arbejdsstyrken vil stige fra 23.700.000 sidste år til 24.300.000 i det nuværende år, hvilket er en stigning på 2,8 procent og vil betyde flere end 25.000.000 i det kommende år. EIU forventer, at det nuværende års arbejdsløshed på 12 procent (2.600.000 mennesker ) vil stige til 12,9 procent i det kommende år (hvilket vil sige mere end 3.250.000 arbejdsløse). I 2010 vil antallet af arbejdere i Iran være 25.700.000 og arbejdsløsheden vil være 13,2 procent. I 2011 vil dette stige til henholdsvis 26.400.000 mennesker og 14,1 procent. I 2012 vil vi endelig have en arbejdsstyrke på 27 millioner i landet, og en arbejdsløshed på 15 procent (mere end 4.000.000 arbejdsløse), der vil tynge regeringen.

Centralbankens rapport fra 2008 viser, at prisstigningerne fortsatte i den iranske kalenders femte måned (22. juli til 21. august). Initiativer fra regeringen og centralbanken, der skulle løse dette, har været ineffektive. Inflationen i Iran bliver bestemt ved at udregne prisen på 359 typer varer og tjenesteydelser, og dette gennemsnit fra august viser, at inflationen fortsætter med at vokse i Iran. Irans Centralbank regner inflationen ud hver måned, men den officielle inflation bliver som regel udregnet ud fra forandringer fra år til år. Centralbankens nye rapport viser, at den gennemsnitlige inflation i de sidste 12 måneder indtil udgangen af august har været omkring 22,3 procent. Denne rapport beviser, at inflationsraten er steget omkring 10 procent i det seneste halvandet år (uofficiel statistik er endda højere, og inflationen er formentlig tæt på 35 procent).

Prisen på benzin, som blev rationeret sidste sommer, er 1000 rial (10 cent) per liter, og ikke-rationeret benzin bliver solgt til 4000 rial per liter. På grundlag af regeringens økonomiske plan vil benzinprisen om tre og et halvt år ikke længere blive støttet af regeringen, og benzin vil blive solgt til international markedspris. Derudover har internationalt pres for at løse spørgsmålet om uranberigelse og de internationale økonomiske sanktioner imod de iranske banker gjort den økonomiske situation værre.

I de seneste måneder har markedet for forbrugsvarer har oplevet en masse ændringer, og prisen på forbrugsvarer er steget hver dag. Stigningen i likviditet er den vigtigste årsag til den store vækst i inflationen og har, ifølge forskellige rapporter har oversteget 1.600.000 mia. rial (fra et marxistisk synspunkt er den vigtigste årsag til inflation faldet i den samlede mængde profit i samfundet).

Rapporterne viser, at i de seneste tre år er en betydelig del af olie-indtægterne blevet omsat til rial, og likviditeten er steget fra 700.000 mia. rial til mere end 1.600.000 mia. rial (160 mia. dollars). Hovedparten af dette enorme beløb blev hældt i boligmarkedet med det resultat, at huspriserne blev flerdoblet. Irans udenlandske indtægter i de seneste tre år er blevet anslået til omkring 250 mia. dollars. Økonomer siger, at regeringen, ved at omsætte alle disse til rial og skyde dem ind i økonomien, har været skyld i en kraftig stigning i inflationen. En del af denne indtægt er blevet anvendt i ikke-produktive sektorer, og til at dække statens løbende udgifter, og ifølge hvad økonomer siger, har dette ført til en stigning i likviditet og stigende inflation.

Men regeringens embedsfolks sædvanlige metode er at lægge alle problemer og byrder på arbejdernes skuldre. I dag, mere end nogensinde, er størstedelen af arbejderne i fare for at slutte sig til rækkerne af fattige byboere. Hundredtusindvis af arbejdere er blevet arbejdsløse og hjemløse på grund af regeringens politik.

Prisen på basale fødevarer stiger hver dag, og ikke et eneste skridt er taget for at sætte det under kontrol. Kapitalisternes politik har bragt arbejderne på randen af økonomisk ruin. Millioner af arbejdere har desperat brug for dagligt brød til sig selv og familien. De, der ikke er arbejdsløse endnu, vil blive fattige hvis priserne stiger yderligere. Ifølge regeringens statistik er der nu 14 millioner, der lever under fattigdomsgrænsen, som regeringen sætter til en månedlig indtægt på ca. 1.200.000 rial (124 dollars), men den virkelige fattigdomsgrænse er i dag på omkring 3.000.000 til 4.000.000 rial (omkring 3-400 dollars). Det betyder, at op til 20 millioner kan leve under fattigdomsgrænsen.

Et generelt billede af de økonomiske udsigter viser os, at ud af en befolkning på 70 millioner er det kun en tredjedel, der er på arbejdsmarkedet (27 millioner). Heraf vil 4 til 5 millioner være arbejsløse. Med yderligere vækst i befolkningstallet vil vi nå eksplosive situationer. Olieindtægterne bliver hovedsageligt brugt til at købe våben og hjælpe Hizbollah i regionen. Resten bliver brugt til at yde lån til en række af regeringens støtter uden regnskab, og der er ingen programmer eller perspektiver for at løse massernes problemer. Derfor vil en betydelig del af unge arbejdere og de uddannede unge stille sig op imod de svækkede kapitalistiske system. Denne enorme protesterende befolkning er den kommende revolutions potentielle kraft.

b) Den kapitalistiske regerings politiske krise
På det politiske plan er ”lederne” i krise og fortsætter med at indtage modsætningsfyldte standpunkter på at løse nationale og internationale problemer.

For eksempel:

I de senere år har regeringen altid været delt mellem ”absolutisterne” og ”reformisterne”. Med Ahmadinejads politik, både nationalt og internationalt, er splittelserne imellem de traditionelle fraktioner ikke blot taget til, men der er også opstået dybe splittelser inde i hver eneste af de traditionelle fraktioner. Det er kommet så vidt, at Khamenei (den øverste leder af det islamiske regime) under sin fredagsbøn den 19. september 2008 var nødt til officielt at blande sig for at lappe splittelserne blandt ”principalisterne” (”principalist” er en relativt ny betegnelse, der henviser til regeringens højrefløj. Den består af, men er ikke begrænset til, Ahmadinejads fraktion)! Khamenei erklærede, at synspunktet, som blev fremført af Rahim Mahasyi, lederen af organisationen for kulturarv og turisme, om venskab med den israelske befolkning, var forkert; det var det samme synspunkt, som dagen forinden var blevet fremført af Ahmadinejad! Khamenei bad begge sider (som var de stædige småbørn) om at indstille deres skænderi.

Det tiende præsidentvalg er sat til afholdelse om ni måneder, og antallet af ”principialistiske” kandidater antyder splittelsernes dybde inden for den herskende klike. Ahmadinejad skal nu konkurrere mod sine tidligere allierede: Ali Larijani (parlamentets formand), Gholamali Hadad Adel (tidligere parlamentsformand og leder af kulturkommissionen) og Mohammad Baqer Qalibaf (borgmesteren i Teheran). Resten kæmper hårdt imod hverandre. Protesterne imod pro-Ahmadinejad ministre fortsætter sammen med at hans tilhængere trækker sig. For eksempel trak brigadegeneral Alireza Afshar sig den 8. september fra sin post som politisk næstkommanderende i indenrigsministeriet. Tamasb Mazaheri, formand for centralbanken, der blot har haft denne post i et år og regnes for en af Ahmadinejads tætteste allierede, trækker sig om et par dage på grund af uenigheder med Ahmadinejads politik.

Efter tre år med Ahmadinejad som præsident har reformisterne indledt deres egen (for at citere Rafsanjani) ”kompromisløse” protest mod hans politik. Rafsanjani har protesteret over grundlovens paragraf 44 og manglende privatiseringer (11. august), og han har kritiseret Ahmadinejads politik (16. august), og Khatami har også kritiseret Ahmadinejad, og så videre.

Samtidig er splittelserne blandt reformisterne også blevet større. Gamle allierede i den reformistiske lejr kæmper imod hinanden i præsidentvalget: Mohammad Khatami (der tidligere har været præsident to gange), Mehdi Karoobi (tidligere formand for parlamentet) Abdullah Noori (tidligere indenrigsminister), Ali Akbar Velayati (rådgiver for den øverste leder) og Hassan Rohani (tidligere leder af det nationale sikkerhedsråd) er gået ind i valgkampen med hver deres politik. Karoobi har til hensigt at lave en politisk blok med dele af anti-Ahmadinejad ”principalisterne” for at køre Ahmadinejad og Khatami ud på et sidespor.

Det er tydeligt, at dette er en krisesituation; der er ingen tegn på stabilitet, kraft eller enhed i Irans kapitalistiske regering. De to første betingelser i den objektive situation, som Lenin nævnte, dvs. en dyb økonomisk og politisk krise og splittelse i den herskende klike samt en forværring af massernes situation, er absolut opfyldte i den iranske situation.

De sociale bevægelsers situation
a) Vedvarende arbejderkampe
På trods af repression, hård behandling og den alvorlige økonomiske situation, kan vi sige, at styrkeforholdet ændrer sig til fordel for arbejderne og alle undertrykte lag. Denne ændring i styrkeforholdet til fordel for arbejderne betyder, at arbejderklassen i Iran ikke er besejret og stadig kæmper imod det kapitalistiske system for at opnå sine krav. Ikke alene har arbejderklassen ikke lidt nederlag, men fortsætter sine kampe med få ressourcer uden at blive demoraliseret.
Her er protester bare fra sidste uge:

Strejken og protesterne blandt Haft Tapeh sukkerarbejderne beviser, at en del af de iranske arbejdere er i stand til at fastholde effektive antikapitalistiske paroler (som arbejderkontrol) og modigt fortsætter kampen. For nylig samledes 600 Haft Tapeh arbejdere for at protestere over fabrikkens ledere.

Strejken på Alborz Tyre fortsætter. De har ikke fået løn i fem måneder.
Khuzestan Pipe Co. arrangerede et møde på Shohada-pladsen i Ahvaz den 9. september i protest mod seks måneders ubetalt løn.

Vahed buschaufførerne lod lyset være tændt og krævede Mansour Osanloo løsladt.
Arbejderne på Parris, Gharb Bafte Sanandaj Carpet, Kurdistan Textile Factory, Ramshir Factory og andre fortsatte deres demonstrationer.

Det er tydeligt, at den kapitalistiske stat i de senere år har været opsat på at maksimere sine slag mod arbejderklassen. Anholdelserne af kendte aktive arbejdere som Mahmoud Salehi og Mansour Osanloo, arrestationer og chikane mod hundredvis af ærværdige arbejdere, lærere, kvinder og studerende i samfundet, pryglingen af arbejdere og andre lag, alt viser det den intimiderende metode. Den kapitalistiske stat har forsøgt at intimidere progressive arbejdere, studerende og kvinde-aktivister for at få dem til at standse deres aktiviteter og underlægge sig den kapitalistiske stat. På den måde ville udbytningen af arbejderne være lettere, og kapitalisternes lommer ville være mere fyldte.

Men er det lykkedes for den kapitalistiske stat? Har den ændret styrkeforholdet imod arbejderklassen? Kan vi sige, at den kapitalistiske stat er stærkere, og at arbejderklassen er svagere end sidste år? Efter min opfattelse: nej!
Det er åbenbart, at arbejderne har modtaget nogle slag i denne periode. Over hele verden giver arbejdernes kamp imod den kapitalistiske stat anledning til statslig aggression imod arbejderne. Og det er klart, at blandt progressive aktivister er der frygt for yderligere arrestationer. Nogle er midlertidigt blevet desillusionerede og har mistet kontinuiteten i deres kampe. Det kan føles, at politiet og efterretningstjenesten jager aktive arbejdere.

Men blandt den store masse af arbejdere er der ikke sket et nederlag. Ikke alene er arbejderklassen ikke blevet besejret af den kapitalistiske stat, men den har faktisk vundet nogle fremsktidt i løbet af de senere års kampe og strejker (Haft Tapeh strejken er dt vigtigste tegn på denne kendsgerning). På grund af, at arbejderne i denne alvorlige økonomiske situation ikke har råd til at lide nederlag! De må enten sejre eller acceptere udryddelse af dem selv og deres familier. Faktisk er arbejdernes kamp fortsat. Dermed kan vi sige, at det overordnede styrkeforhold mellem klasserne er til fordel for arbejderne og imod den kapitalistiske stat.
Den tredje betingelse i Lenins diskussion kan også tydeligt ses i Iran, det vil sige organisation og kontinuitet i arbejdernes kamp imod det kapitalistiske system.

b) krisen i arbejdernes fortrop
Men blandt de praktiske ledere (arbejdernes fortrop) er der, i modsætning til selve massen af arbejdere, en krise. Hvis denne analyse er korrekt, bør vi da ikke forsøge at finde årsagen til langsommeligheden eller vrangvilligheden hos de fremskredne arbejdere i forhold til at fortsætte kampen? Dens rødder er i hvert fald ikke en forbedret økonomisk situation og styrket statsmagt. Som vi har sagt er splittelserne inde i regeringen blevet større. Den økonomiske krise er dybere end sidste år. De begrænsede internationale økonomiske sanktioner har påvirket regeringen grundlæggende.

Den svage, kriseramte, kapitalistiske regerings pres, chikane og anholdelser kan kun være effektiv når arbejderbevægelsen mangler organisering og ledelse. Det er indlysende, at massemobilisering blandt arbejderne er svært i perioder med repression. Arbejderne kæmper kun imod den kapitalistiske regering når de har fået nok. Men endnu vigtigere er arbejdernes fortrops mangel på forberedelse til at stå imod den nuværende situation. Arbejdernes fortrop i Iran har betalt en høj pris. De aktive arbejderes kampe i løbet af de sidste to årtier er beundringsværdige. Men arbejdernes fortrop er i krise på grund af mangel på koordinering, fraværet af en samlet organisation, at der er ladet hånt om internt demokrati og ikke blevet interveneret bevidst blandt massen af arbejdere. Denne kritiske situation giver regeringen en bedre mulighed for at fortsætte repressionen.

c) Lærernes, kvindernes og de studerendes centrifugale kræfter
De fortsatte kampe blandt forskellige sociale lag i den senere periode, særligt lærere, arbejdere, kvinder og studerende, har gjort staten ekstremt bekymret. Disse sociale lag har centrifugale kræfter i sig. Med andre ord har de indtil for nylig været tilhængere af reformisterne eller bakket op om systemet på den ene eller anden måde.

Denne udvikling og de centrifugale tendenser kan ses i Daftar-e Takhim (Kontoret for Styrket Enhed, en studenterorganisation) og endda Khaneh-ye Kargar (Labour House, en organisation som det islamiske regime bruger til at undertrykke ægte fagforeninger, red.) og i lærernes aktioner. Faktisk kan vi sige, at den kapitalistiske stat er mest bekymret for sin opbaknings sammenbrud blandt sin egen base. Men disse centrifugale tendenser har kun en vej at gå, og det er i retning af socialistiske ideer og programmer. Det er ikke tilfældigt, at mange studerende i Daftar-e Takhim har vendt sig mod socialistiske ideer. I den ikke så fjerne fremtid vil disse tendenser ses blandt store dele af lærerne, arbejderne og kvinderne. Der er ingen tvivl om, at socialistiske tendenser med tiden vil få overtaget i disse bevægelser.

d) studenterbevægelsen
Repressionen i fjor havde mest til hensigt at udmatte aktivisterne. Perioden med henrettelser og langvarig chikane er, under de nuværende forhold, overstået (denne situation er blevet påført regeringen af de studerendes egen modstand og internationalt pres). Men det betyder ikke, at vi går imod en periode med demokratisk åbning i samfundet. Så længe en kapitalistisk regering er ved magten i et land som Iran bør vi, på grund af kapitalismens ujævne vækst, ikke forvente politiske åbninger som i de vestlige stater. Så repression og chikane vil fortsætte (og med støtte fra vestlige stater), men i modsætning til 1980’erne er formålet at ”udmatte” aktivisterne i stedet for at dræbe dem og sætte dem i fængsel i lang tid. Det er derfor klart, at organiseringen bør være mere præcis, mere specifik og bedre tilpasset til den nuværende situation.

I den nuværende situation er opbyggelsen af forenede handlingsblokke på dagsordenen. Erfaringen fra den 3. december i fjor viser, at styrkeforholdet ikke er til at en særlig gruppe eller tendens selv kan organisere en protest. Sidste års studenterdag (den 6. december) burde have været som året forinden: bestående af alle kræfter og diverse tendenser så regeringen ikke kunne angribe en særlig tendens og isolere den. I denne forbindelse blev det rigtige i at afholde fælles protester sammen med andre tendenser vist efter anholdelserne. Denne metode blev fremhævet på grund af, at forskellige tendenser og grupper alle handlede sammen og støttede de, der blev arresteret. Studenteraktivister lærte i praksis, at man ikke kan træde ind på den politiske arena med en enkelt parole og en enkelt tendens og derefter kræve støtte fra alle andre tendenser, og at de går med i kampagnen. Mere vigtigt: erfaringen fra sidste år viste endnu engang, at man ikke kan organisere en masseprotest åbent. Ledelsen og organiseringen af en protest må være hemmelig så arrangørerne ikke bliver arresteret forinden, og så de er i stand til at lede protesterne. Arbejde blandt masserne betyder ikke nødvendigvis at organisere sig åbent (aktive studerende burde have lært dette af Vahed buschaufførernes strejke. Regeringens angreb var af samme art i begge tilfælde ligesom organiseringen var af samme type).

e) de traditionelle organisationers krise
Krisen i de traditionelle organisationer (stalinister, maoister, centrister og så videre) i eksil er på sit højdepunkt nu. Splittelser, delinger, tilbagetrækninger, resignation, eksklusioner og dybe interne modsætninger er blevet almindeligt i disse småborgerlige tendenser. Disse organisationer er ikke blot ikke i stand til at lede de sociale lag, men de kan ikke engang organisere sig selv (vi har skrevet adskillige artikler om disse organisationer tidligere og vi vil ikke komme ind på dette spørgsmål nu på grund af mangel på tid)

Løsningen på spørgsmålet om ledelsens krise
Det er åbenlyst, at Lenins fjerde betingelse ikke er realiseret endnu. Med andre ord mangler vi i Iran stadig at bygge et troværdigt bolsjevikisk parti, som har arbejdernes og studenternes tillid. Ingen af de eksisterende partier og organisationer, der er trådt ind på den politiske scene med navne som ”kommunistisk” og ”arbejder” har præsenteret en alternativ ledelse eller er gået ind i deres kampagne med beregnede skridt og en korrekt politisk linje. De har intensiveret krisen inde i arbejderbevægelsen.

Det er i denne situation at vi, den Revolutionære Marxistiske Tendens, har indledt vores teoretiske og praktiske aktiviteter i fortsættelse af vore tidligere erfaringer for at bygge en bro for at nå og bygge et revolutionært avantgardeparti, og sammen med arbejderne og alle undertrykte folk gå imod oprettelsen af et rådssystem og et socialistisk samfund.

I den kommende periode må vi forsøge at bygge vores politiske troværdighed inde i arbejderbevægelsen. Dette er ikke en let opgave. Vi kan ikke gøre det med nogle få paroler og ved at præsenter nogle få ”ledere”. Kammerater, vi må stå skulder ved skulder med arbejderne og være til stede i alle undertrykte folks kampe og være sammen med dem i løbet af hvert stadie af deres antikapitalistiske kampe. Vi kan kun opnå vores endelige mål med tæt samarbejde og direkte intervention i massebevægelserne. På grundlag af vores internationalistiske orientering og støtte fra kammeraterne i den Internationale Marxistiske Tendens på fem kontinenter er vi overbeviste om, at de revolutionære marxistiske traditioner vil opnå et solidt grundlag i disse bevægelser.

Kammerater, sejren vil blive vor!
Længe leve de revolutionære marxister i Iran!
Længe leve socialismen!