Det internationale forlag, Wellred Books, tog for omtrent et år siden en beslutning om at genudgive en række bøger af den russiske revolutionære leder, Leon Trotskij. Trotskij var, næstefter Lenin den vigtigste leder under den russiske revolution i 1917, han var en utrolig dygtig agitator som talte til enorme masseforsamlinger og han organiserede også den røde hær i årene efter oktoberrevolutionen, for at knuse de udenlandske imperialistiske styrkers forsøg på at ødelægge verdens første arbejderstat. Fra midten af 1920’erne begyndte stærkt diktatoriske tendenser at vinde frem inde i Sovjetunionen og det kommunistiske parti. Trotskij var sammen med en række andre af de gamle bolsjevikker, med til at organisere den såkaldte venstreopposition som forsvarede marxismens virkelige ideer imod stalinismen. For dette blev han straffet, først med udvisning fra Sovjetunionen, og senere med sit liv, da han i 1940 blev dræbt af en stalinistisk agent i Mexico.
Teorien om den permanente revolution
Wellred Books har netop udgivet to af hans vigtigste bøger, som i et samlet bind hedder ”The Permanent Revolution and Results and Prospects”. Bogen handler kort og godt om teorien om den permanente revolution, som blev udviklet af Trotskij allerede i 1904. På dette tidspunkt mente alle de andre marxister i Rusland, dvs. dem der var organiserede i det russiske socialdemokrati, både mensjevikker og bolsjevikker, at den russiske revolution først og fremmest var en borgerlig demokratisk revolution, forstået på den måde at der var nogle basale opgaver som skulle løses ved en borgerlig revolution, ligesom f.eks. den franske revolution i 1789.
Det vil sige en revolution imod feudalismens strukturer, imod zarismen, og for nogle af de helt basale krav, f.eks. for fordeling af jorden til bønderne.
Men dér hvor Trotskij udskilte sig fra alle de andre strømninger i arbejderbevægelsen i Rusland på dette tidspunkt, var ved hans ide om at borgerskabet i Rusland, som på dengang var et tilbagestående halv-feudalt samfund, var trådt for sent ind på historiens scene og derfor ikke kunne løse nogen af de grundlæggende problemer. Industriborgerskabet i Rusland var alt for svagt og det havde tusinder af bånd, både til de udenlandske imperialister og til godsejerne og herremændene.
Industriborgerskabet havde enorme gæld til og investeringer fra de udenlandske imperialister, og var derfor komplet ude af stand til at gennemføre kravet om et stop for den første verdenskrig som betød død og ødelæggelses for tusinder. Ydermere var det umuligt for kapitalisterne at indfri kravet om jord til bønderne pga. dets tætte forbindelse til godsejerne.
Trotskij mente derfor at det kun var proletariatet, dvs. den lille fremvoksende industri-arbejderklasse i Rusland, i alliance med bønderne og andre undertrykte, som kunne kæmpe seriøst imod feudalismen og kunne fuldføre den borgerlige revolutions opgaver. Men så snart disse opgaver var fuldført, ville proletariatet ikke stoppe – det ville fortsætte med at fuldføre den socialistiske revolutions opgaver, dvs. socialisering af produktionen og indførelsen af planøkonomi. På den måde ville revolutionen være permanent.
Revolutionen er permanent i mere en én henseende. Marx og Engels beskrev allerede i ”Det kommunistiske manifest”, hvordan kapitalismen udvikler sig fra isolerede industribyer til at være et verdenssystem med verdenshandel, verdensøkonomi og verdenskultur. Marx mente, at revolutionen ville starte i de mest industrialiserede lande, og derefter brede sig til resten af verden. Både for Marx, Lenin og Trotskij var det utænkeligt at tale om ”socialisme i ét land”; og Trotskij formulerede, at revolutionen ville være permanent, fordi den ikke vil stoppe ved landegrænser, men fortsætte til en verdensrevolution.
Mensjevikisk to-trins teori
Mensjevikkerne, dvs. den reformistiske del af det russiske socialdemokrati, havde en helt anden teori. De mente at den borgerlige revolution var på dagsordenen, og at det var borgerskabet selv som skulle føre den. Med andre ord havde de en to-trins teori. Først den borgerlige revolution, og derefter, en gang ude i den fjerne uvisse fremtid, kunne den socialistiske revolution komme på tale.
Men deres teori overså fuldstændig det forhold, som rent faktisk eksisterede imellem klasserne i Rusland på dette tidspunkt, og konsekvensen af denne teori blev i virkeligheden, at man underordnede arbejdernes organisationer under borgerskabet og opgav ideen om uafhængig klassepolitik.
Trotskijs teori bekræftet
Lenin havde i årevis kritiseret det russiske borgerskab hårdt for at være udueligt og kujonagtigt. Men han var ikke helt klar på spørgsmålet om karakteren af den russiske revolution. Han troede ikke på, at arbejderne i Rusland kunne overtage magten før end arbejderne i de avancerede kapitalistiske lande, især Tyskland, England og Frankrig havde vist vejen frem ved at gennemføre revolutionen. Trotskij var den første til at gøre klart, at den russiske revolution nødvendigvis måtte udvikle sig til en socialistisk revolution. Først med de berømte april-teser i 1917 fastslog Lenin, at revolutionen måtte udvikle sig til en socialistisk revolution.
Dette skete fordi hele den russiske revolutions proces bekræftede teorien om den permanente revolution. Det svage borgerskab i Rusland var simpelthen ude af stand til at gennemføre den borgerlige revolutions mest basale opgaver, såsom at afskaffe godsejervældet og indføre demokrati. Løsningen af disse opgaver måtte den russiske arbejderklasse derfor tage på sig.
Ikke kun i Rusland
Senere hen brugte stalinisterne den gamle mensjevikiske teori til at forhindre revolutioner i andre lande ved at overbevise ledelserne af kommunistpartierne om, at der først måtte komme en borgerlig revolution. På den måde endte opstande, som sagtens kunne have været udviklet til succesfulde revolutioner, i blandt andet Kina 1927 og Spanien 1936-37, i blodige nederlag for arbejderklassen, fordi man underordnede sig borgerlige bevægelser. Dette skete fordi det stalinistiske bureaukrati i Sovjetunionen var dødsensangst for, at en succesfuld revolution i disse lande ville inspirere de sovjetiske arbejdere til at vælte bureaukraterne af pinden og indføre arbejderdemokrati.
Stadig aktuel
Teorien om den permanente revolution er i dag det bedste svar, til alle, der prædiker borgerligt demokrati i den såkaldte tredje verden. Alle de håbefulde småborgerlige demokrater og deres følge i diverse u-landsorganisationer har ventet i mere end 60 år på, at det svage borgerskab i halv- og helfeudale lande skal vokse sig stærkt og give jord til bønderne og indføre borgerligt demokrati. Men ugen får to torsdage før det kommer til at ske. I lande som Nigeria og Pakistan er industriborgerskabet for svagt, underordnet imperialisterne og mere bange for masserne end de er imod godsejerne, analfabetismen og alle de feudale samfundstræk – de vil aldrig gennemføre de opgaver, som historien har givet deres klasse. Den eneste samfundsklasse, der kan gøre op med de forfærdelige tilstande, der hersker i den uudviklede del af verden, er arbejderklassen. En arbejderrevolution i denne del af verden vil med et snuptag løse de opgaver, som borgerskabet ikke har kunnet klare en eneste af i årtier.