For nyligt vedtog Folketinget, med undtagelse af Enhedslisten, en ny gymnasiereform.
Reformen betyder, at man ikke længere fra start skal vælge hvorvidt man vil være sproglig eller matematisk. I stedet starter man på et grundforløb i et halvt år, og derefter vælger man, hvilke fag man vil have. Som et led i reformen er det naturvidenskabelige element i gymnasiet blevet opgraderet, og et af målene har været generelt at opgradere det studieforberedende element i gymnasiet i forhold til den almene dannelse. Derudover er et af Danske Gymnasieelevers Sammenslutnings (DGS) krav blevet gennemført – obligatorisk samfundsfag.
Et mere elitært gymnasium
Regeringen lægger altså op til at gymnasiet i højere grad skal forberede eleverne til at læse videre, samt uddanne sig i det erhvervslivet har brug for – naturvidenskab.
Reformen kan ses som et led i regeringens generelle uddannelsespolitik, hvor uddannelse skal opfylde erhvervslivets behov, og eleverne og de studerende skal så hurtigt – og billigt – som muligt igennem uddannelsessystemet, så de kan komme ud i den anden ende og tjene penge.
Der er i reformen nogle ideer, som umiddelbart er gode; afskaffelsen af liniedelingen og det obligatoriske samfundsfag. Men overordnet set må reformen vurderes til at være dårlig. Afskaffelsen af liniedelingen kan ses som et forsøg på at udskyde elevernes valg af linie, men valget er i virkeligheden blevet fremskudt, fordi man, efter det halve års grundforløb, skal vælge fagretning. Hvor mange 16 års elever ved, hvad de har lyst til og muligheder for at læse? I stedet burde man have opprioriteret de mere almene fag.
Men reform eller ej, det mest presserende problem for gymnasieeleverne er i øjeblikket ikke hvilken struktur gymnasiet har, men de elendige arbejdsforhold. Og dem gør reformen langt fra bedre.
Reform eller ej – forbedringer må der til
Reformen indfører et ny begreb – ”uddannelsestid”, som dækker over alle mulige slags undervisningsformer, såsom forelæsninger, virtuel undervisning o.l. Det lyder jo meget godt, men det åbner i virkeligheden op for massive nedskæringer.
Allerede i 1999 fjernede man den uformelle begrænsning på klassekvotienten, ved at man i lærernes overenskomst afskaffede, at de skulle have dobbelt løn for at undervise mere end 28 elever.
Dengang protesterede gymnasieeleverne med det argument, at det ville øge antallet af elever i klasserne. Amterne sagde, at det var der ingen intentioner om, men det viste sig at gymnasieeleverne havde ret – lige siden har der hvert år været en kamp om klassekvotienter forskellige steder i landet. Nogle steder starter der klasser på op til 32 elever. Det selvom mange klasselokaler kun er bygget til 24, og at eleverne åbenlyst lærer mest, hvis man ikke er så mange om en lærer. Hvis man ønsker, at flere gymnasieelever skal have et højere fagligt niveau, skal forstå og interessere sig for naturvidenskab osv. kræver det at lærerne har tid nok til alle elever, og at de har overskud til at være engagerede. Resultatet vil blive det modsatte.
Med de økonomiske udsigter for verdensøkonomien og dansk økonomi, ser det ikke lyst ud for gymnasieeleverne. Amter og kommuner har de sidste mange år måtte spare på budgetterne, hvilket bl.a. er gået ud over gymnasierne. Og allerede nu lægges der op til fortsatte besparelser næste år. Amterne, som gymnasierne ligger under, er allerede trængt i bund økonomisk, og flere besparelser vil uden tvivl blive pålagt gymnasierne.
Det er klart, at der er brug for nye undervisningsformer i gymnasiet, men denne ”uddannelsestid” betyder ikke bedre undervisning, men er en åbning for flere besparelser.
Hvis regeringen virkelig ville forbedre gymnasierne burde de tilføre flere penge.
Samlet front mod nedskæringer
Regeringen forsøger at gøre spørgsmålet om nedskæringer til et internt slagsmål i kommuner og amter, mellem f.eks. gymnasier og sygehuse om hvem der skal spare mest. Men problemet ligger ikke i amter og kommuner, men hos regeringen og den økonomi de administrerer.
Ansatte, elever og studerende og alle andre, der bruger og betaler for offentlig velfærd, må gå imod regeringens politik og skattestop som kun virkelig gavner de rige.
Men skattestoppet er ikke i sig selv problemet, arbejdere betaler høj nok skat, for en velfærd der ustandseligt forringes. Problemet er et samfund, der er bygget sådan op at flere og flere bliver arbejdsløse, samtidig med at der er brug for en masse ting, f.eks. nye gymnasier.
Kravet må være at f.eks. de arbejdsløse bygningsarbejdere må ansættes til at bygge de nye gymnasier, der er brug for, og de arbejdsløse akademikere må ansættes, som de lærere der er brug for.
Kravet må være et samfund hvor disse groteske situationer ikke opstår, men hvor man planlægger økonomien – et socialistisk samfund!
