EU blev dannet som en alliance mellem europæiske imperialistiske magter med henblik på fælles udnyttelse af de tidligere kolonier. | Foto: debatingeurope.eu»Et historisk opgør med EU-politikken.« Sådan betegnede de borgerlige medier den EU-politik, som Enhedslistens årsmøde vedtog. Det har endnu engang sat spørgsmålet om EU på dagsordenen på venstrefløjen.
Enhedslisten besluttede bl.a. at kravet om udmeldelse af EU ikke længere anses for at være “aktuelt”. Enhedslistens årsmøde slog dermed et kæmpe søm i ligkisten på den EU-modstand, der har præget den danske venstrefløj i generationer.
Efterfølgende er der udbrudt kamp i partiet om, hvorvidt der reelt havde fundet et opgør sted eller ej. Den kamp overlader vi trygt til Enhedslistens fløje. Faktum er, at EU-modstanden er mere eller mindre død, og på den baggrund er det på sin plads at forsøge at drage nogle konklusioner.
De seneste år er der sket et skift blandt venstreorienterede unge. Tidligere var det at være venstreorienteret ensbetydende med at være mod EU. Sådan er det ikke nødvendigvis længere. Tværtimod frastødes mange unge af den nationalistiske tone, som det meste af EU-modstanden har været præget af og hælder på den baggrund i stigende grad mod en mere pro-EU retning. Det er et udtryk for den nationalistiske EU-modstands fallit. Men lad os starte med at se på årsagerne til, at EU-modstanden opstod på venstrefløjen.
Er EU progressivt?
Det, der var udgangspunktet for den venstreorienterede modstand mod EU, var, at EU var kapitalens projekt. De så EU, som dengang hed EF, som et redskab for de europæiske monopoler, ikke mindst finanskapitalen. Den kritik var og er fuldstændig lige så gyldig i dag som dengang.
EU blev på den ene side dannet som en handelsblok rettet mod bl.a. USA. Efter anden verdenskrig kom USA og Japan styrket ud og flere europæiske nationer måtte slå sig sammen for at stå stærkere i konkurrencen på verdensmarkedet. Den funktion opfylder EU stadig.
På den anden side blev EU dannet som en alliance mellem europæiske imperialistiske magter med henblik på fælles udnyttelse af de tidligere kolonier. Den funktion har EU også stadig. EU’s landbrugsstøtte bruges f.eks. til at dumpe varer på bl.a. afrikanske markeder, så de lokale bønder udkonkurreres, hvorefter priserne sættes op på de europæiske varer med sult og katastrofe til følge.
EU forsvarer ikke bare europæisk kapitals interesser økonomisk men også med militær magt, især i de tidligere europæiske kolonier. Således er 75 procent af EU’s militære missioner gået til enten Afrika eller Middelhavet, og Greenpeace har anslået, at omkring to tredjedele af de militære operationer kan sættes i forbindelse med adgang til fossile brændselsressourcer som olie og gas. Der findes adskillige rapporter om EU-soldaters barbariske opførsel, bl.a. at franske EU-soldater skulle have fore- taget tortur under ‘Operation Artemis’ i den Demokratiske Republik Congo, og FN har dokumenteret alvorlige seksuel- le overgreb på børn under EU’s EUFOR RCA militære mission til den Central Afrikanske Republik.
Også EU’s grænser forsvares militært, hvor tusindvis af flygtninge bliver slået ihjel gennem EU’s grænsepolitik. EU har indgået aftaler med de mest undertrykkende regimer i Mellemøsten og Nordafrika, som de har udliciteret EU’s grænsebevogtning til, bl.a. den libyske og den tyrkiske. De står for at holde flygtningene væk fra Fort Europa, mens de europæiske ledere kan skjule blodet på deres hænder. Flygtninge “skubbes” væk fra EU – tusinder dør på havet, andre tusinder rådner op i lejre eller sælges som slaver.
Sidst men ikke mindst er EU et redskab for kapitalisterne over for den europæiske arbejderklasse. Det blev ikke mindst tydeligt efter krisen i 2008, hvor EU krævede en benhård nedskæringspolitik i de sydeuropæiske lande. Her forsvarede Den Europæiske Centralbank (ECB) især tysk finanskapitals interesser. Når en økonomisk krise rammer, bliver det ekstra tydeligt, hvilken økonomisk spændetrøje euroen udgør: de forskellige økonomier trækker i forskellige retninger, og hvad der ville gavne de svagere økonomier i Sydeuropa, er stik imod interesserne hos især Tyskland. Men i alle lande, også Tyskland, holder arbejderklassen for med henvisning til EU’s konvergenskrav om lave budgetunderskud. Sparepolitikken er indskrevet i selve EU’s grundlag, traktaterne. Men det er samtidig nødvendigt at påpege, at EU ikke bærer skylden for sparepolitikken, som EU-modstanderne påstår. Sparepolitikken udspringer af kapitalismens behov, og her er EU en belejlig undskyldning for de nationale politikere. Eksisterede EU ikke, ville der stadig blive ført sparepolitik.
Når det bliver for åbenlyst, at EU fører en benhård sparepolitik, bevæger de europæiske ledere sig op i de højere luftlag og hylder EU som “fredens projekt”. Ifølge dem har EU forhindret krig på det europæiske kontinent efter anden verdenskrig. Altså hvis man lige ser bort fra krigen i Jugoslavien i 90’erne og nu i Ukraine. Det er rigtigt, at der ikke har været en krig mellem de europæiske stormagter siden anden verdenskrig. Men det skyldes ikke EU’s eksistens, men andre faktorer, hovedsageligt efterkrigsopsvinget, der sikrede økonomisk vækst og gjorde øget integration mellem de europæiske lande mulig. Som den økonomiske krise kradser øges spændingerne mellem de europæiske nationer. Det skal ikke forstås sådan, at vi står overfor en ny europæisk storkrig i den næste periode: det ville være alt for omkostningsfuldt for kapitalisterne, og de ville være alt for nervøse for sociale opstande. Men konflikter mellem landene vil øges, og det kan komme til udtryk i militære konflikter i mindre skala f.eks. på Balkan.
Desuden så betyder fred på det europæiske kontinent ikke fred i resten af verden. Tværtimod bygger freden i Europa på undertrykkelse og militære konflikter i de tidligere kolonier. Lenin forklarede det ret præcist for 100 år siden: »I Europa herskede der fred, men den opretholdtes kun ved, at de europæiske folk praktiserede deres herredømme over hundreder af millioner indbyggere i kolonierne ved stadige, uafbrudte, aldrig ophørende krige, som vi europæere ikke regner for krige, fordi de alt for ofte ikke lignede krige, men den mest dyriske nedslagtning, udryddelse af ubevæbnede folk.« Ved at udbytte befolkningerne i især de tidligere kolonier udtrækker de europæiske kapitalister ekstraprofitter, som de i hvert fald i visse perioder har kunnet bruge til at købe en vis ro på hjemmefronten. Spændingerne mellem nationerne kommer måske ikke til krig på det europæiske kontinent men udtrykkes i stedet i proxykrige, dvs. krig pr. stedfortræder, andre steder i verden. Det er krige og konflikter, der holder sig langt fra de europæiske mediers søgelys, og som sådan slet ikke anses for krige, som Lenin skriver.
Der er derfor absolut intet progressivt over EU. Det er et redskab for europæisk kapitalismes interesser.
Den nationalistiske modstand mod EU
Ovenstående kritik af EU vil store dele af EU-modstanderne være enige i. Vores kritik af EU-modstanden er ikke deres modstand mod EU, men deres alternativ eller mangel på samme. EU-modstanden var fra starten domineret af en, om ikke eksplicit så implicit, nationalistisk tilgang, klart udtrykt i Folkebevægelsen mod EU.
Folkebevægelsen blev dannet i 1972 op til afstemningen samme år om dansk medlemskab af EF. Den ledende kraft var Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), der oprettede Folkebevægelsen mod EU som redskab for EU-modstanden. Her var al fokus på kritikken af EU, mens al snak om alternativer såsom socialisme og verdensrevolution blev pakket væk til fordel for samarbejde med borgerlige anti-EU kræfter. Resultatet var ikke overraskende, at EU-modstanden blev gennemsyret af nationalisme. EU-modstanden bevægede sig ikke ud over rammerne af det bestående samfund, og det betød, at det eneste tilbageværende alternativ til EU derfor var den danske stat.
At abstrakt EU-modstand er reaktionær, fordi den uundgåeligt ender i nationalisme, betyder ikke, at vi skal falde i den anden grøft og omfavne EU. | Foto: News Oresund, flickr
Al EU-modstand var naturligvis ikke stalinistisk. Flere af de grupperinger, der var med til at stifte Enhedslisten f.eks. VS, stod udenfor Folkebevægelsen og fremførte en mere socialistisk kritik end Folkebevægelsens. I 1992 blev JuniBevægelsen dannet som et alternativ til Folkebevægelsen, men ligesom Folkebevægelsen var også JuniBevægelsen tværpolitisk. Den blev dannet konkret imod Masstrichttraktakten, men var generelt mere positiv overfor EU og støttede tiltag, hvis de var til gavn for f.eks. miljøet, selvom det gav EU mere magt.
Da Enhedslisten blev dannet, var der derfor mange forskellige tilgange til EU i partiet. Partiet stillede ikke selvstændigt op men samarbejdede med og stillede kandidater op gennem både Folkebevægelsen og Junibevægelsen. Det afspejlede sig i partiets politik, hvor det stod medlemmerne mere eller mindre frit, hvor de ville lægge deres kræfter. Da JuniBevægelsen blev nedlagt, efter at de i 2009 røg ud af Europa-Parlamentet, kastede deres tilhængere i stedet kræfterne i at få Enhedslisten til at stille op selvstændigt, hvilket lykkedes dem i 2019.
Det gennemgående for EU-modstanden har helt fra starten været det fuldstændige fravær af et socialistisk alternativ, hvilket også har gennemsyret Enhedslistens EU-politik. Accepten af systemets rammer har betydet, at valget stod mellem EU eller den danske stat. Enhedslisten har taget konsekvensen af, at mange unge afviser den nationalistiske hyldest af den danske stat og har så i stedet valgt om ikke at omfavne så at acceptere EU og fremstille det som det internationalistiske valg. Men det er en falsk dikotomi – det efterlader et valg mellem to kapitalistiske institutioner og dermed bund og grund to forskellige fløje af borgerskabet. Som marxister holder vi hverken med den ene eller den anden fløj.
Man skal ikke græde over spildt mælk
Nogen begræder, at EU-modstanden er om ikke død, så i hvert fald står med et ben solidt plantet i graven.
EU er en reaktionær kapitalistisk institution og en fjende af arbejderklassen. Men at sige det uden samtidig at fremstille et socialistisk alternativ ender i intet andet end et forsvar for nationalstaten, altså nationalisme. I bund og grund betyder det intet andet end at stille sig bag vores nationale borgerskab og i forlængelse heraf, dets amerikanske overherrer, frem for at give større indflydelse det tyske og franske borgerskab. Der er altså tale om pest eller kolera. Men i stedet for at se virkeligheden i øjnene vælger de traditionelle EU-modstandere at romantisere den “rene” danske kapitalisme, som om denne på en eller anden måde er mere progressiv end andre landes. En dansk udmeldelse af EU på en kapitalistisk basis vil på ingen måde være til gavn for arbejderklassen i Danmark. Tværtimod viste brexit klart og tydeligt hvilke katastrofale økonomiske konsekvenser sådan en udvikling kan have.
Den logiske konsekvens af denne nationalistiske tilgang, der har domineret EU-modstanden, har været, at den i højere og højere grad er blevet overtaget af den “rigtige” nationalistiske fløj, højrefløjen. Herhjemme er det Dansk Folkeparti, der i stigende grad dominerer EU-modstanden og i Storbritannien var det Nigel Farage og UKIP samt Boris Johnsons fløj af det konservative parti.
Deres position, om at det nationale er bedre end EU, taler til højrefløjens vælgersegment, mens den nationalistiske tilgang fremmedgør de unge progressive elementer på venstrefløjen.
For en selvstændig klasseposition
Som marxister har vi samme tilgang til EU, som Marx havde til frihandel for mere end 150 år siden. I kampen om frihandel kontra protektionisme mellem de konservative og de liberale forklarede Marx, at arbejderklassen måtte opretholde en uafhængig position. Han så det som en kamp mellem de forskellige fløje i den herskende klasse (jordejere og fabrikanter dengang), som arbejderne ikke havde nogen interesse i. Arbejderne måtte i stedet fremføre deres egen selvstændige klasseposition.
Samme tilgang har vi som marxister til EU i dag. I kampen mellem de kapitalister, der ønsker mere EU og de, der ønsker dansk selvstændighed, kan vi ikke bakke op om nogen af fløjene. Vi fremfører i stedet arbejderklassens selvstændige klasseposition.
Vi kan ikke støtte EU. Derfor anbefalede vi f.eks. også et nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet, fordi det vil styrke EU. Men vi må tage stilling konkret. I Storbritannien anbefalede vores britiske søsterorganisation Socialist Appeal hverken ja eller nej til Brexit, fordi begge sider var reaktionære. På den ene side kunne vi ikke støtte EU, på den anden side var brexit-siden domineret af reaktionære højreorienterede nationalistiske elementer, som vi på ingen måde kan stille os ved siden af. Derfor kan vi ikke give et simpelt svar, når nogen spørger, om vi er for eller imod EU: Vi er imod EU, men vi er også imod dansk kapitalisme, selv når den står uden for EU. Vi er for et socialistisk Danmark i en europæisk føderation af socialistiske stater.
At en abstrakt EU-modstand er reaktionær, fordi den uundgåeligt ender i nationalisme, betyder ikke, at vi skal falde i den anden grøft og omfavne EU, som toppen i Enhedslisten f.eks. gør. Tværtimod! Vores opgave er i stedet at fremsætte det som hele tiden har manglet fra EU-modstanden: en selvstændig klasseposition og et socialistisk alternativ.
Vi må afsløre de illusioner som f.eks. Enhedslistens højrefløj forsøger at fremmane. Et af argumenterne fra den fløj, der vandt årsmødet var, at det er muligt for venstrefløjen “at vinde sejre” i EU-regi, og de pegede f.eks. på miljøstandarder og barsel til fædre. Oprindeligt var et af EU-modstandernes vægtigste argumenter mod EU, at EU ville indføre minimumsstandarder på alle områder, og at det ville blive brugt til at presse bl.a. miljø- og arbejdsmarkedslovgivning i medlemslandene. Det er lykkedes i en sådan grad, at EU’s minimumsstandarder i flere tilfælde er bedre end de danske. Det samme gælder inden for flygtningepolitikken, hvor den danske regering flere gange er blevet kritiseret af EU for at føre en for hård politik. Det bruger de EU-positive elementer på venstrefløjen så som argument for EU’s påståede progressive potentiale. Men det siger intet om, muligheden for at vinde sejre i EU regi, det siger kun noget, om hvor langt ned velfærden og flygtningepolitikken er presset i Danmark og resten af Europa.
At EU indfører den ene eller anden rettighed ændrer ikke på EU’s grundlæggende karakter. Som Rosa Luxemburg skrev om “samfundsmæssig kontrol”:
»Det, der i dag fungerer som “samfundsmæssig kontrol” – arbejderbeskyttelse, tilsyn med aktieselskaber osv. – har i virkeligheden ikke det ringeste at gøre med en del af ejendomsretten, med “overejendom”. Den fungerer ikke som en indskrænkning i den kapitalistiske ejendom, men omvendt som dens beskyttelse. Eller for at tale økonomisk, så udgør den ikke et indgreb i den kapitalistiske udbytning, men en standardisering, en ordning af denne udbytning. Og når Bernstein stiller det spørgsmål, om en fabrikslov er meget eller lidt socialistisk, så kan vi forsikre ham om, at der i den allerbedste fabrikslov er nøjagtig lige så megen “socialisme” som i magistratsbestemmelserne om gaderengøring og tænding af gaslygterne, der jo også er en slags “samfundsmæssig kontrol”.«
Men præcis den samme kritik kan rejses af den danske stat og det danske Folketing. Børnehaver, sygehuse, regler for arbejdsmiljø o.l. afgør ikke statens klassekarakter men afspejler på den ene side, at arbejderklassen har været i stand til at tilkæmpe sig rettigheder i en periode med opsving, og på den anden side kapitalisternes behov for at regulere udbytningen af arbejderklassen. Både EU og Folketinget forsvarer kapitalisternes interesser. Et forsvar for den danske stat er lige så lidt progressivt som et forsvar for EU. Som marxister er det vores fremmeste opgave at udstille vores egen herskende klasse og ikke give illusioner til, at den skulle være mere velfærdsorienteret, demokratisk, miljøbevidst eller andet end de andre europæiske herskende klasser. Vores opgave som marxister er at udstille kapitalisterne, ikke give illusioner til dem.
For et socialistisk alternativ
Ideen om at kombinere Europas økonomiske ressourcer – og hele verdens – er et progressivt mål, som viser, hvad der er den eneste vej ud af den nuværende krise og fremad for menneskeheden.
Der er to hovedforhindringer for den videre udvikling af industri, landbrug, videnskab og teknologi på verdensplan: den private ejendomsret til produktionsmidlerne og nationalstaten. Kun ved at rydde disse forhindringer af vejen kan samfundet gøre op med de lænker, der hæmmer den videre udvikling. At stå indenfor eller udenfor EU ændrer intet i den sammenhæng, så længe kapitalismen består. Det er et falskt valg, der ikke kan vise en vej frem for arbejderklassen. Derfor er det reelle alternativ til det kapitalistiske EU ikke “national uafhængighed”, men et Europas forenede socialistiske stater.
Ved forenet hjælp kan den europæiske arbejderklasse skabe et paradis på jord. Ressourcerne findes allerede, både de menneskelige og de teknologiske. Det ville være første skridt på vejen til en socialistisk verdensrevolution, hvor vi en gang for alle får udryddet fattigdom, sult og elendighed
