År 2011 var muligvis det mest turbulente i den nyere historie. Det arabiske forår, den europæiske sommer og det amerikanske efterår strøg over kloden. For første gang i historien var der demonstrationer i over 900 byer i hele verden til støtte for Occupy Wall Street-bevægelsen i USA. Men hvis 2011 var et turbulent år, vil 2012 blive langt mere uroligt.

Kapitalismen blev rystet på verdensplan fra sin største bastion. En fornyet bekræftelse på Marx’ internationalisme blev klar for hele verden. Revolution og klassekamp, som verdens herskende eliter havde erklæret var fortid og hørte til i historiens skraldespand, kom endnu en gang øverst på dagsordenen. Bankernes fallit blev til statslig bankerot, og økonomierne i svage borgerlige stater i den udviklede kapitalistiske verden – fra Island til Grækenland – begyndte at kollapse. De oprør, der brød ud på grund af økonomiske og sociale forhold i Tunesien og andre lande blev af medierne betegnet som kampe for ”demokrati” imod diktatur. Men demonstranternes krav i demokratiske lande lige fra Israel til USA tilbageviste denne fordrejning.

Den amerikanske imperialisme har i hele det sidste århundrede iværksat statskup og indsat diktaturer. Fra Pinochet i Chile til Zia ul Haq i Pakistan har USA været den vigtigste arkitekt og bagmand bag de mest brutale og bestialske militær-regimer.

Imperialisme og demokrati
Der er adskillige begivenheder, der viser imperialisternes holdning til deres egne demokratiske skabninger, når de ikke er i stand til at leve op til formålet om at opretholde det kapitalistiske herredømme. Da de græske oberster tog magten ved et militærkup i 1967, betegnede den amerikanske ambassadør i Athen, Phillips Talbot, det som en ”voldtægt af demokratiet”. Hans kyniske CIA-chef svarede: ”hvordan kan man voldtage en luder?”

I dag er imperialisternes hykleriske tale om demokrati ikke andet end et bedrag for at aflede klassekampen. De foretrækker blomstrende demokratier, fordi det under normale omstændigheder er den mest økonomiske metode til at forsvare deres interesser. Da den økonomiske krise løb ud af kontrol, og de svage borgerlige demokratier tøvede med at gennemføre de drastiske nedskæringsprogrammer imod masserne, skiftede bankerne og de imperialistiske herrer til ”teknokratisk” enevælde i Grækenland og Italien uden den mindste anger eller skyldfølelse. Der var ikke så meget som tilløb til protest fra den frie og demokratiske presse.

Imperialismen og fundamentalismen
Samtidig med, at de ikke har problemer med diktatur og enevælde, har deres flirt med og brug af religion været en vigtig del af deres politik. I det 20. århundrede var den moderne islamiske fundamentalisme et produkt af USA’s udenrigspolitik i Mellemøsten og den såkaldte muslimske verden. Deres vigtigste mål var at udnytte massernes religiøse følelser for at svække de revolutionære bevægelser og klassekampene i disse samfund. Denne politik blev især taget op efter de israelske, franske og britiske imperialisters nederlag i 1956, hvor Gamal Abdel Nasser havde inspireret et pan-arabisk oprør mod imperialismen. I dag er imperialisternes støtte til det despotiske og formørkede monarki i Saudi Arabien og de reaktionære Golflande en hjørnesten i deres politik i regionen.

Den arabiske revolution er ikke slut
Den vigtigste styrke hos revolutionerne i Egypten og andre steder i den arabiske verden var deres spontanitet. Men det var samtidig deres største svaghed. Fraværet af et leninistisk revolutionært parti var den vigtigste årsag til disse revolutioners vaklen. Politikken med ”forsoning” blev endnu en gang bragt i spil. Koalitionen mellem de islamiske partier og de såkaldt sekulære kræfter blev støttet af imperialisterne i Tunesien, Marokko og Egypten. CIA’s forhenværende strateg Bruce Riedel var chefideologen bag den ”nye kontrakt” mellem imperialisterne og det Muslimske Broderskab i Egypten.

Den britiske efterretningstjeneste indoktrinerede Rachid Ghannouchi og sendte ham fra sit luksus-eksil i London af sted for at sabotere den tunesiske revolution. Imidlertid vil disse regimer med halvreligiøs despotisme og en facade med borgerligt demokrati ikke løse nogle af de problemer, der var den virkelige årsag til oprøret. Som det er nu, vil masserne vende tilbage til gaderne før snarere end senere. En ny bølge af revolutioner vil ikke blive bedraget af islamisterne og civilsamfunds-organisationerne. Den vil blive udkæmpet til sin afslutning.

Klassekamp på dagsordenen
Hvis 2011 var et turbulent år vil 2012 være endnu mere uroligt. Der er et simrende oprør i samfundet samtidig med, at den kapitalistiske krise på verdensplan bliver dybere. Den amerikanske kandidat til at blive republikanernes præsidentkandidat Newt Gingrich sagde: ”Valget i 2012 vil være lige så vigtigt som valget i 1860.” Det var i det år, at Abraham Lincoln vandt valget, der førte til den amerikanske borgerkrig. På baggrund af bevægelsen omkring Occupy Wall Street vil det denne gang være en klassekrig. Klassemodsætningerne i USA eksploderer.

I Europa og den udviklede del af verden har vi den første generation i efterkrigstiden, som kan se frem til en lavere levestandard end deres forældre. De hårde nedskæringer har indført en ny normaltilstand, hvor arbejderne mister de sociale goder, de havde vundet i kampe over et halvt århundrede. Den europæiske arbejderklasse vil ikke læne sig tilbage og acceptere dette. En ny klassekamp er på vej.

Socialisme eller barbari
I Kina har begyndelsen på landsby-besættelser og oprør mod kapitalismen skræmt den herskende elite. Arbejdernes kampe udvikler sig med rasende fart. Valget i Venezuela i år kan ende med en borgerkrig mellem revolution og reaktion. Tidevandet ændrer sig på verdensplan, og balancen forskyder sig til fordel for revolutionær sejr. I Mexico står López Obrador over for en ny valkamp. I 2006 mobliserede han millioner imod valgsvindelen. Der var hundredtusindvis på byernes store pladser. Denne gang vil de ikke blot sidde ned og protestere. Når først millioner er i bevægelse, vil den mexicanske revolution komme på dagsordenen. På det indiske subkontinent er de herskende partier miskrediterede og masserne længes efter forandring.

Under kapitalisme er der intet, der vil blive forbedret, det vil kun forværres. De første rystelser af revolution giver genlyd overalt. Tiden med spørgsmålstegn er veget for direkte afsky imod systemet: dets økonomi, dets politik, dets etik, dets moral og dets samfund er i forfald. Med 2012 er en ny periode på vej. Revolutioner og perioder med reaktion vil veksle og bryde pludseligt ud. Menneskeheden står ultimativt over for et valg mellem socialisme og barbari. Valget er åbenlyst. Kan vi sikre det?

Denne artikel er tidligere blevet bragt i Pakistani Daily Times