Dette er anden del af den artikel om den iranske revolution, som Ted Grant skrev i februar 1979, netop som Khomeini var vendt tilbage fra sit eksil i Paris. Læs første del af artiklen her.
I sidste uge væltede Bakhtiar-regeringen. I landets to største byer, Teheran og Isfahan, overgik magten til gaderne. De væbnede styrker var nødt til at blive trukket tilbage til kasernerne, da de ellers ville gå i opløsning under indflydelse af revolutionen. Denne artikel, skrevet før Bakhtiar-regeringens fald, forudsagde dens død og analyserer, hvilken retning, den iranske revolution kunne tage.
Shahens flugt markerer afslutningen på første fase af revolutionen. Det er en reaktionær drøm fra shahens side, at han kan lave et hurtigt comeback trods Bakhtiars manøvrer.
Monarkiet i Iran er endeligt smidt ud som følge af overgrebene, korruptionen, grusomhederne og torturen i løbet af det sidste kvart århundrede. Det vil aldrig igen blive påtvunget befolkningen i Iran så længe de har blot et minimum af rettigheder.
Det afgørende element i den iranske revolution, som i alle revolutioner, var den rolle, som hæren har spillet. Det er klart, at shahen praktisk talt har abdiceret, fordi det ville have været umuligt at kontrollere hæren i yderligere tid. Hæren er faldet sammen i mange dele. Her ser vi igen, at reformismens opfattelse om, at revolutionen er umuligt under moderne betingelser på grund af den rolle, som spilles af hæren, er aldeles forkert.
Den moderne hær er mere modtagelige for bevægelserne i befolkningen, i arbejderklassen, end nogen hær i historien. Det er ikke længere et spørgsmål om det ”fattige blodige infanteri”, fodtudser uden egentlig uddannelse, uden nogen reel forståelse. Tværtimod, hæren skal være højt specialiseret og meget mekanisk. De har opgaver som andre arbejdere og tænker som arbejdere.
På denne måde er hæren meget tilbøjelig til at reagere på arbejdernes bevægelser. Hæren består af arbejdernes, bøndernes og middelklassens sønner, brødre og slægtninge. Vi ser i hver revolution i historien, især i den russiske revolution i 1917, og i den tyske revolution i 1918, hvordan masserne af de væbnede styrker gik over til folkets side, da de så muligheden for et fuldstændigt brud med gamle regime.
I Iran var der episoder som da en soldat skød to af sine officerer, da der blev givet ordre til at åbne ild på demonstranter, og derefter begik han selvmord.
Der var en massebevægelse, men ingen klar opfordring til hæren til at gå over på folkets side. Derfor følte soldaterne sig stadig underlagt den tunge militære disciplin og truslen om at komme for en militærdomstol for mytteri.
Der var mange episoder, hvor soldater gik med demonstranterne eller tillod demonstranterne at klatre på toppen af kampvognene. Andre hændelser viser det modsatte. Nogle officerer skød fem officersaspiranter for at forsøge at forlade kasernen og slutte sig til demonstranterne.
I de vigtigste byer i Iran var der lignende tilfælde af, at soldaterne nægtede at skyde, af at soldaterne sluttede sig til demonstranterne og at soldater skred til handling imod deres officerer. Mange af de laverestående officerer har også sympati med massernes bevægelse.
Årsagen til at hæren ikke gik over til arbejderklassens side, som i Rusland i 1917 og i Tyskland 1918, var at der ikke var nogen organisation, der var i stand i stand til at vise en vej fremad.
Hvis et socialistisk alternativ var blevet fremført for arbejderne og soldaterne, ville hele situationen i Iran uden tvivl have været ændret. Millioner af løbesedler kunne have været uddelt til soldaterne. Selv med en organisation i et par hundrede eller tusinde medlemmer kunne millioner af flyveblade have været delt ud til arbejderne og soldaterne. De kunne have forklaret de problemer, Iran står over for på nuværende tidspunkt, og under disse omstændigheder, er det næsten uundgåeligt, at hæren ville gå over til folkets side.
Revolution vil, ligesom den spanske revolution i 1931/37, få mange op- og nedture. Masserne kan blive slået tilbage efter en periode med kamp. Reaktionen kan være i stand til at konsolidere sig.
Men det vil ikke være muligt i den nærmeste fremtid for hæren til at etablere et militærdiktatur, som det imperialistiske Vesten ville have ønsket. Ethvert forsøg på militærdiktatur ville blive besvaret med en endnu mere rasende bevægelse fra massernes side og vil føre til en splittelse i hæren.
En indikator for modenheden af situationen i Iran for en socialistisk revolution er den kendsgerning, at de liberale, Irans såkaldte Nationale Front, faktisk har været nødt til at vedtage et ”socialistisk” eller semi-socialistisk program. Det ville svare til, at Kadetterne (de liberale i Rusland før 1911) blev forenet med det Socialrevolutionære parti (partiet for radikal jordreform), og som hævdes at være et socialistisk parti.
Men ligesom de liberale i Rusland nærer lederne af Den Nationale Front, såsom Sanjabi, der kommer fra de øverste lag af middelklasse (eller endog fra kapitalistklassen), en enorm frygt for masserne. Bakhtiar, der har officielt blevet smidt ud af Den Nationale Front har imidlertid dannet en regering med støtte og hjælp fra shahen og hæren.
Sanjabi såvel som Bakhtiar vil gerne bevare monarkiet. De ser gerne et monarki i et begrænset omfang, således at et konstitutionelt monarki kunne fungere som et bolværk imod revolutionen, imod arbejderklassen. De har bevaret de liberales klassiske rolle i en revolution. Deres væsentligste indsats er at forsøge at dæmpe revolutionen, og få en ændring af systemet uden at ændre de grundlæggende strukturer i det nuværende samfund.
Vi se, hvordan det, Trotskij kaldte loven om kombineret udvikling, manifesterer sig i Iran. Alle elementer for den socialistiske revolution er der. De liberale kan aldrig opfylde de mål og behov, som den arbejdende befolkning eller endda bønderne har. I sidste ende er de repræsentanter for kapitalistklassen og finanskapitalen.
I et interview erklærede, Sanjabi, lederen af Den Nationale Front:
”Vi i Den Nationale Front ønsker at opretholde hæren, vi ønsker en stærk hær, og vi ønsker ikke at gøre noget for at bekæmpe hæren … Vi har aldrig opfordret til desertering eller forsøgt at skabe dårlig disciplin. Men det er sket, og hvis det fortsætter kan det være farligt.”
Imperialismen og naturligvis shahen selv har været imod forsøget på at oprette et militærdiktatur, fordi det under de nuværende betingelser ville være helt ude af stand til at opretholde sig selv over for massernes modstand.
Bakhtiar-regeringen kan ifølge sin natur være en nødløsning og et overgangsregime. Selv imperialisterne kan se, at Bakhtiar-regimet ikke er i stand til at klare sig særligt længe, og derfor gør de tilnærmelser til Ayatollah Khomeini.
Khomeini har erklæret, at han ikke ønsker at etablere et reaktionært militærdiktatur eller at danne et semi-feudalt diktatur. Det er dette element i deres program, hvor mullaherne har hævdet at stå for frihed og demokrati, som har været en stærk kilde til tiltrækning af middelklassen såvel som dele af arbejderne.
Men Khomeinis utopiske program kan ikke på nogen måde løse de problemer, det iranske folk står over for på nuværende tidspunkt.
Khomeini har gjort det klart, at han ikke vil acceptere mindre end afskaffelse af monarkiet. Rigsforstanderskabet, som er blevet oprettet af Bakhtiar-regeringen vil ikke være i stand til at bevare kontrollen eller at holde sædet varmt for shahen. Selv shahens abdikation er ikke længere tilstrækkelig. Nu er det et spørgsmål om afskaffelse af monarkiet.
I den situation, der hersker i Iran, kan en organisation med blot tusind marxister, tusind revolutionære, gøre en afgørende forskel. Det er muligt, at en sådan organisation kunne komme fra de kræfter, som samler sig omkring Den Nationale Front.
Den Nationale Front vil, når den begynder at få en masse-basis, uundgåeligt splitte. Det såkaldte Kommunistiske Parti (Tudeh-partiet) stiller sig bag ayatollaherne, især Ayatollah Khomeini. De har intet perspektiv, intet program, ingen politik, andet end at støtte den borgerlige revolution på netop dette tidspunkt.
Uden en alternativ organisation er det muligt, endda sandsynligt, at der vil ske en hurtig vækst i Tudeh-partiet. En sådan vækst vil under moderne forhold resultere i en splittelse inden for det kommunistiske parti. Der vil opstå et modsætningsforhold mellem medlemmer og ledere. Splittelser vil udvikle sig i takt med at medlemmer med arbejderbaggrund kommer i konflikt med middelklasse-ledelsen. Lederne ønsker at støtte ayatollahens teokratiske messias-ideologi uden kritik eller en anden politik eller perspektiv.
Men de liberale og mullahernes nøgenhed vil hurtigt blive afspejlet i løbet af revolutionen.
Revolution er i sin natur ikke en enkelt handling. Den iranske revolution vil strække sig over en årrække. Masserne vil lære i de hårde erfaringers skole. Hæren vil blive radikaliseret, i takt med at soldaterne vænner sig til den kendsgerning, at det var massernes bevægelse, som tvang shahen til at gå af. Hæren vil blive påvirket af stemningen i masserne, og det vil ikke være muligt for shahens gamle generaler at genskabe disciplin på trods af alle bestræbelser fra Khomeini eller de liberale.
Det er sandsynligt, at Khomeini kommer til magten. Alle Bakhtiars formaninger om, at staten ikke kan tillade, at kirken kommer til at spille en direkte og ledende rolle i politik vil være forgæves.
Men når de kommer til magten vil de reaktionære og middelalderlige tanker om at afskaffe rente uden at ændre den økonomiske basis i samfundet vise sig at være ørkesløse og resultere i kaos. At fastholde den kommercielle og industrielle kapital samtidig med at afskaffe rente eller åger er helt utopisk. Selv i middelalderen, hvor doktrinen hos både den kristne og muslimske kirke var imod åger, fortsatte det med at eksistere i mange former. Det vil have katastrofale konsekvenser på økonomien i Iran at gøre det samtidig med at kapitalismen forblev, og det vil uundgåeligt være nødt til at blive droppet.
Støtten til Khomeini vil smelte væk efter han danner en regering. Det vil blive synligt, at hans program for en muslim teokratisk republik ikke kan løse problemerne for det iranske folk.
Masserne har ikke kun forventninger om demokratiske rettigheder, men om en højere levestandard. Fagforeningerne i Iran vil få en eksplosiv vækst. Allerede nu breder de sig hurtigt i takt med, at arbejderne føler det elementære behov for en organisation. De vil nå et mægtigt omfang i perioden, der ligger forude. Præcis som i Portugal, hvor 82% af arbejderklassen nu er organiseret i fagforeninger, vil lignende resultater blive nået i Iran i de kommende måneder og år. Muligvis vil flertallet, og endda størstedelen af arbejderklassen i Iran vil blive organiseret.
Kapitalistisk demokrati kan under moderne forhold med krisen i kapitalismen på verdensplan ikke etablere sig i længere tid i Iran. Arbejderne har allerede lært og vil lære endnu mere i løbet af kampen. Hvis masserne bliver besejret og et kapitalistisk bonapartistisk militærdiktatur bliver etableret, vil det ikke være stabilt, hvilket vi har set med de latinamerikanske kapitalistiske militær-politi diktaturer og diktaturet i Pakistan.
Selv i værste fald vil reaktion bane vejen for, at masserne igen kan hævne sig inden alt for længe. Det ville være en gentagelse af 1905 i Rusland.
Men en sådan udvikling er slet ikke nødvendig. Hvis marxismens kræfter har held til at få støtte i Iran, så kan det resultere i en strålende sejr på linje med revolutionen i Rusland i 1917.
En sund udvikling af revolutionen ville være en absolut katastrofe for Moskvas bureaukrati. Der er en stor asiatisk befolkningsgruppe, hvoraf i hvert fald en stor del symbolsk er muslimer, i den asiatiske del af Rusland i Kaukasus. Hertil kommer, at hvis en sund arbejderstat blev oprettet i Iran på grænsen til Sovjetunionen, ville det have en øjeblikkelig virkning på arbejderne i alle de vigtigste centre i Sovjetunionen – Moskva, Leningrad, Karkov, Odessa, Novosibirsk osv.
Men det kan kun lade sig gøre med udvikling af en marxistisk tendens, der har lært af erfaringerne fra de sidste 50 år, især erfaringerne fra stalinismens fremkomst i Rusland. Moskva-bureaukratiet ønskede ikke, og ønsker ikke, den udvikling, der har fundet sted i Iran.
Men hvis der var en mulighed for udvikling af proletarisk bonapartisme i Iran, en totalitært deformeret et-parti-stat som i Kina eller Rusland, de ville acceptere en sådan gave taknemmeligt trods komplikationer med USA.
Dette er også en af de faktorer i situationen, eftersom Iran kun er et semi-industrielt land, og stadig er et semi-kolonialt land. I betragtning af manglen på en stor revolutionær tradition af marxistisk karakter i Iran, er en sådan udvikling blandt de laverestående officerer og blandt en del af eliten, der læner sig op ad arbejderne og bønderne, mulig.
Moskva ønskede ikke den iranske revolution, men vil ikke nægte at tage imod frugterne fra en revolution, som ville styrke deres magt enormt i Middelhavsområdet, Mellemøsten og Den Persiske Golf. De ville være nødt til at forklare deres imperialistiske rivaler i EF, Japan og USA, at dette ville være et mindre onde end udviklingen af et arbejderdemokrati i Iran.
Ethvert marxistisk socialistisk parti vil begynde med kravet om frihed til at organisere sig, ytringsfrihed, frie valg, pressefrihed, og alle de demokratiske rettigheder, der er blevet vundet af arbejderne i Vesten gennem generationer af kamp.
De vil kræve 8-timers arbejdsdag, 5-dages uge, og en glidende regulering af lønnen i forhold til priserne. Disse krav vil være forbundet med behovet for en revolutionær grundlovsgivende forsamling, samtidig med at man fremlægger et program med revolutionære krav om ekspropriation af den korrupte bande, der har kontrolleret Iran så længe.
Ekspropriering af shahens rigdomme, ekspropriering af godsejerne, der investerede de penge, de fik af staten efter generationer af vanrøgt og udnyttelse af landbrugsbefolkningen; nationalisering af industrien uden kompensation eller erstatning på grundlag af beviselige behov, og en arbejderregering; for arbejderkontrol i industrien og arbejdernes forvaltning af industrien og staten.
For at få disse ting, vil det være nødvendigt at danne komiteer i arbejderklassen og foreslå, at disse udvides til også at omfatte de væbnede styrker og små forretningsdrivende, små forretningsfolk, og forbinde dem på en måde, som sovjetterne blev forbundet i Tyskland og Rusland i revolutionerne i 1917 og 1918. Desværre er der ingen organisation i Iran på nuværende tidspunkt til at fremsætte den marxistiske politik.
Arbejderbevægelsen i Storbritannien bør have som et af sine fremmeste, demokratiske krav: ingen indblanding i Irans politik, lad det iranske folk bestemme selv. De fremskredne arbejdere bør bistå i udviklingen af et marxistisk socialistparti i Iran som kan føre til succes.
