Krig tester alle politiske tendenser, fordi det rejser spørgsmålet om, hvilken side man stiller sig på. USA og Israels krig mod Iran har endnu en gang konfronteret den danske venstrefløj med netop det spørgsmål.

Ser man på Information og Solidaritet, den danske venstrefløjs største medier, så har de dumpet prøven.

Kunstigt åndedræt til den herskende klasses system

Som marxister mener vi, at det afgørende spørgsmål ved enhver krig er dens klassekarakter. Altså kigger vi på de underliggende årsager til krigen, hvilke klasser der fører krigen og hvilke historiske og økonomiske forhold, som gav anledning til den.

Krigen mod Iran føres af kapitalistklasserne i Israel og USA, for at etablere komplet israelsk dominans over hele Mellemøsten, og for at smadre ethvert land, der ikke underkaster sig USA og efterlever dets diktater. Det er en dybt reaktionær imperialistisk angrebskrig, ført af verdens mægtigste imperialistiske land mod en suveræn nation. Dét er krigens grundlæggende klassekarakter, og dét er årsagen til, at arbejdere og unge må bekæmpe den.

I teksten Bourgeois Pacifism and Socialist Pacifism skriver Lenin “at vise tingene, som de faktisk er, er den grundlæggende opgave for den socialistiske politik i modsætning til den borgerlige politik, hvis hovedformål er at skjule og tilsløre sandheden.”  Men hvad gør den danske venstrefløjs største medier? 

I artiklen “Venstrefløjen må støtte det iranske folk – og stå fast på folkeretten”, skrevet af Solidaritets redaktør Jonas Neivelt, tager han afstand fra krigen mod Iran. Så langt, så godt. Men på hvilket politisk grundlag?

I artiklen konkluderer Jonas Neivelt at “vestlige politikere – ikke mindst på venstrefløjen – konsekvent [må] støtte folkeretten. USA og Israels angreb på Iran er folkeretsstridigt, og det skal derfor fordømmes.”

Solidaritets afstandtagen fra krigen baserer sig dermed på et rent moralsk, liberalt og pacifistisk standpunkt.

Ved at ignorere krigens imperialistiske karakter, for i sted blot at stemple krigen som “ulovlig” i henhold til folkeretten, tilslører Solidaritet, hvor det fulde ansvar for krigen ligger: på skuldrene af den herskende klasse i USA og Israel, som enhver, der ønsker at bekæmpe den imperialisme krig i Mellemøsten, må rette sin kamp imod.

Hvis man, ligesom Solidaritets redaktør, gør folkeretten til sin rettesnor, når det gælder krig, så rejser det uundgåeligt spørgsmålet: Hvis FN giver en krig sin velsignelse, betyder det så, at den er progressiv og må støttes?

Da NATO i 2001 invaderede Afghanistan og i 2011 bombede Libyen, blev krigene udført med FN-mandat. Enhedslisten stemte endda for dansk deltagelse i bombningen af Libyen, fordi krigen var i overensstemmelse med folkeretten. At FN – en kapitalistisk organisation – erklærede krigene for “lovlige” ændrede imidlertid intet ved krigenes klassekarakter, som i begge tilfælde var imperialistiske angrebskrige, der smadrede landene og decimerede arbejderklassen. FN-mandatet agerede blot som et belejligt demokratisk dække for NATO-landenes imperialistiske politik.

Når imperialistiske magter vil intervenere i andre lande, er det aldrig for demokrati eller for at forsvare folkeretten, men altid for deres egne kyniske interesser om dominans, udbytning og i sidste ende profit.

Konsekvensen ved, som Solidaritet har gjort, at gøre folkeretten til et element i sin stillingtagen til krig er, at man adskiller såkaldte “ulovlige” krige – som den nuværende krig mod Iran – fra det kapitalistiske system, i stedet for at udstille, hvordan imperialistisk krig er et uundgåeligt produkt af kapitalismen.

Siden sin oprindelse har det for arbejderbevægelsen været ABC, at kapitalismen med dens nådesløse kamp om verdensmarkedet, uundgåeligt fører til krig og imperialisme. Hos Solidaritet er denne basale kendsgerning imidlertid blevet udskiftet med det liberale og pacifistiske budskab om, at det er muligt at skabe en “mildere” og mere “human” kapitalisme uden udplyndring og undertrykkelse, hvis blot den reguleres af FN, og hvis verdens magthavere respekterer folkeretten.

Solidaritet og deres redaktør Jonas Neivelt sår illusioner til, at det er muligt at skabe en verden uden krig uden at vælte kapitalismen. På et tidspunkt hvor kapitalismen er mere kriseramt og miskrediteret end nogensinde, giver Solidaritets redaktør kunstigt åndedræt til den herskende klasses liberale snak om folkeretten, FN og internationale institutioner.

Der er dog en afgørende forskel mellem Jonas Nievelt og den herskende klasses syn på disse institutioner: Den herskende klasse ved godt, at FN kun er skabt for at give deres handlinger et skær af demokrati og menneskerettigheder, mens Jonas Nievelt rent faktisk lader til at tro på dem!

Kan amerikansk imperialisme skabe progressiv forandring?

I artiklen “Det store angreb på Iran er dumt, ulovligt og helt ekstremt farligt” skriver Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, at Ayatollah Khomeinis “fald er et fremskridt.”  Underforstået som et fremskridt for den iranske befolknings kamp mod præstestyret.

Som kommunister har vi ingen sympati med præstestyret, og vi ønsker at se dets fald, men det er ikke vores foragt over for det arbejderfjendske regime i Iran, som afgør vores holdning til krigen. Kommunisters holdning til krig afgøres ikke af formen på det politiske regime i et givet land, men, som tidligere forklaret, af krigens klassekarakter og de bagvedliggende klasseinteresser: Uanset hvor meget man foragter præstestyret, så betyder konteksten af den aktuelle krig, at USA’s drab på Khamenei ikke var et fremskridt.

Drabet på Khamenei har ikke bragt regimets fald nærmere. Det sidder stadig sikkert i sadlen, og USA’s krig mod landet har tværtimod formået at skubbe befolkningen om bag regimet, fordi det forsvarer landet mod imperialistisk aggression. Der er en stærkt udbredt anti-imperialistisk følelse blandt den iranske befolkning, så krigen styrker kun det nuværende regime politisk. Ved at støtte amerikansk imperialisme styrker man faktisk regimet i Iran, i stedet for at svække det. Selv hvis USA formåede at vælte præstestyret, er det åbenlyst, at USA blot vil installere et mindst lige så brutalt diktatur – nu bare et, der stemmer overens med USA’s interesser i regionen.

Når Rune Lykkeberg kalder drabet på Khamenei for et fremskridt, siger han indirekte, at det er muligt for amerikansk imperialisme, gennem sin angrebskrig, at skabe positiv forandring for det iranske folk. Han skaber dermed illusioner til, at amerikansk imperialisme kan spille en progressiv rolle og giver den imperialistiske krig mod landet et venstredække.

Vi må sige det helt klart: USA og Israels krig mod Iran kan kun føre til reaktionære resultater. Vi kæmper for det iranske folks frihed, men USA og Israel kommer ikke til at bringe frihed til Iran. Det er ikke muligt at løse den iranske arbejderklasses problemer ved hjælp af amerikanske bomber.

Amerikansk imperialisme er den største fjende mod den globale arbejderklasse og mod undertrykte folk verden over. Som bevis er det tilstrækkeligt at se på resultatet af USA’s intervention i Irak, Libyen og Syrien. Interventionerne udløste blodige borgerkrige, som smadrede arbejderklassen i landene. I stedet for at Saddam Hussein, Muammar Gaddafi og Bashar al-Assads fald skabte forudsætningerne for at opbygge et bedre samfund, skabte det blot en endnu mere reaktionær situation.

Der er kun én kraft som kan skabe positiv forandring i Iran, og det er de iranske masser, ikke amerikansk imperialisme. Frihed og demokrati er aldrig opstået på baggrund af amerikansk militæraggression. Opgaven med at vælte mullahernes diktatur er alene det iranske folks opgave.

Skyldes imperialisme enkeltindivider?

Ifølge både Solidaritet og Information er krigen mod Iran ikke et produkt af underliggende objektive processer og imperialistiske interesser, men skal i stedet forklares ud fra Trump og Netanyahus subjektive viljer.

Eksempelvis skriver Solidaritets redaktør: “Israel og USA handler udelukkende efter israelske og amerikanske interesser. Eller rettere handler landene udelukkende efter Netanyahus og Trumps interesser.” Den eneste konklusion man kan drage på baggrund af sådan en analyse er, at hvis blot Trump eller Netanyahu ikke sad på magten, så ville krigen mod Iran ikke være sket. Det er åbenlyst forkert. 

Der er ingen tvivl om, at Trump og Netanyahu er dybt reaktionære, og at de fører en aggressiv imperialistisk politik, men deres militære angreb på Iran er blot en fortsættelse af den aggressive politik som USA og Israel i årtier har ført mod Iran. Krig er blot politik fortsat med andre midler, og krigen mod Iran er fortsættelsen af det amerikanske og israelske borgerskabs langsigtede interesser.

Imperialismen har en klassebase og er ikke produktet af “onde individer” eller “inhuman politik”. Imperialisme er det uundgåelige resultat af kapitalismens klassedeling, markedsøkonomien og verdens opdeling i nationalstater.

Når redaktøren på Solidaritet reducerer krigen til udelukkende at være produktet af Trump og Netanyahus interesser, så siger han også indirekte, at USA potentielt set ville kunne spille en progressiv rolle, hvis blot en anden end Trump sad i Det Hvide Hus.

Det svarer til at fritage amerikansk imperialisme fra sine forbrydelser og dække over den kendsgerning, at USA har spillet en dybt reaktionær og imperialistisk rolle under samtlige præsidenter i mindst 100 år!

Over hele verden er arbejdere og unge i gang med at konkludere, at den ustabilitet og kaos, som kendetegner verden, ikke er produktet af enkeltindividers slette intentioner, men at det har en mere grundlæggende, systemisk rod. Men i stedet for at hjælpe arbejdsklassen med at drage denne revolutionære konklusion, holder Solidaritet og Information dens bevidsthed tilbage ved at give illusioner om, at det blot er nødvendigt at vælge nogle andre politikere.

Hvor står kommunisterne?

I modsætning til Solidaritet og Information, der har indtaget en liberal og pacifistisk position til krigen, forsvarer vi ubetinget Iran mod angrebet fra amerikansk imperialisme og deres israelske lakaj.

Det betyder på ingen måde, at vi støtter det iranske regime, men det er udelukkende det iranske folks opgave at vælte deres undertrykkere. I modsætning til Rune Lykkeberg giver vi ikke nogle illusioner til, at amerikansk imperialisme vil løse det iranske folks problemer.

Vi afviser ikke krigen fordi den er “ulovlig” i henhold til folkeretten, men fordi vi er imod enhver imperialistisk krig og kæmper for arbejderklassens enhed på tværs af grænser. Vores fælles fjende er imperialismen, som ikke kan adskilles fra det kapitalistiske system og derfor må væltes.

Vi kæmper derfor ikke bare for at erstatte ‘krig’ med ‘fred’, men for at erstatte kapitalismen med socialisme. Den eneste måde venstrefløjen konsistent kan bekæmpe krig er ved at kæmpe for at bringe arbejderklassen til magten.