Dette dokument om Cuba og den cubanske revolution består af en oversættelse af tre artikler fra det engelske Militant (nummer 390-392), og af et uddrag af dokumentet om den kononiale revolution fra 1998. Militantartiklerne er fra 1978, og der er selvfølgelig sket meget siden, men det der står holder stadig stik – f.eks. omtales det, at USA (i 1978) havde planer om eventuelt at lempe blokaden, og det snakker de stadig om i januar ?99 – og de konklusioner, der drages i artiklerne, er i høj grad stadig gældende.

Dele af den venstreorienterede ungdom ser også stadigvæk i dag Cuba som et ufejlbarligt forbillede, som det beskrives i artiklerne, og det er netop det der er udgangspunktet for dette dokument. Det giver baggrunden for den cubanske revolution, historien, udviklingen, en beskrivelse af det cubanske styres sande natur og forklaringen på, hvorfor det er sådan, og perspektiver for fremtiden.

Den cubanske revolution

Udviklingen i Afrika og Caribien har endnu engang tvunget Cuba ind på verdensscenen. Den amerikanske imperialisme havde presset Sydafrika til at invadere Angola for at stoppe revolutionen, men det fik Cuba til at sende tropper og materiel til støtte for MPLA. Dette blev sandsynligvis afgørende for krigens udfald til fordel for MPLA og førte til afskaffelsen af godsejervældet og kapitalismen i Angola.

I 1961 begyndte den socialistiske bevægelse i Angola, MPLA, kampen mod de portugisiske koloniherrer, og i 1975 overgav Portugal magten i landet til en overgangsregering bestående af MPLA og to andre, ikke-socialistiske befrielsesbevægelser, FNLA og UNITA. De var ikke enige om meget, og der udbrød borgerkrig, hvor Sydafrika i efteråret 1975 blev sendt ind af amerikanerne for at stoppe MPLA og revolutionen.

Samtidig udøver Cuba også en stor tiltrækning på mange lande i Caribien, som Jamaica og Guyana, der blev hårdt ramt af verdenskrisen i 1974-75. For masserne i Latinamerika, som lider under militærdiktatur og sult, fremstår Cuba som et progressivt og roligt sted. Også i de avancerede industrilande er den cubanske revolutions frontfigurer, Fidel Castro og den myrdede Che Guevara, blevet til helte for visse dele af ungdommen, der ønsker at bekæmpe kapitalismen – fremfor folk som Bresjnev og Kosygin.

Men kan Cuba bruges som vejviser for arbejdere og bønder i den tredje verden eller for arbejderklassen i de fremskredne, kapitalistiske lande i deres kamp imod kapitalismen? Hvad er det cubanske styres natur? Disse spørgsmål kan kun besvares, hvis man undersøger årsagerne til og den efterfølgende udvikling af den cubanske revolution.

Før revolutionen var Cuba et paradis for de rige – en forlystelsespark for især rige amerikanske turister, men et mareridt for de cubanske arbejdere og bønder. Fra 1950-54 var den gennemsnitlige indkomst per person i Delaware, den rigeste stat i USA, på 2279 dollars, mens den kun var 312 dollars på Cuba, dvs. 6 dollars om ugen. Selv i Mississippi, den fattigste stat i USA, var den gennemsnitlige indkomst 829 dollars! 54% af landbefolkningen på Cuba havde ingen adgang til toiletter, og malaria, tuberkulose og syfilis var meget udbredt. Der var 25% analfabeter, og et tilsvarende antal var konstant arbejdsløse – dvs. en fjerdedel af befolkningen!

I 50’erne var der færre cubanske børn, der gik i skole, end i 1920’erne, og samtidig var Havana den by i verden, hvor der var flest Cadillacs!

Jorden var ejet af meget få mennesker, som havde kæmpemæssige godser. 114 gårde, dvs. mindre end 0,1% af det samlede antal, havde 20,1% af al jorden. 8% af gårdene havde 71,1% af jorden, mens de mindste 39% af gårdene kun havde 3,3% af jorden.

Imperialismens dominerende rolle

Desuden var den cubanske økonomi totalt domineret af store amerikanske monopoler. Amerikanske firmaer ejede 90% af telefoni- og elektricitetsområdet, ca. 50% af de offentlige ydelser og 40% af råsukkerproduktionen. Cuba var meget tæt bundet til den amerikanske økonomi og var tvunget til at koncentrere sig om ét produkt, nemlig sukker til det amerikanske marked. Det meste af Cubas sukker blev eksporteret til USA i en fastsat årlig kvote og til fastsatte priser.

Oven på alt dette var der Batistas diktatur. Det er blevet anslået, at mere end 20.000 døde for hans soldaters og bødlers hænder mellem 1953, hvor han tog magten for anden gang, og 1959, hvor han blev væltet. 1950’ernes Cuba havde ikke været i stand til at gennemføre den borgerligt-demokratiske revolutions opgaver, dvs. jord til bønderne, frihed fra udenlandsk økonomisk og politisk undertrykkelse og udvikling af industrien. Erfaringen fra den russiske revolution, som Trotskij forudså i sin teori om den permanente revolution, viste, at kun arbejderklassen kan løse disse problemer i den tredje verden.

Da den russiske arbejderklasse kom til magten og havde gennemført den borgerligt-demokratiske revolutions opgaver, gik den straks videre med de socialistiske opgaver – at nationalisere de vigtigste dele af økonomien – og indledte på den måde den internationale socialistiske revolution.

“Progressiv”

I modsætning til disse erfaringer og Lenin og bolsjevikkernes metoder, gik det cubanske kommunistparti – ligesom de fleste kommunistpartier i Latinamerika – ind for en alliance med det såkaldte “progressive nationale borgerskab” som vejen til at gennemføre den “antiimperialistiske, patriotiske og demokratiske revolution.” Men de cubanske kapitalister havde investeret i jord, og godsejerne havde investeret i industri, så det var umuligt at gennemføre reformer imod godsejerne med støtte fra de cubanske kapitalister. De støttede sig desuden til den amerikanske imperialisme for at forsvare sig imod masserne.

Jagten på de mytiske “progressive nationale kapitalister” førte det cubanske kommunistparti til faktisk at støtte Batista kort tid efter, at han havde taget magten første gang i 1933.

Til at begynde med fordømte partilederen Blas Roca Batista som en “landsforrædder, der er betalt af imperialisterne.” Men i 1938 opdagede Centralkomiteen pludselig, at Batista var “ophørt med at være den ledende skikkelse i den reaktionære lejr!” Denne forvandling skyldtes, at præsident Franklin Roosevelt havde kaldt Batista “demokrat.” Batista legaliserede kommunistpartiet i 1938, og fire år senere tog han to kommunistiske ministre med i sin regering! Blas Roca, der senere kom til at sidde i Castros regering, stod på den samme balkon som Batista i 1942 for at modtage de cubanske massers hyldest.

Trods deres støtte blev Batista tvunget til at gå af i 1944. Fidel Castro blev derimod i 1947 anklaget af kommunistpartiet for at være en “gangster!” Senere, da partiet ændrede holdning til Castro, tvivlede de stadig på, at guerillaen kunne slå Batista, og i november 1958 agiterede de for en “demokratisk koalitionsregering.”

Batistas andet kup i 1952 medførte udbredt modstand i Cuba, specielt fra studerende og intellektuelle som Fidel Castro og hans bror Raul. Med 120 tilhængere angreb de Moncadokasernen den 26. juli 1953. Angrebet blev slået ned, og Castro blev fængslet og senere løsladt. Herefter tog han til Mexico for at organisere en guerillastyrke, som gik i land i Cuba i 1956. De startede guerillakrig, og med støtte fra de fattige bønder lykkedes det dem at besejre Batistas styrker, der var talmæssigt overlegne. Nogle af Batistas soldater og endda officerer blev vundet over på guerillaens side.

Harmoni

Da Castro i 1961 stod over for en kamp på liv og død med de amerikanske imperialister, proklamerede han, “at han inderst inde altid havde været marxist-leninist.” Samtidig skete der, som K.S. Karol ironisk siger i sin bog “Guerillaer ved magten,” det, at “nogle af Castros kammerater, der var endnu mindre berettigede end ham til at kalde sig marxist-leninister, påstod, at de hele tiden havde været marxister uden at vide det, mens andre aldrig havde været anti-kommunister, og derfor var parate til at konvertere.”

Sandheden er, at Castro indtil dette tidspunkt ikke havde været mere end en småborgerlig demokrat, hvis idealer var det demokratiske, kapitalistiske Amerika. Således erklærede han over for den amerikanske journalist Herbert Mathews i et interview under kampen mod Batista: “Du kan være sikker på, at vi ikke har det fjerneste imod de Forenede Stater og det amerikanske folk; vi kæmper for et demokratisk Cuba og en ende på diktaturet.” (New York Times d. 24. februar 1957). Desuden blev det i et dokument fra Castros bevægelse, 26. juli-bevægelsen, i 1956 fastslået, at den bekendte sig til “Jeffersonsk filosofi” og gik ind for Lincolns idéer, og de fremsatte et ønske om “at nå frem til et samfund, hvor der hersker solidaritet og harmoni mellem kapital og arbejde med det formål at hæve produktiviteten.”

Selv efter at Batista var blevet fordrevet, erklærede Castro d. 6. marts 1959 over for sammenslutningen af bankmænd (Association of Bankers), at han ønskede deres samarbejde. Han tilføjede også ifølge den amerikanske News and World report, at han havde “ingen intentioner om at nationalisere nogen som helst industrier.” Måske var dette et “udspekuleret kneb,” der udelukkende skulle snyde godsejerne og kapitalisterne? På den anden side peger alle beviser på, at Castro og hans tilhængere langtfra startede deres kamp med et klart socialistisk program og perspektiv, sådan som Lenin og bolsjevikkerne havde gjort det i Rusland.

Lenin baserede sig på arbejderklassen. Han forudså, at arbejderne ville lede de fattige bønder i en kamp mod zarismen. Castro og Guevara støttede sig til bønderne og landbefolkningen. Arbejderklassen gik først ind i kampen med generalstrejken i Havana på et tidspunkt, hvor guerillaerne allerede havde sejret, og Batista flygtede for sit liv. Den russiske arbejderklasses dominerende rolle med bevidst ledelse og kontrol af staten og industrien, som de udøvede gennem arbejder- og bonderåd — de mest demokratiske institutioner, der nogensinde er set — førte alt sammen til voldsom bevægelse i arbejderklassen over hele verden, hvor arbejdere fra alle lande støttede op om deres russiske brødres sag. De prøvede at efterligne den russiske revolution i deres egne lande.

Kapitalismens fallit

Castro kom til magten ved en bevægelse, der først og fremmest havde rod blandt bønderne på landet, og det kom til at være afgørende for hele bevægelsens karakter. Det var kun en besynderlig kombination af omstændigheder, der resulterede i, at Castro — der til at begynde med aldrig havde forestillet sig, at han skulle gå ud over det kapitalistiske demokratis grænser — kunne komme til at stå i spidsen for ekspropriationen af godsejerne og kapitalisterne.

På den ene side havde den cubanske kapitalisme spillet fuldstændig fallit og var aldeles ude af stand til at føre samfundet fremad. På samme tid var der det kolossale pres fra de vrede bønder og arbejdere. Da Batistas var besejret, gik bønderne i gang med at overtage jorden, og arbejderklassen krævede lønstigninger og, at dem, der var blevet fyret under Batistas styre, blev genansat. Således indledte 6.000 arbejdere for det cubanske elektricitetsfirma i foråret 1959 en “arbejd-langsomt”-kampagne for at få en lønstigning på 20%, og 600 arbejdere, der var blevet afskediget i 1957-58, begyndte at strejke foran præsidentpaladset. Masserne var bevæbnede, og det var dem, der udgjorde militsen. Eisenhower, den amerikanske imperialismes repræsentant, som var fuldstændig panikslagen på grund af radikaliseringen af de cubanske masser, forsøgte i mellemtiden at presse og lokke den cubanske regering til underkastelse.

Modstand

Forholdet mellem USA og Cuba gik helt i hårdknude over spørgsmålet om russisk råolie, der skulle leveres til Cuba ifølge en handelsaftale mellem de to lande underskrevet i januar 1960. I juni nægtede de tre store oliefirmaer (Jersey Standard, Texaco og Shell) under pres fra den amerikanske regering at raffinere den russiske olie. Men så greb den cubanske regering ind og fik olien igennem. Firmaerne gengældte ved at nægte at levere olie fra Venezuela. Cuba indgik så en aftale om at købe al sin olie fra Rusland.

Eisenhower-administrationen slog igen i juli ved at nægte at aftage de resterende 700.000 tons cubansk sukker, som var aftalt i kvoteaftalen. Meningen var at tvinge Castros styre i knæ. Men Rusland trådte med det samme til og tilbød at aftage de 700.000 tons sukker. På samme tid d. 6. august blev det cubanske telefonselskab, elektricitetsselskabet, olieraffinaderierne og sukkermøllerne — som indtil da kun havde været “under opsyn” — alle nationaliserede. I løbet af de næste fire måneder blev alle store cubanske og amerikanske virksomheder overtaget af staten.

I september blev de cubanske afdelinger af amerikanske virksomheder overtaget. Cubanske virksomheder blev overtaget i oktober, og i slutningen af 1960 var kapitalismen blevet helt udryddet på Cuba. Den amerikanske imperialisme gengældte ved at erklære en total handelsembargo og ved at forberede en militær indblanding for at knuse den cubanske revolution.

Presset fra masserne, den cubanske kapitalismes svaghed og fejlbedømmelserne og brølerne fra de amerikanske imperialisters side, var alt sammen med til at få Castros styre til at ekspropriere godsejerne og kapitalismen. Det vi så i Cuba, var altså en bekræftelse af Trotskijs teori om den permanente revolution i en karikeret form. Den borgerligt-demokratiske revolution kunne kun gennemføres i kamp mod kapitalisterne i Cuba og internationalt. Dette tvang Castro til at støtte sig til masserne og til at gå over til en nationalisering af de store virksomheder og indføre planøkonomi. Der var ingen bevidst fremsynethed eller et udarbejdet perspektiv, som Lenin og Trotskij havde under den Russiske Revolution. Hvis Castro før revolutionen havde fået vist en film om hans senere udvikling, ville han sandsynligvis have fordømt den som en uhyrlig løgnhistorie.

Sovjetterne med deres demokratisk kontrol og ledelse af staten var, sammen med massernes bevidsthed om, at revolutionens skæbne afhang af verdensrevolutionens sejr, afgørende for, at den revolutionære bevægelse blev spredt i Europa og verden efter den Russiske Revolution. Arbejdere over hele verden kunne se deres egen klasse ved magten, og på trods af deres lederes uhyrlige modpropaganda støttede de op om de russiske arbejdere og søgte at gennemføre revolutionen i deres egne lande i de stormfulde år 1918 og 1919.

Jordskælv

Den cubanske revolution havde en virkning som et jordskælv — specielt i Latinamerika. Men på grund af de involverede kræfter — en hær der først og fremmest bestod af bønder — og fraværet af bevidst kontrol og ledelse fra arbejderklassens og de fattige bønders side, så kunne den cubanske revolution ikke få den samme virkning som den Russiske Revolution. En arbejderstat var blevet oprettet — i de amerikanske imperialisters egen baghave — men det var en degenereret arbejderstat, hvor magten var koncentreret i hænderne på et lag af priviligerede embedsmænd.

Magten i hænderne på en bureaukratisk elite

Da godsejervældet og kapitalismen var blevet eksproprieret, blev et statsligt monolitisk regime oprettet. Fra begyndelsen var der ingen spor af arbejder- og bonderåd. Alle oppositioner blev knust. Der blev oprettet en et-parti stat, hvor magten var koncentreret i hænderne på en bureaukratisk elite. I modsætning til den russiske revolution havde de cubanske arbejdere ingen som helst demokratiske rettigheder eller kontrol med staten eller industrien. Arbejderne blev forhindret i at udøve deres ret til at kritisere og vælge deres egne ledere. Priviligerede lag begyndte at udvikle sig med kontrol over staten og industrien og skabte en slags cubansk version af den russiske stalinisme.

De cubanske massers helt legitime krav om land, arbejde og brød blev opfyldt. Analphabetismen blev afskaffet, og sundhedsvæsenet og boligerne blev udvidet, men på grund af isolationens enorme byrde og det kolossale pres fra imperialismen og kapitalismen, kunne de cubanske masser ikke udvikle sig længere. De blev kastet ind i en ny blindgyde.

I takt med udviklingen af en bureaukratisk kaste i staten, vil den cubanske revolution i fremtiden nødvendigvis få modsætningerne til at bryde ud i lys lue. Enten vil de cubanske arbejdere, bønder og soldater overtage magten og genindføre sovjetdemokrati med arbejderkontrol og ledelse af staten og industrien. I dette tilfælde vil den cubanske revolution blive første skridt til en socialistisk revolution i hele Latinamerika og verdensrevolutionen. Eller også vil Castro-regimet, på grund af isolation, blive tvunget til at bøje sig for verdensimperialismen.

Den ungarnske revolution

Men uden massernes egen bevidste ledelse og kontrol er udviklingen af en ny elite uundgåelig. Selv i Rusland, hvor man havde fremragende ledere som Lenin og Trotskij, og arbejderklassen bevidst deltog i at styre samfundet, var bureaukratisk degeneration uundgåelig, så længe revolutionen forblev isoleret i et tilbagestående land.

Bolsjevikkerne forestillede sig, at revolutionen ville fremprovokere revolutioner i Europa, som så ville komme Rusland til hjælp med økonomisk støtte, teknikere osv. Begyndelsen på socialisme, og med den, opløsningen af statsmaskinen, er kun mulig på grundlag af et produktionsniveau, som er højere end det mest udviklede kapitalistiske lands, dvs. højere end USA’s. Europas forenede socialistiske stater, som starten på en socialistisk verdensføderation, ville utvivlsomt have muliggjort dette. Men revolutionen blev isoleret i et tilbagestående land, og det førte til Ruslands bureaukratiske degenerering, personificeret af Stalin. Masserne blev skubbet til side af den bureaukratiske elite og havde ikke længere noget at skulle have sagt.

Men i Cuba var ledelsen og kontrollen fra starten af koncentreret i hænderne på Castro og hans støtter, bureaukraterne i statsmaskineriet, det regerende parti og hæren osv.

Regimets karakter træder tydeligt frem, når man ser på det russiske bureaukratis modsatte holdninger til den cubanske revolution på den ene side, og til den ungarnske revolution på den anden side. I Ungarn blev der oprettet sovjetter i 1956, og magten lå i hænderne på masserne. Dette udgjorde en dødelig trussel mod kliken af bureaukratiske opkomlinge. Hvis de ungarnske arbejdere havde fået lov til at sejre, ville lignende opstande – politiske revolutioner – have fejet gennem Østeuropa og Rusland selv.

Bureaukratiet kunne ikke gå på kompromis med den ungarnske revolution. Den “liberale” Khrusjtjov besluttede sig for at drukne revolutionen i blod. Men da det gjaldt Castro-regimet, var det russiske bureaukrati overmåde venligt. Faktisk ville den cubanske revolution være bukket under, hvis det ikke havde været for den omfattende russiske støtte – over en million dollars om dagen. 40 % af Cubas udenrigshandel foregik med Rusland. 95 % af Cubas olie kom fra Rusland, og det russiske bureaukrati betalte i 1978 30 cent per pund for Cubas sukker – sammenlignet med 14 cent per pund, da aftalen blev underskrevet i 1975. Ydermere blev den enorme gæld til Rusland på mellem 3 og 4 milliarder dollars udsat.

“Den, der betaler spillemanden, bestemmer, hvad der skal spilles.” Under et skænderi med det cubanske regime skulle en russisk embedsmand arrogant have sagt: “Vi behøver bare at tilbageholde leveringerne i Baku i tre uger, og så er den ikke længere!” Uenigheder har der utvivlsomt været mellem Castro og det russiske bureaukrati, men den cubanske revolution udgjorde reelt ikke nogen trussel mod den priviligerede elite i Rusland. Tværtimod styrkede oprettelsen af et regime i det bureaukratiske Sovjetunionens billede på den amerikanske imperialismes dørtrin det russiske bureaukratis magt og prestige.

Planøkonomi

Den enorme hjælp har sammen med fordelene ved planøkonomi betydet en kæmpe udvikling af det cubanske samfund, specielt når man sammenligner det med den arbejdsløshed, sult og elendighed, der præger resten af det latinamerikanske kontinent. De cubanske massers levestandard har i næsten alle tilfælde uddistanceret de andre latinamerikanske lande. Bl.a. kunne man se det på barnedødelighedsraten, som i 1975 var på 27,4 per tusind – det laveste i hele Latinamerika.

Levealderen i Cuba var i 1978 69,2 år, sammenlignet med 45,3 år i Bolivia, 58,5 i Colombia, 59,7 i Brasilien og 60,6 år i Chile. Før 1959 havde halvdelen af børnene i alderen 6-10 år ingen uddannelse overhovedet. I dag får alle noget uddannelse, og nu (i 1978) er der næsten 2 mio. elever i skole fra 1. til 5. klasse, sammenlignet med mindre end 720.000 før 1959 og 79.000 lærere i forhold til 17.000 før.

Børnehaver er tilgængelige for alle børn fra deres 45. levedag. Selv historikeren Hugh Thomas indrømmede: “Der er få, der dør af underernæring, og på landet, især i Orienteprovinsen, spiser de fattige bønder nu bedre end før revolutionen. Arbejdsløsheden er uden tvivl faldet, selvom de engang hjemmegående mødre nu er kommet ind på arbejdsmarkedet i den nye økonomi” (s. 1425 i Cuba, eller jagten på frihed). Sammenlign dette med Argentina, hvor det er beregnet, at levestandarden faldt med mere end 50 %, da hæren overtog magten!

Yderligere bekræftelse på den utrolige udvikling, Cuba har oplevet siden revolutionen, kommer fra en usandsynlig kilde, Hr. Pat Holt, der var formand for det amerikanske senats udenrigskomite: “Cuba havde i 1973 den højeste indtægt per person i Latinamerika ($1.578) med undtagelse af Venezuela.” Og Venezuela er kun foran Cuba på grund af dets rige olieressourcer. På den anden side er Cuba stadig hovedsageligt et landbrugsland med sukker som hovedprodukt. Således kom 85 % af indtægten ved udlandshandel fra sukker i 1974.

Men på samme tid har der været en udvikling af industri. Industriproduktionen er fra 1959 til 1965 steget med 50 %. I 1975 steg økonomien med omkring 9 %. Nikkel har nu overhalet tobak som landets næst vigtigste eksportvare efter sukker. Produktionen af stål er planlagt til at stige til omkring 1 mio. tons i den næste periode.

Men lige meget hvor gode disse resultater er, er det ingenting i forhold til, hvad der kunne være opnået under et arbejderdemokrati. Dårlig ledelse, et kæmpe spild og zigzag-kurs i den økonomiske politik er uundgåeligt uden den form for planlægning, kontrol og initiativ, som kun er mulig under et arbejderdemokrati. Demokrati er lige så vigtigt for en planøkonomi, som ilt er for kroppen. Uden det vil porerne forstoppes, og på et vist stadie vil hele organismen uundgåeligt bukke under.

Dette var det, der skete i Rusland og Østeuropa, hvor den bureaukratiske kaste blev en absolut hindring for den videre udvikling af samfundet. I et tilbagestående land som Cuba kan bureaukratiet stadig spille en relativt progressiv rolle i at udvikle industrien – ved at låne teknik fra i-landene og forsøge på at indhente dem – men det sker med kolossale omkostninger.

Dårlig ledelse og spild har været fremherskende lige fra den cubanske revolutions første dage. Således accepterede Castro i 1963 Khrustjovs tilbud om 1.000 traktorer, der skulle mekanisere sukkerhøsten. Men lige efter de ankom til Cuba, fandt man ud af, at de ikke var i stand til at høste sukkerstænger, da det kræver helt specielle maskiner. Samtidig afklapsede Che Guevara lederne i produktionen for den dårlige varekvalitet i en hemmelig tale til “de politiske og økonomiske lederes private brug” (trykt i “Guerillaer ved magten”).

Han påpegede, at “der er i øjeblikket mangel på tandpasta… Først da reserverne begyndte at løbe ud, og der ingen råmaterialer kom ind, begyndte de ansvarlige at handle… det lykkedes kammeraterne at lave en tandpasta, som behager øjet og er så hvid og ren som nogen anden, men den bliver bare stenhård efter et stykke tid… i løbet af et par måneder vil folk begynde at protestere, fordi vi sælger dem sten i tuber!”

Fra toppen beklagede Guevara og Castro sig over symptomerne, men de var ude af stand til at diagnosticere sygdommen eller fastslå en kur. Vilkårlige beslutninger og varer af lav kvalitet var og er uundgåelige i regimer, hvor “beslutningstagerne” ikke er underlagt massernes kritik og kan vælges og afsættes af vælgerne. Dette er også årsagen til de kriser og zigzag-ture, der har været i den cubanske økonomiske politik under Castro-regimet.

Guevara forudsagde i 1961, at Cuba ville være et industrialiseret land inden for 12 måneder! Givet Cubas økonomiske svaghed var et sådant perspektiv fuldstændigt utopisk – selv med den kolossale støtte fra det russiske bureaukrati. Kort efter blev denne idé erstattet af en satsning på landbrug og især sukker. Men målene for sukkerproduktionen blev besluttet i toppen og givet videre ned til masserne.

De kæmpe muligheder, der ligger i planøkonomien, kan kun virkelig udfoldes på grundlag af grundig diskussion blandt masserne, som kan komme med ændringer, tilføjelser osv. Uden denne diskussion og massernes eget initiativ til at sætte planerne i gang, er fejl uundgåelige.

Dette har vist sig at holde stik på Cuba – især hvad angår sukkerindustrien. Castro erklærede, at Cuba ville producere 10 mio. tons sukker i 1970. Selvom man ser bort fra vejrets luner, viste det sig, at et sådant mål kun ville have været muligt med mekanisering og udvikling af industrien. Kun dette ville sikre en harmonisk udvikling af industri og landbrug. Leon Trotskij viste i sin kritik af Stalins fejl mht. landbruget, at et korrekt forhold mellem industri og landbrug er umuligt under et bureaukratisk regime.

Castro forsøgte at erstatte Cubas manglende industri og tekniske muligheder for at nå de satte mål med massiv brug af frivillig og sommetider tvungen arbejdskraft – uden dog at begå de samme forbrydelser som Stalin. 400.000 cubanere blev mobiliseret til høsten i 1970 for at opnå målet på 10 mio. tons sukker. Industriarbejdere, husmødre og ungdommen blev mobiliseret for at få høsten i hus, hvilket medførte enormt kaos i industrien. Alligevel nåede man kun 8,5 mio. tons sukker. I 1975 blev der kun høstet 5,4 mio. tons sukker, og i 1980 satte man så målet ned til 8,7 mio. tons, hvilket er en klar demonstration af, at de tidligere mål var totalt uopnåelige under det nuværende regime.

Forud for dette havde regimet lanceret den “Store Revolutionære Offensiv” – en cubansk udgave af Kulturrevolutionen. Afstandtagen fra bureaukrati og militærisering af arbejdskraften blev kombineret med proklamationer om, at man nu “bevægede sig imod kommunisme,” og der blev startet en kampagne for at eliminere de små virksomheder. I 1968 blev omkring 58.000 små virksomheder nationaliseret – herunder forretninger, boder og endda 9.179 håndværkere!

Regeringen påstod derefter, at Cuba nu var “det socialistiske land, der havde den største nationaliserede sektor”. Men ved at eliminere alle de små virksomheder uden først at sikre, at staten var i stand til at producere de varer – især forbrugsgoder – og de serviceydelser, som var blevet leveret af disse firmaer, øgede man blot den enorme mangel på visse varer, hvilket førte til voksende utilfredshed. Formålet med kampagnen var også at skære ned på bureaukratiets privilegier for at samle de ressourcer, der var nødvendige for industrialisering og mekanisering af landbruget og drive landet frem mod de mål, regeringen vilkårligt havde sat op.

Castro har også talt med store ord om den cubanske levestandard. I 1960 forudså han, at Cuba ville have en levestandard på linje med Sverige i 1965. Året efter blev der indført hård rationering af mad og tøj! Rationeringen fortsatte op i 1970’erne, og først derefter begyndte man at kunne lette den, hvad angår visse forbrugsgoder.

Castro måtte efterhånden sande, at han befandt sig i en blindgyde, og han blev nødt til at ændre kurs. Således indrømmede han i november 1973 på Fagforeningernes Verdenskongres, at “Cuba ikke var parat til kommunisme og på visse områder måtte gå tilbage grundet manglende revolutionær erfaring blandt mange cubanere og pga. den lave produktivitet i visse dele af økonomien.”

I januar 1974 tilstod han endvidere, at “der nu var brug for flere arbejdere til at udføre de samme jobs, end der havde været, da amerikanerne ejede det hele.” Kun fire timers arbejde pr. dag var det nationale gennemsnit på Cuba i 1966. Forsømmelserne var oppe på 16% i den lette industri og 31% i fødevareindustrien. Castro erklærede i 1975: “folket kan afsætte hvem som helst; også mig, hvis de ønsker det,” og han talte for mere folkelig deltagelse i beslutningsprocessen.

Men i virkeligheden var der ingen demokratiske kanaler, igennem hvilke masserne kunne ændre deres lederes politik. Som K.S. Karol bemærker: “Alle dets (Det Kommunistiske Partis) organer – fra Centralkommiteen og ned til det laveste partikontor – er udpeget fra toppen af Fidel Castro og hans nærmeste” (“Guerrillaer ved magten”, s. 458). Det castroske Kommunistparti blev skabt i 1965, men dets første kongres blev afholdt i 1975! Selv under den russiske borgerkrig afholdt bolsjevikpartiet kongres hvert år under Lenin og Trotskijs ledelse.

Det blev overladt til Dr. Jorge Risquest, Castros arbejdsminister, at finde ud af grunden til den gærende utilfredshed. I juli 1975 udtalte han, at “landets økonomiske problemer skyldes hovedsageligt en udbredt passiv modstand fra arbejderne.” Han indrømmede endvidere, at “der ingen ordentlig forbindelse var mellem arbejderne på den ene side og statsadministrationen, kommunistpartiets repræsentanter og fagforeningerne på den anden.” Som et forsøg på at afbøde folks utilfredshed med bureaukratiet blev der lavet et udkast til en forfatning i 1975, hvori den såkaldte “folkemagt” blev oprettet. Der blev afholdt forsøgsvalg til “kommunalrådene” i Matanzasprovinsen samme år. De fleste steder var der to kandidater opstillet, men i visse tilfælde deltog så mange som 15 ved valget.

Ét parti

Problemet var, at alle kandidaterne skulle være medlem af Kommunistpartiet eller en af kommunistpartiets underorganisationer, som f.eks. den kommunistiske ungdomsbevægelse. Med andre ord var valgene rent skuespil. Forestil jer de danske arbejderes reaktion, hvis de fik besked på, at de kun kunne stemme på kandidater fra ét bestemt parti ved tillidsmands- eller fagforeningsvalg!

Dem, der forsvarer Castros regime – hvoraf nogle kalder sig “trotskister” – svarer igen med, at Castro aldrig har tøvet med at erklære bureaukrati, særligt det russiske bureaukrati, for “pseudo-revolutionære” i fortiden. De siger også, at Castro har forsøgt at sprede revolutionen til Latinamerikas hovedland, men derved kom i konflikt med de kommunistiske ledere i området. Men både Stalin, Mao Tse-Tung og Tito har i visse perioder fordømt bureaukratiet. De angreb blot deres systemers yderste ekstremer og forsøgte at fremstille de værste eksempler på bureaukratisme som syndebukke for at forsvare deres bureaukratiske elites privilegier samlet set. Castro stødte sammen med det russiske bureaukrati, da den cubanske stats interesser blev truet. Således kaldte han i 1962 og senere i 1968 Anibel Escalante en ærke-bureaukrat. Baggrunden for konflikten med Escalante var sammenstødet mellem to nationale bureaukratier. Escalante, der var leder af det cubanske kommunistparti, før det blev slået sammen med Castros folk, var et føjeligt redskab for det russiske bureaukrati, et ekko af deres uofficielle kritik af Castro, som fordømte hans utaknemlighed over for de russiske velgørere og hans “eventyrpolitik” på hovedlandet i Latinamerika.

Guerillakrig

Escalante blev anklaget for at organisere en “mikro-fraktion,” en forbrydelse som end ikke eksisterede i Cubas love! Sammenlign Castros handlinger med Lenins under den russiske borgerkrig. Lenin indrømmede Bukharin, Radek og andre retten til at udgive dagblade, der argumenterede ivrigt imod Lenins synspunkter om Brest-Litovsk-fredsaftalen og andre relaterede emner.

I den første periode, hvor revolutionens lava endnu ikke var kølet af, kom den anden Havana-erklæring, hvor massernes elendighed i Latinamerika på brillant vis fordømtes, og hvor Castro kaldte til revolution. Che Guevara blev myrdet under et heroisk, men dødeligt guerillaeventyr i Bolivia. Men Castro fordømte de opportunistiske kommunistpartier, særligt i Venezuela, ikke fordi de havde opgivet de revolutionære perspektiver, men fordi de nægtede at gribe til våben og deltage i hans guerillastrategi.

På intet tidspunkt har Castro set den magtfulde arbejderklasse i Latinamerika som drivkraften i en socialistisk omvæltning. Han forsøgte kunstigt at overføre den cubanske revolutions erfaringer med guerillakrig til resten af Latinamerika og satsede alt på bønderne. Grunden til dette forsøg på at udvide erfaringerne fra den cubanske revolution til resten af Latinamerika var den ondsindede handelsblokade, som den amerikanske imperialisme og dens agenter i området havde gennemtvunget.

Men udenrigspolitik er en fortsættelse af indenrigspolitikken. Da det cubanske bureaukrati efterhånden havde etableret sig, og blokaden blev lempet lidt, måtte det føre til en ændring af udenrigspolitikken i et forsøg på at nå en aftale med den amerikanske imperialisme og dens støtter i Latinamerika. Dette førte til, at man opgav selv verbal støtte til revolutioner på kontinentet.

Således sagde hverken den cubanske regering eller kommunistpartiet et ord, da militærdiktaturet i Mexico i oktober 1968 myrdede 300 studerende. De studerende havde udtalt deres støtte til det cubanske regime, men Mexico var et af de få kapitalistiske lande, der havde opretholdt diplomatiske forbindelser til Cuba! Den cubanske stats nationale interesser rangerede højere end “international solidaritet.”

På samme måde var der dødstille, da 10 millioner arbejdere i Frankrig besatte fabrikkerne og rystede den europæiske og internationale kapitalisme i dens grundvold. Den statsstyrede, cubanske studenterbevægelse, UJC-FEU, kunne end ikke udsende en støtteerklæring til deres franske studenterkolleger.

Denne tendens vil uden tvivl blive forstærket ved en lempelse af den amerikanske blokade og ved genoptagelse af de diplomatiske forbindelser mellem de to lande. Carter-administrationen er villig til at anerkende det cubanske styre, hvis det opgiver sin intervention i Afrika. Med slet skjult tilfredshed kan de amerikanske imperialister nu bemærke, at Castro-styret har opgivet sine tidligere “eventyr” i Latinamerika.

Privilegier

Utilfredshed med Castro er også begyndt at vise sig blandt hans latinamerikanske guerillastøtter. I 1967 afskrev Castro det venezuelanske kommunistparti og støttede Douglas Bravos guerillakamp. Men i 1970 sagde Bravo, at “Castro var holdt op med at fremme den latinamerikanske revolution det øjeblik, han besluttede at koncentrere sig om Cubas egne økonomiske problemer og støtte sig til Sovjetunionen.” (Guerrillaer ved magten, s. 536).

Castro understregede, hvad hans styre stod for, da han støttede de russiske bureaukraters intervention i Tjekkoslovakiet i 1968. Kort efter sagde en af hans ministre, Llanusa, til en gruppe studenter: “Vi vil ikke have et nyt Tjekkoslovakiet her.” Denne udvikling er ikke tilfældig. Idéer kommer ikke bare dumpende ned fra himlen. Når de kommer fra politiske ledere, afspejler de de materielle interesser, som bestemte klasser eller sociale grupper i samfundet har.

Det cubanske bureaukratis store frygt er nu både den socialistiske revolutions sejr i Vesten og den politiske revolution mod bureaukratierne i Østen. Begge dele ville betyde, at den bureaukratiske elite på Cuba ville blive erstattet med arbejder- og bondedemokrati, og bureaukraterne ville miste alle deres privilegier. Castro er repræsentant for og øverste leder af det cubanske bureaukrati. Både i forbindelse med det, der skete i Frankrig og i Tjekkoslovakiet, afspejlede hans holdning den cubanske elites frygt for, hvad fremtiden vil bringe.

De elementer af arbejderkontrol, der var i revolutionens første periode, som f.eks. arbejdermilitsen, er alle sammen blevet svækket eller helt udryddet. K.S. Karol skriver: “Cubanerne praler ikke længere af deres arbejdermilits eller deres Komitéer til Forsvar for Revolutionen. Sidstnævnte er nu blevet til et rent undertrykkende organ for regimet.”

Elitens privilegier har eksisteret lige siden revolutionens begyndelse, men på et lavt økonomisk og kulturelt grundlag kunne forskellene mellem arbejdere og bønder på den ene side og bureaukrater på den anden ikke være så store som i Rusland eller Østeuropa. Alligevel skrev K.S. Karol allerede i 1963, at han på en bestemt fabrik traf en ingeniør, der fik syv gange så høj løn som en almindelig arbejder! Derudover nævner han forskellige eksempler på bureaukraternes privilegier, såsom “overklasse”-restauranter som Monsenor, Torre, 1830 og Floridita og flere andre, der kræver enorm betaling for måltiderne. Så sent som i 1975 blev det besluttet på en partikonference, at almindelige cubanere skulle have lov til at købe biler – indtil da havde det kun været forbeholdt parti- og statsfolk.

Efterhånden som den cubanske økonomi udvikler sig, vil disse forskelle snarere øges end mindskes. I takt med differentieringen i det cubanske samfund vil oppositionen også tage til i styrke. I den første periode var der en relativ liberal atmosfære i det politiske liv, men nu er undertrykkelse af alle afvigere blevet normen. I 1962 kunne man f.eks. sagtens købe Trotskijs værker i Havana, og kunst og kultur blomstrede. Nu gennemsyrer bureaukratiets dræbende ånd alting, så uortodokse forfattere, digtere og malere som f.eks. Padilla misbilliges nu stærkt af regimet. Som i Rusland, Kina og Østeuropa vil en tolerant holdning over for kunstnere føre til bevægelser i masserne for at opnå de samme rettigheder. Den ungarske revolution startede f.eks. i forfatteroppositionen omkring Petofi-kredsen.

Den cubanske revolution har vist, hvilke gigantiske muligheder der er i nationalisering og planlagt produktion. Dette ses tydeligt i statistikkerne over stigningen i sundhed, uddannelse, social sikkerhed og udviklingen af økonomien. Udviklingen på Cuba har også givet et ordentligt skub til revolutionen i Syd- og Mellemamerika. Men fordi revolutionen fandt sted i et tilbagestående land med en ledelse, der baserede sig på en bevægelse, der overvejende bestod af bønder, og som var nationalt begrænset, var bureaukratisk degenerering uundgåelig.

Uden tvivl har Castro-regimet et større folkeligt grundlag end stalinistregimerne i Sovjet og Østeuropa, men udviklingen af industrien vil også føre til vækst i arbejderklassen og dermed også til krav om mere arbejderdemokrati. Desuden vil en politisk revolution i Østeuropa eller en socialistisk revolution i Europa, Amerika eller Japan vinde enorm genlyd på Cuba.

En sejrrig socialistisk revolution i f.eks. Argentina eller Brasilien ville få kæmpe indflydelse på Cuba. I disse lande er arbejderklassens sociale vægt så stor, at en socialistisk revolution her ville udvikle sig efter Oktoberrevolutionens mønster. En sejr for arbejderklassen i et af disse lande ville sprede den socialistiske revolution over hele kontinentet og føre til en ny revolution på Cuba – denne gang en politisk revolution for oprettelsen af ægte arbejderdemokrati.

Den cubanske revolution har vist planøkonomiens enorme muligheder, men selv de fremskridt, man har opnået der, er for intet at regne i sammenligning med det, der vil blive muligt med arbejderdemokrati og en udbredelse af revolutionen til resten af området og oprettelse af en socialistisk føderation i Nord- og Sydamerika. Den cubanske revolution viser, at kun den socialistiske revolution og arbejderdemokrati kan redde arbejdere og bønder i Syd- og Mellemamerika fra godsejervældets og kapitalismens mareridt.

Den cubanske revolution
(uddrag af dokumentet om den koloniale revolution fra 1998)

Udbredelsen af proletarisk bonapartisme i den koloniale verden rejste også spørgsmålet om bøndernes rolle i revolutionen. I en længere periode kunne det se ud som om marxismens analyse af proletariatets ledende rolle var blevet modsagt af historien. Næsten alle tendenser, bortset fra os selv, accepterede de nye teorier om guerillakrigsførelse. Vi var de eneste, der argumenterede for, at ingen anden klasse end proletariatet kan føre til skabelsen af en sund arbejderstat.

I Marx’, Engels’, Lenins og Trotskijs skrifter finder man ingen hentydninger til, at bondestanden alene kunne stå bag en socialistisk revolution. Årsagen er bøndernes interne uensartethed som klasse. De spænder fra besiddelsesløse landarbejdere (landproletarer) til rige bønder, som beskæftiger lønarbejdere. De har ingen fælles interesse og kan derfor ikke spille en selvstændig rolle i samfundet. Historisk set har de bakket op om forskellige klasser i byerne. Den eneste klasse, der kan lede en succesfuld socialistisk revolution, er arbejderklassen, som har en kollektiv bevidsthed grundet sin rolle i produktionen. Marxister har altid betragtet bondekrigen som en støtte til arbejderklassen i kampen om magten.

Denne forståelse blev først udviklet af Marx under den tyske revolution i 1848, hvor han forklarede, at revolutionen kun kunne lykkes som en “anden udgave af bondekrigen.” Bolsjevikkerne fremførte lignende argumenter: byarbejderne skulle lede bønderne. Selvom den russiske arbejderklasse kun udgjorde omkring 10 % af befolkningen under den russiske revolution, spillede den en ledende rolle, støttet af millioner af fattige bønder, som blev proletariatets naturlige allierede.

Efter Anden Verdenskrig blev dette perspektiv udfordret, da en række guerillakrige resulterede i sejre i lande som Cuba, Vietnam og Mozambique. Den cubanske revolution, som lignede den kinesiske, er et særtilfælde. Ikke mange ved, at Fidel Castro oprindeligt var borgerlig demokrat og havde den amerikanske revolution som model. Dog tvang situationens realiteter ham til at tage andre beslutninger, ligesom Mao tidligere havde forestillet sig en længere kapitalistisk udviklingsperiode i Kina.

Efter at have besejret Batista-styret (mod det cubanske kommunistpartis modstand, som anså Castro for en småborgerlig eventyrer), stod Castro over for en uforudset situation. Han forsøgte at gennemføre reformer og beskatte amerikanske selskaber, hvilket førte til sabotage og en blokade fra USA. Dette tvang ham til at beslaglægge amerikanske værdier på Cuba og nationalisere økonomien. De cubanske ledere opbyggede derefter et proletarisk-bonapartistisk regime med Sovjetunionen som forbillede.

Den cubanske revolution blev et forbillede for undertrykte arbejdere i Latinamerika. Mange lande forsøgte at følge Cubas vej med guerillakrig, men selvom det tiltrak særligt studenterne, endte det i fiasko og katastrofe. Vores tendens forklarede, at det ikke var guerillakrig i sig selv, men arbejdernes generalstrejker i byerne, der var afgørende for sejrene i Cuba og Nicaragua. Vi påpegede også, at en guerillasejr i bedste fald kunne føre til en degenereret (proletarisk-bonapartistisk) arbejderstat. Guerillakrigen, med dens hierarkiske struktur, forhindrede udviklingen af en demokratisk stat, og guerillaledelsen blev det nye statsbureaukrati.

Derfor understregede vores tendens vigtigheden af arbejderklassens bevidste organisering som den afgørende faktor i at ændre samfundet, samtidig med at vi støttede guerillabevægelserne kritisk som udtryk for folkets kamp mod undertrykkelse. I mange af de lande, hvor guerillakrige fandt sted, var arbejderklassen lige så stor som den var i Rusland i 1917, og ofte endnu større. Med ledelsen af et ægte leninistisk parti kunne arbejderne have gennemført klassiske socialistiske revolutioner som Oktoberrevolutionen.

Alligevel begyndte forskellige grupper at betragte guerillakrig som den eneste vej til socialistisk revolution i den tredje verden. De forsvarede endda byguerillaer i lande, hvor bønderne udgjorde en mindre andel af befolkningen, hvilket førte til katastrofale konsekvenser for unge revolutionære i lande som Argentina og Uruguay.

Denne eventyrpolitik var en reaktion på kommunistledernes opportunisme og deres to-stadiers teori, som skubbede mange studenter ind i individualistisk terrorisme og guerillakrig. Resultatet var massakrer på unge revolutionære og fremkomsten af militærdiktaturer i flere lande. Selv de såkaldte trotskister undlod at modarbejde disse tendenser og deltog aktivt i dem, hvilket afslørede graden af deres degeneration.

Disse metoder, som blev genoplivet fra historiens skraldespand, førte til nederlag, og selv i de få tilfælde hvor de lykkedes, kunne de ikke skabe en sund arbejderstat, men kun en bureaukratisk karikatur.