Den arabiske revolution har ændret situationen på verdensplan, og har også en enorm effekt i Danmark. Folk med arabisk baggrund bliver nu set på – af sig selv og af folk flest – med mere værdighed og respekt end tidligere. De borgerliges hykleriske støtte til diktaturerne er blevet åbenbar. Dansk Folkepartis racistiske demagogi står tilbage som grundløs. Men hvad gør arbejderbevægelsens ledelse? De mumler noget om frihed og menneskerettigheder, men gør ellers intet. Det må der laves om på.
Imperialisterne i knibe
Mubaraks diktatur-regime har i årevis været den næststørste modtager af militær hjælp fra USA. Alene i 2008 fik det egyptiske diktatur 1,5 milliarder dollars (omkring 4,5 mia. kr.) af USA til at købe nye våben for. Det eneste land, der får en større militær assistance, er Israel. De næste på listen er Zardaris korrupte regime i Pakistan, det enevældige monarki i Jordan og det morderiske styre i Colombia.
De vestlige imperialister ser med rædsel på revolutionen i den arabiske verden. Egypten er et nøgleland for såvel revolutionen som for imperialisterne. Den danske overklasse og dens repræsentanter i de borgerlige partier følger deres herrer i Washington og er også i vildrede. I årevis har de talt tomme ord om ”demokrati” i Mellemøsten og den arabiske verden, mens de aktivt har bakket op om de mest brutale, morderiske og arbejder-fjendske regimer i regionen.
Dansk Folkeparti i panik
Den arabiske revolution har aldeles revet tæppet væk under Dansk Folkepartis racistiske politik. Pia Kjærsgaard og hendes våbenbrødre bakker åbent op om Mubaraks diktatur, imens de desperat forsøger at opstøve noget, der minder om en islamisk fundamentalist i Cairo, som de kan bruge som skræmmeeksempel og alibi for deres støtte til diktaturet.
Som vi tidligere har beskrevet, var Dansk Folkeparti aldeles tavse om revolutionen i Iran i 2009, som var endnu en pinlig sag fra virkeligheden, der forstyrrede deres dæmonisering af muslimer.
Hvor er arbejderbevægelsen?
 |
Hvad så med SF, og de andre arbejderpartier? Hvad med fagbevægelsen? Vores egne organisationer? Der har ganske rigtigt – og korrekt – været repræsentanter fra Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten til stede ved forskellige demonstrationer i solidaritet med det egyptiske folks revolution. Til demonstrationen på Rådhuspladsen i København lørdag den 5. februar talte Mogens Lykketoft, Villy Søvndal og Johanne Schmidt-Nielsen. Til demonstrationen foran Egyptens ambassade den 3. februar talte SF’s folketingsmedlem Trine Mach.
Men hvorfor var det ikke partierne, der havde arrangeret og mobiliseret til disse demonstrationer? Er lederne af den holdning, at den arabiske revolution ikke fortjener en mere aktiv opbakning? Det er ikke midler, de mangler. I stedet for aktivt at komme på banen, har de indtil videre overladt al det praktiske arbejde til en lille gruppe uerfarne og ubemidlede aktivister – herunder støtter af denne avis. Det er ikke godt nok.
Solidaritet nytter
Det er ikke lige meget, hvor megen solidaritet, der bliver organiseret, og hvilken karakter, den har. De revolutionære på Tahrir-pladsen og andre steder har forklaret mange gange, at solidariteten fra udlandet er af stor betydning. Hvis hele den europæiske arbejderbevægelse satte sin fulde styrke bag solidariteten med revolutionen, ville det give et enormt rygstød til revolutionen. Hvis de organiserede arbejdere i transportsektoren og finanssektoren nægtede at behandle transaktioner og varer, der er til gavn for regimet og dets støtter, ville det svække Mubaraks diktatur på afgørende vis. Hvis alle de europæiske regeringer blev presset til at afbryde de diplomatiske forbindelser med diktatur-regimerne, ville det svække disse regimer afgørende over for revolutionen.
For en uafhængig klasselinje
Villy Søvndal er blevet angrebet for, at han sagde, at Mubarak skal gå af. Det siger mere om de, der har angrebet ham, end det siger om Villy Søvndal. Naturligvis er det det eneste rigtige, at formanden for SF klart siger, at Mubaraks diktatur må fjernes og erstattes af repræsentanter, som folket selv har valgt.
De europæiske kapitalister er rædselsslagne over udsigten til, at folket selv tager magten i Mellemøsten og Nordafrika. Det vil skabe gunstige forhold for organisering af arbejderklassen. Det vil føre til, at profitterne bliver mindre. Det vil igen føre til, at det bliver sværere at presse de europæiske arbejdere nedad under ”den internationale konkurrences” hellige banner. Kampen for frihed, demokrati og brød i Mellemøsten og Nordafrika er en kamp for alle arbejderes forhold. Det er en international kamp, hvor den europæiske arbejderbevægelse ikke kan melde sig ud eller sejle under ”neutralt” bekvemmelighedsflag.
Villy Søvndal sagde til demonstrationen den 5. februar: ”Vi er her i dag for at sige til de, der er på gaden i Cairo og andre steder: vi er med jer i jeres kamp for demokrati, for sociale reformer og frihed og menneskerettigheder.”
Imidlertid er der brug for, at ordene følges op af handling. SF må gå forrest i solidariteten med Egyptens revolution og revolutionen i hele Mellemøsten og Nordafrika. Arbejderbevægelsen må iværksætte sin egen solidaritetskampagne med strejker, politisk pres på regeringerne for at afbryde forbindelserne til Mubaraks og andre blodige regimer samt materiel støtte til arbejdernes fagforeninger og partier i Egypten, Tunesien, Yemen, Algeriet og resten af den arabiske verden.
Udenrigspolitik kan ikke adskilles fra indenrigspolitik. De borgerlige er konsekvente i deres arbejderfjendske politik herhjemme og internationalt. I Danmark angriber de ungdommens muligheder for uddannelse og arbejderklassens ret til en ordentlig alderdom imens de støtter bankerne og overklassen. På den internationale scene slagter de uskyldige mænd, kvinder og børn i Afghanistan mens de støtter diktaturerne i Egypten, Jordan, Saudi Arabien, Marokko og resten af regionen. Arbejderbevægelsen må anlægge en konsekvent klassepolitik både herhjemme og i udlandet. Ordene må følges op af handling.
- Betingelsesløs støtte til de arabiske massers revolution for brød og frihed!
Afbryd de diplomatiske forbindelser til Mubarak-regimet og de andre diktaturer!
Arbejdere i hele verden, forén jer!
