[Skrevet torsdag den 27. januar]

Ingen havde forudset, at den unge Mohamed Bouazizi, der den 17. december i desperation satte ild til sig selv, skulle lægge grunden for en revolutionær panarabisk bevægelse. Men selv om hans død på den ene side var den \”tilfældige\” gnist, der fik hele samfundet til at eksplodere, så var hans skæbne unægteligt en refleksion af det liv, millioner af unge i den arabiske verden oplever hver dag.

Mohammed Bouazizi levede som de fleste unge arabere et liv præget af daglig kamp og frustration. Han voksede op i fattigdom, der tvang ham til at droppe ud af skolen tidligt for at arbejde for at forsørge sin familie. Han levede af at sælge frugt i en bod. Da hans bod på korrupt og bureaukratisk manér blev konfiskeret, prøvede han at klage til diverse instanser, men blev igen og igen ignoreret og ydmyget offentligt af diverse politi- og embedsmænd. Det, der i sidste ende drev ham til selvmord, var ikke hans økonomiske situation, men de ydmygelser han blev udsat for. Som hans mor beskrev det ”det ramte ham dybt inde, det sårede hans stolthed.”

Fattigdommen ikke faldet i 20 år
Det er netop denne situation, som de fleste arabiske unge kan nikke genkendende til. Der er en voldsom og tærende arbejdsløshed og fattigdom, der er en enorm underminerende faktor i massernes liv. Officielt er 25 procent af de unge i den arabiske verden arbejdsløse. I virkeligheden er tallet meget højere. Unge udgør mere end 50 procent af de arbejdsløse. I gennemsnit lever 40 procent af befolkningerne under fattigdomsgrænsen – et tal der ikke har forbedret sig i de sidste 20 år!

Men endnu tungere end disse kendsgerninger vejer den kvælende atmosfære der hærger disse diktaturer. Overvågning, politivold, massiv censur, den komplette mangel på demokratiske rettigheder og endnu vigtigere, den komplette mangel på respekt; føles som en stadig strammere løkke om de arabiske massers hals.

Men et menneske kan kun holde vejret under vand i en begrænset periode. Da Mohammed Bouazizi brændte sig, selv kom alle disse frustrationer til overfladen og masserne væltede ud i gaden drevet af en brændende tørst efter hævn og en trang til at forandre deres skæbner. Ben Ali havde ikke en chance imod den enorme kraft, han stod overfor.

Tunesien viser vejen
Den Tunesiske revolution er en historisk begivenhed og på mange måder en milepæl. Men vigtigst af alt er den kendsgerning, at den er et endeligt brud med en kvælende atmosfære, der ligger over hele Mellemøsten og den arabiske verden de seneste tre-fire årtier.

Det er faktisk første gang i historien, at en arabisk diktator bliver væltet af en massebevægelse. De tunesiske masser viste vejen, og skar igennem den atmosfære af melankoli, håbløshed og pessimisme, der har hærget de arabiske lande i de seneste årtier. Det er utopi at tro, at bevægelsen vil holde sig til de kunstige grænser, der adskiller de arabiske lande.

Diktatorerne i panik
De arabiske ”ledere” kan godt mærke jorden ryste under dem. Umiddelbart efter Ben Alis fald indkaldte den Arabiske Liga til et ekstraordinært møde. Her advarede lederen af Ligaen, Amr Moussa, sine kollegaer:

”Det er i alles tanker, at den arabiske sjæl er knækket af fattigdom, arbejdsløshed og generel krise. Den tunesiske revolution er ikke lang fra os. Den arabiske borger er gået ind i en hidtil uset tilstand af vrede og frustration”

Disse ord blev ikke ytret i sympati med det tunesiske folk, men i skælvende frygt for revolutionen, der har vist, at når først masserne bevæger sig, kan intet stoppe dem.

Revolutionen breder sig til Egypten
Der skulle ikke gå mange dage, førend Amr Moussas profeti skulle gå i opfyldelse. I skrivende stund er der en ulmende uro i alle mellemøstlige lande. I Egypten er masserne begyndt at gå på gaden for at kræve et nyt regime.
Få dage efter Ben Alis flugt satte adskillige mennesker ild til sig selv i Egypten i et forsøg på at sætte en lignende bevægelse i gang i Egypten. I løbet af nogle få dage tog bevægelsen dog for alvor fart, da tusindvis af mennesker – i begyndelsen organiseret via Facebook – indtog gaderne. På trods af massiv tilstedeværelse fra politiets side, blev demonstrationerne hurtigt de største i 30 år.

Det bemærkelsesværdige – set med borgerlige briller – ligger i det faktum, at det Muslimske Broderskab, der i mange år har fungeret som loyal opposition overfor Egyptens præsident Mubarak, ikke har fået nogen nævneværdig indflydelse i bevægelsen. Det burde være en lektie for de ”eksperter”, der dagligt fylder medierne med historier om, at det er den muslimske fundamentalisme, der dominerer det arabiske sindelag, næsten på genetisk facon. I virkeligheden har fundamentalisterne kun styrke i den støtte, de får fra borgerskabet til at smadre massernes selvstændige bevægelse.

Intet vil være som før
Regeringen i Washington, der som alle andre borgerlige ser med rædsel på begivenhederne, sætter da også deres lid til den oppositionspolitikeren Mohammad Elbaradei, som de gerne ser som alternativ til Mubarak. Han har meldt sin ankomst i landet samtidig med, at han opfordrer Hosni Mubarak til at trække sig fra præsidentembedet efter 30 år.

Elbaradei, der er tidligere chef for FN’s atomenergi-agentur, bliver sendt ind for at lulle bevægelsen i søvn. Formålet er at minimere ”skaderne” og gøre forandringen til en paladsrevolution uden ægte forandring for masserne.

Elbaradei har ingen planer om at konfrontere imperialismen. Han bliver snarere kørt i stilling fra Vesten, der ikke føler sig sikker på Mubarak. Hans vigtigste opgave vil være at forsvare imperialistiske interesser i landet for sine nuværende herrer i Washington og Bruxelles.

I skrivende stund ved vi ikke, hvordan bevægelsen vil ende i Egypten. Om det lykkes staten at undertrykke den midlertidigt, eller om regimet bliver væltet, er ikke sikkert. Men en ting er sikkert. Denne bevægelse markerer begyndelsen på enden for Hosni Mubaraks regime og mange andre diktaturer i Mellemøsten og Nordafrika. Intet vil nogensinde være som før i den arabiske verden.

Hvem skal forme fremtiden?
Det ene diktatur efter det andet vil falde i Mellemøsten. Men det store spørgsmål, der vil rejse sig, vil være: hvad skal komme i stedet?

For masserne er demokrati nemlig ikke målet i sig selv. Demokrati vil blive brugt til at udtrykke mål og behov. Behov for mad, uddannelse og frem for alt arbejde. Men disse behov kan ikke tilfredsstilles, så længe kapitalismen regerer. De arabiske masser har hidtil været billig arbejdskraft og gode forbrugere af discountvarer for multinationale firmaer og imperialistiske magter – hvorfor skulle disse kapitalister nu betale mere og ansætte flere? Det vil blive mere og mere tydeligt for masserne, at de kun kan frigøre sig fuldstændig, hvis de tager magten og skæbnen i deres egne hænder.

I Tunesien er dette spørgsmål allerede ved at komme til overfladen. Der er nemlig to konkrete valg for de tunesiske masser. På den ene side er der en overgangsregering, der består af tidligere allierede til Ben Ali. På den anden side er de lokale og regionale komitéer, der er valgt direkte af befolkningen, begyndt at tage større og større kontrol med samfundsmæssige opgaver. Denne dobbeltmagt-situation vil brede sig yderligere, både på den politiske men også på den økonomiske front.

Komitéerne må forbindes lokalt og nationalt og indkalde til en revolutionær grundlovsgivende forsamling. Samtidig må de overtage alle Ben Alis tidligere virksomheder samt de største virksomheder i landet, der alle var – og stadig er – loyale overfor Ben Ali.

De arabiske masser vil gennem dyrekøbte erfaringer opdage, at de ikke kan stole på velartikulerede statsmænd, diplomater og forretningsmænd, der i årtier har støttet op om Ben Ali, Mubarak og så videre, og udnyttet den billige arbejdskraft, de kunne garantere. Kun ved at stole på sig selv, kan masserne frigøre sig fra den verden af rædsler, som er det eneste, kapitalismen kan tilbyde dem.