Der er en historie fra den Store Depression i 1930’erne: En fortvivlet amerikansk bankmand besluttede at gøre en ende på det hele ved at hoppe ud fra et vindue på tolvte sal i den gamle Maryland National Bank i Baltimore. Da han passerede femte sal, hørte man ham sige: “Jeg har det fint nok indtil videre”.
Det var også den almindeligt udbredte holdning blandt økonomiske eksperter i USA og England indtil for et par uger siden. Men nu er stemningen ved at vende. Sidste weekend var aviserne fulde af bekymring med overskrifter som “Kapitalismen er syg” og “Det ligner en bjørn” (som hentyder til udtrykket “bear market”, dvs. når alle aktierne falder og det hele går nedad – det modsatte af et “bull market”). De kapitalistiske eksperter er bekymrede over, at USA og den kapitalistiske verdensøkonomi ikke går fremad igen, sådan som de havde forventet. Og aktiemarkederne rundt omkring i verden falder.
Eksperterne begynder at være enige i det, vi sagde sidste oktober: “Der er fire bobler. Den første var hi-tech-investering i dot.com og internet-firmaer. Den er sprunget helt. Den anden var kollapset på aktiemarkedet, der finansierede alle de internet-firmaer, der blev startet op. Aktiepriserne verden over er nu 30-60% lavere end toppen i marts 2000. Men der kommer mere endnu. Den tredje boble udvider sig stadig: det er ejendomsmarkedet. Især amerikanske og engelske husholdninger har brændt fingrene på investeringer i aktier, men de fortsætter med at låne penge til at sætte i mursten og mørtel – den sikre investering. Den boble er ikke sprunget endnu. Og længere ude ad vejen ligger den boble, der hedder papirsvalutaerne – især dollaren”.
Nu falder dollaren, og aviserne er fulde af bekymring om, hvor længe ejendomspriserne kan blive ved med at stige, uden at ballonen springer. Stephen Roach er ledende økonom i det amerikanske investeringsfirma Morgan Stanley. Hans kommentar er, at “verdensøkonomien er inde på en kurs, der i bund og grund er ustabil, og som kun kan ende galt”.
Den nuværende cyklus i den kapitalistiske økonomi har virkelig intet fortilfælde i hele efterkrigsperioden. Investeringerne er usædvanlig svage, og forbruget usædvanligt stærkt. Men dette mønster har mindst én ildevarslende parallel før anden verdenskrig: den amerikanske økonomi fra 1926-29.
Der er to træk ved den nuværende økonomiske cyklus, der tyder på, at det vil ende galt. For det første, den massive forøgelse af gælden. Sidste år steg den amerikanske nationalindkomst med 179 milliarder dollars. Men gælden steg samtidig med mere end 2 billioner dollars, ti gange mere end indkomsten. Alene gælden inden for telekommunikation er nu næsten lige så stor som den samlede gæld under den berygtede amerikanske “Savings and Loan”-krise i 80’erne og obligationskrisen i 90’erne. Og værdien af disse telekommunikationsfirmaer på aktiemarkedet er blevet skudt helt i sænk. De 2,5 billioner dollars, der blev tabt under nedsmeltningen på telekommunikationsområdet, var det største tab af rigdom, der nogensinde er set på aktiemarkedet.
Amerikanerne har belånt deres huse som aldrig før. Der er nu 19 millioner amerikanere, der betaler mere end 35% af deres indkomst for at beholde deres tag over hovedet, en stigning fra 16 millioner for ti år siden. Konkurser bliver mere og mere almindelige. Og ældre amerikanere – fra 65 år og opefter – erklæres konkurs 244% mere end for ti år siden. Der er færre, der finder jobs – antallet af langtidsledige er det højeste i 19 år. Overtrækkene stiger, antallet af forsinkede betalinger er det højeste i 5 år.
Den anden faktor, der tyder på, at den økonomiske bedring ikke er lykkedes, er mangelen på profit. Optimisterne bliver ved med at sige, at så længe amerikanerne bliver ved med at låne og forbruge, så skal økonomien nok komme sig, og så er alt i orden, og det med profitten og investeringerne skal nok ordne sig selv.
Når alt kommer til alt, så ser det virkelig ud til, at der har været en dramatisk stigning i den økonomiske vækst i USA i det første kvartal af 2002. Bruttonationalproduktet (BNP) steg med 5,8% regnet ud på årsbasis. “Tilsyneladende suser USA’s økonomi opad igen,” skriver The Economist, men “hvis man graver ned under overskrifterne om stor vækst, så ser USA’s præstationer ikke slet så mirakuløse ud. Det meste af BNP-væksten skyldtes en langsommere reduktion af lagrene og en stor stigning i regeringens udgifter. Udgifterne til forsvaret stiger med 20% årligt”.
Og hvad der er endnu vigtigere, er den kendsgerning, at profitten ikke er vokset. Under kapitalismen sker produktionen for profittens skyld, og derfor er profitten absolut betydelig. Men de amerikanske firmaers profitter nåede et højdepunkt i andet kvartal af 2000 med 518 milliarder dollars. I fjerde kvartal af 2001 var de faldet med 44,4%. Fremstillingsvirksomhederne tjente 175 milliarder dollars i andet kvartal af 2000. Det var faldet med 71,2% i fjerde kvartal af 2001.
Profitten er dybest set den ubetalte del af den værdi, arbejderne tilfører produkterne. Og hvis profitten er grundlaget for de ressourcer, der skal bruges til investeringer i fremtiden, så tyder den kroniske mangel på profit på, at USA forbruger sin kapital: de spiser de korn, de skulle have plantet. Værdien – rigdommen – bliver forbrugt. De amerikanske firmaers profit er på det laveste niveau i efterkrigsperioden. I 1960’erne udgjorde profitten 9% af BNP. På bunden af krisen i 1991 var den faldet til 4%. Men for tiden er profitten mindre end 3% af BNP!
I nogle år under det store hi-tech-opsving blev den virkelige nedgang i profitabiliteten skjult af billige regnskabstricks, men Enron-skandalen afslørede alt det. Og den grådighed og svindel, som nogle af de amerikanske top-erhvervsfolk har udvist, har gjort mange middelklasse-investorer godt gale, og mange holder sig nu ude af aktiemarkedet som resultat.
Historien om chefen for Tyco Corporation, Kozlowski, er den seneste gyser. Han overtalte bestyrelsen til at give ham hundreder af millioner dollars i kontanter, aktier og frynsegoder. Og han fik adskillige millioner i løn, som skulle afspejle hans forbedring af firmaet, mens Tyco lånte ham endnu flere millioner, samtidig med at firmaets profit og aktier styrtdykkede.
Og den slags historier bliver der dagligt flere af. Selv vicepræsident Dick Cheneys tidligere firma undersøges nu for kreativ bogføring.
Boblerne i den “Nye Økonomi” og på aktiemarkedet sprang i 2000. I 2002 er dollar-boblen også ved at springe. Dollaren falder over for andre valutaer, efterhånden som de udenlandske investorer holder op med at købe amerikanske firmaer, aktier og obligationer. I 2001 blev der netto sendt 44 milliarder dollars ind på de amerikanske markeder hver måned. Men i hver af de første tre måneder i år er der kun kommet 25 milliarder dollars. Og det er udlændinge, der ejer 39,5% af de amerikanske statsobligationer og 23,8% af obligationer i amerikanske firmaer. Begge dele er rekordhøje tal. Og udlændinge ejer også 12,7% af det amerikanske aktiemarked.
En af de største dollarkilder var udenlandske firmaer, der købte amerikanske firmaer eller startede produktion i USA. I perioden 1990-95 flød der i gennemsnit årligt 10 milliarder dollars fra Europa til fusioner og opkøb. Men i 2000 investerede europæerne over 600 milliarder dollars i USA. Hvis man trækker den amerikanske investering i Europa fra, står man tilbage med 214 milliarder dollars til USA’s fordel. Det alene finansierede halvdelen af det enorme amerikanske handelsunderskud. Nu er de europæiske opkøb af amerikanske firmaer faldet til kun 7 milliarder dollars. Så dollarens dominans på valutamarkedet er vigende, og handelsunderskuddet begynder at gøre de kapitalistiske økonomer nervøse.
Hvad ville der ske, hvis der kom et krak for dollaren? Morgan Stanleys Stephen Roach tegner følgende billede: “Efter min opfattelse ville et dollarkrak få en ødelæggende indvirkning på de amerikanske finansmarkeder, som kan blive forstærket på andre kapitalmarkeder rundt omkring i verden. Resultatet ville blive lavere priser på aktier og obligationer. Det ville uden tvivl ramme forbrugertilliden hårdt og ville blive skæbnesvangert for den længe ventede konsolidering af den amerikanske forbruger. Der ville også komme højere kapitalomkostninger, som højst sandsynligt ville hæmme firmaernes kapitalforbrug”.
Med andre ord vil en krise for dollaren i sidste ende betyde en global økonomisk krise. Enden på USA’s kapitalistiske overlegenhed ville også blive den endelige ende på de sidste ti års globale økonomiske opsving.
USA styrer den økonomiske og politiske verden som et imperium. Som den amerikanske historiker Paul Kennedy udtrykker det: “Intet land har været så dominerende kulturelt, økonomisk, teknologisk og militært i verdenshistorien efter Romerriget. Romerriget strakte sig længere,” bemærker han, “men der var et andet stort imperium i Persien og et større et i Kina. I dag er Kina ikke en konkurrent. Det er bare endnu et land på USA’s liste over lande, de skal slå”.
Den beskedne republik fra 1776 er blevet til et kæmpe imperium i 2002. Hvis man kan stole på læren af fortiden, følges et imperiums succeser uundgåeligt af ydmygende nederlag. Finansiel fremgang følges altid af national bankerot og ødelæggelse af valutaen. Og ordentlige folks sunde fornuft erstattes snart af ondartet storhedsvanvid, der fører til total ruin. Et stort imperium er for verdenspolitikken, hvad en stor boble er i økonomien. Det ser almægtigt ud til at begynde med, men til sidst ender det med en katastrofe.
