Demonstration til støtte for Irans arbejdere


De Iranske arbejderes solidaritetsnetværk



3 minutter

Fredag demonstrerede omkring 250 foran den iranske ambassade i København. Demonstrationen var arrangeret af De iranske arbejderes solidaritetsnetværk i samarbejde med Initiativet for solidaritet med den iranske fagbevægelse og kampen om retfærdighed med støtte fra en lang række faglige organisationer og Amnesty International.

Deltagerne til demonstrationen var for størstedelens vedkommende iranere, men også en del danskere deltog. Blandt andet aktivister fra de iranske arbejderes solidaritetsnetværk, unge DSU’ere med faner samt tilhængere af Amnesty International.

Demonstranterne blev budt velkommen af Jamal Tabari, der er tillidsmand og medlem af Dansk Metal. Derefter blev der læst en række hilsner op, som diverse faglige organisationer havde sendt. Der var blandt andet solidaritetshilsner fra LO, Dansk Metal, HK og FOA. 3F havde sendt forbundets internationale sekretær Sune Bøgh for at holde en tale.

Hilsen fra Iran
Farrokh Jafari fra Initiativet for solidaritet med den iranske fagbevægelse og kampen om retfærdighed læste en erklæring op, som en række faglige organisationer i Iran har lavet. Bag udtalelsen stod blandt andet transportarbejderne i Teheran, arbejderne på Haft Tapeh sukkerfabrikken, el- og metalarbejderne i Kermanshah, tekstilarbejderne i Kordestan og mange andre uafhængige arbejderorganisationer.

Demonstranterne råbte kampråb på dansk og farsi – det sprog, som de fleste i Iran taler. Blandt slagordene var ”Ned med diktaturet”, ”Frihed til alle politiske fanger”, ”Ned med den islamiske republik i Iran”, ”Ned med anti-kvinde regimet” og ”Død over Khamenei”.

Dan Hindsgaul fra Amnesty International fordømte i sin tale det iranske regimes overtrædelse af menneskerettighederne og krævede, at retten til organisering og strejke blev respekteret, samt at de politiske fanger bør løslades.

Arbejderklassen er nøglen

Iwsn_01354

Frederik Ohsten, redaktør for Socialistisk Standpunkt og aktiv i de iranske arbejderes solidaritetsnetværk, holdt en tale, der kan læses her. Han sagde blandt andet, at der ikke er noget styre i verden, der kan overleve, når først almindelige mennesker siger stop gennem en massebevægelse.

Frederik Ohsten pegede desuden på, at den taktik, som Mousavi og andre såkaldte ledere af massebevægelsen har benyttet, er dybt forfejlet og har ført til, at hundredvis af aktive er blevet myrdet, såret eller fængslet af regimets brutale bøller. Han fremhævede, at arbejderklassen har magten til at vælte regimet, men at det kræver organisering og fælles handling gennem en generalstrejke.

Der var demonstranter i alle aldersgrupper

Løbesedler
Aktivister, der støtter Socialistisk Standpunkt, intervenerede i demonstrationen med plakater, aviser og løbesedler, som blev varmt og hjerteligt modtaget. Aktivisterne solgte 25 aviser, og mange af de tilstedeværende udtrykte deres glæde over den tale, som avisens repræsentant havde holdt.

Flere af demonstranterne fik ordet til korte bemærkninger og slagord på dansk, farsi og svensk. En ung iraner læste et digt op, hvilket blev godt modtaget af forsamlingen. Der blev opreklameret fremtidige demonstrationer og arrangementer.

Omkring 250 deltog i demonstrationen

Jamal Tabari sluttede med at takke demonstranterne og arrangørerne. En særlig tak blev rettet til fagbevægelsen for den støtte, de havde vist. Mod slutningen af demonstrationen blev den iranske ambassade overdænget med vrede tilråb og slagord fra demonstranterne. Kampråbene blev vredere, og demonstranterne råbte igen ”død over den islamiske republik”.

Demonstrationen var et led i en global aktionsdag til støtte for de iranske arbejdere. Følg med på www.iwsn.org for flere rapporter om demonstrationer i andre lande. Se blandt andet disse rapporter:
London
Bruxelles
Vancouver

Se desuden det svenske Vänsterpartis studenterforbunds rapporter fra demonstrationerne i Sverige:
Malmø
Helsingborg

Flere billeder:

3F's internationale sekretær, Sune Bøgh, holdt tale

Der blev læst hilsner op fra danske fagforeninger

De iranske arbejderes solidaritetsnetværk var en af de organisationer, der arrangerede demonstrationen