De amerikanske imperialister har lært en hel del af deres sande forgængere – romerne. Efter den anden puniske krig, hvor Rom endelig besejrede Hannibal og sikrede sig overherredømmet over Middelhavet, levede romerne stadig i frygt for, at Kartago skulle vinde frem igen. Krigsfløjen i Rom blev anført af Cato, som altid afsluttede sine taler i Senatet – lige gyldigt hvad de så ellers handlede om – med ordene: “Delenda est Carthago” – Kartago skal ødelægges.

Denne opfordring blev efterkommet til punkt og prikke. Efter en tre år lang belejring, hvor mange af Kartagos indbyggere sultede ihjel (et tidligt eksempel på effektive sanktioner), blev byen jævnet med jorden og de overlevende indbyggere solgt som slaver. For at gøre arbejdet helt færdigt blev jorden i og omkring Kartago oversået med salt for at ødelægge den. På den måde fik hele verden klar besked om den skæbne, som ventede alle, der nægtede at anerkende den romerske civilisations overlegne værdier.

Selvfølgelig er verden kommet videre siden da. Slaveri er gået af mode. I stedet bliver hele folk økonomisk slavebundet gennem verdensmarkedets mekanismer. Det er det, de kalder “globalisering”. De stærkes undertrykkelse af de svage gennemføres med indirekte midler: handelsaftaler og gæld. Det er meget mere økonomisk end romernes krige og jagen rundt efter slaver! Men af og til opstår der situationer, hvor romernes gamle metoder med erobringskrige og besættelse af fremmede lande kommer til ære og værdighed igen. For eksempel nu, i forbindelse med Irak.

Men selv i denne situation kan vi se klare fremskridt i forhold til de gamle metoder. Amerikanerne har tænkt sig at besætte Irak. Det kan der ikke være tvivl om. De har endda lavet detaljerede planer om, hvordan den USA-ledede koloniadministration skal operere, hvordan den kejserlige guvernør skal genopbygge den smadrede infrastruktur – begyndende med oliefelterne, selvfølgelig. For den amerikanske imperialismes mål er ikke at overså Iraks jord med salt og gøre den gold for evigt, men tværtimod at få ørkenen til at blomstre og olien til at flyde – til ære for Gud, den amerikanske olieprofit og USA’s statskasse.

“Inspektions”-farcen

Mens gemmelegen med våbeninspektørerne trækker ud, spekuleres der nogle steder på, om det måske ikke bliver til en rigtig krig alligevel. Rumsfeld tilbyder storsindet Saddam Hussein at gå i eksil et eller andet ukendt sted og antyder således, at han måske kan undgå at blive stillet til ansvar. Men man skal ikke lade sig narre af sådanne diplomatiske manøvrer. Det eneste, der tæller her, er, at den militære opbygning i Golfen stort set er nået til et punkt, hvor de ikke kan vende om igen.

Saddam Hussein ved, at Washingtons venlige løfter ikke er meget værd, men bare er en del af det generelle diplomatiske dække, som er nødvendigt for at skjule USA’s virkelige hensigter og lulle verden, og Irak, i søvn med en falsk følelse af sikkerhed, før de åbne fjendtligheder påbegyndes. Han stod derfor frem på tv den 17. januar og advarede om, at alle, der prøver at invadere hans land, vil blive slået og “tvunget til at begå selvmord ved Bagdads porte”.

Denne flammende retorik markerede 12-årsdagen for Golfkrigen, hvor Irak hurtigt blev slået og led tab på omkring 200.000 mennesker. Amerikanerne regner klart med en gentagelse af dette, men det er ikke alle, der er så sikre. Nervøsiteten på verdens finansielle markeder er tilstrækkeligt bevis på dette.

“Skyldig indtil andet er bevist”

Irakerne er klar over deres svaghed i forhold til verdens eneste supermagt og er gået utroligt langt mht. at vise vilje til at hjælpe FN’s våbeninspektører med at lede efter spor af masseødelæggelsesvåben. Men til ingen verdens nytte! Efter mere end 200 ekspeditioner rapporterede Hans Blix i slutningen af december, at de ikke havde fundet noget, at de stadig manglede at finde noget, der kunne overbevise verden om den trussel, som Irak påstås at udgøre. Den 31. december udtalte Kofi Annan, at han ikke kunne se noget grundlag for væbnet indgriben over for Irak.

USA’s svar var, at det, at man ikke havde fundet noget, måtte betyde, at irakerne skjulte noget! Denne logik minder om den forskruede tankegang, der lå bag hekseprocesserne for flere hundrede år siden. En stakkels kvinde blev anklaget for at være heks og blev udsat for tortur, så man kunne tvinge hende til at tilstå. Hvis hun nægtede at tilstå, sagde man, at djævelen havde givet hende styrke, og hvis hun besvimede, sagde man, at djævelen havde fået hende til at sove, og så videre, indtil det uheldige offer enten tilstod eller døde.

Da man fandt 11 tomme 122mm kemiske sprænghoveder, alle i god stand, var det en god undskyldning for Iraks plageånder til at optrappe deres kampagne. En talsmand for inspektørerne sagde, at disse sprænghoveder ikke var med i den 12.000 sider lange erklæring, som Irak havde lavet over deres våbenprogrammer. En højtstående irakisk embedsmand sagde, at det var, fordi de ikke havde forbindelse til noget forbudt våbenprogram, og at de bare var udløbet og var blevet pakket væk i trækasser, og så havde man glemt alt om dem.

Det er fuldt ud muligt, at irakerne taler sandt, også med hensyn til det senere fund af en masse notater i et hus, der tilhører en videnskabsmand – noter som heller ikke var med i erklæringen. Videnskabsmanden har protesteret og sagt, at disse noter ikke kan forbindes med et militært atomvåbenprogram, og at det bare var noter til forelæsninger for hans studerende. Men om det er sandt eller ej, så hjælper det ikke Saddam noget. Ligesom dronningen i Alice i Eventyrland vil USA afsige dommen “skyldig” først, og så afholde retssagen bagefter. De vil ikke acceptere andet!

Inspektørerne forbereder sig nu på at præsentere deres første formelle rapport om Irak til FN’s sikkerhedsråd den 27. januar. Før de skal afgive deres rapport, besøgte lederen af inspektionen Hans Blix og chefen for det Internationale Atomenergiagentur Mohammed El Baradei Bagdad, hvor de advarede irakerne om, at situationen er “meget spændt og meget farlig”. Hvis en krig skal undgås, sagde Blix, må Irak komme med troværdige beviser på, at de helt har stoppet deres atomare, kemiske og biologiske programmer.

I en normal retssag er det anklagerens opgave at bevise, at den anklagede er skyldig. Men i dette tilfælde går man ud fra, at den anklagede er skyldig, og så forventes han at komme med beviser for det modsatte! Og ikke nok med det – han forventes også at udvise den størst mulige entusiasme og hjælpe anklageren med at finde de nødvendige beviser på, at han rent faktisk er skyldig! Embedsmænd i Washington siger, at det ikke er nødvendigt, at irakerne bryder afgørende med resolutionerne: med andre ord, de er skyldige, indtil andet er bevist.

Hvorfor krig?

Den amerikanske imperialisme opfører sig som en vild elefant, der smadrer ind i alle forhindringer i den tro, at dens store størrelse alene vil være nok til at fjerne dem. Desværre er dette ikke altid tilfældet! Det er interessant at sammenligne USA’s hårde linje over for Irak med deres politik over for Nordkorea, hvor Bush står for diplomati og har sagt, at han vil overveje fødevarehjælp og energileverancer, hvis nordkoreanerne dropper deres atomvåbenprogram. Det nordkoreanske regime gør ingen hemmelighed ud af, at de har atomvåben, så det er ikke nødvendigt at sende våbeninspektører fra FN. Men Bush truer ikke med at invadere Nordkorea! Forklaringen ligger lige for. Nordkorea har en mægtig hær og atomvåben og kunne gøre betragtelig skade i tilfælde af krig. Og en bølle som USA vil altid lede efter et mindre og svagere offer.

Faktum er, at den herskende klike i Washington for længe siden (før 11. september) besluttede, at Saddam Hussein skal væltes og Irak besættes. Hvad er grunden til denne stædighed? Der er flere grunde: politiske, strategiske, økonomiske og endda personlige. George W. Bush, som kom til magten ved åbenlys svindel, ønsker for alt i verden at blive siddende i det Hvide Hus. Da der kun er lidt mere end et år til næste valg, regner han med, at en rask lille sejr i en krig ville være helt fint for hans chancer. Se bare, hvad Falklandskrigen gjorde for Margaret Thatcher. At der vil dø en hel del mennesker i sådan en krig, er slet ikke lige så vigtigt som George W.’s politiske fremtid!

Bush’s personlige fremtidsudsigter er i sig selv selvfølgelig ikke nok til at retfærdiggøre, at USA kaster sig ud i en blodig og (på trods af hvad nogle siger) usikker konflikt. Der er andre og mere vægtige grunde, af strategisk og økonomisk betydning.

Siden Sovjetunionen brød sammen, er USA kommet frem som verdens eneste supermagt. Amerikanerne står for 37 % af verdens totale våbenudgifter og 40 % af verdens våbenproduktion. Ingen anden magt kommer så meget som i nærheden af dette. De amerikanske imperialister har derfor tildelt sig selv rollen som verdenskapitalismens politimand. De har besluttet sig for at se stort på alle de gamle aftaler, der udgjorde grundlaget for “international lov”. Deres slogan er “den, der har magten, har ret”. Og de tolererer ikke noget styre, der ikke er villigt til at acceptere deres overherredømme. Det var det, krigen i Kosovo gik ud på, og det samme gælder krigen mod Irak.

På trods af den enorme omgang tæsk, Irak fik i den sidste Golfkrig, og på trods af ti år med barbariske sanktioner, som har dømt det irakiske folk til tiggeri og sult, så er Irak stadig en stormagt i området. USA ønsker for enhver pris at smadre denne magt og på den måde give en frygtelig lærestreg til folkene i Mellemøsten og hele verden. Se, hvad der sker med dem, der går imod os! Det er det budskab, de vil sende.

Selvom det er en overforsimpling at kalde det en “krig for olie” (for der er andre elementer i ligningen), så kan der ikke være tvivl om, at olien spiller en meget vigtig rolle. Den amerikanske økonomi afhænger utroligt meget af olie, og de største tilgængelige oliereserver findes i Mellemøsten. George W. Bush kommer fra en texansk familie, som har fået sin rigdom fra olie. Hans vicepræsident Dick Cheney har også tætte bånd til de store amerikanske olieselskaber. Oliefolkene udgør den mest magtfulde gruppering i det amerikanske oligarki, og de har stor indflydelse på den amerikanske politik. Sammen med det berygtede militærindustrielle kompleks har de enorm indflydelse på Washingtons udenrigspolitik.

Saudi Arabien

Indtil for nylig troede USA i ro og mag på, at deres oliereserver i Mellemøsten var sikret af en venligsindet magt – Saudi Arabien. Den snyltende og degenererede herskende klike i landet holder streng orden i eget hus. Det er i virkeligheden et fundamentalistisk diktatur, som torturerer sine modstandere, diskriminerer mod kvinder og kapper hænderne af tyveknægte. Det gør det selvfølgelig til et oplagt medlem af USA’s koalition af demokratiske lande.

Medlemmerne af det saudiske kongehus taler i Allahs navn, men er notorisk korrupte. Disse Troens forsvarere og opretholdere af islams hellige steder drikker whisky, kører i dyre biler og fornøjer sig selv med prostituerede. De har holdt sig ved magten dels via den mest brutale undertrykkelse, dels via deres enorme olieindtægter, som har gjort det muligt at give visse indrømmelser til befolkningen. Men det er slut nu.

Faldende olieindtægter har betydet faldende levestandard for det meste af den saudiske befolkning. Levestandarden er nu kun 20 % af, hvad den var for 20 år siden. Arbejdsløsheden er høj og stigende, især blandt unge. Det betyder, at utilfredsheden stiger faretruende, og det vil ikke være muligt at klare situationen alene gennem undertrykkelse.

Det kom som et chok for amerikanerne, at de fleste af terroristerne fra den 11. september hverken kom fra Afghanistan eller Irak, men fra Saudi Arabien. Men det var faktisk meget forudsigeligt. Den degenererede saudiske herskende klike er bevidst om sin svaghed og isolation fra befolkningen, så de indgik en aftale med præsterne i den strenge Wahhabi-sekt, som stort set gav disse frie hænder til at operere i Saudi Arabien, på den betingelse at de kun opfordrede til Jihad (hellig krig) uden for de saudiske grænser.

Reaktionære fundamentalistiske gangstere som Osama bin Laden (som havde tætte bånd til den saudiske kongefamilie) blev aktivt støttet, finansieret og bevæbnet både af CIA og det saudiske styre, så de kunne angribe de sovjetiske styrker i Afghanistan. Det var på det tidspunkt, at Al Qaedas infrastruktur blev opbygget. Det var ikke noget problem, så længe de kun dræbte russere. Men efter Sovjets fald vendte Al Qaeda sin opmærksomhed mod USA. Som det nogle gange sker, så vendte den gale hund sig imod sin herre.

Det er interessant, at CIA stolede så meget på saudierne, at de ikke engang overvågede dem. En afhopper fra CIA afslørede for nylig, at de ikke førte arkiv over Saudi Arabien. Denne bemærkelsesværdige forsømmelse kan måske forklare, hvorfor det amerikanske efterretningsvæsen blev taget på sengen den 11. september. Men det har alt sammen ændret sig nu.

Fra at have haft blind tillid til det saudiske styre bliver amerikanerne nu mere og mere mistænksomme over for det. De frygter, med god grund, at regimet er ustabilt og kan væltes, snarere før end siden. Splittelserne i den kongelige familie sandsynliggør denne tolkning. Tabet af Saudi Arabien ville være et ekstremt hårdt slag mod USA, som er dybt afhængig af saudiske olieforsyninger, som er de største tilgængelige reserver i verden.

Det er klart, at de herskende grupper i USA aktivt overvejer denne mulige udvikling og forbereder sig på den. Tilstedeværelsen af amerikanske tropper i Saudi Arabien, angiveligt for at beskytte kongeriget mod udenlandsk invasion (fra Irak), er i virkeligheden en slags forsikringsforanstaltning. Hvis regimet bliver væltet, ville den amerikanske hær straks begynde at besætte – ikke hele landet, det ville være en enorm opgave – men oliefelterne, hvoraf de fleste befinder sig inden for en snæver kyststrækning. Dette område ville så blive afskåret fra resten af landet, og araberne kunne få lov til at hygge sig med al sandet.

Og det er her, Irak kommer ind i billedet. Irak sidder på de næststørste oliereserver, efter Saudi Arabien. Det ville være afgørende for USA at sidde på disse værdifulde reserver, hvis Saudi Arabien skulle gå hen og blive ustabilt. Desuden vil en invasion af Saudi Arabien skulle startes fra Irak. Så oprettelsen af stærke amerikanske baser i Irak er en strategisk nødvendighed. Af alle disse grunde er amerikanerne fast besluttede på at invadere – og jo før, jo bedre!

Blix’ tricks

At man har fundet en håndfuld tomme sprænghoveder, vil næppe overbevise alle medlemmerne af Sikkerhedsrådet om, at de skal beslutte, at Saddam har brudt alvorligt med de krav, der er stillet, og derved udløse en krig. De forskellige huller og udeladelser, som inspektørerne siger der er i Iraks erklæring, er næppe heller nok. Blix siger, at han forventer, at Sikkerhedsrådet vil bede ham om at komme med endnu en rapport i februar. Til den tid vil der måske være nok beviser for, at Irak ikke taler sandt.

USA er kommet op imod store hindringer i deres gale krigsiver. Iraks nabolande er rædselsslagne over konsekvenserne af en amerikansk invasion af Irak. Der er allerede en kraftig anti-amerikansk strømning i Mellemøsten. Saddam har sendt en særlig udsending af sted for at holde møder med flere arabiske ledere, deriblandt den syriske præsident Bashar al-Assad. Syrien, som i 1991 var med til at drive de irakiske styrker ud af Kuwait, har siden genopbygget sine forbindelser til Irak og er modstander af et angreb på sin nabo. Men disse regimer kan ikke hjælpe Irak. De vil få travlt nok med at klare sig selv! Den virkelige fare for USA kommer ikke fra de arabiske regeringer og hære, men fra masserne i de arabiske lande.

For nylig viste en undersøgelse, at der i Egypten kun er 6 %, der støtter USA, mens 69 % er imod. I Jordan var 25 % for USA, mens 75 % var imod. Begge disse regimer hænger i en tynd tråd. En amerikansk invasion af Irak vil gøre dem yderligere ustabile og fremprovokere en bølge af protester i hele Mellemøsten. Terrorhandlinger og angreb på vestlige mål vil øges i en blodig voldsspiral. Drabene på amerikanske civile i Yemen for nylig er en advarsel om, hvad der kan ske. De amerikanske imperialisters handlinger – deres statsterrorisme – er ikke en “krig mod terror”, men vil blot forværre problemet og skabe en hadefuld og bitter stemning, der vil sikre utallige nye rekrutter til terrororganisationerne.

Washingtons problem er imidlertid ikke begrænset til Mellemøsten. Europa er ved at blive urolig og irriteret over deres amerikanske “allieredes” uforskammede arrogance. Den virkelige grund til, at Blix og hans kolleger i FN fortsætter med deres aktiviteter i Irak, er det pres, der kommer fra flere medlemmer af Sikkerhedsrådet, som ikke er begejstrede for udsigten til en krig – først og fremmest Frankrig. Jacques Chirac sagde den 17. januar, at inspektørerne skulle have mere tid, og at en ensidig amerikansk indgriben over for Irak ville være imod international lov. De franske imperialister har deres egne interesser i Mellemøsten og Irak. De har ihærdigt prøvet at få kontrakter med olieproducenter som Irak og Libyen, til amerikanernes store vrede. Det siger sig selv, at hvis franske selskaber får disse lukrative kontrakter, så kan de amerikanske selskaber ikke også få dem.

Men præsident Bush’s tålmodighed er ved at slippe op. “Tiden er ved at løbe ud” for Saddam, siger han. “Jeg er led og ked af numre og bedrag, og det er mit syn på tidsplaner”. Det er en advarsel, ikke bare til Bagdad, men også til Paris. Der er en klar underliggende besked: “Hvis I går imod os mht. Irak, går vi i gang alligevel, og vi skal nok sørge for, at alle jeres kontrakter bliver revet i småstykker, og så får I ingenting. Men hvis I støtter os, får I nogle krummer fra bordet, når vi er færdige med at spise”. Franskmændene er under megen stønnen gået med til at støtte deres amerikanske “venner” og endda sende tropper.

Hvad Rusland angår, så har de sendt deres viceudenrigsminister til Irak for at holde “forhandlinger om afvæbning” (læs: irakisk overgivelse). Det er en eksakt kopi af Mikhail Gorbatjovs diplomati op til Golfkrigen i 1991, hvor Moskva lod irakerne i stikken. Nu ser det ud til at gentage sig. Russerne har vigtige oliekontrakter med Irak (hvor det meste af installationerne og maskineriet komme fra Sovjetunionen), og Irak skylder dem også mange penge. USA har sikkert lovet russerne, at de nok skal få deres penge tilbage. Hvor meget sådan et løfte er værd, er en anden sag.

Ubønhørlig forberedelse

Mens den diplomatiske komedie fortsætter, samler USA og England deres tropper i Golfen. Det, der virkelig er vigtigt, er ikke de diplomatiske spil i FN, men den ubønhørlige forberedelse til krigen. For første gang har USA nu sendt en hel division af sted – 11.000 soldater. De har oprettet en kommandocentral i Qatar. England har lige erklæret, at de vil sende 30.000 soldater af sted (en fjerdedel af den engelske hær) sammen med tanks og artilleri. Målet er at opbygge en styrke på 100.000 kamptropper, og måske dobbelt så mange reservetropper. Så omfattende en mobilisering laver man ikke for sjovs skyld. Tropperne er der for at blive brugt!

Det er selvfølgelig muligt, at USA vil gå tilbage til Sikkerhedsrådet for at få en ny resolution, der støtter magtanvendelse. På nuværende tidspunkt har de sikkert taget skridt til at købe franskmændene og russerne, som vil bakke op om resolutionen, eller i det mindste ikke nedlægge veto imod den. Men hvis amerikanerne ikke tror på, at de kan få en resolution igennem i Sikkerhedsrådet, vil de gå videre alligevel og sige, at FN “allerede har besluttet det her” i den tidligere resolution.

Hvordan kan Saddam Hussein bevise, at han ikke har nogen masseødelæggelsesvåben og gøre George W. Bush helt tilfreds? Svaret er helt klart: det kan han ikke. I bedste fald vil inspektørerne komme med en dom, der hedder “ikke bevist”, frem for “ikke skyldig”. Og som The Economist korrekt pointerede – “Hvis USA angriber Irak på det grundlag, ville det selvfølgelig skabe bestyrtelse. Men samtidig ville krigens logik få overtaget. Selv uden FN-støtte ville England (højst sandsynligt) og Frankrig (muligvis) bakke op om USA”.

På trods af al snakken i London og Washington og på trods af alle Hans Blix’ forsikringer, er vi ikke i tvivl om, at USA er fast besluttet på at gå i krig mod Irak, med eller uden en FN-resolution. Alt roderiet med våbeninspektører og resolutioner er i virkeligheden en betydningsløs farce. Hvis amerikanerne ikke kan finde beviser for deres anklager, så opfinder de bare nogle. Vi kan forvente en eller anden form for provokation i den nærmeste fremtid. Rent faktisk bomber amerikanerne og englænderne konstant irakiske mål i de såkaldte flyveforbudszoner. Hvis irakerne prøver at gøre gengæld i selvforsvar, vil det blive brugt som en undskyldning for at starte et stort angreb. Det kan ske, hvornår det skal være.

Dem, der tror på, at FN kan stoppe en krig, tager fejl. Appeller til FN afleder bare opmærksomheden fra det, der faktisk foregår. Krigen kan bryde ud når som helst, og før end mange forventer. Den virkelige opgave er at opbygge en stærk anti-krigsbevægelse nedefra. Der er ingen tid at spilde.