”En historisk rød regering vil være noget af det mest solidariske og fællesskabsorienterede, Danmark nogensinde har skuet,” lover Villy Søvndal ifølge information den 28. august 2011. At bruge den betegnelse om en eventuelt kommende S-SF-R-regering er noget af en overdrivelse. Tværtimod vil en sådan regering, med deltagelse af det dybt borgerlige Radikale Venstre på programmet ”Fair Forandring” og ”Sammen om Danmark” være en nedskæringsregering. Skal, der virkelig forandring til, er det nødvendigt at bryde med alle de borgerlige partier og gå i regering på et socialistisk program.

Et socialistisk program
Med en ren arbejderregering med S, SF og Ø, på et socialistisk program, vil det i løbet af de første 100 dage være muligt at lave virkelige forandringer. En S-SF-Ø regering vil øjeblikkelig efter magtovertagelsen blive stillet overfor en række udfordringer:

• faldende skatteindtægter til velfærd
  
• en finansiel sektor der har spillet fallit
  
• stor arbejdsløshed
  
• deltagelse i imperialistiske militære interventioner

Penge til velfærd
Den borgerlige regering vurderer, at dens finanslov vil betyde et underskud på over 80 mia på statens budget, på trods af besparelser og nedskæringer. Med andre ord vil det kræve mange midler ikke bare at sikre det nuværende niveau, men særligt også at tilbagerulle de borgerliges nedskæringer. Derfor er det også ulogisk, at rigdommen i Danmarks undergrund skal tilfalde private virksomheder som Mærsk og ikke samfundet som helhed, når der er mulighed for at hente mange milliarder til alles bedste, gennem en nationalisering af arvesølvet – Nordsøolien.

Ligeledes har nogen af verdens største multinationale virksomheder ikke betalt skat i Danmark i 20 år, som Enhedslisten ofte påpeger, et område, hvor der virkelig kan hentes milliarder.

Samtidig har landets absolut rigeste fået milliarder forærende i skattelettelser og Nyrup-regeringens fjernelse af formueskatten. AE beregner det, de kalder nettoformuen, som er opgjort som nettoværdien af ”frie” midler i pengeinstitutter (herunder aktier) og realkreditinstitutter samt værdien af boligen. Beregningen medtager ikke pensionsformuer og værdier af andelsbolig, bil, båd og kontanter mv. Deres beregninger viser, at den samlede nettoformue er på lidt over 1.000 mia. kr. Når vi ved, at det samlede kapitalapparat i Danmark har en værdi af over 5.000 mia. kr. kan vi se, at vi her kun har at gøre med en del af formuen.

Pensionsformuen menes at udgøre 2.800 mia. kr. (Danmarks Statistik)
AEs bregninger viser, at de 10 pct. med størst formue i gennemsnit har en formue på 2,5 mio. kr. svarende til 71,3 pct. af den samlede formue. De næste 10 pct. har i gennemsnit en formue på 1,0 mio. kr. svarende til 28,3 pct. af den samlede formue. Omvendt har de 10 pct. fattigste en formue på minus 1,1 mio. kr. svarende til -29,9 pct. af den samlede formue. Resten fordeler sig midt imellem.
En arbejderregering kan øjeblikkeligt genindføre formueskat og i det hele taget indføre højere grad af progressiv beskatning, så byrden rammer overklassen og ikke arbejderklassen.

Tag styring med fallitboet
Den danske finansielle sektor lever i dag kun i kraft af statens redning i form af de mange redningspakker og statsgarantier. Uden disse var sektoren kollektivt gået ned. Men staten har foræret det hele tilbage til de selv samme finansfyrster, der spillede formuen op i første omgang. En arbejderregering vil uden videre kunne overtage, hvad den allerede har ”købt” og skabe et samlet banksystem, der kan sikre stabilitet, rimelige og billige lån på ordentlige vilkår til arbejdere og mindre, trængende virksomheder og standse spekulationsvanviddet. Samtidig kan der kanaliseres midler til investeringer i produktionsapparat og infrastruktur.

Opgør med arbejdsløshed
I andet kvartal 2011 var der 215.000 arbejdsløse (nyt fra Danmarksstatistik 387). Dertil skal lægges alle de, der ryger ud af systemet. Omkring 300.000 kan nemlig ikke få hverken kontanthjælp eller dagpenge, hvis de er blevet fyret, fordi de har hus, opsparing eller anden værdi og ikke er medlem af en A-kasse (dr.dk april 2009).

Arbejdsløshed er et af de mest absurde fænomener under kapitalismen og betyder enormt spild for samfundet og krise for de ramte familier. Tusinder går ledige, mens maskiner står stille, patienter behøver behandling, børn undervisning osv.

Der er behov for deres arbejde, men der er ikke profit i det. Derfor er det også omsonst at tale om at hæve arbejdstiden, som Helle Thorning og Villy Søvndal gør. Det vil betyde øget arbejdsløshed. I stedet bør arbejdstiden sænkes til 30 timer, med fuld løn- og personalekompensation, således at alle arbejdsløse kan komme i arbejde og almindelige arbejdere få tid til at deltage i det offentlige liv, så det ikke overlades til embedsfolk og slipsedrenge. Skal dette kunne lade sig gøre, må der gennemføres en plan for at igangsætte økonomien.

Plan for igangsættelse af produktionen
Omkring 200.000 job alene i den private sektor er forsvundet under krisen (AE 18. august 2010). Industrivirksomheder flytter deres produktion til lavtlønslande og byggeriet har fyret voldsomt, mens de tilbageværende skal løbe i afsindigt tempo.

De sidste 30 år har kapitalisterne bevist, at de er fuldstændig uduelige, når det kommer til at udvikle økonomien. I det omfang de har investeret i produktionsapparatet, har det kun betydet større arbejdspres og nedslidning.

Der er behov for at igangsætte og udvikle dansk økonomi. Men det kan ikke ske gennem S og SF’s strategi med ”pick the winners”, hvor staten støtter udvalgte industrier. Det bedste eksempel er vindmølleindustrien, der blev opbygget gennem massiv statsstøtte. Efter flere årtiers støtte takker Vestas med at lukke produktion ned i Danmark og sende tusinder af arbejdspladser til udlandet.
”Pick the winners” fungerer ikke, fordi man kan ikke kan kontrollere, hvad man ikke ejer. At nationalisere de 200 største virksomheder under arbejdernes kontrol, vil være en afgørende del i at gennemføre en plan om at genopbygge og udvikle dansk økonomi. Lige så vigtigt som selve overtagelsen er, at statsvirksomheder bør fungere under demokratisk kontrol. Eksemplerne fra Post Danmark, DSB osv. viser at statslige virksomheder, drevet som private, ikke løser nogen problemer.

De må underlægges arbejdernes demokratiske kontrol på den ene side og en samlet økonomisk plan på den anden side. Konkret kan det sikres ved, at ledelsen vælges med 1/3 repræsentanter fra arbejderne, 1/3 fra fagforeningerne og 1/3 fra en arbejderregering. Samtidig vil der kunne spares millioner, som direktørerne i dag hiver hiver hjem i løn og bonus.

Træk tropperne hjem
Dansk militær er siden murens fald blevet reformeret til en imperialistisk støtte-styrke for amerikanske militærinterventioner. Hele forsvare er lagt an på såkaldte ”internationale opgaver” som bombningerne i Libyen, krig i Afghanistan osv.

En arbejderregering vil kunne trække tropperne hjem og omlægge ”forsvaret” til at være, lige præcis et forsvar. Hjemmeværnet kan nedlægges, der i øjeblikket virker som rede for højreorienterede skydegale, og den stående hær erstattes af demokratiske forsvarsgrupper baseret på arbejdspladser og beboelsesområder, med den nødvendige udrustning og træning. Historien har gang på gang illustreret, at kapitalisterne vil bevæbne bøller, bruge dele af hæren eller politiet i mod en ny arbejderregering, hvis de føler at deres magt er truet. Derfor kan arbejderklassen i denne sag, som i alle andre kun stole på sin egen styrke.

Internationalisme afgørende
Men at trække tropper hjem er i sig selv ikke slutningen på en socialistisk udenrigspolitik. Tværtimod er det kun begyndelsen. Danmark er bare en lille brik i verdensøkonomien og fuldstændig afhængig verdensmarkedet. De ovenfor beskrevne tiltag vil uden tvivl medføre hårde sanktioner fra de internationale kapitalister, der vil frygte for deres investeringer og ikke mindst at den internationale arbejderklasse, vil rejse sig imod deres herredømme.

Derfor vil en arbejderregering, der gennemfører en socialistisk politik øjeblikkeligt være nødt til at tage affære på den internationale scene. Ligesom den danske arbejderklasse kun kan stole på sin egen styrke, således også den internationale arbejderklasse. En arbejderregering, der gennemfører et socialistisk program i Danmark, vil udgøre en enorm inspirationskilde for resten af verdens arbejdere og vil med appel om solidaritet kunne bremse den internationale kapitalistklasses forsøg på at sabotere en socialistisk politik.