Der går ikke en dag, uden at vi hører om det iranske regimes desperate og brutale forsøg på at smadre massebevægelsen. De seneste meldinger lyder på massive nedslagtninger af demonstranter. Regimet opfører sig som et dyr, der er trængt op i et hjørne. De reagerer med en enorm brutalitet uden at tænke sig om.
De borgerlige politikere i Danmark har været mere end almindeligt tilbageholdende i deres kritik af det iranske, kapitalistiske præstestyre. De seneste dage har politikerne ganske vist været presset til at mumle noget om ytringsfrihed og den slags, men det er rent hykleri.
Konservative tilnærmelser til det iranske regime
SF citerer på partiets hjemmeside den konservative udenrigsminister Per Stig Møller for, at der ”ikke var grund til at tvivle på ægtheden af valget” i Iran, og at han ”aldrig havde troet på, at reformkræfterne kunne vinde dette valg Ahmadinejad har hele den fattige del af Iran bag sig.”
Myten om, at de fattige iranere står bag Ahmadinejad er blevet massivt tilbagevist. Ikke af argumenter, rapporter og undersøgelser, men af selve massebevægelsen, som også omfatter arbejderklassen og byernes fattige. Det er muligvis rigtigt, at Ahmadinejad og regimet har en vis støtte blandt tilbagestående elementer i landområderne. Men det er en sørgelig undskyldning, der kun tjener til at skjule en ynkelig tilpasning til det fundamentalistiske regime.
Grunden til, at den borgerlige regering tilpasser sig regimet, er klar: for det første tager de hensyn til den store danske eksport til Iran, som kommer firmaer som Arla og A.P. Møller til gode. For det andet tager de hensyn til USA’s regering, der er rædselsslagen over rystelserne i Iran. Obama-administrationen har brug for et stabilt Iran, der kan bakke USA’s tilbagetrækning fra Irak op. De har brug for at slå en handel af med Irans ledere. De har for alt i verden ikke brug for revolutionære rystelser, som let kan påvirke masserne i lande som Egypten, Jordan og Saudi Arabien.
Dansk Folkeparti er tavse
Hvis vi ser på Dansk Folkeparti – partiet der ellers prøver at fremstille sig som den største fjende af islamisk fundamentalisme – ser det ikke bedre ud end hos de andre borgerlige. Hvad skriver Dansk Folkeparti på deres hjemmeside om Iran i disse dage? Hvis vi læser deres hjemmeside, læser vi … absolut ingenting! Racisterne i Dansk Folkeparti står lammede, pinligt tavse over for massebevægelsen, der har bevist lige præcis det, som Dansk Folkeparti desperat prøver at fornægte: at ”muslimer” og folk fra Mellemøsten absolut ikke er en homogen gruppe (og slet ikke fundamentalister!), men er delt i klasser, i rige og fattige, arbejdere og kapitalister, og at arbejderklassen har fælles interesser uanset nationalitet, religion og den slags. Den iranske massebevægelse har afsløret det rådne grundlag, som Dansk Folkeparti hviler på. Derfor holder de deres mund.