Siden krigen i Ukraine begyndte for knap tre år siden er vi blevet fortalt, at Danmark støtter Ukraine for at forsvare landets suverænitet mod Putins aggression og beskytte de såkaldte vestlige og demokratiske værdier. Men nu hvor krigen er gået ind i sin slutfase, begynder dansk imperialismes nøgne økonomiske interesser at træde tydeligt frem.

Med 5,6 milliarder kroner i bagagen og dollartegn i øjnene tog den socialdemokratiske erhvervsminister Morten Bødskov sammen 22 af landets største virksomheder den 26. november en tur til det krigshærgede Ukraine for at se på investeringsmuligheder. Turen er det største danske “erhvervsfremstød” nogensinde med nogle af landets største virksomheder som Mærsk, Jysk, Carlsberg, Velux og våbenproducenten Terma om bord.

De 5,6 milliarder kroner, som er afsat ved dette års finanslov, skal finansiere de danske virksomheders investeringer i Ukraine og er den største direkte eksportstøtte, som den danske stat nogensinde har givet til et enkelt land. 

Medierne portrætterer naturligvis erhvervsfremstødet som om danske virksomheder på heroisk vis kommer det krigshærgede Ukraine til undsætning. Men sandheden er, at de danske kapitalister, hjulpet på vej af deres venner på Christiansborg, er begyndt på et massivt opkøbs- og investeringseventyr med henblik på at tjene milliarder af kroner de næste mange år på at udplyndre Ukraine. Det er svært ikke at få billedet af en flok sultne gribbe, som kaster sig over et såret dyr.

Som alle imperialistiske krige er Ukraine-krigen en kamp om indflydelsesfærer, markeder og profit. Det er også præcis sådan de danske kapitalister ser det. På kynisk vis hjælper staten dem med at udnytte krigens slutfase til at rage så stor en stor markedsandel til sig som muligt.

Goodwill til Danmark

Det er tydeligt, at erhvervsminister Morten Bødskov og hans rige venner har set sig varm på at gøre en lukrativ forretning i Ukraine. I en artikel til DR fortæller Bødskov, at Ukraine er et stort marked med “meget store investeringsmuligheder”. Det er især genopbygningen af landet, som tiltrækker investeringer fra udenlandske virksomheder, som Verdensbanken anslår til at koste 3400 milliarder kroner. 

Som vi tidligere har beskrevet, har Danmark siden krigens begyndelse været et af de lande, der har vist størst interesse i genopbygningen af Ukraine. Her har den danske stat spillet en stor rolle i at skaffe genopbygningsprojekter til danske virksomheder. I januar 2023 var regeringstoppen for eksempel på besøg i havnebyen Mykolajiv for at sikre store kontrakter til danske virksomheder, som i mange år frem vil betyde dansk ejerskab over især infrastrukturen i en by på næsten en halv million indbyggere.

På overfladen kan det lyde som en humanitær indsats, men kapitalistklassen er ikke motiveret af moralske idealer, men af profit og indflydelse. Det samme er tilfældet med Danmarks økonomiske og militære donationer de seneste år.

Med økonomisk og militær støtte på 60 milliarder kroner er Danmark det land, der har givet sjette flest penge til Ukraine og er kun overgået af USA, Tyskland, Storbritannien, Japan og Canada. Målt i BNP er Danmark det land, der har givet næstflest penge og kun overgået af Estland, der grænser op til Rusland. 

En af grundene til dette er, at den danske regering vil vise overfor sine herrer i Washington, at Danmark er en loyal allieret, der lydigt adlyder den største imperialistiske magt på Jorden: USA. Men bag regeringens aggressive støtte til Kiev har der også været en intention fra den herskende klasse om at få øget økonomisk indflydelse i Ukraine.

Det bliver åbent indrømmet af lektor i international politik, Rasmus Bruun Pedersen, som forklarer, at “der er et håb om, at den goodwill, som Danmark har opbygget via sine militær-donationer også kan smitte af på dansk erhvervsliv, så danske virksomheder bliver prioriteret over andre landes virksomheder.”

Et konkret eksempel på, at Danmarks støtte har smittet af, er den såkaldte fast-track ordning, som Morten Bødskov indgik med den ukrainske vicepremierminister på samme tur i november. Danmark er et af de eneste lande, som er med i ordningen, der placerer danske virksomheder forrest i køen på det ukrainske marked. De danske kapitalisters privilegerede adgang til det ukrainske marked kan ikke tolkes som andet end som “takken” for regeringens ihærdige støtte til Zelenskij-regimet. 

Som erhvervsfremstødet viser, er det danske borgerskab nu i gang med at veksle deres politiske og militære goodwill i Kiev til profit. At regeringen hjælper de danske virksomheder i deres ekspansionseventyr i Ukraine netop nu er dog intet tilfælde.

Imperialisme i sin reneste form

I de seneste måneder er det blevet tydeligt, at krigen snart vil få en ende. Blandt statsledere og militæreksperter er der bred konsensus om, at Ukraine ikke kan vinde krigen, og presset for at indgå forhandlinger med Putin og afgive de besatte territorier i Østukraine er for alvor kommet på tale. 

Især efter valget af Trump, der blandt andet har ført valgkamp på at få stoppet krigen, er politikerne i Vesten begyndt at positionere deres virksomheder, så de står i den mest gunstige situation. Som økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, Phillip Shröder, siger til DR: “Det kan være en fordel ved at etablere sig nu, så man har gode relationer på plads, og måske også har opbygget et produktionsapparat i Ukraine.” 

For at udnytte den mulighed er politikerne villige til at bruge næsten seks milliarder kroner i erhvervsstøtte ovenikøbet med en tabsramme på en tredjedel af beløbet. Det vil sige, at regeringen er parate til at kaste næsten to milliarder kroner ud af vinduet for at finansiere de danske virksomheders erhvervseventyr i Ukraine.

Det er et slående eksempel på imperialismen i sin reneste form, som Lenin beskrev i sit mesterværk Imperialisme som kapitalismens højeste stadie. Lenin forklarede, at i takt med kapitalismens udvikling smelter staten og kapitalistklassen mere og mere sammen. Den borgerlige stat, som vi har i Danmark, spiller en central rolle i at forsvare sin herskende klasses interesser i kampen om indflydelse og markeder på verdensscenen. Det ser vi også tydeligt i tilfældet med Ukraine.

Lige siden krigen startede, har vi forklaret, at krigen i Ukraine er en imperialistisk stedfortræderkrig mellem russisk og vestlig imperialisme. Krigen er en fortsættelse af den årtier lange konflikt om, hvem der skal dominere Ukraine, mellem Rusland og Vesten, ledet af USA gennem NATO. Derfor er begge sider i konflikten reaktionære, for uanset hvem der vinder, vil det kun gavne imperialisternes interesser på bekostning af arbejderklassen på begge sider, som betaler prisen i form af tusindvis af døde og ødelagte liv. 

Toppen af det danske samfund udnytter blodbadet til sit fulde for at berige sig og tjene sine egne interesser. Det gælder både for direktørerne i landets største virksomheder, men også for landets politikere. 

For nylig kunne medierne for eksempel berette om at socialdemokraten Jeppe Kofod, der var udenrigsminister for Danmark i det første halvår af krigen, har modtaget en bestyrelsespost i det statsejede selskab NPC Ukrenergo, der har ansvaret for Ukraines energiinfrastruktur. Det ville svare til, at en tidligere ukrainsk minister fik en vellønnet bestyrelsespost i det danske Energinet.

Det udstiller, hvordan de danske politikere, der har været nogle af de mest aggressive støtter af Zelenskij, på kynisk vis udnytter krigen til at fremme deres egne personlige interesser. De danske politikere er ingen venner af det ukrainske folk, men bruger dem tværtimod som en brik i en imperialistisk konflikt og sørger i samme omgang for at rage til sig af vellønnede poster i den ukrainske stat.

Den virkelige fjende

Siden krigen begyndte har Christiansborg og resten af etablissementet portrætteret Putin som en blodtørstig diktator, der ingen grænser har for sin grådighed og som vil udnytte og dominere Ukraine, hvis han vinder krigen.

Der er ingen tvivl om, at Putin er reaktionær og at de russiske oligarker har en interesse i at dominere Ukraine økonomisk, politisk og militært, men nu hvor krigen har nået sin slutfase, og de danske kapitalister har travlt med at rage til sig i Ukraine, er det tydeligt, at dansk imperialisme ikke er en tand bedre.

Den eneste ven af den ukrainske arbejderklasse er den internationale arbejderklasse, som bliver undertrykt og udbyttet af de selvsamme kapitalister, som nu kaster sig over deres land som sultne gribbe. Den virkelige fjende, som vi må bekæmpe herhjemme i Danmark, er vores egen herskende klasse og de krigsliderlige politikere på Christiansborg. For så længe de sidder på magten, vil de forsøge at berige dem selv på bekostning af det ukrainske folks lidelser.