Nu har striden om Jyllandspostens Muhammed-tegninger efterhånden stået på et godt stykke tid, og har fået konsekvenser som ingen vist havde forestillet sig.
Artiklen behandler grundende til, at tegningerne har kunnet få et så eksplosivt modsvar i store dele af verden. Som artiklen forklarer, er tegningerne ikke som sådan grunden, men gnisten der antændte den enorme vrede og frustration, der findes hos masserne i de såkaldte islamiske lande.
Vrede over økonomisk og militær aggression og undertrykkelse fra den vestlige verden – en aggression som Danmark ikke kan sige sig fri fra, selvom Danmarks styrke langt fra kan måle sig med den amerikanske.
Hvorfor Danmark?
Danmark er som bekendt et lille land uden den store styrke, når vi går i krig i ørkenen, sender vi en ubåd, Danmark er derfor ikke så farligt at angribe. For regeringerne i Mellemøsten og Asien er Danmark et passende ufarligt mål at lade massernes vrede komme til udtryk på. På den måde kan masserne frustration over Vestens imperialistiske politik og deres egne regeringers undertrykkelse komme til udtryk på den måske mest ufarlige allierede. Selvom den danske statsminister Anders Fogh ofte og gerne giver indtryk af, at være bedste venner med Bush og en vigtig allieret, er det absurd at forestille sig, at Bush på nogen måde bekymrer sig om Danmark. Den danske styrke i Afghanistan og især Irak var en belejlig støtte i EU, det venskab bygges på intet andet.
Den danske regering; ytringsfrihedens vogtere eller hyklere?
Hvordan kunne det komme så vidt at Danmark pludselig fremstilles som et land der ikke respekterer en stor del af verdens befolkning?
Den danske regering, både den nuværende og tidligere, ynder at fremstille Danmark som frihedens og demokratiets vogter i verden. I deres fremstilling går vi forrest i ulandsbistand og i forsvaret af menneskerettighederne. Danmark fremstilles, som det rige eventyrland langt mod nord – hvor vores største bekymring er fejringen af H. C. Andersen året.
Men dette er langt fra sandheden. Sandheden er, at den højreorienterede danske regering baserer sin regering på et ekstremt højreorienteret parti – Dansk Folkeparti. Et parti hvor flere medlemmer kan forbindes med det nazistiske miljø. Den danske regering har ført en racistisk diskriminerende politik, som flere gange er blevet påtalt af menneskerettighedsdomstolen. Men dette bekymrer ikke den danske regering.
Den politiske debat har udviklet sig til noget, der efterhånden minder om debatten i Tyskland i 30’erne. Hvor muslimer betegnes som ’den indre fjende’ en såkaldt ’5. kolonne’ og ’frø af ugræs’, og hvor selv ’respektable’ politikere fra det bærende regeringsparti Venstre fører kampagner med slogans som ’82% af alle indvandrere begår kriminalitet’, og at både 2. og 3. generations indvandrere skal udvises ved tredje lovovertrædelse.
Når regeringen gemmer sig bag ”ytringsfriheden”, og fremstiller sig selv som demokratiets forsvarere, er det altså ikke andet end hyklerisk; det er den samme regering, der bryder menneskerettighedskonventionerne ved at diskriminere folk pga. hudfarve, religion o.l.
Anders Fogh ville i lang tid ikke undskylde tegningerne med henvisning til ytringsfriheden, men ytringsfriheden er ikke, hvad der er på spil i denne sag.
Medierne, med Jyllandsposten i spidsen, er heller ikke andet end hyklere, når de bruger ytringsfriheden som skjold. Hvor er medierne når 500 iranske buschauffører strejker og arresteres, hvor er medierne under den 1 mio. store demonstration til World Social Forum i Venezuela, og hvor er medierne når danske arbejdere strejker for bedre forhold? Sandheden er, at de danske medier er en integreret del af det borgerlige Danmark, hvis hovedopgave det er at forsvare de danske virksomheder, præcis som den danske regering.
Den danske regering begyndte at bekymre sig for sagen da ambassader stod i brand og ikke mindst da den danske eksport blev alvorligt truet. Da det ene land efter det andet boykottede danske produkter og dermed truede de danske virksomheder, blev sagen alvorlig. Den danske udenrigspolitik er tæt forbundet med virksomhedernes interesser; Irak-krigen kom danske virksomheder til gode, men i denne sag er virksomhederne blevet ramt – derfor må der gøres noget – sådan er ræsonnementet.
Fraværende opposition
Hvad den nuværende debat om indvandrere dækker over, er ikke, at den danske befolkning pludselig er blevet ekstremt højredrejet. Virkeligheden i Danmark er stigende arbejdspres, nedskæringer og konstante angreb på arbejderklassens vilkår. Da den daværende Socialdemokratiske regering tabte valget i 2001 var deres slogan, ”det går så godt som aldrig før” – et slogan ingen danske arbejdere kunne nikke genkendende til. For at lede arbejdernes bevidsthed væk fra problemerne og slippe for at forklare problemernes virkelige årsag rykkede også Socialdemokratiet langt til højre i sin indvandreretorik, en politiker var fx fremme med at forslag om at sende kriminelle indvandrere ud på en øde ø. Det spillede lige i hænderne på Dansk Folkeparti, der med sin indvandrefjendske retorik kombineret med at en fremstilling af dem selv som velfærdsstatens forsvarere, blev Danmarks 3. største parti ved valget.
At den borgerlige regering kan blive siddende med Dansk Folkeparti som støtteparti skyldes først og fremmest Socialdemokratiets manglende evne til at fremstille nogen form for opposition.
Når regeringen, med indvandrerne som rambuk, gennemfører det ene angreb efter det andet på arbejderne, er Socialdemokraternes svar at rykke endnu et skridt til højre.
Regeringens politik og oppositionens fuldstændig manglende evne til at komme med et alternativ er med til at skabe endnu større skel og skubbe unge frustrerede indvandrere i armene på religiøse fanatiske reaktionære organisationer som Hiz But Tahrir.
Ved valget i februar 2005 fik Socialdemokrater det værste valg siden 1920, hvis man ser bort fra jordskredsvalget i 1973. Deres svar var at gå endnu længere til højre og vakle efter den borgerlige regering. Hvad det betyder viser denne Muhammedkrise tydeligt. Dansk Folkeparti er gået 8 mandater frem i meningsmålingerne, mens Socialdemokraterne er gået 9 mandater tilbage. Dansk Folkeparti er ved at overhale Socialdemokraterne som Danmarks andet største parti, med 17,8” af stemmerne, mens Socialdemokraterne står til sølle 21,6%. Det ville betyde at de to største partier er Venstre og Dansk Folkeparti – altså et højreorienteret og et ekstremt højreorienteret parti. Socialdemokraterne førte den samme politik som under krig; nu må vi bakke op om de fælles nationale interesser, med en svag kritik af statsministeren af at han ikke ville i ”dialog” med muslimerne. Hvis man sætter det på spidsen er der ikke nogen fælles nationale interesser; når danske ambassader brændes rammer det ikke de danske arbejdere, men de virksomheder hvis interesser ambassaderne varetager. I stedet for at komme med et klasseperspektiv, rettede Socialdemokraterne ind efter den borgerlige regering. Men den danske arbejderklasse lever i bedste velgående – der er mere end nogensinde før brug for en opposition, der kan stå fast og fremføre en arbejderpolitik.
Indvandrere som rambuk
Der er ingen tvivl om, at der i Danmark forberedes forhold lignende dem, der fik Frankrigs forstæder til at eksplodere.
Asylansøgere sættes på ydmygende madpakkeordninger, hvor de ikke engang kan bestemme, hvad der skal spises. Er dit navn Ahmed i stedet for Andersen er din chance for en bolig, et job eller en læreplads kraftigt reduceret. Er du under 24 kan du ikke længere gifte sig med hvem du vil, og vil du giftes med en udlænding, har du værsgo at kunne stille med 50.000 kr. det rigtige job og den rigtige bolig – ellers må du flytte til Sverige eller et helt andet sted – I Danmark hører du i hvert fald ikke hjemme, hvis du har formastet sig til den synd, det er at forelske sig udenfor sin egen nationalitet. Der indføres prøver i dansk og såkaldt danskhed, før det rødbedefarvede pas kan opnås; prøver som de færreste indfødte danskere ville kunne klare, og som fx betyder, at torturerede flygtninge, der har fået ødelagt deres evne til at lære sprog, sendes tilbage til de regimer de flygtede fra.
Indvandrerne samles gennem boligpolitikken i ghettoområder, der er sat loft over kontanthjælpen og vilkårene for arbejdsløse forringes konstant – en politik der er med til at skubbe især indvandrerne længere og længere ud i desperate og umenneskelige leveforhold.
Men ikke nok med det indvandrere skal ikke regnes for en arbejdskraft på lige fod med den danske; de skal have lærestillinger til under mindstelønnen, hvor de skal lære ”at passe et arbejde”, ”stå tidligt op” osv. Derudover er der indført ”startløn”, hvor virksomhederne kan få billig arbejdskraft.
En politik hvor indvandrerne bruges som rambuk i angrebene på hele den danske arbejderklasse og deres tilkæmpede rettigheder, såsom overenskomster, mindsteløn osv. Starthjælpen blev indført med begrundelsen at få flere indvandrere i arbejde, men nu er halvdelen af dem der kommer på starthjælp indfødte danskere – det er tydeligt, at det bare er et skalkeskjul for angreb på alle.
Da regeringens velfærdskommission kom med sin lange række af angreb på de danske arbejdere, tog regeringen fat i to spor; det ene var indvandrerne – her bliver regeringens ’del og hersk’ politik tydelig.
Nu er de såkaldte velfærdsreformer udskudt pga. ”Muhammedkrisen” – den danske regering har travlt med at passe på ambassaderne. Men der er ingen tvivl om, at store angreb forberedes.
Splittelsen går ikke mellem indvandrere og danskere men mellem kapitalister og arbejdere. Hvis racismen skal udryddes, og hvis angrebene på den danske arbejderklasse skal stoppes, må arbejderklassen gå sammen i en fælles kamp. Kun gennem sådan en kamp kan fordommene, som de danske politikere og medier nærer nedbrydes.
Protesterne både i udlandet og herhjemme drejer sig ikke om nogen blyantsstreger i en avis, eller om retten til at gøre grin med den ene eller anden religiøse figur. Tegningerne og protesterne mod dem må forstås i sin sammenhæng, mange års imperialistisk politik fra Vesten og angreb efter angreb på de muslimer der befinder sig i den vestlige verden.
Klassekamp fremfor Clash of Civilizations
Tesen om ”clash of civilizations”, som i de seneste år har vundet frem, og i disse dage næres af medierne, er ikke andet end en reaktionær løgn. Regeringerne på begge sider af konflikten kan bruge tegningerne til deres egne formål, som i bund grund er det samme; at blive siddende på magten. De reaktionære teokratiske regimer i Mellemøsten og Asien kan lade vreden få et ufarligt udtryk, mens den danske regering kan bruge den til at afspore de danske massers bevidsthed fra deres egen politik – kort sagt begge sider håber at konsolidere deres egen position.
Som udenrigsministeren Per Stig Møller så klart udtrykte det, da han appellerede til de Mellemøstlige regimer; politikken skal ikke bestemmes på gaden! Og det er, hvad begge sider i virkeligheden frygter – at masserne på begge sider af konflikten begynder at deltage i politik og tage deres skæbne i egne hænder, som vi har set det i Latinamerika.
Skellene går ikke mellem religion eller nationalitet, men mellem arbejde og kapital – den eneste vej frem er at masserne i verden, tager magten i deres egne hænder.
For internationalisme og verdensrevolution!
