Græsrodsjournalist Chen Qiushi er blevet bortført af sikkerhedstjenesten for at rapportere om situationen i Wuhan / Image: Chen QiushiCoronavirussens spredning i Kina er begyndt at få alvorlige politiske følgevirkninger for regimet. Massernes vrede blev vakt, da lægen, der oprindeligt advarede om epidemien (som i øvrigt blev dysset ned af Kinas Kommunistiske Parti, KKP), døde af virussen. Situationen er ved at nå kogepunktet, og generalsekretæren Xi Jinping kæmper for, at den ikke skal koge over.
Uger efter udbruddet af det nye coronavirus har det officielle antal af rapporterede infektionstilfælde i hele Kina nået godt over 40.000. Byer, der er ”lukket ned” på ordre fra KKP, går fra Hubei-provinsen, udbruddets centrum, til provinserne Zhejiang, Henan, Shandong, Heilongjiang, Fujian og Jiangsu og omfatter 27 byer og 50 millioner mennesker. Denne skala af inddæmning er aldrig før set i historien. Beijing og Shanghai er også blevet erklæret som værende i en ”halv-nedluknings”-status.
Virussens spredning til andre lande har også fået World Health Organization til at erklære coronavirusudbruddet for en »offentlig sundhedsundtagelsestilstand af international betydning«. Dette virusudbrud, som i omfang har en større spredning end SARS-epidemien i begyndelsen af 00’erne, kan også blive den største politiske udfordring for KKP-regimet, siden Xi Jinping overtog roret.
Økonomisk chok
Millioner af kineseres dagligdag er blevet alvorligt forstyrret af virussen og KKP’s modforanstaltninger. Mange byer i Wuhan har indført streng kontrol med indbyggernes bevægelser, og forskellige grader af trafikkontrol er blevet optrappet overalt i landet. Verdens næststørste økonomi er grebet af en stemning af frygt, der føjer sig til den allerede aftagende økonomiske vækstrate.
Det er en udbredt opfattelse, at turist-, fødevare-, restaurations- og flyindustrien i Kina vil blive ramt først af slaget fra afmatningen af vare- og servicecirkulationen og nedgangen i forbrug forårsaget af epidemien, mens forbrugerservices såsom internethandel vil blive ramt efterfølgende. I denne situation kan små og mellemstore virksomheder, som ikke er i stand til at modstå det økonomiske chok, bukke under.
Ifølge et estimat, udført af gruppen omkring Kinas Evergrande Groups hovedøkonom, Ren Zeping, har Kinas biografindustri mistet 7 milliarder RMB i omsætning (svarende til omkring 1 milliard USD), restaurationsindustrien har mistet 500 milliarder RMB (svarende til omkring 71 milliarder USD), og turistindustrien har også mistet 500 milliarder RMB, sammenlignet med den kinesiske nytårsperiode i 2019. Tabene fra disse tre industrier alene svarer til 4,6 % af Kinas BNP i det første kvartal af 2019. Wang Chenwei, stedfortrædende forsker i regeringens China Society of Macroeconomics, har også forudset, at epidemien måske vil presse Kinas udenrigshandel ydeligere samtidig med faldende investeringer.
Vigtigere er det, at dette økonomiske chok, som epidemien har påført Kina, sker samtidig med en verdensøkonomi i krise. Ren Zepings rapport påpeger:
Nogle mener, at den nye coronavirus’ økonomiske indvirkning ikke vil blive værre end SARS’s. Vi mener, at dette er over optimistisk. I 2003 var Kinas økonomiske vækstrate helt oppe på 10 %. Nu er den presset til at forblive på 6 %. I 2003 var Kina lige gået med i WTO, befolkningsdividenden gav overskud og eksporten var steget med 30 %. I dag med friktionen fra Sino-USA-handelskrigen, den aldrende befolkning og generelle stigning i omkostninger, var vækstraten i eksportrn i 2019 kun 0,5 %, tæt på nul. I 2003 var Kina i den tidlige økonomiske genopblomstringsfase, nu har den kinesiske økonomi været aftagende i over ti år, samtidig med effekten fra den finansielle nedgearing og Sino-USA-handelskrigen vil epidemien uundgåeligt forværre situationen for firmaer. Desuden blev produktionen ikke ramt i SARS-udbruddets tidlige fase, idet information derom blev undertrykt, hvorimod (regeringens) tiltag i dag været mere omgående og afgørende, hvilket også påvirker økonomien og samtlige industrier.
Ren Zeping og andre kinesiske økonomer, både offentlige og privat ansatte, tendere mod at give et optimistisk skøn af Kinas sluttelige økonomiske genopretning. Men marxister forstår, at det kapitalistiske system i Kina såvel som andre steder i verden befinder sig i en tilstand af senilt forfald, der baner vejen for en økonomisk krise på verdensplan. Selv før udbruddet skabte Kinas økonomiske vækstopbremsning bekymringer internationalt. En politisk eller økonomisk krise kunne uanset hvor i verden føre til en ny verdensøkonomisk nedgang, hvis omfang ville være endnu større end den fra den store recession i 2008. Kina vil ikke være immun over for sådan et pres, og dette vil til gengæld polarisere den generelle politiske og økonomiske situation i landet. Faktisk har det økonomiske og politiske pres på den kinesiske befolkning som følge af udbruddet allerede skabt udfordringer uden fortilfælde for KKP’s totalitære regime.
Politiske komplikationer
KKP har retfærdiggjort dets allestedsnærværende autoritetarisme med påstande om, at det udvikler landets økonomi. Men den måde, hvorpå dette nye udbrud udvikler sig, afslører for det kinesiske folk, at dette profitdrevne bureaukrati i virkeligheden er en af hovedkilderne til den økonomiske, politiske og sociale krise, som landet står overfor i dag.
Engelsk oversættelse af politiets advarsel til Li Wenliang / Image: fair useEt eksempel på dette er, hvad der skete med doktor Li Wenliang. Denne ganske almindelige øjenlæge advarede modigt om spredningen af en ny coronavirus blandt sine nærmeste i en WeChat-gruppe i udbruddets tidlige stadie men blev anklaget og irettesat som en af de »otte rygtemagere« af Wuhans lokale politi på baggrund af dette. Som udbruddet spredte sig, blev han også inficeret af virussen og døde senere af det den 6. februar.
Li havde ikke tidligere deltaget i antiregerings- eller systemkritiske aktiviteter. Hans uheldige skæbne afslørede ikke blot den arrogante og dominante attitude, som er almindelig blandt kinesiske bureaukrater, men har også inspireret mange i Kina til at rejse spørgsmålet om ytringsfrihed. Ifølge rapporter udgivet af BBC’s China Service den 6. februar har et befolkningslag af rutinerede internetbrugere åbent udtrykt bekymringer om, at »læger i fremtiden vil være tilbageholdende i forhold til at slå alarm, når de opdager en ny sygdom.« Frygt er blevet til vrede med de mange, som kræver ytringsfrihed i Kina, især på internettet. Dagen efter doktor Li’s død rapporterede Newslens: »Faktisk, lige efter Li Wenliangs død, fik Weibo-emnet #IWantFreedomOfSpeech omkring to millioner klik og over 8.000 opslag, som omgående blev slettet.«
Med dr. Li’s død og den måde han blev behandlet på kort før sin død blev KKP’s klodsede tilgang til at håndtere vigtige anliggender afsløret for offentligheden. Kravet om ytringsfrihed, der kommer fra de kinesiske masser under disse svære omstændigheder, er utvivlsomt et tegn på en dybfølt utilfredshed. Det understreger også det faktum, at KKP-bureaukratiets kontrol med information i vigtige områder var det, der gjorde kontrollen med virussen i Wuhan endnu sværere i den tidlige fase.
Konfronteret med denne pludselige bølge af vrede i offentligheden, der ikke kan undertrykkes, fik KKP’s pibe pludselig en anden lyd. Fra den ene dag til den anden blev doktor Li omdannet fra en »rygtemager« til en »(modig) whistleblower«, og den centrale regering påstår, at den har sendt et hold til Wuhan for at undersøge omstændighederne omkring behandlingen af Li Wenliang. Imens er alle de officielle statsmedier, såsom CCTV, begyndt at hylde Li’s mod, mens de samtidig retter al skylden mod de lokale embedsmænd i Wuhan.
I et yderligere forsøg på at få det til at se ud som om, at den centrale regering er i gang med at rette op på situationen og imødegå krav om at fjerne de lokale embedsmænd, blev den provinsielle partikomitesekretær i Hubei, Jiang Chaoling, erstattet med Shanghais borgmester, Ying Yong, mens Jinan Shandong kommunes partikomitesekretær, Wang Zhonglin, blev flyttet til Wuhan som den nye partileder i byen. Adskillige embedsmænd fra provinsen og Wuhan er også blevet fjernet. Ying og Wang har begge en baggrund i politi og juraen og bliver set som underordnede i Xis fraktion. Denne manøvre er et forsøg fra den centrale regering på at fremstå for offentligheden som det ”retfærdige” particenter, der endnu en gang slår ned på inkompetente regionale embedsmænd på folkets vegne. Der er skam forskelle mellem den centrale og de regionale regeringer. Men alle ved at lokale partiledere generelt er sponsoreret af nogen i toppen. Den afgående Hubei-partileder, Jiang, er kendt for at være tæt forbundet med Kinas nuværende vicepræsident, Wang Qishan, der står på Xis side.
Faktum er, at KKP’s hykleriske hyldest af doktor Li og dets forskydning af skyld over på lokale embedsmænd er gået hånd i hånd med undertrykkelse af ærlige individer. Et eksempel herpå er, hvad der skete med borgerjournalisten, Chen Qiushi. Chen er en velkendt offentlig intellektuel i Kina. Chen var relativ positiv over for regeringen – han blev anklaget for at være KKP’s »store promotor« af nogle oversøiske kinesiske oppositionelle –, og sidste år var han personligt vidne til Hongkongs anti-udleveringslovs bevægelse sidste år. Men her valgte han at bruge sit netværk på de sociale medier til at rapportere den virkelige situation i stedet for at gentage statsmediernes linje. Hans Weibo-konto blev slettet på grund af dette.
Ved begyndelsen af den nuværende epidemi rejste han alene til Wuhan for at rapportere om situationen og interviewe påvirkede beboere. Han uploadede herefter sine videooptagelser til en YouTube-kanal, som han havde startet sidste år. Flere af disse videoer har fået mere end én million visninger.
Hans familie bekræftede senere, at han var blevet fjernet af statssikkerhedsstyrker på baggrund af ”medicinsk karantæne” den 7. februar, dagen efter Li Wenliangs død. Selvom regimet endnu ikke har kommenteret på tilbageholdelsen af Chen Qiushi, vil hans historie uden tvivl få flere kinesere til at forstå, at Li Wenliangs skæbne ikke var et isoleret tilfælde, men en logisk konsekvens af KKP’s partistatsregime.
Hvad vi bliver nødt til at forstå er, at det kapitalistiske system, som KKP selv genindførte, forudsætter, at staten håndhæver et ondskabsfuld, totalitært styre for at blokere potentiel modstand fra Kinas enorme arbejderklasse og sikre den højeste og nemmeste akkumulation af kapital og profit. Regimets frygt for arbejderklassen driver det til fortsat at nægte arbejderne de mest elementære demokratiske rettigheder såsom ytringsfrihed i et forsøg på at holde udviklingen af klassebevidsthed og solidaritet tilbage. Undtagen undertrykkelse og forskydning af skylden, så mangler KKP-regimet de værktøjer, som deres variant af den herskende klasse i Vesten nyder: borgerligt politisk spil og reformistiske arbejderledere, der kan sprede eller mislede utilfredshed fra neden. Nu, hvor det kapitalistiske system i sig selv forbereder en krise inde i Kina, kombineret med de sociale realiteter, som er blevet afsløret for masserne af coronavirus-udbruddet, så vil Xi Jinping-regimet være ude af stand til at holde den vrede, der akkumuleres i samfundets dybder tilbage, uanset, hvor stærk en mand Xi lader til at være.
De skiftende kamplinjer i Hongkong
Som denne seneste coronavirus spreder sig verden over, er Hongkong, Kinas nabo, blevet en nøglefront i forhold til at inddæmme sygdommen. Men regeringen i Hongkong har været passiv i at bekæmpe udbruddet. Kinas andre nabolande har alle indført rejserestriktioner til og fra Kina; men folk rejser stadig over Hongkong og Guangdong med fly og via Hongkong-Zhuhai-Macao-broen, der efterlader et hul i Hongkongs inddæmningsforsøg. Dette problem lægger derfor et enormt pres på Hongkongs offentlige sundheds- og medicinale ressourcer og på Hongkongs medicinalarbejdere. Som en reaktion på dette, varslede Hong Kong’s Hospital Authority Employee Alliance en ugelang strejke fra den 3. februar efter, at regeringen nægtede at lukke grænserne til Kina, som fagforeningen krævede. Ifølge rapporter nægtede 4.300 medicinalarbejdere i statsstyrede hospitaler at arbejde i den periode.
I denne strejke så vi, at Hongkongs medicinalarbejdere har lært at bruge arbejderkamp til at kæmpe mod indgreb fra KKP-diktaturet og dets marionetregering i Hongkong. Hongkong har en historie med klassekamp, og vi kan se, at en strejketradition er blevet genoplivet gennem den seneste anti-udleveringsbevægelse og den seneste medicinalarbejderstrejke efter årtier med tilbagegang siden anti-kolonialstrejkerne, Hongkong-Canton-generalstrejken og kampene i 1967.
Men selvom de har taget klassekampsmetoder til sig, mangler Hongkongs arbejdere stadig at formulere konkrete krav, der er tydeligt baseret på klasseinteresser og solidaritet. Det fører til, at hovedkravet i deres strejke, lukningen af grænserne, kan blive fortolket som xenofobisk og anti-kinesisk. Dette giver KKP-regimet endnu en mulighed for at så mistillid mellem Hongkongs og Kinas arbejdere. Vi bør huske, at doktor Li Wenliang plejede at tro på KKP’s ensidede rapportering om Hongkong og støttede Hongkongs politis undertrykkelse af demonstranterne. Men så valgte han i et afgørende øjeblik modigt at rejse sig i protest på trods af trusler fra regimet, og nu er millioner af kinesere rasende over, hvordan myndighederne behandlede ham. Bevægelsen i Hongkong må i stedet for kun at fokusere på interesserne for kinesere i Hongkong bruge denne mulighed til at optage virkelige klassekampsmetoder og appellere til den bredere kinesiske arbejderklasse ved at justere deres krav, så de også kommer Kinas ramte folk til gode. På denne måde kan klasseenhed bygges mellem Hongkongs og Kinas arbejdere.
I fremtiden kan vi se frem til, at Hongkongs befolkning rejser spørgsmål, der går videre end KKP’s indgreb i deres demokratiske rettigheder, og forstår, at både kinesiske og vestlige kapitalister æder deres basale rettigheder væk (med høje boligpriser og lange arbejdsdage med lav betaling til følge). Strejkeaktioner fra Hongkongs arbejdere vil blive mere almindelige, som krisen bliver dybere, og klassekampen uundgåeligt bliver mere intensiveret.
Problemet er, at uden en klassebevidst arbejderledelse, som kan give klassesolidarisk perspektiv, vil bevægelsen i Hongkong fortsætte med at blive påvirket af følelser som anti-kinesisk racisme og lokalpatrioisme. På trods af dette er utilfredsheden i Hongkong ikke forsvundet, og vi har endnu ikke set hvordan den videre kan ligge pres på KKP-regimet i fremtiden. Regimet er tydeligt klar over denne potentielle fare, og den 13. februar gjorde regimet Xia Baolong til lederen af ministeriet for anliggender i Hongkong og Macau, som er en af de statsafdelinger, der fungerer som bindeled med Hongkong-regeringen. Xia er kendt som en hård håndhæver af Kinas politik og en af Xi Jinpings fraktionsallierede. Hans tiltræden antyder, at KKP måske vil bruge endnu strengere metoder mod protesterne i Hongkong i fremtiden.
Tilfælde og nødvendighed
Hegel forklarede engang at tilfældigheder udtrykker nødvendigheder. Dette pludselige virusudbrud – et tilfælde – har forværret de eksisterende modsætninger i det kinesiske samfund. Det har kastet lys over de metoder, som den kinesiske stat bruger til at tie folk, som bliver set som uromagere, ihjel. I dette tilfælde var ”uromagerne” dog en almindelig læge, der forsøgte at redde folks liv. Sådanne hændelser kan have en kollosal indflydelse på almindelige menneskers bevidsthed. I denne proces vil nogen begynde at stille større spørgsmål om selve regimets legitimitet. Det er en del af det, som Trotskij kaldte ”revolutionens molekylære proces”. Med den økonomiske krises nedslag i Kina, vil al denne akkumulerede utilfredshed på et tidspunkt bryde gennem overfladen og blive udtrykt som bredere klassekamp. Dette er lige så uundgåeligt som nat følger dag.
Den økonomiske krise vil underminere KKP-bureaukratiets legitimitet, idet det ikke længere ville kunne påstå at være garant for jobs, lønninger og forbedrede levevilkår. I dag er dets manglende evner til at beskytte almindelige mennesker mod coronavirus-udbruddet blevet afsløret. I morgen vil dets manglende evner til at beskytte folk mod effekterne af kapitalismens krise blive afsløret.
I kampen for deres basale økonomiske rettigheder vil de kinesiske arbejdere også fremsætte demokratiske krav såsom retten til ytrings- og forsamlingsfrihed. I deres kamp mod bureaukratiet vil de også være nødt til at kæmpe mod det kapitalistiske system, som bureaukratiet genintroducerede, og erstatte det med et arbejderdemokrati, der demokratisk planlægger økonomien og samfundet. Dette er den eneste måde, hvorpå Kinas folk vil have fuldstændig kontrol over deres egen skæbne.
