Fra politikere, medier og resten af etablissementet bliver vi konstant fortalt, at vi skal være taknemmelige for at bo i Danmark, “verdens lykkeligste land”. Men det skurrer i ørerne hos flere og flere, og man skal ikke kradse dybt i overfladen for, at det bliver tydeligt, hvorfor det glansbillede, politikerne maler af livet i Danmark, står i skarp kontrast til den virkelighed, arbejdere og unge oplever.
I slutningen af maj udkom den største nationale undersøgelse af vuggestuer og børnehaver nogensinde. Undersøgelsen, der er foretaget af Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) og Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), viser nogle resultater om situationen i de danske, kommunale daginstitutioner, som mildest talt er foruroligende.
Det bedste kapitalismen kan tilbyde
Ifølge undersøgelsen er det kun 9% af de i alt 100 børnehaver og alle de stuer, som er blevet observeret, der kan vurderes til ‘god kvalitet’. Men hvad betyder ‘god kvalitet’? Det dækker over det simple krav at, “det pædagogiske læringsmiljø på stuerne forventes at understøtte børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse og gøre en positiv kompenserende forskel for børn i udsatte positioner”. Det er altså ikke engang i én ud af ti børnehaver, at børn er sammen med personale, som lytter og trøster; som understøtter børnenes udfordringer; løser konflikter på en hensigtsmæssig måde; hjælper til at børn kommer med i leg; og som har overskud til at give børn tid til fordybelse og forskelligartede aktiviteter.
Det som undersøgelsen kalder ‘god kvalitet’ er den helt basale omsorg, som er nødvendig, for at børn trives og bliver i stand til at kunne danne sunde relationer med andre børn og voksne, og udvikle sig til at kunne deltage i samfundet – med alt som det nu indebærer.
I undersøgelsen fra VIVE og EVA vurderes 63% af børnehavestuerne at have en ‘tilstrækkelig’ kvalitet. Hvad undersøgelsen kalder ‘tilstrækkelig’ vil de fleste nok karakterisere som det absolut minimale: “børnene bliver passet på forsvarlig vis [hør: børnene lider ikke fysisk overlast ved at være på stuen], og det pædagogiske læringsmiljø kan i en vis grad (!) forventes at understøtte børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse, og der er derfor behov for justeringer.”. Sagt med andre ord, så dækker den ‘tilstrækkelige’ kvalitet altså over en situation, som ikke er decideret livsfarlig for børnene.
Hele 28% af stuerne, altså over hver fjerde(!), vurderes at være af ’utilstrækkelig’ kvalitet, hvilket betyder, at stuerne i lav grad forventes at understøtte børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. Her møder børn bl.a. voksne, som nærmest ikke snakker til dem, og når de gør, er det korte svar eller ordrer, der fx handler om, at børnene skal gå ud at vaske hænder. For over hvert fjerde barn i landets daginstitutioner er imødekommenhed og forståelse mellem barn og voksen altså langt fra at være en selvfølge.
Samlet set betyder det, at 9 ud af 10 daginstitutioner har pædagogiske læringsmiljøer af kvaliteten ‘tilstrækkelig’ eller lavere. De danske politikere prædiker konstant om, at vi skal være taknemmelige for at bo i Danmark, som ifølge politikerne er helt unikt og har velfærdsydelser i verdensklasse. Men i det selvsamme “velfærdsparadis” kan der i 91% af landets børnehaver ikke forventes at blive gjort “en positiv kompenserende forskel for børn i udsatte positioner.” Det er det bedste, kapitalismen i dag kan tilbyde vores børn og de fremtidige generationer.
Hvem bærer ansvaret?
For langt de fleste mennesker kommer det næppe som et chok, at forholdene i landets daginstitutioner er fuldstændig forrykte. Historier som den fra marts i år, hvor et lille barn på tragisk vis døde i en vuggestue på Frederiksberg på grund af manglende opsyn, skaber jævnligt offentlig debat. Partier eller enkelte politikere har tilmed på opportunistisk vis forsøgt at udnytte bekymringerne om landets dagtilbud til at fremme deres egen politiske karriere. Fx gik Mette Frederiksen i 2018 til valg på, at hun ville være “børnenes statsminister”, men efter 6 år på magten er der nok ikke nogen, hverken børn, forældre eller pædagoger, som føler at vi har en statsminister, som sætter børns forhold i forreste række.
Sandheden er, at det er politikerne på Christiansborg, inklusiv Mette Frederiksen, der bærer ansvaret for at landets daginstitutioner er i knæ. I årtier har skiftende regeringer vedtaget reformer og nedskæringer, som bl.a. har resulteret i, at der siden 1972 er kommet ca. 60 procent flere børn pr. voksen i daginstitutionerne i Danmark. Korrigerer man for afbrydelser og multitasking hos personalet (altså tid hvor personalet fx gør rent eller skriver opslag på Aula, samtidigt med at de er sammen med børnene), er antallet af børn pr. voksen faktisk steget med 86 procent i børnehaverne. Det siger næsten sig selv, at personaletimer pr. barn deraf også er faldet drastisk.
Her skal det selvfølgelig også nævnes, at kun omkring halvdelen af personalet i alle landets daginstitutioner er uddannet. I undersøgelsen fra VIVE og EVA fra maj blev der i nogle børnehaver observeret 50 børn pr. uddannet pædagog. Det er denne udvikling, forårsaget af politikernes nedskæringer, der er skyld i, at der kan ske ulykker som den, der i marts kostede et barn livet.
Ifølge politikerne er der altid penge til krig og oprustning, men aldrig til vores kollapsende hospitaler, børnehaver eller uddannelser. Over de seneste år har politikerne allerede hældt milliarder i krudt og kugler, og i juni annoncerede Mette Frederiksen, at regeringen bakker op om NATO-målsætningen om at hæve udgifterne til forsvar og sikkerhed til 5% af BNP. Hvor den danske stat i 2024 brugte 36 milliarder kroner på forsvarsudgifter, skal det altså fremover hæves til 150 milliarder kroner årligt!
Samtidig med at politikerne poster milliarder af kroner i krig og ødelæggelse så siger 54 procent af landets pædagoger – altså mere end hver anden – at de overvejer at droppe pædagogfaget, fordi løn- og arbejdsforhold er så elendige, at de ikke fagligt kan forsvare det arbejde de laver. Det samme billede går igen i alle dele af velfærden, som i årtier har været groft underfinansieret og er på randen af kollaps. Det er os arbejdere, der betaler prisen for regeringens oprustning og kapitalismens krise, og det samme gør vores børn i form af deres trivsel, helbred og fremtid.
Pædagoger, ikke patroner!
I årtier har den herskende klasse forsøgt at male et skræmmebillede af Sovjetunionen og alt, som lugtede af socialisme og kommunisme. Men al deres propaganda om ‘socialismens fallit’ preller af på unge, som har levet hele deres liv i skyggen af kapitalismens krise. Siden barnsben har de oplevet kapitalismens svigt og vanrøgt på egen krop, og det har en enorm betydning for, hvordan de ser på det nuværende system.
Undersøgelsen om forholdene i landets daginstitutioner er et konkret eksempel, som bekræfter det, som tusindvis af arbejdere og unge allerede har konkluderet: at kapitalismen ikke er i stand til at tilfredsstille flertallets mest basale behov. Det er dette kapitalismens fallit, som pædagoger skal håndtere hver dag med dårlig samvittighed og afmagt, og som forældre bekymret oplever, når de henter deres børn.
Men selvom daginstitutionerne er i knæ, så giver de et indblik i, hvad der faktisk er muligt, når vi kollektiviserer og socialiserer børnepasning. Det er enormt progressivt, at det ikke længere er den enkelte forældres opgave individuelt at forsøge at finde hoved og hale i, hvad der er god pædagogisk praksis, og hvordan man sikrer sig den bedste opdragelse for sit barn. I stedet kan socialiseret børnepasning skabe rammerne for, at børn kan blive passet af passionerede voksne, der er eksperter i pædagogiske redskaber, som er væsentligt for et barns trivsel, læring og dannelse. Men på grund af manglende økonomiske midler undermineres alle de progressive sider af socialiseret børnepasning i dag.
Prøv at forestille dig, hvilken kæmpe forskel det ville gøre for både pædagoger og børn, hvis de 150 milliarder som regeringen årligt vil bruge på krudt og kugler, i stedet blev brugt på at løfte landets daginstitutioner. Men i den periode vi lever, er det ikke en udvidelse af velfærden vi er vidne til, men derimod en afvikling af den, bl.a. for at imperialisterne på Christiansborg kan brænde milliarder af kroner af på oprustning.
Kampen for et bedre liv – og noget så basalt som ordentlige daginstitutioner – hænger uløseligt sammen med kampen for at vælte kapitalismen, som er blevet uforenelig med menneskehedens videre eksistens. I stedet for at skabe fremgang avler det syge kapitalistiske system krig og lidelse alle vegne – er det den fremtid, vi ønsker for os selv og vores børn? Valget foran os er klart: bøger eller bomber, velfærd eller militær, pædagoger eller patroner, socialisme eller barbari.
