“Jeg hverken fjerner eller indsætter kongen, jeg tjener kun min herre”
(Udtalelse fra Bertrand Du Guesclin fransk soldat, lønnet af Juan de Trastarama, efter at have myrdet den castilianske konge Pedro el Cruel)
Repræsentanterne for kapitalismen har vænnet os til alle typer af eufemismer, som har til hensigt at skjule den betydelige sandhed af deres handlinger. Nu krigene, som de kalder “humanitære opgaver” og betydningen af besættelse og plyndring af et land, der er blevet ændret til “befrielse og demokratisering”. Det seneste eksempel på dette har vi truffet i udtrykket “civile entreprenører”, en mere mild og “diplomatisk” måde at benævne lejesoldaterne på. Disse “lykkeriddere”, der forherliges med romantisk opførsel i diverse film, plejer ikke at figurere på listen over faldne i kamp. Men alene i april døde mere end 90 lejesoldater, selv om man kun omtalte mordene på 6 (de 4 nordamerikanere, der blev lynchet i Falluja, en italiener og en sydafrikaner).
Hvad beskæftiger de sig med, disse “civile entreprenører” eller lejesoldater? Officielt er de private vagter, organisationskonsulenter, befuldmægtigede med sikkerheden for firmaer, for politikere, erhvervsdrivende, konvojer, de vogter tankbiler, osv.
Der er ikke eksakte tal, men det skønnes, at der i øjeblikket er 20.000 i Irak, som danner en egentlig privat hær, det er den næststørste hær i koalitionen (20 % af den totale besættelseshær) efter USA (130.000 soldater), og foran Storbritannien (9.000 soldater). Desuden opsuger de en stor mængde penge; konkret en tredjedel af de 87.000 millioner dollar bestemt til genopbygningen af landet (30.000 millioner) afsættes til den “private sikkerhed”. Man forventer, at antallet af lejesoldater i landet vil stige til 30.000 eller 35.000 efter “overdragelsen af magten” til irakerne den 30. juni.
Disse private hære disponerer over den mest avancerede og sofistikerede bevæbning, pansrede vogne, helikoptere, et selvstændigt kommunikationsnet, deres egen diplomatiske korps. En af deres hovedopgaver er overvågningen af olieudnyttelsen, olieledningerne og så videre, arbejde som de gør med stor iver og effektivitet: “… bevæbnede med natsyns – sigte og M-107 overfaldsrifler, flyver krybskytterne over olieledningerne i specielt formede UH-60 Black Hawk helikoptere og skyder mod alle dem, der er sabotagemistænkte fra afstande over halvanden mil… de bekræfter os i, at de skyder uden at spørge”. (The Nation, 10/4/2004).
To korrespondenter fra den britiske avis The Observer beskrev den 18 april situationen i Bagdad: “efter Bagdads fald kunne du se franske og belgiske eksfaldskærmsudspringere sidde og synge militærsange på Hotel Sheratons restaurant, gamle medlemmer af de amerikanske specialstyrker, ensomme russiske veteraner fra Tjetjenien…”
Robert Fisk gjorde det samme i The Independent den 28 marts: “Mange firmaer fungerer i en slags zoner i midten af Bagdad uden navn på porten. Nogle sikkerhedsfolk tjener mere end 80.000 dollars om året, men på kort sigt indebærer arbejdet som lejesoldat en forhøjet risiko, og det kan medføre større belønninger. Sikkerhedspersonellet arbejder med 7-dages kontrakter i byer som Falluja og de kan tjene 1000 dollars dagligt. Selvom de ikke bærer uniform, ifører nogle sikkerhedsfolk sig dem, andre bærer personlige identifikationer i jakker, sammen med rifler og pistoler. Andre vægrer sig på den anden side mod at give sig til kende i hotellerne, når de drikker øl ved siden af svømmebassinet med våbenet ved deres fødder…”.
Hvem er de?
Disse lejesoldater er rekrutteret blandt de bedst egnede i hver land, i deres rækker kan vi finde eksgurkhaer (britiske kampstyrker brugt i Nepal, Indien…) tidligere soldater fra den chilenske hær, tidligere politibetjente og medlemmer af elitekorpset fra den sydafrikanske hær, gamle medlemmer af det britiske SAS, som lånte ud af deres tjenester i Nordirland, amerikanske eksagenter fra CIA og SWAT, de hemmelige tjenester fra de gamle lande i Østen og så videre.
I Irak er der aktuelt 122 chilenske ekssoldater som tjente Pinochets ordrer, de blev rekrutteret gennem en annonce i den chilenske avis El Mercurio (12/10/03). I den inviterede man ekssoldater, helst med erfaring i befalingsinstruktion og beherskelse af engelsk. For at dele ud af deres sikkerhedstjenester i udlandet indkasserer de 18.000 dollars for seks ugers arbejde. Annoncen blev besvaret af 400 marineinfanterister og gamle “boinas negras” – sorte baretter – ( specialstyrker fra den chilenske hær). Disse lejesoldater var ansat af en af sektorens største foretagender, Blackwater Security, Halliburtons datterselskab ( tæt forbundet med den amerikanske vicepræsident Cheney).
Erinys er et andet af de firmaer, som tilbyder deres tjenester i Irak, det er et sydafrikansk firma hvis opgave er at overvåge olieledningerne. Denne oplysning kendte man ikke til før januar måned i forbindelse med en af deres ansattes død: Francos Strydon. Han arbejdede som et gammelt medlem af kontraoprørsgruppen Koevoet, der deltog i adskillige politiske mord i løbet af 80’erne. En anden af de sårede lejesoldater var Deon Gouws, gammelt medlem af det hemmelige sydafrikanske politi under Apartheid, som i 90’erne tilstod at have deltaget i et attentat mod en politisk modstander af styret, og i nedbrændingen af 40-60’s antiapartheid-aktivisters hjem.
Den britiske avis The Guardian publicerede eksemplet med Derek William Adgey, en tidligere kongelig britisk marineinfanterist, ansat ved det britiske firma Armor Group. Han var lige kommet ud af fængsel en måned før han tog til Irak, efter at have tilbragt 4 år i fængsel for sit beskidte arbejde i Nordirland. Henrettelsen af italieneren er måske den bedst kendte sag, Fabricio Qattrocchi, denne fattige bager som var taget til Irak for at tjene nogle penge for at kunne gifte sig. Han og de tre andre italienske kidnappede var ansat af det amerikanske firma DTS Security. I avisen El Mundo (15/4/04) indfandt sig en artikel, hvor man lavede en beskrivelse af denne “civile entreprenør”. Han havde tjent i det italienske infanteri, hans to store passioner var kampsport og militærdisciplinen… han havde været frivillig i Afghanistan … han tjente 8000 euro om måneden, og hvis han lavede komplicerede opgaver, kunne han komme til at tjene 130.000 euro om året. De andre tre italienske kidnappede har lignende historier, en af dem er til og med ejer af en sikkerhedsforretning. Da de spurgte til hans familie (som han havde med sig i Irak) så ville han overraskende nok blive i landet, da han sagde han ikke vidste noget om deres tilstedeværelse, det samme var tilfældet med Fabricios mor.
Denne type af privat sikkerhed er en rentabel forretning, som årligt indtjener for 100.000 millioner af dollars, og desuden er det en branche i vækst, perspektivet er at i 2010 vil indtjeningen nå 200.000 millioner.
Disse foretagender plejer at være knyttet sammen med de store multinationale firmaer, som bruger disses tjenester for at beskytte egne interesser i de underudviklede lande, blandt deres tjenester er kidnapningen og mordet på fagforeningsaktivister, ligesom vi kunne se i Colombia med Coca Cola eller i Costa Rica med United Fruit Company.
Det mest kendte foretagende i sektoren er Blackwater, skabt af gamle medlemmer af De Grønne Baretter, det er dannet af 5 firmaer, alene i Irak har de 3000 folk, selvom de arbejder på hele planeten. Netop de 4 lejesoldater dræbt i Falluja var på deres lønningsliste. Firmaets motto er: “Støt friheden og demokratiet hvor end det vil være”, men hvis man ser på aktiviteter og på regninger og kunder der betaler, ville det være mere passende med “Støt den beskidte krig hvor end den vil være”. Det besidder en 2.428 hektar ejendom i North of Carolina, hvor det træner sine folk. Det fik en kontrakt i Irak til en værdi af 21 millioner dollar og har 450 folk til at beskytte Paul Bremer og den provisoriske myndighed.
Blackwater holder en gammel luftbase nær Bagdad besat og desuden, ligesom resten af de private sikkerhedsforetagender der er tilstede i Irak, deltager det i militæroffensiven og i besættelsen. Avisen The Wahington Post (6/4/04) beskrev det irakiske modstandsangreb på en amerikansk position i Najaf 4 dage efter mordet på de 4 lejesoldater i Falluja: “Et angreb fra 100 irakiske militsfolk mod regeringssædet i Nayaf blev slået tilbage, ikke af den amerikanske hær, men af otte delinger af et privat sikkerhedsfirma…Før ankomsten af nordamerikanske militærstyrker, sendte firmaet Blackwater Security Consulting sine egne helikoptere i midten af en intens ild”.
I alt er der 35 firmaer af denne type i Irak, blandt andet træffer vi Recursos Militares Sociedad Anónima (MPRI Inc) – samfundets anonyme militærressourcer – ledet af eksgeneralen Carl Vuono, veteran fra den første Golfkrig. Vi træffer også firmaer som Vinnel, der har års træning fra det nationale saudiske vagtkorps. Erinys (britisk) der har 14.000 irakere på sin lønningsliste (hovedsageligt persiske kurdere). De er befuldmægtigede til at overvåge olieledningerne og oliebrøndene i nord for sølle 120 dollars om måneden, mens deres vestlige lejesoldater betales 5000 dollars for det samme arbejde. Meteoric Tactical Solutions (sydafrikansk) har personel der arbejder som chauffører og sikkerhedsvagter for de høje irakiske funktionærer. Armor Group (britisk), blandt dets folk er der 500 gurkhaer befuldmægtigede til at holde vagt for Bechtel og Kellog & Browns udøvende folk. Control Risks (britisk), der har 120 mænd i Irak til at beskytte de britiske funktionærer og erhvervsdrivende.
De private britiske sikkerhedsfirmaer har tjent 1000 millioner af dollars i det første år af besættelsen, selvom en betydelig del kommer ud af de offentlige britiske pengekister, eftersom den britiske stat har smidt millioner af dollars ud på at leje private vagter, eskorter, sikkerhedskonsulenter, osv.
Et af de vigtigste lejesoldatsfirmaer i verden er DynCorp, og også de nyder godt af en kontrakt med det amerikanske udenrigsministerium. Ledet af gamle Los Angeles politibetjente blev det grundlagt efter anden verdenskrig af gamle hærofficerer, det er den 13. største militærentreprenør i verden, 50 % af deres indkomster stammer fra Patagonien (sydlige Argentina), det har med 23.000 ansatte og har indkomster årligt på 2300 millioner dollars. På nuværende tidspunkt har de 1000 civile konsulenter på irakisk jord for at hjælpe overgangsregeringen, de indkasserer salærer på mellem 63.000 og 74.000 dollars om året, desuden har de gratis kost og logi. Det første år af kontrakten er 50 millioner dollars værd, ikke mere end et par dage efter at have underskrevet kontrakten rekrutterede firmaet 150 ekspolitibetjente og det er det femte fremmede land som de arbejder i, i Haiti, Bosnien, Kosovo og Timor deltog de med FN- soldaterne. Deres mænd var anklaget for vold og seksuel handel med piger på mindre end 12 år i Bosnien. Firmaet tager også hånd om den personlige sikkerhed for den afghanske præsident, Karzai, for dette arbejde modtager de 130.000 dollars om året. Siden 1997 har firmaet været til stede i Colombia, der underskrev en kontrakt med den amerikanske administration til en værdi af 600 millioner dollars. Teoretisk er en af deres opgaver “kamp mod narkotikatrafikken” – de brænder kokadyrkningen ned, men i virkeligheden træner de colombianske soldater og deltager med de paramilitære i operationer mod den colombianske guerilla, nu har de udvidet dette arbejde til Perú og Bolivia.
En af deres underkontrakter, EAST (Eagle Aviation Service and Technology) hjalp Oliver North i firserne med at transportere våben og ammunition rettet mod nicaraguanerne. I Bolivia deltog DynCorp direkte i konfrontationerne mellem kokadyrkerne og hæren. I Ecuador har det 177 mænd på den amerikanske Manta base, på papiret tager de sig af vedligeholdelsen af landingsbanerne, fødevarer, osv., men tydeligvis er deres sande arbejde den beskidte krig.
Oven i købet er kampen mod narkotikatrafikken ikke tydelig, ifølge den offentlige amerikanske avis The Nation modtog DEA (amerikansk antinarko agentur) en information fra det colombianske politi, der her beslaglagde en narkotikapakke i maj 2000, hvis afsender var DynCorp basen i Bogotá og dens destination Florida. Den indeholdt heroin til en værdi af 100.000 dollars. I en anden hændelse døde en DynCorp læge, obduktionen viste at han døde af en overdosis kokain, i de to tilfælde forsvandt beviserne. Hverken politiet eller den colombianske hær har tilladelse til at efterse firmaets fly. De ecuadorianske bønder, som lever op af grænsen til Colombia, har ført dette firma for domstolene, hvor de anklager dem for at brænde deres land med glisofato, det har provokeret hudsygdomme, åndedrætsbesvær, og adskillige mennesker er døde flere børn, desuden har det medført nedgang i høsten.
Privatisering af hæren
George Bushs far overdrog i løbet af sin embedsperiode et studie angående privatiseringen af hæren til Brown & Root (Halliburton datterselskab), og det kom til konklusionen, at det er mere effektivt og billigere at overlade det beskidte arbejde til de “civile entreprenører”. Aktuelt er en tredjedel af hærens funktioner i USA i private hænder, for eksempel 80% af de nordamerikanske basers vedligeholdelse og 60 % af helikopterne. I Irak tager Kellog Brown sig af postleverancerne til soldaterne, uddeling og distribution af mad, men der er medfølgende problemer, fordi de konstant modtager kritik for madkvaliteten og postforsinkelsen.
Hærene indgår aftaler med private firmaer for at reducere omkostninger, alene fra en side reducerer de den amerikanske hær der er gået fra at have 790.000 til 480.000 soldater. Ifølge avisen Miami Herald har den nordamerikanske hær 700.000 ansat på deltid. Og den beskrev hvorledes en veteran fra et privat firma på en opgave i Colombia er billigere end en højtuddannet fra et militær akademi. Men det vigtigste er, at de ikke bliver nødt til at svare offentligt angående deres døde fordi de officielt er civile og ikke hører under nogen lov. For eksempel døde der for nylig 3 DynCorp piloter i Colombia og der var ingen beretninger om det i pressen. Som den kendte gamle ambassadør for USA i Colombia , Myles Frenchette siger: “Tydeligvis bliver det i praksis sådan, at de ikke er en del af den amerikanske hær, hvis man dræber nogen var man ikke en del af hæren”.
Siden 1994 har det amerikanske forsvarsministerium underskrevet 3061 kontrakter til en værdi af 300.000 millioner dollars med 12 firmaer. Disse firmaer låner ud af deres tjenester til USA i Filippinerne (de træner de filippinske piloter), Nepal, Cambodja, Indonesien (er i færd med at træne de indonesiske specialstyrker til dets intervention i Ny Guinea), Taiwan (de rådgiver hæren), Østtimor (ONU´s militærstyrker beror på organisationsstøtten fra disse private firmaer), Malaysia og en lang række andre. Og det nyeste eksempel er ansættelsen af disse lejesoldater til forhørerne af de irakiske og afghanske fanger.
Som vi ser er disse moderne “krigshundes” opgave ikke at garantere demokratiet eller friheden, der hvor de kæmper. Deres sande arbejde er at tilintetgøre hvilken som helst spire af opposition blandt dele af de unge og arbejderne til de multinationales og imperialismens plyndring i hvilken som helst afkrog af planeten. Det er et bevis mere på den sande karakter af kapitalismen, som er forberedt på at dræbe og tilintetgøre alt det, som stiller sig i vejen for at opnå flere fordele. Den eneste måde at gøre en ende på disse private hære er ved at tilintetgøre herren som de tjener, og denne er ikke andre end selve det kapitalistiske system.
