”Cirkulær økonomi” er tilsyneladende blevet buzz word for bl.a. Enhedslistens Pelle Dragsted. Uden at forklare nærmere hvad det handler om, fremstilles det, i et interview til Politiken den 8. marts 2015 som cirklens kvadratur: Socialisme uden at bryde med den private ejendomsret til produktionsmidlerne og markedet.

I virkeligheden dækker ”cirkulær økonomi” over et relativt veldefineret system. Et system der ganske vist indeholder en række progressive elementer i forhold til planlægning og systematisering af produktion på samfundsmæssig skala, ud fra miljøhensyn. Men på et kapitalistisk grundlag bliver de vendt til sin modsætning og vil øge udbytningen af arbejderklassen. 

”Join the circular revolution”

Det lyder ellers tillokkende: i virkeligheden er der ikke noget grundlæggende i vejen med den nuværende markedsøkonomi, alt hvad vi behøver, er at ændre vores tankemåde: I stedet for at tænke lineært: ”tag, brug, smid væk”, skal vi tænke: ”fra vugge til vugge”. Altså ikke bare traditionelt genbrug, men at produkter designes med det formål helt eller delvist at kunne blive genanvendt, enten som enkeltdele eller råmaterialer til ny produktion.

Den anden del af den cirkulære økonomi handler om, at vi skal blive forbrugere af services i stedet for at eje produkter. Vi skal have abonnementer eller lease vores biler, boremaskiner, vaskemaskiner osv. i stedet for at købe ejerskab. Det skal muliggøre at lade produkterne indgå i firmaernes aktiver og i en kontinuerlig proces af nyttige forbrug, i modsætning til det meget primitive genbrug der eksisterer i dag og som kun producerer simple lav-kvalitets råvarer (genbrugspap osv.) eller varme (ved forbrænding).

Ser man bort fra kapitalismens grundvilkår; at skabe profit, er de to koncepter i den cirkulære økonomi fortrinlige. Selvfølgelig skal der gøres op med det massive spild af ressourcer! En fabriks spildvarme er en andens energiforsyning. Produkter bør blive designet til at holde årtier, og indgå i nye produkter når de endelig giver op. I stedet for, som i dag, at blive produceret til at blive smidt på lossepladsen hurtigst muligt, for at skabe ny efterspørgsel. Dette er ikke bare ønskværdigt, men nødvendigt, hvis ikke jordens miljø skal smadres fuldstændigt.

Ligeledes vil alle socialister formentlig mene, at den fetich, der omgærer personlig ejendom, bør brydes. Hvorfor skal vi hver især eje en vaskemaskine og døje med ineffektiv tøjvask, reparationer osv.? Det vigtige er funktionen.

Så hvad er problemet?

Problemet er den underliggende økonomiske struktur. Så længe der produceres til et marked ud fra profithensyn, så vil det gå forud for alt andet.

Det er muligvis rigtigt, at ejerne af alle verdens virksomheder objektivt set ville kunne drage fordel af at koordinere deres produktion i et samlet system. Med andre ord: Med en planlagt økonomi, ville spild så godt som kunne elimineres, hvilket også vil reducere omkostningerne i produktionen. Fortalerne for cirkulær økonomi mener, at der på verdensplan kan spares over 1.000 mia. dollars. Men her er det springende punkt, som Pelle Dragsted og kumpaner bevidst eller ubevidst overser: Motivet for produktionen i en markedsøkonomi er privat profit.

Det er sikkert rigtigt, at den enkelte kapitalist hjertens gerne ville have, at de andre kapitalister omlagde deres produktion, så han kan bruge deres affaldsprodukter og tjene penge på at sælge sine egne videre. Men skal han selv klare sig på markedet, må han reducere sine omkostninger mest muligt, nu og her. Det betyder også, at store investeringer, på vegne af andre eller ”det fælles bedste”, mod et usikkert afkast langt ude i fremtiden, er udelukket. Markedet, som i øvrigt lider under en historisk krise, dikterer benhård konkurrence.

I en markedsøkonomi er det ikke muligt at omstille landets, for slet ikke at tale om verdens, produktion til et sammenhængende hele, hvor alle led i et produkts levetid og forskellige firmaers spildprodukter og råvare-behov indtænkes. Markedet fungerer i sagens natur uplanlagt og anarkisk. Men planlægning er imidlertid selve forudsætningen for virkelig at kunne udnytte alle ressourcer optimalt. Problemet er, at man ikke kan kontrollere og planlægge, det man ikke ejer. Ud over simpel optimering (som er foregået hele kapitalismens historie) på den enkelte virksomhed, hvor investeringerne kan betale sig selv ind inden for få år, vil egentlige eksempler på cirkulære produktionskæder, under kapitalisme, kun kunne lade sig gøre som eksperimenter (subsidieret af det offentlige).

Virkelig bæredygtig og sammenhængende produktion kræver samfundsmæssig planlægning og demokratisk kontrol; to ting der er notorisk fraværende i en kapitalistisk økonomi. Set ud fra det miljømæssige perspektiv er teorien om ”cirkulær økonomi” altså ikke en genvej uden om socialisering af produktionsmidlerne, men sidstnævnte er tværtimod forudsætningen for en virkelig cirkulær og bæredygtig økonomi.

Økonomiske og sociale konsekvenser

Et af de grundlæggende principper i teorien om en cirkulær økonomi er ideen om service i stedet for ejerskab; at vi skal bruge en funktion og ikke en ejendom. Denne tanke er isoleret set nærmest kommunistisk og muliggør netop, at produkterne eller dets dele løbende skiftes ud, sendes videre, optimeres osv. Ting der ikke kan lade sig gøre, hvis det er forbrugerens private ejendom.

Men hvad sker der, når den ide implementeres i en markedsøkonomi, af en virksomhed hvis altoverskyggende hensyn er at skabe profit til sine ejere? Så bliver det fornuftige ved ideen vendt på hovedet! Alle der bor til leje ved godt, at denne boligform i sidste ende er dyrere end at eje sin bolig. Det er et evigt dræn til en ejer (bolighaj, eller investor, som det så pænt hedder) der sidder med ejerskabet. Det samme gælder, hvis du lejer dit fjernsyn i stedet for at købe det. I længden er det langt dyrere end at eje, og profitten så meget desto større for virksomheden.

Det helt klassiske eksempel er de services, som vi som forbrugere allerede er afhængige af: vand, el, varme osv. Hvad sker der, når de bliver privatiserede og skal fungere ud fra et profitmotiv? Kunderne (arbejderklassen) tages som gidsler, og firmaerne bag kan sætte pris og vilkår, præcis som de lyster.

Produktionsvirksomheder forsøger da også i dag hele tiden at omlæggere deres ”værdiskabelse” (læs: udsugning af vores surt tjente lønkroner) fra salg af produkter, til salg af tjenester. Hvorfor? Fordi det gør kunden afhængig af producenten. Handlen er nu ikke længere en engangsforeteelse, men kilde til en konstant strøm af profit. Det hedder ”kundeloyalitet” på forretningssprog. Den samme loyalitet, som dyret i bur har overfor sin fodermester.

Resultatet af services frem for ejerskab for forbrugeren, på kapitalistisk basis, er yderligere slavebinding af arbejderne som forbrugere, til de virksomheder hvis services og abonnementer de er afhængige af. Det er heller ikke tilfældigt, at multinationale giganter som Unilever, IKEA, H&M, Renault og Phillips er aktive støtter af Ellen MacArthur Foundation, som er én af de førende fortalere for omstilling til ”Cirkulær økonomi”. Igen slår ejerskabets betydning igennem. For der er altid nogen, der ejer. I en virkelige socialistisk økonomi, vil ejerskabet være kollektivt, og det vil være kollektivet, der har kontrollen: Man vil samfundsmæssigt og demokratisk kunne styre produktionen efter behov i stedet for profit.

Derfor er det helt forfejlet, når Pelle Dragsted til Politiken lader forstå, at ”cirkulær økonomi” kan fungere i arbejderklassens og samfundets interesse indenfor de nuværende rammer, og at vi den vej langsomt kan gå over til et socialistisk system, uden en revolutionær omvæltning af det bestående system. Med introduktion af cirkulær økonomi i dag, hvor produktionsmidlerne ejes af en lille gruppe ekstremt rige og køres efter markedets profitmotiv, vil det ikke betyde en gradvis tilnærmelse mod socialisme, men endnu mere ekstrem udbytning af arbejderklassen i den rige elites interesser.

Dokumentation: 

Fra Politiken den 8. marts 2015

Direkte: Helle Thorning erklærede klassekampen død. Men den fortsatte. Bare fra oven

INTERVIEW Enhedslistens Pelle Dragsted afviser, at venstrefløjen er i idékrise, som den amerikanske filosof Francis Fukuyama siger. Tværtimod ser Dragsted oprør overalt i Europa.

Hvordan skal I markere kvindernes internationale kampdag?

»Vores politikere skal tale til forskellige arrangementer blandt andet med fokus på, at der stadig er stor lønkløft mellem mænd og kvinder, noget, som slet ikke blev adresseret i de overståede overenskomstforhandlinger«.

Det er vel også godt, at I kan kæmpe for kvinders rettigheder, når I nu ikke kan kæmpe mod kapitalismen?

»Nej, sådan ser jeg slet ikke på det. Jeg har med interesse læst Fukuyamas kritik af, at venstrefløjen har svigtet klassepolitikken til fordel for identitetspolitikken. Han har ret, hvis man ser på de seneste årtier. Et eksempel er, at vi i den offentlige debat diskuterer, om mænd har for stor indflydelse.

Det er absolut relevant, men vi diskuterer ikke på samme måde, om arbejdsgiverne har for stor indflydelse på vores arbejdspladser.

Et andet eksempel er, at Politikens debatredaktør har tilkendegivet, at han vil tilgodese kvindelige debattører og debattører med anden etnisk baggrund, fordi de er underrepræsenteret, men han glemmer, at ufaglærte arbejdere er lige så underrepræsenteret. Et tredje eksempel, som underbygger Fukuyamas pointe, er, at vi i år fejrer 100-året for kvinders valgret, men glemmer at fejre, at det også er årsdagen for valgret for almindelige lavtlønnede lønmodtagere. Eksemplerne viser, at klassediskussionen har været trængt i baggrunden, ikke kun for venstrefløjen«.

Fukuyama fremhæver, at hvis du ser en venstreorienteret demonstration i dag, handler den om homo-rettigheder, abort, racisme eller kvinders ligestilling. Er værdipolitik blevet vigtigere for venstrefløjen end kamp for øget økonomisk lighed?

»Jeg mener, han tager fejl. For der er sket noget efter finanskrisen. Hvis du ser på de store protestbevægelser, der har været de seneste år, handler de netop om klassepolitik.

I USA er der Occupy Wall Street, som havde klart klassepolitisk sigte, ligesom der i USA har været store demonstrationer for lønmodtagernes ret til at organisere sig og forhandle kollektivt. Hvis vi ser på Europa, er der Los Indignados i Spanien, som er et antikapitalistisk oprør mod nedskæringspolitikken, og hvor det parti, som er vokset ud af det, er ved at blive Spaniens største. Også i Danmark har de største massedemonstrationer handlet om indgrebet i lærernes arbejdsaftaler og salget af Dong, som jo var en klassisk diskussion, om det er fællesskabet eller private interesser, som skal eje vigtige dele af vores samfund. Og det, vi ser i øjeblikket i flybranchen, er en voldsom konflikt om lønmodtagernes rettigheder«.

Men selv om du kan påpege bevægelser, har Fukuyama vel en pointe i, at venstrefløjen har forsømt at formulere en ny samlet politisk vision?

»Jeg tror ikke, at man kan tale om venstre-fløjen under et. Socialdemokratismen er i krise – i hele verden. Socialdemokratiets succes handlede om et klassekompromis, hvor arbejdsgiverne accepterede en velstandsfremgang for almindelige mennesker, mod at socialdemokratierne accepterede, at kapitalismen bestod. Men det, som er sket, er, at arbejdsgiversiden har opsagt det kompromis, dels fordi truslen fra kommunismen ikke længere er der, dels på grund af globaliseringen, som gør det meget nemmere at flytte virksomheder ud eller rykke billig arbejdskraft ind.

Kompromiset er opsagt, og vi oplever i stedet en aggressiv kapitalisme. Men socialdemokraterne fortsætter, som om klassekompromiset stadig består. Helle Thorning erklærede klassekampen død. Men den fortsatte. Bare fra oven«.

Så hvad er alternativet til det borgerlige kapitalistiske samfund for dig at se?

»Alternativet er det samme, som det altid har været. Det er efter min mening ikke ideer, venstrefløjen mangler. Der er tale om en magtkrise mere end en idékrise. Vi har masser af lange programmer for, hvordan vi kan omstille hele landbruget til økologi, hvordan vi kan dele arbejdet, eller hvordan vi kunne indføre det, vi kalder cirkulær ligevægtsøkonomi, så jeg mener ikke, at det er der, den er gal. Vores udfordring er først og fremmest, at det er lykkedes højrefløjen at overbevise mange om, at der ikke er alternativer. At der kun findes én nødvendig politik«. »Men der er ved at komme sprækker i den konsensus. Venstrefløjens vision handler grundlæggende om at flytte demokratiet frem på bekostning af markedskræfterne, sådan at beslutningerne tages af dem, vi har stemt på.

Om at skabe mere frihed, tryghed og indflydelse for det enkelte menneske, og den kapitalisme vi kender i dag, står i vejen for det. Vi oplever, at vores frihed bliver begrænset af reformer, som gør det sværere at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, eller som sænker trygheden, når man bliver arbejdsløs. Og vores indflydelse indskrænkes, når finansmarkederne sætter dagsordenen«. »Det er stadig det venstreorienterede projekt at ændre det. Og det kræver, at man forstår, at man skal udfordre kapitalismens grundpiller – markedskræfternes dominans og den private kontrol med centrale dele af økonomien – for de står i vejen for at løse de store udfordringer, vi står over for«.

Skal staten så nationalisere banker og produktionsmidler?

»Hvis vi ser på den finansielle sektor, er virkeligheden, at mennesker, som vi aldrig har stemt på, kan diktere valgte regeringers politik. Det ser vi i Frankrig og Grækenland og mange andre lande, men befolkningen har aldrig besluttet at flytte magten over til finanssektoren. Jeg mener, at det er helt nødvendigt med grundlæggende forandringer i finanssektoren, så vi får beskyttet samfundet mod den slags kriser, vi netop har oplevet. Vi skal opsplitte de store finanskonglomerater, så spekulation bliver adskilt fra den almindelige bankvirksomhed. Og vi bør skabe en almennyttig offentligt drevet bank, hvor jeg som lønmodtager kan have mine penge stående, uden at de bliver brugt mod mig selv, hvor jeg som boligejer kan låne penge uden at komme i kløerne på spekulanter. Det er et af de steder, hvor der i den grad er brug for ændringer i ejendomsretten«.

Så vi bevarer den kapitalistiske ramme, men regulerer inden for den?

»Jeg tror, at en af de fejl, venstrefløjen historisk har gjort, er den meget skarpe opdeling mellem kapitalismen med stort K og socialismen med stort S, som afløser hinanden ved et eller andet stort big bang. Jeg forestiller mig en udvikling, hvor demokratiet skridt for skridt vinder frem. I dag er det allerede sådan i Danmark, at vi har en blandingsøkonomi. Vi har private virksomheder, vi har en offentlig demokratisk kontrolleret sektor, og vi har andelsselskaber og kooperativer, for eksempel en dagligvarekæde, som i princippet er ejet af kunderne. På den måde er der mange ejerformer allerede. Jeg forestiller mig, at kollektive ejerformer vinder frem på bekostning af de store private virksomheder, og det kan man understøtte politisk. Det er jo egentlig mærkeligt, at demokratiet i dag mange steder stopper, når man møder ind på arbejde. Antallet af kooperativer i verden eksploderer, der er millioner af mennesker verden over, som arbejder i medarbejderejede virksomheder«.

Sådan er det da ikke i Danmark?

»Socialøkonomiske virksomheder og kooperativer vinder også frem her. Der er også små selvstændige, som har deres virksomhed, ikke nødvendigvis for at tjene en masse pengene, men fordi de har en kærlighed til det, de laver, og ønsker at bidrage til samfundet«.

Hvordan skal I få jeres ideer igennem?

»Det handler ikke så meget om regeringsdeltagelse eller ej. Det handler om, hvorvidt man tror på og arbejder for at ændre på tingene, eller om man blot vil administrere det bestående. Der er et klart skel mellem socialdemokratierne i Europa og Enhedslisten og lignende partier. Vi oplever, at de kapitalismekritiske partier går frem mange steder, Enhedslisten er firedoblet i løbet af en årrække. De partier, som forstår, hvad vi står over for, og har modet til at skabe forandringer, også hvis vi møder modstand fra eliten, har en kæmpe chance for at vinde frem. I forhold til Fukuyama er jeg optimist, for jeg oplever et oprør mod udviklingen, nyliberalismens epoke er ved at slutte. Mange steder i Europa kan vi se, at folk ikke længere tror på nedskæringspolitikken. Vi griner efterhånden, når vi hører en økonom i tv, for deres antagelser har nada med virkeligheden at gøre«.