Det er ikke altid let at være socialist. Til tider sker der ting og sager, man ikke umiddelbart havde regnet med. Det var præcis, hvad der skete for Allende i Chile for 30 år siden. Da den folkevalgte præsident, Salvador Allende, stod op om morgenen den 11. september 1973, havde han næppe regnet med, at denne dag skulle blive hans sidste, som et resultat af koalitionsregeringens vaklen mellem socialisme og kapitalisme – eller med andre ord: Konsekvensen af en arbejderregering, der ikke stod 100% fast på et socialistisk program.
Chile var i 60’erne præget af store bevægelser i arbejderklassen. Der var 5 generalstrejker i løbet af de 10 år og et kæmpe antal demonstrationer og jordbesættelser. Der var udbredt utilfredshed med de elendige forhold, der herskede for arbejdere og bønder, og med den amerikanske imperialismes tilstedeværelse i landet. Bevægelsen bragte Salvador Allende, spidskandidaten for venstrefløjskoalitionen, til magten i november 1970, på et program der bl.a. indeholdt løfter om nationalisering af kobberminerne og et antiimperialistisk Chile – uafhængigt af USA!
Knap 3 år fulgte med tilspidset klassekamp, inden det lykkedes borgerskabet at erobre magten fuldstændig vha. et militærkup, hvor der blev indført stærk undertrykkelse af arbejderklassen, der mistede tidligere tiders kampgejst… Men hvordan kunne det gå så galt for noget, der lovede så godt, og findes der nogen paralleller i dag?
Det problem, Allende stod over for for 30 år siden, står præsidenter som Lula i Brasilien og Chavez i Venezuela over for i dag. De er/var alle præsidenter for en arbejderregering, men deres store og alvorlige problem er/var manglen på et klart socialistisk program at holde sig til, der kan vise vej frem i kampen for ordentlig velfærd.
Bare en arbejderregering?
En arbejderregering i en borgerlig stat vil før eller siden gå nedenom og hjem, hvis ikke den bryder med det kapitalistiske system. Det er ikke nok, at det er repræsentanter for arbejderklassen, der formelt har den politiske magt, det handler i allerhøjeste grad også om, hvilken klasse i samfundet der reelt har magten over staten og ikke mindst økonomien. I Chile havde arbejderklassen ikke magten over staten, hvilket kostede dem dyrt i sidste ende – det samme kan ske i Venezuela.
Vi må se den verdensøkonomiske krise i øjnene og få realiteterne på bordet: Den tid er forbi, hvor kapitalismen havde råd til at give velfærdsindrømmelser, og hvor man kunne opnå små forbedringer ved klassesamarbejde – dette er i dag en umulighed, der er derimod brug for en socialistisk demokratisk planlagt økonomi, hvis vi vil have forbedringer.
Inkonsekvens = Forræderi
Det er desværre ikke nok at have gode intentioner – hvis gode intentioner alene kunne ændre verden, ville verden se helt anderledes ud i dag. Problemet med folk, der lader til at have gode intentioner, fx Allende og Chavez, er, at de har en tendens til at være inkonsekvente, og det vil i sidste ende koste dem dyrt. Man må være helt klar over, at hvis man tirrer borgerskabet, men ikke er rede til at afvæbne dets tropper, lade arbejderklassen overtage samfundet og bryde med kapitalismen, ja så bryder borgerskabet med én selv. Det var det, der skete i Chile, og det kan ske igen. Aktuelt lige nu er Venezuela, men det kan ramme alle arbejderregeringer i verden.
Hvis man stadig ønsker at udvikle velfærden i samfundet, er det ikke alene nok med en arbejderregering. Der er brug for et konsekvent brud med det kapitalistiske system, et brud som kun arbejderklassen kan gennemføre – et brud der må og skal følges af opbygningen af socialisme med demokratisk arbejderkontrol over arbejderklassens politiske repræsentanter, den fælles ejede økonomi og de væbnede styrker.
– For en længere historisk gennemgang: Tjek artiklen ”Læren af Chile 1973”.
