Billede: socialist.netDet seneste stykke tid har vi alle kunne følge med i det forsyningskollaps, som har ramt Storbritannien, med billeder af tomme hylder og kamp om de få leverancer af benzin, der kommer ud til forbrugerne. Billeder, vi ikke er vant til at se fra et af verdens mest højtudviklede kapitalistiske lande.
Forsyningsvanskelighederne skyldes efter sigende en stor mangel på lastbilchauffører som følge af Brexits udelukkelse af europæiske arbejdere, der hidtil i stor stil varetog jobs som varekørsel.
Den britiske regering forsøger febrilsk at løse problemet. Først ved at få britiske borgere til at arbejde som lastbilchauffører, men da lønnen er lav og arbejdsvilkårene dårlige, virker det tæt på umuligt. Regeringen vendte sig så mod industrien og opfordrede dem til at hæve lønningerne og gøre jobbene attraktive. Men svaret fra kapitalistklassen er utvetydigt, at en stigning i lønninger til disse arbejdere og den deraf følgende reducerede profit var en præcedens, de ikke var interesserede i at sætte. Forslaget var dødfødt.
I stedet vendte den britiske regering sig mod det europæiske fastland. De er nu igang med at udstede en lang række tidsbegrænsede visa for at trække de chauffører, man lige har smidt ud, tilbage til landet.
Denne totale falliterklæring fra en regering, der støttede Brexit, får dog nok også begrænset effekt, da European Road Haulers Association (brancheorganisation for europæiske lastbilvognmænd) tvivler på forslagets effekt, idet lønforholdene i Storbritannien er langt dårligere end på det europæiske fastland.
I sidste ende blev det til et kompromis, som hverken tilfredsstiller nogen parter, eller løser problemet. Konkurrencelovgivningen er blevet sat ud af kraft, så olieselskaber kan koordinere distributionen af brændstof mere effektivt.
Regeringsindgrebet i sektoren, med militæret på standby til at støtte med kørsel, viser tydeligt, hvordan ”det frie marked”, som bliver hyldet til hverdag, må smides på porten, det øjeblik en krise skal løses.
Økonomisk liberalisme og den ”usynlige hånd” er velfungerende til at skabe uanede mængder profit for kapitalismens elite i økonomiske opsving, men efterlader regningen til den almene arbejder, som det ses nu i Storbritannien.
Den nuværende løsning udstiller tydeligt den løgn, vi er blevet fortalt af kapitalisterne, omkring lønudviklingen. Vi er blevet tudet ørerne fulde af historier om, at man i økonomiske opsving og perioder med mangel på arbejdskraft vil se en stigning i lønnen. Udbud og efterspørgsel vil – uden at fagforeningerne behøver at blande sig – sørge for, at vi alle får en del af kagen. Dette falder brat til jorden, når man kan se, at den akutte mangel på chauffører ikke har ført til den mindste forbedring af deres løn- eller arbejdsvilkår. Til gengæld kan vi være sikre på, at den næste krise stadig vil føre til massefyringer, lønpres og nedgang i arbejdsforholdene. Den ”sociale kontrakt”, kapitalisterne påstår, at de har indgået med den britiske arbejderklasse: At man i opgangstider ser lønstigninger og forbedringer, mod at man også tager en del af regningen i de kriser, kapitalismen selv skaber, har altid været en narresut. Nu kan vi se sort på hvidt, at udbytningen af arbejderen også skal foregå i opgangstider, men at regningen for kriserne stadig skal tørres af på arbejderne.
Udover at vi ikke ser skyggen af lønforhøjelser i det nuværende opsving, kan arbejderne allerede nu begynde at betale regningen på forskud i form af stigende inflation. Huslejer og fødevarer bliver bl.a. løbende korrigeret automatisk med en stigning, der svarer til inflationen – en automatisk korrektion, der ikke ligefrem finder sted på lønsedlen. For kapitalisterne har den stigende inflation derimod en positiv side, da den kunstigt lave rente sammen med inflationen fører til en kolossal nedskrivning af store firmaers gæld, betalt direkte af arbejderklassen.
Men er disse problemer så isoleret til Storbritannien som følge af Brexit og COVID? Kapitalisterne leder febrilsk efter en forklaring på krisen og forsikrer os om, at den er midlertidig og ikke er kapitalismens skyld.
At de peger fingeren på Brexit og COVID er udtryk for deres snæversyn og manglende evne til at se det store billede af et økonomisk system hvis indbyggede mekanismer altid vil føre til kriser.
Den nuværende situation i Storbritannien er ikke unik. Overalt i den vestlige verden ser vi de samme modsætninger i systemet. I USA og EU-landene har store dele af kapitalistklassen problemer med at finde arbejdere til lavtbetalte jobs og skyder i ét væk skylden på stater og regeringer, samtidig med de nægter at justere lønningerne til et niveau, som man kan leve et anstændigt liv på.
I Danmark har vi mest tydeligt set dette i omsorgsfagenes kamp for bedre arbejdsvilkår og lønforhold ledet af sygeplejerskernes strejke over sommeren.
Det er et uhyre vigtigt arbejdsområde i samfundet, hvor der mangler arbejdskraft (over halvdelen af alle opslåede sygeplejerske stillinger i KBH bliver ikke besat). Vi står overfor et sundhedssystem, der er ved at kollapse. Alligevel er det ikke nok til at få regeringen til at forbedre forholdene. Sidste år fandt man i løbet af to uger et tocifret milliardbeløb til at betale minkavlerne. Men når det kommer til et af fundamenterne i et samfund, vores sundhedssektor, kan der ikke findes en krone til at redde det.
Vi får med al tydelighed vist, at staten og regeringen, når det kommer til stykket, ingen interesse har i arbejderklassens ve og vel, men udelukkende baserer politikken på storkapitalens ret til at udnytte arbejderne for at skrabe profit ind til en lille minoritet i samfundet.
