Torsdag d. 16 august, som en opfølgning på den internationale marxistiske tendens succesfulde intervention i verdensungdomsfestivalen, organiserede CMR (den venezuelanske Revolutionære Marxistiske Strømning) og JSR (Revolutionær Socialistisk Ungdom) to offentlige møder i Caracas Mayorol Offices (Alcaldía metropolitana). Målet med disse møder var hovedsageligt at samle nogle af de kontakter, der blev lavet på festivalen. Der deltog over 120 mennesker. Der var en stor interesse for de marxistiske ideer og en meget livlig debat især på det andet møde.
De fleste tilstedeværende var unge, mange med den bolivariske bevægelses uniform, en rød T-shirt, på. Men der var også et vist antal af ældre kammerater, veteraner i arbejderbevægelsen, fagforeningsaktive og kommunister. Mellem de tilstedeværende den første dag var Jorge Paredes, lederen af den besatte CNV fabrik, (der nu er blevet eksproprieret) og på anden dagen, var der den velkendte venezuelanske tv-skuespiller Simón Pestana.
Emnet på den første dags møde var mødet mellem unge marxister og Alan Woods, og hovedtaleren var kammerat Alan Woods, redaktør af Marxist.com. Han blev efterfulgt af en række internationale delegerede til festivalen, der kom med korte taler, der understregede behovet for socialisme på verdensplan og nødvendigheden af et marxistisk program og ledelse. Mellem talerne var kammerat Juanjo Lopez, den spanske studenterorganisations generalsekretær, der pointerede, at kampen mod bureaukratiet i Venezuela allerede var blevet forudset af de fire berømte betingelser hos Lenin:
a) Frie og demokratiske valg af alle funktionærer med retten til at tilbagekalde dem. b) Ingen embedsmand skal modtage en højere løn end en faglært arbejder. c) Ingen stående hær eller politistyrke men et væbnet folk. d) Gradvis skal alle opgaverne med at administrere samfundet og staten udføres af alle efter rotation.
Alan Woods begyndte sin tale med at pointere, at krige og terrorisme kun er de eksterne symptomer på kapitalismens organiske krise på verdensplan. Latinamerika er nu centrum for den verdensrevolutionære proces og det venezuelanske folk har den ære at stå i frontlinien. Han kritiserede de såkaldte marxister, der forsøger at sprede pessimisme og fortvivlelse ved at fremføre alle mulige ”kloge” argumenter for at overbevise masserne om, at den socialistiske revolution er en håbløs opgave.
”Hvad ville disse folk have sagt til Simon Bolivar, da han begyndte sin revolutionære kamp for et uafhængigt Latinamerika? De ville have sagt:’ Nej det er håbløst, Spanien er for stærkt. Vi må være forsigtige.’ Osv. Og hvor ville vi være, hvis Bolivar havde lyttet til disse gentlemen? Vi ville stadig være underlagt kolonialt slaveri. I løbet af diskussionen spurgte en: ”Hvordan kan vi tale om en proletarisk revolution i Venezuela, når arbejderklassen er i mindretal?”. Som svar på dette spørgsmål mindede Alan tilhørerne om den virkelige situation i Rusland før 1917:
”Folk glemmer at Tsar-Rusland var et ekstremt tilbagestående land, meget mere tilbagestående end Pakistan i dag. Ud af en samlet befolkning på 150 mio. mennesker var der kun ca. 4 mio. industriarbejdere og højst 10 mio., hvis vi tæller transport og minearbejdere med. Arbejderklassen var et lille mindretal, men det forhindrede ikke Lenin og Trotskij i at lede den til overtagelsen af magten. Bolsjevikkerne tog magten i Rusland, og appellerede derefter til de europæiske arbejdere om deres hjælp.
”Der var masser af mennesker i Rusland, som gav Lenin det samme slags råd, som vi nu hører alt for ofte i Venezuela: vi må ikke tage magten, vi er for svage, vi vil blive smadret osv. Men bolsjevikpartiet gjorde sin pligt. De havde et internationalistisk perspektiv. De baserede sig på perspektivet om en international revolution, især i Europa.
Skeptikerne vil sige, at dette var en utopi. Men det er ikke rigtigt. Der var en revolution i Tyskland i november 1918, da arbejderne rejste sig, organiserede en generalstrejke, hæren lavede mytteri, og den tyske flåde gik ind i Kiel og Hamburg under den røde fane. Desværre blev den tyske revolution forrådt af de socialdemokratiske ledere og den russiske revolution var isoleret under forhold med forfærdelig tilbageståenhed.”
Alan citerede de ord af Marx, som blev citeret af præsident Chavez i hans tale sidste søndag: ”Socialisme eller barbari”. Spørgsmålet om den socialistiske revolution blev resolut sat tilbage på dagsordenen. Tiden til pessimisme, skepticisme og at give op er slut. Han appellerede til alle tilstedeværende om at gå med i den Revolutionære Marxistiske Strømning og den Revolutionære Socialistiske Ungdom, og at intensivere kampen for den socialistiske revolution i Venezuela og hele Latinamerika.
På anden dagen var der to andre talere udover Alan Woods. Den ene var et medlem af Juan Barretos kabinet, the metropolitan mayor i Caracas, og den anden en bisidder for the Metropolitan departement of Culture. Emnet var; den bolivariske revolution og socialisme. Det blev til en meget livlig og til tider ophedet debat, hvor Alan Woods forsvarede den revolutionære socialisme, og de andre to forsvarede reformismen.
Kort sagt var reformisternes argumenter: Venezuela er ikke klar til socialisme, masserne forstår ikke socialisme og er på et lavt bevidsthedsniveau, den internationale kontekst er ikke favorabel, og at vi må gå fremad langsomt. Den første taler sagde, ”at vi ikke har midlerne” til at gennemføre en fuldstændig landreform. Den anden, der beskrev sig selv som en ex-guerrilla og en tidligere marxist-leninist, (det er utroligt hvor mange af de mest krigeriske reformister, der er ”ex-guerrillaer og tidligere marxister-leninister”!), protesterede ophedet imod det, han beskrev som ”venstreorienteret retorik”. Måske gav det ham dårlig samvittighed at høre de ideer, han engang havde forsvaret blive vendt imod ham selv.
I en fuldstændig sønderlemmende kritik af reformismen citerede Alan Woods Fidel Castros introduktion til Che guevara’s Bolivianske dagbøger;
”Der vil altid være en strøm af undskyldninger, uanset tid og omstændigheder til ikke at kæmpe – og det ville betyde, at vi aldrig kunne opnå frihed”.
Han begyndte med at hævde, at vi er med i en krig, en krig mellem klasserne, hvor ingen konsensus eller varig aftale er mulig. Men han pointerede, at ved mange lejligheder i krigshistorien er store hære med modige soldater blevet overvundet af en lille professionel hær med gode officerer. Det er absolut nødvendigt for den revolutionære bevægelse i Venezuela at optage et korrekt og utvetydigt program, baseret på marxismens videnskabelig principper.
”Hvad er det 21. århundredes socialisme?” spurgte Alan. ”Ingen kan svare mig. Men det tjener et brugbart formål for dem, der ønsker at udvande ideen om, at den bolivariske revolution må omdannes til en socialistisk revolution. Denne ide er blevet fremsat af præsident Chavez, og som så mange andre ideer han har forsvaret, bliver den saboteret af det bolivariske bureaukrati.
Der er dem, der siger, at vi må udvikle en helt ny socialisme, der aldrig er set før. Men som Biblen siger, der er intet nyt under solen. At tale for noget nyt, bare for at gøre det, er ikke noget at være stolt af. Hjulet er meget gammelt – selv ældre end marxismen – men hvad ville vi sige til en mand, der sagde; hvorfor opfinder vi ikke et helt nyt hjul – det 21. århundredes hjul? Hvad med et firkantet hjul? Eller måske et trekantet ville være bedre!” (latter)
Alan afviste reformisternes forsøg på at fremstille dem selv som ”realister” og marxisterne som utopister: ”Hvad er denne såkaldte realisme? Det er realismen hos en mand, der prøver at overtale en tiger til at spise salat i stedet for kød. Selvfølgelig lykkes det ikke, og han ender i tigerens mave.
”Vi har set hvad denne ’realisme’ har ført til i Venezuela. Efter kuppet i 2002 forsøgte præsident Chavez at blive forsonet med oligarkiet. Han tilbød af forhandle et kompromis. Hvad var resultatet? Et nyt forsøg på at vælte regeringen under bossernes lockout. Kun massernes direkte intervention reddede revolution ved begge tilfælde og igen i afstemningen.
”Er der nogen tilstede her der tror, at den bolivariske revolutions mål kan nås, mens oligarkiets økonomiske magt forbliver intakt? Lad dem rejse hånden nu.” Ingen løftede deres hænder, og den reformistiske ex-guerrilla trak på skuldrene som for at sige; ”Vi er alle enige”. Alan vendte sig mod ham og sagde: ”Hvis du siger a må du også sige b, c og d. Det er ikke nok at stemme for socialisme, det er nødvendigt at tage konkret skridt for at føre det ud i virkeligheden. Det er nødvendigt at ekspropriere oligarkiet, at nationalisere jorden, bankerne og de store industrier under arbejdernes kontrol og ledelse.”
Der var en meget livlig debat blandt de deltagende, hvor folk stod i kø for at tale. Uden undtagelse gennemhaglede dem der talte reformisterne, og forsvarede det standpunkt, som Alan Woods havde repræsenteret. Der var nogle vrede udråb fra gulvet fra arbejdere, hvor en af dem protesterede imod, hvad han kaldte ”bureaukraternes diktatur”. Det er på høje tid, at lederne begynder at lytte til folkets stemme”, sagde han.
Reformisternes afsluttende taler var endnu værre end deres oprindelige forsøg. Taleren fra the departement of Culture virkede, som om han havde tabt det meste af sin appetit for debat og begrænsede sig til et par overfladiske bemærkninger om, at det var umuligt at have en planøkonomi i Venezuela. Man fik det indtryk, at han var ked af, at han var kommet.
Men ex-guerrillaen var derimod i kamphumør. Han lancerede en tirade imod hans kritikere, Hvor han bl.a. antydede, at de intet havde lært fra Sovjetunionens kollaps, og derudover at der ikke var noget parti til at skabe en et—parti stat, (hvilket ingen havde nævnt). Han uddybede i længere tid omkring massernes uvidenhed, der tydeligvis ikke kunne blive betroet den vigtige opgave, det er at styre samfundet. De behøver tid – tilsyneladende meget meget lang tid – til at udføre deres reformistiske strategi (en kammerat kommenterede, at de i virkeligheden burde tale om d. 23. århundredes socialisme!). I et malplaceret forsøg på at imponere tilhørerne med en forevisning af historisk lærdom, proklamerede han: ”Man kan ikke gennemføre disse ting på en nat. Blev pariserkommunen opsat på en nat? Blev sovjetterne i Rusland opsat over en nat?”
I sin opsummering af debatten sagde Alan Woods, at det var rigtig godt, at forskellige holdninger blev debatteret, og at han havde lyttet med stor opmærksomhed til, hvad de to andre talere havde sagt, men, at han stadig ikke, var blevet klogere på betydningen af ”d. 21. århundredes socialisme”. Han fortsatte derefter med at nedbryde reformisternes argumenter et efter et.
”Lad mig gøre en ting klart. Ingen her har forsvaret en tilbagevenden til den miskrediterede model for det stalinistiske Rusland, som det er blevet foreslået. Det der kollapsede i USSR var ikke socialisme, som vores russiske kammerat har forklaret, men en bureaukratisk totalitær karikatur af socialisme. Ligesådan har ingen her forsvaret en et-parti stat. Det har intet til fælles med Marx’ og Lenins ideer.
”Socialisme er demokratisk, ellers er det intet. Men ægte demokrati er umuligt under kapitalisme. I England og USA er der formelt borgerligt demokrati, hvor alle kan sige, (næsten) lige hvad de vil, så længe de store banker og monopolerne bestemmer, hvad der virkelig sker. Vi står for ægte arbejder demokrati, hvor styringen af samfundet er i hænderne på flertallet af arbejdere, ikke et mindretal af rige parasitter.
”Betyder det en et-parti totalitær stat? Absolut ikke. Jeg tror ikke, at det det vil være nødvendigt, at nægte de tidligere ejere deres demokratiske rettigheder, efter at vi har eksproprieret dem. Men hvad, vi ikke kan acceptere, er, at en lille håndfuld rige mennesker ejer og kontrollerer fjernsyn og aviser og bruger dette monopol til at sprede dets kontrarevolutionære gift og agitere for et kup.
”Vi må derfor nationalisere medierne, og derefter give adgang til fjernsyn, radio og aviser til grupper, partier og organisationer i henhold til deres virkelige sociale opbakning. Så UNT ville have en TV-station og et par daglige aviser og hr. Cisneros kan få et lille kopieret nyhedsbrev, som han vil være velkommen til at sælge uden for metrostationerne, som vi nu sælger El Militante og El Topo Obrero. Med andre ord, borgerskabet vil blive givet præcis de samme rettigheder, som de tidligere gav os. Hvad er der galt med det?
”Kammerat Pedro siger, at massernes bevidsthedsniveau er lavt. Når jeg hører den slags ting, klør jeg mig i håret. Hvor var dette lave bevidsthedsniveau i april 2002, da masserne strømmede ud i gaderne uden et parti, uden en organisation, uden ledelse og væltede kuppet? Er det er lavt bevidsthedsniveau? Det var en fantastisk bevægelse, ligesom arbejdernes bevægelse i Barcelona i 1936 og viser et meget højt niveau af revolutionær klassebevidsthed.
”Hvem besejrede bossernes lockout? Masserne. Hvem besejrede kontrarevolutionen i tilbagekaldelsesafstemningen? Masserne. Og alligevel er der stadig folk, der taler om ’et lavt bevidsthedsniveau’ hos masserne! Hvilket land lever disse mennesker i? Det ser ikke ud til, at det er i Venezuela!
”Kammerat Pedro spørger: blev pariserkommunen oprettet over en nat? Blev sovjetterne i Rusland oprettet over en nat? Jeg svarer: ja, pariserkommunen blev sat op på en nat, ligesom sovjetterne i Rusland. Ingen fortalte de russiske arbejdere, at de skulle oprette sovjetter. De var et fantastisk eksempel på arbejderklassens kreativitet og selvbevægelse, ligesom i pariserkommunen. Kammerat Pedro ryster på hovedet. Han har glemt den revolutionære histories mest elementære facts.
”En revolution baserer sig på massernes egen bevægelse. Dette er drivkraften i enhver revolution, og det er også drivkraften i den venezuelanske revolution. Er det ikke på tide, at vi har en smule tillid til masserne – bare en lille smule?” spurgte Alan de to reformister, der ved denne tid sad og stirrede på deres sko.
”Der er et alvorligt problem med bureaukrati,” fortsatte Alan. ”Dette kan ødelægge revolutionen. Bureaukratiet er en kræftknude, der gnaver på revolutionens indvolde, og ødelægger den indefra. Den anden dag fik jeg fortalt den følgende historie af arbejderne fra den besatte CNV fabrik, hvis leder Jorge Paredes var her i går. Efter at arbejderne havde begyndt besættelsen, dukkede der en dag en mand op på fabrikken, der var fuldstændig ukendt, og bekendtgjorde, at han var ’den nye bolivariske fabriksdirektør’. Arbejderne sagde til ham: ’OK. Gå over i hjørnet og sæt dig og så skal vi fortælle dig, hvad vi beslutter’. Selvfølgelig siger jeg ikke, at vi ikke behøver eksperter, økonomer osv. Men de må være under arbejderklassens kontrol og tjene den ikke herske over arbejderne. (klapsalver).
Alan insisterede på, at arbejderne må kontrollere deres ledere, og citerede bolsjevikkernes program fra 1917: ”En modig revolutionær politik er nødvendig, ikke forsigtige halve tiltag. Den socialistiske revolutions sejr i Venezuela ville lægge grunden for den socialistiske revolution i Bolivia, Ecuador, Peru og over hele kontinentet”.
Han opsummerede med følgende ord: ”Jeg går entusiastisk med på Simon Bolivars store idealer, samlingen af Latinamerika. Men efter 200 år må vi spørge os selv: er det virkelig muligt under kapitalismen? I to århundreder har godsejere, finansfolk og kapitalister forrådt Bolivars vision. De har opdelt Latinamerikas levende krop og sat det under imperialismens nåde. Derfor har vi retten til at konkludere, at den eneste måde, Bolivars drøm kan realiseres, er ved, at arbejderklassen tager magten (klapsalver). Den venezuelanske revolution må være første skridt i kampen for den socialistiske sammenslutning af Latinamerika, og dette må være første skridt i kampen for en socialistisk verden.”
Disse synspunkter blev entusiastisk støttet af næsten alle tilstedeværende.
