Med Boris Johnson som ny premierminister i Storbritannien er Europas næststørste økonomi måske på vej mod et Brexit uden aftale. Hvordan er Storbritannien og Det Konservative Parti kommet hertil, hvad er udsigterne for den kommende periode i britisk politik, og hvilken retning må Jeremy Corbyn fra Labour gå, hvis han vil vælte Johnson?
Sommerferien bringer sædvanligvis en rolig periode med sig i den politiske verden. Parlamentets kamre, hvor geskæftige politikere til hverdag kæmper om ordet, erstattes af tomme korridorer i parlamentsbygninger verden over. Politikerne selv hopper på et fly og rejser til andre himmelstrøg for at slippe væk fra hverdagen i rampelyset. I et kort øjeblik virker verdens politiske gang til at være sat på pause. Sådan skulle det dog ikke gå i Storbritannien i år. Brexit og borgerkrigen i Det Konservative Parti kan hverken tage i sommerhus eller på kurophold. Valget af en ny formand – og dermed også af en ny premierminister i Storbritannien – var derfor på Det Konservative Partis dagsorden i juli, efter Theresa May blev tvunget til at træde tilbage i begyndelsen af juni. Det britiske kaos fortsatte altså ufortrødent over sommeren, og d. 24. juli afgjorde et flertal af Det Konservative Partis medlemmer, at ingen ringere end Boris Johnson skulle være den nye indflytter på premierministers residens, Downing Street nummer 10.
Krise hos Det Konservative Parti
Efter kun få uger på posten er det tydeligt at Storbritannien under Johnson fortsætter sin politiske krise af historiske dimensioner. Selv borgerlige kommentatorer og en del af Johnsons egne partifæller må skue langt tilbage i tiden for at finde en krise af samme kaliber. Flere bemærker, at den nuværende krise på de britiske øer kun kan sammenlignes med krisen i forbindelse med kornlovene i midten af 1800-tallet, mens andre drager paralleller helt tilbage til den engelske borgerkrig i 1600-tallet. Imidlertid sidder Boris de britiske medier overhørig og beskriver sin indtræden som begyndelsen på en ny guldalder for Storbritannien.
Boris Johnson kan takke sit partis reaktionære medlemsbase for den nyvundne position som en af de mere magtfulde personer på planeten. To tredjedele af Det Konservative Parti, der består af blot 160.000 medlemmer, stemte for, at Johnson skulle overtage partiets formandspost fra den kriseramte Theresa May – og dermed også overtage posten som premierminister. En nylig spørgerunde i partiet viser, at der kun er én ting på dagsordenen for størstedelen af partiets menige medlemmer: Brexit – et mål som de vil gøre alt for at opnå. Meningsmålingen viser også, at 63% af partiets medlemmer var klar til at opgive Skotlands plads i unionen, hvis de fik et Brexit, mens 54% var klar til at lade Nordirland sejle sin egen sø. Og utroligt nok var hele 54% af partiets egne medlemmer villige til at lade Det Konservative Parti gå i opløsning, så længe det betød gennemførelsen af et Brexit.
Krisen i britisk politik er reflekteret tydeligst i Det Konservative Parti, der står mere splittet end nogensinde før. I modsætningen til tiden før Margaret Thatcher, hvor partiet var den britiske kapitalistklasses direkte talerør og politiske instrument, ligner det nu mere en forsamling tosser taget ud af en sketch fra Monty Python. Den tidligere konservative premierminister David Cameron beskrev det måske bedst, da han kaldte sit eget partis medlemsbase for en flok »swivel-eyed loons«. Nedgangen i britisk kapitalisme over de sidste mange årtier har resulteret i, at borgerskabet har mistet kontrollen over Det Konservative Parti, der ellers troværdigt plejede at adlyde deres ordrer, og dermed delvist har mistet kontrollen over selve statsmagten. De nationalistiske og euroskeptiske elementer har formået at tage kontrollen med det parti, der før i tiden blev misundt af borgerlige partier verden over. Politik i Storbritannien har vendt sig til sin fuldkomne modsætning, og kapitalistklassen er grebet af panik i deres forsøg på at genfinde stabiliteten.
Johnson har appelleret til den konservative vælgerbase med sit løfte om, at Storbritannien vil forlade Den Europæiske Union d. 31. oktober i år, og ikke én dag senere. Det har sendt virksomheder ud i hysterisk panik ved udsigten til et Brexit uden aftale – et fald ud over klippeskrænten. Frygten har givet anledning til at den britiske elite – med deres profitter og kapital i fare – ihærdigt forsøger at tæmme Johnson og fremme de traditionelle, borgerlige tory-figurer. Men disse politikere har ikke længere meget at skulle have sagt i partiets rækker. Det er slænget af »swivel-eyed loons«, der styrer showet nu.
Boris »Babbling Buffoon« Johnson
Selvom Boris Johnson er en af de mere grinagtige figurer i britisk politisk historie, er han imidlertid ikke bare en klovn. Hans reaktionære, racistiske dagsorden skinner tydeligt igennem, hvis man ser tilbage på hans politiske karriere, og de alliancer han skaber. Da Johnson blev valgt som ny premierminister gik der ikke lang tid før hans politisk ækvivalent på den anden side af søen, Donald Trump, via Twitter betryggende kunne konstatere: »He will be great!«
Johnson og Trump er to alen af ét stykke, når det kommer til krigspolitik, skattelettelser for de superrige og angreb på arbejdere og migranter. På trods af løfter om at »forene landet« er der ingen tvivl om, at Boris’ politiske program vil være splittende: med Johnson selv sammen med landets rige, de britiske bankfolk og landets racister på den ene side og arbejderklassen, ungdommen og de fattige og undertrykte på den anden side. Sidstnævnte grupper vil under Johnson opleve en fortsættelse eller endda intensivering af nedskæringerne og den hadske politik, som Det Konservative Parti står for.
Længe undervejs
Brexit er kulminationen på en process, der har været undervejs i det britiske samfund i årtier. Større økonomisk tilbagegang end i andre europæiske lande, lav produktivitet, demontering af nøglesektorer og en nådesløs nedskæringspolitik var blevet den nye normal, forstærket af krisen i 2008. Der var naturligvis en lang række faktorer, der blev afgørende for den store opbakning til Leave-kampagnen, som blev støttet af en stor del af den britiske arbejderklasse. Der eksisterede en stærk følelse af fremmedgørelse overfor det etablerede system og dets politiske repræsentanter, Det Konservative Parti og Tony Blairs New Labour. Da resultatet blev kendt d. 23. juni 2016, var det et udtryk for en stærk følelse af, at politikerne og magthaverne ikke repræsenterede almindelige menneskers interesser – især i områder med høj arbejdsløshed og fattigdom,
Mange mennesker stemte ikke nødvendigvis om spørgsmålet om, hvorvidt Storbritannien skulle blive eller forlade Den Europæiske Union, men de stemte som en protest imod Det Konservative Parti og de højreorienterede Labour-politikere, der i årevis havde ageret som støtteben til den reaktionære politik, som Det Konservative Parti fører. Det var denne »nok er nok«-følelse, der i virkeligheden lå til grund for den massive opbakning til Leave-kampagnen i 2016.
Den langsomme nedtur for britisk kapitalisme er naturligvis blevet reflekteret i Det Konservative Partis udvikling. Før 1965 blev lederen af Det Konservative Parti ikke valgt, men ville blot træde frem på den politiske scene, når en aftale blandt overklassens ‘mænd i grå jakkesæt’ var nået. Det var en skudsikker metode for den britiske herskende klasse til at sikre, at dens egne interesser altid blev passet og plejet i Westminster.
Men efter 1965 fik partiets parlamentsmedlemmer lov til ved afstemning at vælge deres leder. Og sidenhen (efter nederlaget til Tony Blair i 1997) blev der indført nye regler, hvor en liste med to kandidater opstillet af parlamentsmedlemmerne blev sendt til en afstemning blandt partimedlemmerne. Langsomt men sikkert mistede den rige elite grebet om deres eget pålidelige værktøj. Krisen i kapitalismen skabte sprækker i den parlamentariske cement, der holdt det politiske bygningsværk oprejst. Boris Johnson eksemplificerer dette forfald på tydeligste vis.
Brexit har ført truslen fra nye partier med sig. Først var det UKIP (UK Independence Party) der truede, og for nyligt er Brexit-partiet (The Brexit Party) kommet til – begge partier under ledelse af Nigel Farage. Denne trussel har kun fremskyndet den forskydning i styrkeforholdet, der er sket i Det Konservative Parti. Enkeltpersoners politiske og personlige mål og partiets overlevelse på kort sigt vægter højere end det britiske borgerskabs langsigtede interesser. Selv de mere traditionelle konservative er på trods af deres indavlede støtte til det britiske borgerskab blevet revet med i egeninteressernes malstrøm. Som for eksempel da David Cameron i første omgang udskrev folkeafstemningen om Storbritanniens medlemskab af EU, selvom dette naturligvis gik imod britisk kapitalismens objektive interesser. Det skulle vise sig at blive århundredets måske største politiske fejltrin.
Det Konservative Parti, der ellers skulle have været elitens tro vagthund, har forvandlet sig til næsten at være anti-business. Boris Johnsons gav et rammende svar på bekymringerne om Brexit fra britisk big business, ved at sige: »f**k business!«. Brexit vil sandsynligvis splitte partiet. Pro-europæerne springer én efter én overbord og ser mod andre partier, som Liberaldemokraterne. Dette vil med al sandsynlighed rykke Det Konservative Parti længere til højre under en pro-Brexit-leder som Boris Johnson.
Partiet kunne nemt ende med at blive tvunget ud i et parlamentsvalg måske allerede i oktober eller november. I betragtning af kaoset omkring Brexit og vreden i hele det britiske samfund kan Det Konservative Parti i sådan en situation risikere et ydmygende nederlag. Dette kan resultere i et yderligere skift til højre, og hvis Boris Johnsons politiske strategi hidtil fortæller noget om hans politiske habitus, er det at der ikke mange grænser for, hvor langt den nye leder kan skubbes, så længe det mætter hans eget ego. Det Konservative Parti kunne ende med at absorbere Brexit-partiet og antage form af et åbent pro-monarkistisk, engelsk nationalistisk og populistisk parti.
Stormvejr forude – Corbyn må gå i offensiven
Før denne udsigt materialiserer sig endeligt, er der mulighed for at se en Labour-regering komme til magten i Storbritannien under ledelse af Jeremy Corbyn. Men Labour er også internt splittede mellem Blair-fløjen og gruppen af venstrereformister ledet af Corbyn og John McDonnell, og partiet vil komme til at stå overfor samme problemer som Det Konservative Parti, når det er dem, der skal jonglere med Brexit og stagnationen i britisk økonomi.
Corbyns vaklen det sidste halve år viser, at han er som en lus mellem to negle. På den ene side bliver han trukket til venstre af partiets menige medlemmer, der bakker op om de tiltag, han gik til valg på i 2017. På den anden side fører højrefløjen i partiet en smædekampagne mod ham og forsøger at vippe ham af partiformandspinden. Hvis Corbyn skal have en chance mod Boris Johnson, så er det fuldkommen nødvendigt, at han går i offensiven mod højrefløjen i sit eget parti og kæmper for obligatorisk genopstilling i Labours valgkredse samt et klart og tydeligt program med socialistiske tiltag.
Labours venstrefløj med Corbyn i spidsen dominerer partiets ledelse, skyggekabinettet, partiets nationale eksekutivkommité (NEC), partikonferencen, og de har massiv opbakning blandt partiets 500.000 medlemmer, men de udgør endnu ikke et flertal blandt partiets repræsentanter i det britiske parlament (the parliamentary Labour Party, PLP). Selvom Corbyns fløj også burde være den dominerende fløj i parlamentsgruppen, hvis man ser på støtten blandt medlemmer og vælgere, bevirker Labours regler for automatisk genopstilling i individuelle valgkredse, at højreorienterede parlamentsmedlemmer, der har holdt fast i deres poster, efter at være blevet båret til magten under Tony Blair og Gordon Brown, næsten er umulige at fjerne – også selvom de ikke længere har flertal i deres partiafdeling. De nuværende regler for automatisk genopstilling blev indført under Neil Kinnock – netop for at underminere venstrefløjen i Labour – og er siden blevet finjusteret under Blair og Brown. Hvis Corbyn vil bygge et parti, der som lovet kan gennemføre socialistisk politik, er det nødvendigt først at rydde op i eget hus. Det er nødvendigt at sikre, at sammensætningen af parlamentsgruppen afspejler partiets holdning, og ikke, som det er tilfældet nu, agerer femte kolonne for big business.
Mod politisk kaos
Med valget af Boris Johnson har Storbritannien taget endnu et skridt mod fuldkommen politisk kaos. Konsekvenserne af et Brexit uden aftale d. 31. oktober vil blot øge polariseringen i samfundet, statsapparatet og partierne. Hvad end den videre udvikling bringer, vil det uden tvivl have massive konsekvenser for stabiliteten i selve Storbritannien, i Europa og dermed også resten af verden. Boris Johnson fører sig frem ved at tale om en ny guldalder for Storbritannien med sin sædvanlige charlatan-attitude, men han repræsenterer det komplet modsatte. Han repræsenterer et system i en blindgyde. Brexit vil på ingen måde løse de problemer, som det britiske samfund står overfor, og er i sin essens et symptom på nogle langt dybere problemer i det britiske samfund: økonomisk stagnation, stigende fattigdom og politisk apati. Det politiske kaos, der har grebet lande som Storbritannien, Italien og USA, hvor Johnson, Salvini og Trump sætter dagsordenen, er billede på kapitalismens krise. Det er ikke bare et freakshow, som man kan forholde sig til med en tragikomisk mine. Alle disse fænomener holder et spejl op over for det kapitalistiske system som helhed. Et system der bør ryddes af vejen jo før, des bedre.
