Denne artikel, der først blev udgivet i Socialist Revolution (Revolutions amerikanske søsterblad), argumenterer for, at historiens pendul svinger mod en eventuel genopblussen af arbejderbevægelsen. Hvad skal der være på plads for, at en fremtidig revolution vil sejre? Hvilken slags organisation og program kan lede arbejderklassen til sejr?
Når et seismisk skift forekommer i naturen, bliver det tryk, der stille er blevet opbygget over en lang periode med tilsyneladende ro, pludseligt udløst, og landskabet omformes øjeblikkeligt. Ændringen af den offentlige mening om socialisme i USA har haft en lignende effekt på venstrefløjen. Den har sluppet en debat løs, der tvinger socialister til at stille mere interessante spørgsmål, om hvad der skal til for at forandre samfundet i vores levetid.
Mellem stormen af ideer, perspektiver og holdninger er der et presserende forsøg på at få den nuværende epoke til at give mening; at separere, hvad der er realistisk, fra, hvad der er urealistisk, og at gøre status på, hvad der er nyt, og hvad der er uforandret omkring de opgaver, der står foran os.
Den ændrede situation gøder jorden for en polemik mellem revolutionær optimisme og fortvivlet pessimisme. Disse stridende holdninger reflekterer det uharmoniske møde mellem den radikaliserede nye generations livskraft og udbrændtheden hos den gamle garde af aktivister, som er blevet fordrevet fra deres fred og fordragelighed i det ”præ-seismiske” politiske miljø.
På den ene side er der en følelse af, at det historiske tidevand vender sig mod kapitalismen, og at socialister begynder at svømme med strømmen. Den herskende klasses voksende angst over socialismens popularitet – og endda over selve det kapitalistiske systems overlevelse – er blevet et ofte diskuteret emne i medierne. Det er længe siden, at vi ”har ladet de herskende klasser skælve” på denne måde; men trods dette og i stedet for den opildnede optimisme, som man ville forvente fra den voksende socialistiske venstrefløj, er viften af stemmer, der udtrykker kynisme og defaitisme, overraskende.
”Dystert er det nye rødt”, proklamerer Salvage, som er et kvartals magasin, ”skrevet af og til den trøstesløse venstrefløj” – drevet af veteraner fra den aktivistiske scene, der har ”optjent deres pessimisme” og forladt deres tidligere organisationer trætte og modløse over at få at vide, at revolutionen var på vej kun for så at blive skuffede igen og igen. Nogle socialister, der manglede et balanceret perspektiv på, hvordan klassekampen udfoldede sig, har opdaget, at deres forventninger ikke stemte overens med virkeligheden. I stedet for at opgive deres skemaer og ændre deres perspektiver, har de opgivet det hele. Grupperinger som Salvage er tilfredse med at kunne kalde sig selv ”revolutionære pessimister”, som om der var noget nyt eller revolutionært ved at have et dystert syn på historien. I stedet for at være et virkelig bidrag til den strategiske debat er dette blot en særlig tungsindet variation af et gammelt tema.
Heldigvis er det dystre udsyn på den tidligere fase fra dette vraggods ikke en refleksion af stemningen hos de millioner, der nu strømmer til de socialistiske ideer. Men den såkaldte ”revolutionære pessimisme” finder andre, men mere diskrete eksponenter, der har været i stand til at vinde terræn i den nuværende debat omkring socialistisk strategi. En af disse er magasinet Jacobins Vivek Chibber, hvis artikel ”Vores vej til magten” hylder den leninistiske partiorganisering som den eneste model, der har vist sig at være politisk effektiv, og skriver endda: ”Denne historie taget i betragtning er det svært at se en måde for venstrefløjen at organisere sig som en reel kraft uden en variation af den struktur, som tidlige socialister baserede sig på – et masse kadre-baseret parti med et centraliseret lederskab og intern sammenhæng.”
Men efter at have hyldet bolsjevikkerne for deres taktiske succes med at slå rødder i arbejderklassen bevæger han sig fra emnet om organisering videre til strategi, og den formanende universitetsprofessor-tone kommer frem og forsikrer læseren om, at Oktoberrevolutionen har mindre at tilbyde os i dag på spørgsmålet om strategi:
”Man kunne beskrive denne strategi som et brud med kapitalismen. Der er ingen tvivl om, at årtierne fra det tidlige 20. århundrede hele vejen til Den Spanske Borgerkrig kunne beskrives som en revolutionær periode. Det var en æra, hvor muligheden for et sådant brud kunne blive alvorligt overvejet og en strategi bygget omkring sig. Der var mange socialister, der argumenterede for en mere gradvis fremgang; men de revolutionære, der kritiserede dem, levede ikke i en drømmeverden. Den russiske vej, som den så ud, var en holdbar vej for mange partier. Men startende i 1950’erne blev åbningerne for sådan en slags strategi snævrere. Og i dag virker det fuldstændigt hallucinatorisk at se på socialisme gennem disse briller.”
Den basale idé er, at vi lever i en post-revolutionær æra, hvor traditionel klassekamp og opstand hører en fjern fortid til. Det at være ”realist” er at sænke hovedet i modløshed og acceptere behovet for en ”gradvis” – altså reformistisk – strategi. Men hvad er det så i den nuværende epoke, der tvinger os til at afskrive den slags revolution, som Bolsjevikkerne opnåede? Professoren forklarer os:
”I dag har staten uendeligt større legitimitet hos befolkningen, end de europæiske stater havde for et århundrede siden. Derudover giver dens tvangsmagt, dens overvågningsmagt og den herskende klasses interne sammenhængskraft os en social orden, der er adskillige størrelsesordener stærkere end den var i 1917… I dag er statens politiske stabilitet en realitet, som venstrefløjen bliver nødt til at anerkende.”
Denne vurdering af vores periode er højst forbløffende i denne tid, hvor verdens regeringer er mere miskrediterede end nogensinde, og hvor anti-establishment følelser nærmest er universelle. I en EU-sponsoreret undersøgelse blev for nyligt omkring en halv million mennesker i alderen 18-34 år adspurgt: ”Ville du aktivt deltage i en opstand på stor skala mod den siddende regering, hvis en sådan fandt sted i løbet af de næste par dage eller måneder?” 67 % af græske unge svarede ja, det samme gjorde 65 % i Italien, 63 % i Spanien og 61 % i Frankrig. Det må siges at være et ret dårligt bevis for statens legitimitet hos ungdommen, der repræsenterer fremtidens bataljoner i klassekampen.
Lige så gådefuldt er udtalelsen om den herskende klasses ”interne sammenhængskraft” i denne tid, hvor det traditionelle liberale ”centrum” er fuldstændig kollapset, og ekstrem polarisering er det mest fremtonende politiske element i hele verden. I USA er selve præsidenten en af de mest destabiliserende faktorer. Det virker til, at der ikke engang går en uge uden en ny konstitutionel krise eller en alvorlig skandale, som underminerer denne facade af de statslige institutioners legitimitet. Regimet, der styrer verdens mest magtfulde kapitalistiske land, kunne betegnes som mange ting; men det er alt andet end ”sammenhængende” eller ”stabilt”!
For millioner af amerikanske arbejdere og unge er den groteske absurditet at have en racistisk milliardær siddende i Det Hvide Hus. Det er det moderne billede af præ-revolutionær dekadence, især i denne tid, hvor uligheden har nået et næsten ufatteligt niveau. Som vreden og polariseringen i samfundet intensiveres er det ikke fortalerne for en revolutionær strategi, der lever i en drømmeverden. At forestille sig at vi går imod en langvarig periode med kapitalistisk vækst og politisk stabilitet som under efterkrigsopsvinget og bede venstrefløjen om at temperere dens ambitioner i forhold til det – dét er den hallucinatoriske holdning.
Revolutionær optimisme har intet at gøre med at håbe på, at revolutionen venter om hvert hjørne. Det er et bredere historisk udkigspunkt, der ser bag om øjebliksbilledet, og ser de faktorer, der tegner mod en intensivering af klassekampen på baggrund af de iboende modsætninger i kapitalismen. Borgerskabets selvsikre optimisme hører fortiden til. Den havde en materiel base. I en vis tidsperiode tillod udviklingen af produktivkræfterne, at menneskeheden kunne løfte sig selv op og øge sin beherskelse over naturen. I dag står den klasse, der ledte dette fremskridt, i vejen for udviklingen, og vi kan kun komme ud af denne sociale blindgyde gennem vores klasses revolutionære handling.
Kapitalisterne er ude af stand til at forhindre videre nedslagtning af vores levestandarder og miljøet. De revolutionære optimister er blot dem, der ser trykket ophobe sig langs en brudlinje, der ellers længe har set stille ud på overfladen. Ligesom med et jordskælv kan det præcise øjeblik, hvor den akkumulerede vrede bliver til en revolutionær eksplosion ikke forudses. Men at udelukke den fuldstændigt er ligesom at konkludere, at seismisk aktivitet langs en særlig brudlinje hører fortiden til, selvom det er et faktum, at ingen brudlinje ligger stille for evigt.
For dem, der kan se historiens pendul love en endelig genopblussen af arbejderbevægelsen, er det strategiske spørgsmål: Hvad skal være på plads for, at en fremtidig revolution sejrer?
Med dette spørgsmål er det uundværligt at vende tilbage til lektionerne fra Bolsjevikkerne, som så mange socialister gør i dag. Den stigende interesse i Lenins organisatoriske koncept er en lovende indikator for venstrefløjens fremtidige bane.
Så hvad er en kadreorganisation? Sagt på den mest basale måde er en kadre en organisatorisk ramme, hvad ordet også betyder på fransk, der består af et erfarent personel, der er i stand til øjeblikkeligt at skabe og træne en udvidet organisation, når omstændighederne gør det nødvendigt eller muligt. Begrebet bliver normalt brugt i en militær kontekst og beskriver ”en nøglegruppe af officerer og indkaldt personale, der er nødvendig for at kunne etablere og træne en ny militær enhed.” Parallellerne mellem krig og revolution giver os en brugbar illustration af en kadreorganisations dynamiske funktion.
Krigstiders mobiliseringsproces afhænger af den herskende klasses evne til at rejse en hær med maksimal effektivitet, og det er rollen for militærets kadrer at optage tilstrømningen af nye rekrutter eller værnepligtige og organisere dem i kampdygtige enheder så hurtigt som muligt. Kadreorganisationens essentielle dynamik er dens evne til systematisk at overføre en metode eller ekspertise fra, hvad der oprindeligt var en meget indskrænket ramme af personel, til en numerisk eksponentielt større styrke.
Dette transmissionsbælte er den essentielle opgave, og for at være kvalificerede til denne opgave skal selve officererne gennemgå en ekstensiv forberedelse i et militærakademi. Ud over en gennemgående skoling i militærvidenskab, -struktur og -protokol indeholder pensummet på West Point (også kendt som United States Military Academy, der er et militærakademi i USA, red.) en stor del teoretisk uddannelse, der inkluderer historie, filosofi, internationale relationer, fremmedsprog og endda psykologi og litteraturvidenskab.
Denne analogi fremhæver et centralt aspekt af Lenins kadreorganisation, der alt for ofte bliver forsømt i moderne udlægninger af bolsjevismens eftermæle. Oktoberrevolutionen var mulig, fordi tusindvis af kadrer fra partiets rækker havde gennemgået to årtiers træning i bolsjevismens improviserede revolutionære militærakademi. Det bestod af hundredvis af hemmelige studiegrupper og diskussionsklubber, som kollektivt gennemsyrerede disse individer med det dynamiske revolutionære verdenssyn, og som den marxistiske teori tilbyder. Ved starten af 1917 talte Bolsjevikkerne omkring 8.000 – en dråbe vand i havet i et land med 185 millioner indbyggere; men i løbet af de næste otte måneder blev denne ramme af professionelle revolutionære mere end tredivedoblet og vandt stort set hele arbejderklassen over til dens program.
Det lykkedes dem at slå rødder i arbejderklassen, og dette udgjorde en afgørende del af kadrernes politiske uddannelse. På dette punkt er vi fuldstændig enige med ”base-byggerne”. For hvis socialisterne ikke er indlejret i arbejderklassen, kan der overhovedet ikke være tale om at vinde klassen over til et socialistisk program. Hvor bolsjevismen afviger fra vor tids ”base-byggende” projekter, er i indholdet af hvad, der bliver indlejret samt, hvordan denne indlejring bliver udført. Marxismens videnskabelige metode og de ideer, perspektiver og programmer, som udledes af den, er den genetiske information, der gør revolutionen mulig – hvis og når de bliver overført på masseskala ind i klassekampen. Den politiske uddannelse i marxistiske cirkler var aldrig glasuren på kagen – det var hovedfaktoren, der muliggjorde Oktober 1917.
Den amerikanske arbejderklasses politiske og økonomiske magtovertagelse er fuldt ud mulig i vores epoke. Hvad der er behov for, er at træne kadrerne, som kan intervenere i den intensiverende klassekamp og overføre et program, der overskrider kapitalismens grænser én gang for alle.
