Kapitalismen vil aldrig falde om alene: udsagnet om ”socialisme eller barbari” indebærer muligheden for nederlag. Verdens arbejderklasses revolutionære historie angiver de afgørende faktorer der skal være til stede for en sejrrig revolution: Massernes vilje til at kæmpe til de yderste konsekvenser, splittelse i hæren på klassebase, den herskende klasses svaghed og opsplitning, den internationale kontekst, et parti der spiller rollen som ledelse og den revolutionære avantgarde for proletariatet.
Latinamerika har i det seneste årti været i besiddelse af en favorabel kombination af nogle af disse faktorer. Dette har muliggjort at dens arbejderklasse og bønder i det ene efter andet land, gang på gang står et skridt fra at tage magten. Imidlertid har fraværet af et revolutionært masseparti i hver omstændighed været den afgørende forhindring for at dette har kunnet ske.
Flere års revolutionær kamp i Bolivia står ved en skillevej. Højrefløjens angreb og den stigende inflation er to sider af oligarkiets offensiv.
Fascistisk fremmarch i hele Bolivia
Oligarkiet (landets traditionelle elite af godsejere og kapitalister, red.) har sat hele sin eksistens på spil. De har givet os en klar besked: før vi mister kontrollen med landet smadrer vi det. I alle Bolivias 9 regioner har højrefløjen spillet Autonomi-kortet. I de østlige regioner har de under tomme paroler om mere demokrati og bedre økonomi, vundet en massebase. Den 4 maj er der en afstemning på vej i Santa Cruz om den Autonomi-erklæring som virksomhedsbosserne skrev i december. En afstemning der ifølge landets grundlov er illegal. I 3 andre regioner; Pando, Beni og Tarija er der også afstemninger på vej. Autonomi-loven fra Santa Cruz er klar: den siger, at det er oligarkerne og virksomhedsbosserne der bestemmer over jord, territorium, naturressourcerne og undervisning. De bestemmer hvem der har ejendom i Santa Cruz (art. 3). Dette er ikke at vende tilbage til før 2005, det er at vende tilbage til 1800 tallet på tiden med slaveri og kolonialisme.
Atmosfæren i Santa Cruz er langt fra demokratisk. Alle der bare så meget som forsøger at modsætte sig højrefløjens ”autonomi” erklæring bliver mødt med fysiske aggressioner. Den fascistiske ungdomsorganisation UJC går til angreb med køller og våben mod bønder og arbejdere der demonstrerer, og sender dødstrusler af sted mod folk der deltager i manifestationer mod højrefløjen. Den såkaldte ”civilkomite” i Santa Cruz er sammen med dens støtter ikke kede at erkende deres tilhørsforhold til General Hugo Banzer der førte 7 års blodigt fascistisk diktatur i Bolivia i 70’erne og 80’erne. Nej det er noget de er stolte af. ”..her vil flyde blod, men det vil ikke være vores, det vil være fra MAS´støtter…blodet fra Santa Cruz’ fjender”, udtalte en fra ”civil komiteen” i februar.
Da der for nylig i Santa Cruz blev indkaldt til en manifestation for at støtte Autonomi, og et ja ved afstemningen den 4 maj, forsamlede der sig mere end 100.000 mennesker. Når der indkaldes til højrefløjsdemonstration bliver arbejdere og studerende truet til at deltage, hvis ikke de vil fyres eller mærke det på karaktererne. Men selv de mange der er gået ufrivilligt med, vil ved deltagelse i sådanne store forsamlinger psykologisk kunne overvindes –udfra deltagelsen. Men disse oligarker taler ikke på vegne af Bolivias arbejdere, bønder og unge.
Dette oligarki er hverken camba eller cruceña, som de kalder sig selv, ej heller er det boliviansk. De regionale forhåbninger for folkene i den østlige del af landet bliver brugt til at beskytte deres kæmpe interesser. Interesser der kan tælles i milliarder, eftersom 100 familieklaner er ejere af bankerne, af storindustrien, de store miner, forretningsaktiviteten, af millioner hektar landbrugsjord, af tv-kanaler og aviser, transporten, det vil sige; De har hele den økonomiske magt sammen med de transnationale selskaber. Som en resolution fra minearbejdernes kongres klart udtrykker det:
”For at forsvare interesserne og privilegierne hos et lille mindretal, er de parat til at myrde og opsplitte Bolivia, på samme måde som de forsøger at splitte vores organisationer. Derfor handler det ikke om en kamp mellem den vestlige og østlige del af landet, det er en kamp mellem fattige og rige. På vegne af deres ambitioner går vi til kamp mellem bolivianere, mellem sønner af det samme folk.”
Tårnhøj inflation
Inflationen er tårnhøj. Udfra en monetaristisk forståelse af økonomien så opstår inflation, når der er flere penge i omløb end hvad der burde være, på baggrund af den værdi som landet producerer. Dette er i og for sig korrekt nok. Men hvorfor ikke se på produktionen. Hvorfor er det at et land som Bolivia med 65 millioner hektarer produktiv landbrugsjord må importere fødevarer, sågar kartofler. Der foregår en åbenlys sabotage af økonomien fra det produktive apparat, der er i hænderne på udenlandske selskaber og Bolivias kapitalistklasse. Men den stigende inflation, der sidste år nåede de 20 procent, rammer ikke de rige, men derimod Bolivias millioner af fattige arbejdere og bønder. For dem er en fordobling af busbilletterne og kæmpe stigning i prisen på de basale fødevarer, såsom ris, brød, madolie og kød en drastisk virkelighed. På husmurene rundt om i Santa Cruz er der de seneste par uger malet meget graffiti med sloganet: ”’Civicos’ hæv ikke prisen på madolien og brød, folket sulter”. Med ’Civicos’ henvises der bl.a. til kroaten Branko Marinkovic, der er præsident for oligarkiets såkaldte ”civil komité” – han er samtidig ejer af landets største madolieselskab.
Nationalisering af de største selskaber eneste løsning
Regeringen har, for at imødegå de stigende priser, forbudt eksport af en række basale fødevarer, hvilket har ført til ramaskrig hos oligarkiet i Santa Cruz. Men Evo Morales må tage fløjlshandskerne af. Samtlige sociale organisationer, fagforeninger, bondeorganisationer og unge fra MAS kræver at Evos regering nationaliserer alle selskaber der producerer fødevarer. Dette vil både sikre et stop for de konstant stigende priser og skære højrefløjens finansiering over ved roden.
Borgerkrig eller Revolution
MAS regeringen forsøger fortsat at gøre det umulige, sikre støtte til deres nye grundlov og forhindre gennemførelse af ”autonomi” afstemningerne ved hjælp af dialog alene. Men det er klart at oligarkiet ikke gider forhandle noget som helst, i hvert fald ikke før efter den 4. maj. Alligevel forsøger den indianske præsident Evo Morales at falde på knæ for den magtfulde katolske kirke, for at bede om hjælp til at opnå en aftale med oligarkerne. I samme instans har vicepræsidenten, Alvaro Garcia Linera, udtalt, at militæret vil blive sat ind den 4. maj i Santa Cruz og erklære undtagelsestilstand for at forhindre afholdelse af afstemningen. Men det er hævet over enhver tvivl at dette vil skabe en yderst voldelig situation i Santa Cruz. Det er dette som dele af højrefløjen venter på, noget som vicepræsidenten og dele af MAS ikke forstår.
I en sådan situation vil man se kampe i gaderne med hæren. Oligarkerne vil kunne bruge en sådan situation til at antænde en borgerkrig i landet. Og det er meget sandsynligt, at hvis militæret bliver sat ind, så vil der ske en opdeling i hærens rækker – noget der også kan skabe muligheden for et militærstøttet kup mod Evo. I denne situation må man ikke glemme, at der 200 km fra Santa Cruz’ grænse med Paraguay, siden år 2005, ligger en kæmpe Amerikansk militærbase. Reformisterne i MAS-regeringen er ved at bane vejen for et nederlag.
I en revolutionær situation er eksistensen af en revolutionær ledelse af afgørende betydning. Med MAS-regeringens vaklen er folket vil at tage sagen i egne hænder. Masserne er begyndt at røre på sig i hele landet. I Cochabamba gik fabriksarbejderne torsdag den 3 april i en dags strejke. På samme tid sender både fabriksarbejdernes organisation og minearbejderne meldinger om at starte nationale mobiliseringer mod højrefløjen, til forsvar for revolutionen.
I det øjeblik hvor massernes bevidsthed er længere fremme end ledelsens, er der, hvor masserne bryder med deres gamle politiske ledelse. I sådan en situation kan selv en lille gruppe, udrustet med de korrekte marxistiske ideer, spille en afgørende betydning, og vokse enormt på kort tid. I denne kontekst holder støtter af den Internationale Marxistiske Tendens, El Militante i Bolivia, deres første kongres i dagene 12-13 april i Potosí.
Den latinamerikanske revolution vil ikke være mere eller mindre end en etape, en fase i verdensrevolutionen. Dette vil ganske simpelt og klart være den socialistiske revolution.
