Billede: Fri benyttelse.
I takt med at tusindvis af danskere nu må springe måltider over for at klare de stigende udgifter til basalt forbrug, vokser husholdningsbudgettets helt store pengesluger, nemlig udgiften til boligen. Retten til et tag over hovedet, en nødvendighed for overlevelse, er ikke givet i det kapitalistiske samfund. Det viser sig mere tydeligt for hver dag, selv i et af verdens rigeste lande som Danmark.
De sidste mange år har især storbyerne været ramt af udbredt boligmangel, og priserne har været ekstreme. I årene efter 2008 er huslejen for nyere private udlejningsboliger skudt voldsomt i vejret over hele landet, hvor kvadratmeterprisen er steget fra omkring 1.000 kr./kvm. pr. år til lidt under 1.400 i 2021. Det er næsten en stigning på 40%, langt over de generelle forbrugerpriser, som i samme periode er steget med omkring 25%. En gennemsnitlig toværelses lejelejlighed i København koster over 11.000 kr. om måneden i leje, og antallet af lejemål til under 5.000 kr. er faldet med 24% i perioden mellem 2015 og 2019.
Men det er kun begyndelsen. Mange af landets 1,2 millioner lejere har oplevet eller står nu overfor massive huslejestigninger. Mindst 180.000 lejere kan se frem til, at deres husleje stiger markant, da deres udlejere kan opjustere lejen med stigningen i nettoprisindekset, en opgørelse over de generelle prisstigninger. Hvis man regner fra oktober 2021 til oktober 2022 er der tale om en stigning på 10,3%. Lejerne betaler faktisk dobbelt, da grundlaget for stigningen i nettoprisindekset er stigningen i forbrugs- og energipriserne, som lejerne allerede har betalt! Det er især de høje energipriser, som de fleste lejere betaler oven i huslejen, der hiver nettoprisindekset op, og derved ender lejerne med at betale dem ad to omgange.
Med en stigning på 10% skal en familie med en treværelses lejlighed på 90 kvm. i København til de gennemsnitlige 15.000 kr. om måneden i husleje således betale 1.500 kr. mere om måneden, svarende til 18.000 kr. mere om året. Oven i dette må depositummet for lejligheder også opjusteres, og med et typisk depositum på tre måneders husleje og tre måneders forudbetalt leje skal denne familie altså af med yderligere 9.000 kr., hvilket til sammen giver 27.000 kr. på et år.
Flere får svært ved at klare deres husleje, hvilket afspejler sig i en stigning på 36% i antallet af tvangsudsættelser i første halvår 2022 i forhold til samme periode året før. Og de billigere alternativer forsvinder dag for dag. Der findes næsten ikke længere billige boliger i de større byer, da den almennyttige boligsektor i stigende grad er blevet afviklet af skiftende regeringer. Med de såkaldte ghetto-pakker retfærdiggør de nedrivninger og opkøb af almene boliger med høje indkomst- og uddannelseskrav samt direkte racistiske etnicitetskriterier. Over hele landet skal over 11.000 almene boliger nemlig rives ned eller omdannes til private udlejningsboliger, hvor lejen oftest bliver sat kraftigt i vejret. Eksempelvis blev over halvdelen af Mjølnerparkens almene lejligheder solgt til ejendomsspekulanten NREP, som oplyser, at de vil hæve huslejen fra 6.950 kr. til hele 12.000 kr., altså næsten det dobbelte! Udviklingsdirektøren for NREP er i øvrigt den tidligere socialdemokratiske overborgmester for København Jens Kramer Mikkelsen, som nu står til at score kassen på dette opkøb, som hans eget partis regering stod bag med Ghettoloven fra 2019.
Der bliver heller ikke længere opført nok almene boliger, som i 1970’erne og 1980’erne, hvor der blev bygget omkring 10.000 om året. I dag er det tal faldet til omkring en tredjedel. Således har andelen af almene boliger i Danmark været støt faldende i en hel generation på trods af den akutte boligmangel. Og de almennyttige boliger, der trods alt bliver opført, er i mange tilfælde lige så dyre som private udlejningsboliger.
For mange er det umuligt at finde et sted at bo i storbyerne til en overkommelig pris. Er man heldig nok til at få en almen bolig med plads til en familie, skal man alligevel betale mellem 8.000 og 12.000 kr. om måneden. For en enlig forsørger på overførselsindkomst er det nødvendigt at stramme livremmen godt og grundigt ind for at kunne klare sig med en sådan husleje.
Selv for de dele af arbejderklassen, der har råd til at købe en bolig, er den økonomiske situation spidset kraftigt til. De tårnhøje lejepriser har over de sidste år tvunget mange familier til at tage et lån for at købe en bolig i stedet, og bankerne har lokket med rekordlave renter, hvilket har resulteret i et Danmark, som har de mest forgældede husholdninger blandt alle OECD-landene. Det har altså været billigt at tage et lån og købe sig en bolig. Selv hvis det gik helt galt, og man blev skilt eller lignende, kunne man regne med at sælge den endnu dyrere inden for relativt få år, hvis behovet opstod. Men denne tid er nu forbi.
I december 2022 var der 28% flere boliger til salg end i december 2021. Det er den kraftigste stigning i 16 år, altså siden 2006, akkurat før krisen ramte i 2008. Det er især antallet af huse og lejligheder til salg, der er steget markant med henholdsvis 30% og 41%. Salgspriserne er faldet med omkring 10% siden juni, og især lejligheder i hovedstaden er faldet med 13%.
Boligprisernes kollaps er i høj grad en konsekvens af rentestigninger. På baggrund af den rekordhøje inflation har verdens centralbanker forhøjet renterne, og det betyder konkret, at mange danskere skal hive flere tusinde kroner op af lommen hver måned til forhøjede renteudgifter. Renten på de populære F1-, F3-, eller F5-lån, som bliver reguleret hhv. hvert, hver tredje og hvert femte år, er alle steget med omkring tre procentpoint over de sidste år. Har man et F3-lån på 1 million kr., betyder det en stigning i den månedlige udgift på 1.000 kr. En gennemsnitlig dansk familie med et hus for 2,5 millioner finansieret 80% af et F3-lån med afdrag skal i alt bruge 22.000 kr. mere om året på renter. Endnu værre står det til, hvis lånet er afdragsfrit, for så vil den forhøjede udgift komme op på 52.000 kr.! Det er oven i de generelle prisstigninger, som i gennemsnit vil koste en familie 31.500 mere om året ifølge Totalkredit.
Det er de færreste normale mennesker, der kan finde over 80.000 kr. på kistebunden bare for ét år, og selvom dette tal er baseret på “uansvarlige” variabelt forrentede og afdragsfrie lån, er dette den eneste mulighed for et stigende antal arbejdere. De høje renter betyder nemlig, at lånerne i højere grad kaster sig ud i mere risikable lån, der nu og her giver et højere rådighedsbeløb. Over det seneste år er de variabelt forrentede lån gået markant frem, således at de nu udgør 51% af det samlede realkreditudlån, i forhold til 43% for blot et år siden. De afdragsfrie lån er vokset eksplosivt de sidste to år, og senest i 2023 vil de afdragsfrie lån fylde mere end lån med afdrag, vurderer Realkredit Danmark.
Dette gør arbejderklassens husholdninger ekstra sårbare overfor rentestigninger, sådan som vi ser dem slå igennem nu. Da de fleste ikke kan nedprioritere boligudgifterne, vil konsekvenserne ramme andre steder: i bedste fald på rejser og i værste fald på mad og andet basalt forbrug.
Det er lige meget om man lejer eller låner, man vil under alle omstændigheder mærke et markant fald i sin levestandard. Det gælder selvfølgelig ikke kapitalisterne og den herskende klasse. Samtidig med alt dette høster de rekordhøje profitter. Eksempelvis tjente boligspekulanten Blackstone 40 milliarder kr. bare i 2021. Alt denne rigdom er skabt af os i arbejderklassen, men dette system kan ikke engang tilbyde os noget så basalt som et hjem, der er til at betale.
Så mens vi står i boligmangel til halsen, river socialdemokraterne og deres borgerlige venner almene boliger ned eller sælger dem til bolighajer som Blackstone. Det er tilsyneladende muligt at opføre nye boliger, man bygger endda en helt ny halvø ud for København propfyldt med nye boligkvarterer. Men dette ender kun i dyre erhvervsejendomme og boliger til ekstreme priser, da formålet er at skabe profit til boligspekulanterne.
Vi må basere boligopførslen på befolknings behov for et tag over hovedet – ikke markedets behov for profit! Et hjem er en nødvendighed for overlevelse. Det kan vi tydeligvis ikke overlade til markedet at levere.
