Her i Danmark har vi ikke korruption. I hvert fald ikke, hvis man spørger NGO’en Transparency International, der sidste år for 14. år i træk kårede Danmark som verdens mindst korrupte land.
Men det er en fortælling, som er ved at være tyndslidt. I løbet af de seneste måneder har der floreret historier om gyldne svingdøre mellem politik og erhvervsliv; ministerier der laver lovgivning, der tilgodeser erhvervslivet; og partiernes erhvervsklubber og hemmelige donorer.
Nu kan vi så tilføje en ny sag om “ikke-korruption” til den allerede lange række. Den 2. september kunne Politiken nemlig afsløre, at Socialdemokratiets overborgmesterkandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, har fået stillet et kontor på 465 kvadratmeter til rådighed til sin valgkamp af ejendomsgiganten Jeudan.
Lokalerne, som normalt koster 96.594 kroner at leje om måneden, har Jeudan lånt gratis ud til Pernille Rosenkrantz-Theil i knap fire måneder. Oven i hatten gav de hende også fire gratis reklamepladser midt i hjertet af København til en samlet værdi af 50.000 kroner.
Men der er ingen grund til at mistænke, at Jeudan skulle have bagtanker med disse gaver, for som Pernille Rosenkrantz-Theil selv siger, så ville det være naivt, hvis Jeudan regner med at få noget igen. For lokalerne stod jo bare tomme, og derfor var Jeudan, ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil, bare “søde” og stille dem til rådighed for Socialdemokratiet. Men det må være Pernille Rosenkrantz-Theil, der er naiv, hvis hun virkelig tror, at Jeudan ikke forventer at få noget igen for deres donation på næsten en halv million kroner.
Og nej, det er da nok ikke fordi, at topchefen for Jeudan kommer til at sidde som en djævel på Pernille Rosenkrantz-Theils skulder og diktere, hvilken boligpolitik hun skal føre. Det vil slet ikke være nødvendigt. For Socialdemokratiet har i årevis ført en boligpolitik, som tilgodeser de store boligselskaber som Jeudan på bekostning af arbejdere og unge.
I København har socialdemokrater tradition for at have ekstremt tætte bånd til ejendomsspekulanter og boligselskaber. Da socialdemokraten Jens Kramer Mikkelsen var overborgmester i København i 1990’erne, begyndte kommunen på et voldsomt udsalg af de tidligere billige kommunalt ejede boliger. Som belønning for at smadre ordentlige boligforhold for byens arbejderklasse og unge fik Jens Kramer Mikkelsen først en topstilling i By & Havn og er på nuværende tidspunkt direktør for ejendomsudvikleren NREP.
Jens Kramer Mikkelsen er på ingen måde en enlig svale. Når der er valgkamp, lover politikerne os guld og grønne skove og forsikrer os om, at de alene vil almindelige mennesker det bedste, men når deres politiske liv er ovre, har de en sjov tendens til at ende med velbetalte topposter i de selvsamme brancher, som deres politik har tilgodeset.
Men lad os antage et øjeblik, at det faktisk passer, dét som Rosenkrantz-Theil siger; at Jeudan bare var “søde” og stille lokalerne gratis til rådighed for Socialdemokratiet. I så fald er det nærliggende at spørge, hvorfor Jeudan, eftersom de er så venlige væsener, ikke har stillet nogle af deres øvrige over 30.000 kvadratmeter tomme lokaler gratis til rådighed for den øvrige befolkning? Det ville uden tvivl blive modtaget med den største taknemmelighed af byens mange unge eller arbejderfamilier, som lige nu presses ud af byen. Men af uransagelige årsager er Jeudans gavmildhed tilsyneladende forbeholdt politikerne, mens vi andre er tvunget til at betale konstant stigende boligudgifter til udlejningsselskaber som Jeudan.
Det er blevet så ufatteligt dyrt at bo i København, at det er noget nært umuligt for arbejdere og unge at bo i byen, og den udvikling er sket, mens Socialdemokratiet i årtier har haft overborgmesterposten og solgt kommunens grunde og boliger til ejendomsspekulanter og boligselskaber, som har tjent styrtende. Eksempelvis tjente Jeudan sidste år over 1,5 milliarder kroner på at udleje boliger.
Så når Pernille Rosenkrantz-Theil siger, at Jeudan ikke “får noget tilbage”, klinger det ufatteligt hult. Jeudan giver betydelig økonomisk støtte til Socialdemokratiets valgkamp, og som det gamle ordsprog siger: dem, der betaler for musikken, bestemmer, hvad der skal spilles.
