Leonardo Padura er en cubansk forfatter, som i de senere år er blevet kendt for sine kriminalromaner om detektiven Mario Conde, der opklarer forbrydelser, samtidig med at læseren får serveret et indblik i Havanna og Cubas underside. Titlerne i serien indebærer Den ulastelige cubaner, Forårsblæst over Havanna, Maskespil i Havanna og Cubansk Efterårslandskab. Flere af dem er udkommet på dansk på Forlaget Sohn.

Fælles for dem alle er, at Padura formår at indlemme en hård og kontant kritik af bureaukrati og korruption i det cubanske samfund. Som han selv sagde det i et interview til bladet Litteratursider (www.litteratursiden.dk) under sit ophold i Danmark i oktober 2010: ”Jeg tror, at for hver roman jeg skriver, bliver kriminalromanen mindre væsentlig (…) Jeg vil vise hvordan livet er på Cuba. Både de gode og dårlige sider”.

I september 2009 udgav Padura en ny og for mange anmeldere overraskende roman; El hombre que amaba a los perros (Manden der elskede hunde). Bogen er endnu kun udgivet på spansk, italiensk og fransk, men både engelsk og dansk udgave (forventet til september i år) er på vej. Og lad os sige det med det samme; Man kan godt begynde at glæde sig.

Fascinerende historie
Historien starter simpelt ud. To mennesker mødes på en strand nær Havanna. Året er 1977. Den ene er cubaner, arbejder for et dyrlæge-magasin og har haft en turbulent ungdom med revolutionær begejstring og efterfølgende skuffelse med den bureaukratiske censur, som er blevet moderne i halvfjerdsernes Cuba efter stalinismens øgede indflydelse. Den anden er en mystisk udseende person, som er ude og lufte to hunde, russiske mynder.

Det viser sig efterfølgende, at sidstnævnte er en spanier, hvis rigtige navn er Ramon Mercader. Syvogtredive år forinden har han begået en forbrydelse, som endnu hjemsøger ham og han bliver nød til at betro sig til den fremmede. Efter direkte ordre fra Stalin, han har nemlig formået at tage livet af en af verdens mest opsigtsvækkende revolutionære, manden der under navnet ”Trostkij” ledte Ruslands oktoberrevolution side om side med Lenin, der opbyggede den røde hær som besejrede 21 udenlandske interventionsarméer, der blev fordrevet af Stalin og efterfølgende organiserede opposition imod hans diktatoriske regime.

Padura fortæller den fascinerende, dramatiske og tragiske historie om Trotskij og hans morder. Han gør det i flashbacks, således at læseren sideløbende kan følge Trotskij, Ramon Mercader og cubaneren Iváns liv. Med en detaljerigdom, som er slående og betagende, formår forfatteren at gengive Trotskijs liv; om springet fra magten til deportation og deklaration om landsforræderi, om forfølgelsen imod ham og hans familie. Men også om hans stærke viljestyrke og standhaftige kamp imod strømmen af løgne, bagvaskelse og fysisk udryddelse.

Padura formår at gøre det levende, uden at forfalske. Han tillægger selvfølgelig Trotskij og hans nærmeste tanker og idéer, som ikke kan dokumenteres 100 procent. Men det er trods alt en roman vi har med at gøre, og bogen er så godt gennemarbejdet og begivenhederne falder så godt sammen, så selv en garvet Trotskij-kender, må anerkende at halvfems procent af romanen virker uhyre autentisk. De fiktive, eller rettere semi-fiktive elementer, står i forlængelse og lapper på en måde over de faktiske begivenheder, således at vi føler os som en del af Trotskijs dramatiske liv fra 1929 til hans død.

Ikke en biografi
Jovist, der er enkelte steder hvor Padura fylder lidt for meget på eller måske er blevet inspireret af middelmådige Trotskij-biografister som Isaac Deutscher, i stedet for at have læst hvad Trotskij selv skrev. Som da Padura påstår at Trotskij fortryder hans rolle i nedkæmpelsen af Kronstadt-opstanden i 1921 eller som da han i et snuptag afskriver dannelsen af den nye Fjerde Internationale, uden at forstå Trotskijs forsøg på at videreføre arven på trods af de hårde odds. Man kan også ane, at forfatteren tillægger lidt for meget smerte og afsavn hos Trotskij, som selv både i skrifter og hos sine nærmeste forklarede, at han følte at han i 1930’erne udførte ”sit livs vigtigste arbejde”, i den forstand, at han væbnede den nye generation med et revolutionært program for fremtiden.

Paduras bog er altså ikke en biografi, og hvis man vil have det skal man nok snarere læse Trotskijs egen ”Mit Liv” eller Pierre Broués dybdegående biografi. Paduras bog er en roman og en skønlitterær fremstilling, som også må dømmes efter dens litterære fortjenester. Og de forudgående kritikpunkter er ikke desto mindre nuancer i det store billede. Det vigtigste er, at Padura for det meste formår at fremstille Trotskij både nøgternt og reelt. Han udbreder kendskabet til en person, som mange mennesker har hørt om, men som få har beskæftiget sig mere indgående med. Og han inspirerer på den måde til videre læsning fra Trotskijs egen hånd. Det er det vigtigste i den henseende.

Den anden person, som fremstilles i de sideløbende flashbacks, er Ramón Mercader, Trotskijs morder. Det kan måske synes mærkværdigt, at forfatteren har valgt at dedikere så meget plads til at fortælle forbryderens historie. Men jo længere man når ind i romanen, jo mere mening giver det. Mercaders historie er nemlig taget med, for at forstå hvordan mange ærlige kommunister, som troede at de kæmpede for revolutionen, blev snydt og bedraget til i virkeligheden at sabotere den. Hvordan Stalin transformerede dem fra tænkende revolutionære til manipulerede robotter, der formåede at udelukke al politisk dømmekraft og gøre alt, i ”partiets” og kammerat Stalins tjeneste.

Mercaders opvækst i Barcelona og senere i Frankrig portrætteres og højdepunktet er selvfølgelig, da han under den spanske borgerkrig bliver rekrutteret af Sovjetunionens hemmelige politi. De spørger ham om han vil opgive alt for partiet og den revolutionære sag og han svarer ja. De forklarer ham, at for at vinde borgerkrigen, må man overvinde de interne fjender. Trotskisterne er de værste. Det er baggrunden for, at han senere bliver en trænet agent og begynder at infiltrere den trotskistiske bevægelse, for senere at blive beordret til at eliminere dens leder.

Ærgerlig pessimisme men vigtig appetitvækker
Den spændende historie krydres med humoristisk snik-snak imellem KGB-agenter, som med årene lærer at blive kynikere og selv tager pis på ”den virkeliggjorte socialismes vidundere”. Fordømmelsen af den stalinistiske ensretning er så afgjort bogens omdrejningspunkt. Og ikke kun i forbindelse med Sovjetunionen. Trotskijs og Mercaders skæbner spejles nemlig i en anden historie – cubaneren Iváns liv på Cuba – som også handler om problemerne med censur, bureaukratisk magtmisbrug, korruption og nepotisme.

Fra det kunstneriske synspunkt, er Paduras værk også en perle. Det er en fryd for øjnene at læse og beskrivelserne af Barcelona, Paris, Moskva og Mexico City, får læseren til at føle sig på Plaza de Cataluña eller i Gorkij-parken i det givne øjeblik. Beskrivelserne af caféerne i Paris eller af katalansk og russisk gastronomi er også helt i top. Plottet er bygget flot op og spændingen holder hele vejen igennem.

Desværre udvikler romanen sig dog til lidt af en dystopi hen imod slutningen. I bedste 1984-stil befinder vi os i en verden hvor håb om forandring er en saga blot og hvor alle muligheder for en regeneration af revolutionen er udelukkede. Slutningen, som anmelderen naturligvis ikke agter at røbe, er også en smule skuffende, tom og desillusioneret. Den yder ikke rigtig retfærdighed til de forudgående fem hundrede siders nuancerede og autentiske behandling af tidens fænomener.

Paradoksalt nok har Padura nemlig selv måttet indrømmet, at han blev overrasket over, at Cubas regering tillod udgivelsen af hans bog i februar 2011. På Havannas bogmesse var ”Manden der elskede hunde” endda den mest solgte titel og præsentationsmødet, hvor Padura lancerede bogen, var fyldt til bristepunktet. Det vidner nok meget godt om, at der i dag er mange cubanere, som er kritiske over for de bureaukratiske tendenser der var særligt fremtrædende i 70\’erne og som nu leder efter idéer til hvordan man kan opbygge en demokratisk socialisme.

”Manden der elskede hunde” er så afgjort et anbefalelsesværdigt værk, som med stor sandsynlighed kan gå hen og blive en best-seller i Europa, også i Danmark. Lad os håbe, at læsningen af den bog vil give folk blod på tanden til at lære mere om Trotskij og læse hans egne skrifter, som er og bliver en uvurderlig kilde til forståelse af marxismen og de udfordringer som arbejdere og unge står over for, i klassekampen i dag.

Manden der elskede hunde, Forlaget Sohn. 810 sider, 319 kroner. Udkommer til september