Onsdag var der blokade på Institut for Kunst og Kulturvidenskab (IKK) på Humanistisk Fakultet, Københavns Universitet på Amager (KUA). Blokaden var en yderst vellykket aktion, og et led i den række af blokader, der har været i denne uge på KUA.

For kort at opsummere baggrunden, så blev der i mandags afholdt blokade af Institut for Engelsk, Germansk og Romansk. På et møde med deltagere fra IKK og Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab blev det besluttet, at man ville forsøge at blokere et nyt institut hver dag. Dette skulle kulminere i en blokade af KUA’s centraladministration onsdag den 23. marts. Blokaderne kommer som resultat af frustration over regeringens nedskæringer på og underfinansiering af uddannelserne, der har ført til elendige undervisningsforhold på mange studier.

Blokaden onsdag
Blokaden af IKK blev vedtaget på et møde tirsdag, som jeg selv og en studiekammerat havde indkaldt til. Her blev det diskuteret, hvilket grundlag man ville blokere på. Der var bred enighed om, at man både kæmpede for mere undervisning for vores egne fag. Manglen på undervisning mærkes akut på blandt andet litteraturvidenskab. Der var enighed om, at blokaden også var i solidaritet med og en del af den større kamp på KUA, og en protest mod en visionsløs uddannelsespolitik fra regeringens side.

Onsdag morgen klokken syv mødtes vi så og satte blokader op, malede bannere, skrev pressemeddelelse og så videre. Flere gange i løbet af dagen holdt vi møder, hvor vi samlede op på det praktiske arbejde og diskuterede, hvad der skulle gøres konkret og den videre kamp. Der blev på et møde om morgenen nedsat et udvalg, der tog rundt til alle der havde undervisning på dagen, for at mobilisere til blokaden.

Ligesom de tidligere blokader blokerede vi administrationen på vores institut, men ikke undervisningen, da vi i forvejen har så lidt undervisning, at vi ville lade de, der vil gå til undervisning, gøre det. En vigtig lektie i forhold til organisering af blokaden var, at ved hele tiden at inddrage folk gennem bred mobilisering og blokademøder, gjorde vi blokaden meget større, end den ellers ville have været, og øgede dens mandat og autoritet blandt studerende og ansatte.

Ministeren på besøg
Hen på eftermiddagen var der taler af blandt andre Danske Studerendes Fællesråds (DSF) formand Magnus Pedersen, som støttede op om blokaden. Herefter bad han de studerende om selv at fortælle om, hvordan deres forhold var, og hvordan de kunne mærke forringelserne. Magnus nævnte, at han havde bedt videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen om at komme ud på KUA og høre på kritikken, hvilket hun muligvis ville gøre torsdag. Dette skulle dog vise sig at ske hurtigere end forventet. Inden der var gået to timer, spredtes rygtet om, at videnskabsministeren ville komme om ti minutter, og studerende og ansatte fra forskellige institutter samledes foran IKK’s bygning.

Da ministeren mødte op, startede hun med nogle floskler om, at hun kunne se, de studerende viste ansvar, når vi havde sendt massevis af e-mails til hende, der protesterede mod for få taxameterpenge til Humanistisk Fakultet (efter sigende så mange mails, at Sahl-Madsens mail-konto var gået ned). Derefter prøvede hun at affeje problemet ved at sige, at det var en misforståelse, at vi fik færre penge end før. Til dette pegede Magnus Pedersen på en undersøgelse, der viser det modsatte. Men det tydeligste bevis på, at Sahl-Madsen tog fejl, var alle de studerende, der var mødt op, og som kunne sige, at deres forhold reelt set var blevet værre.

Studerende kræver demokrati
Flere påpegede også, at mange af de penge, fakultetet får, går til administration og bureaukrati. Til dette svarede ministeren, at hun da ikke ville ændre på, at universitetet havde selvstyre, og derfor ikke kunne gøre mere ved administrationen og bureaukratiet, end hun allerede gjorde. Som svar på dette påpegede Niklas Zenius Jespersen fra Marxistiske Studerende, at mange at de penge, fakultetet får, går til tårnhøje lederlønninger, som har fået lov til at stige til uanede højder efter regeringens afskaffelse af universitetsdemokratiet i 2003.

Hvis studerende og undervisere fik lov til at bestemme lønningerne demokratisk igen, ville man kunne sætte dem ned fra de nuværende millionbeløb til et normalt niveau, pointerede Niklas til stort bifald fra studerende og undervisere. Sahl-Madsen sagde flere gange, at hun ville kigge på administrationen, førend hun ville overveje at bevillige flere penge til fakultetet (under tilråb af ”hvornår?”), og at alt andet ville være økonomisk uansvarligt.

Denne ”økonomiske ansvarlighed” satte jeg selv spørgsmålstegn ved i mit indlæg, idet regeringen var lynhurtige til at dele bankpakker ud til højre og venstre til spekulanter, der har spillet hasard med almindelige menneskers penge. Men når studerende vil have ordentlige forhold, må man gå langsomt frem og være ”ansvarlig”. Denne ”ansvarlighed” er altså kun overfor erhvervslivet, ikke de studerende og velfærden. Dette blev ligeledes mødt med bifald fra de studerende og bortforklaringer fra videnskabsministeren. Det samme var tilfældet lidt senere, da Jakob Paludan fra litteraturvidenskab pointerede, at dette var en fælles kamp mellem studerende og ansatte, og at vi derfor ikke ville have penge fra forskningen flyttet over i undervisning, men flere midler generelt.

Undervisere med i protest
Der var også mødt en hel gruppe undervisere op fra IKK på de studerendes opfordring. De støttede energisk op om blokaden. De krævede svar på tiltale af videnskabsministeren. Blokaden (og blokaderne generelt) var i det hele taget et klasseeksempel på enhed mellem studerende og ansatte, og gjorde ethvert forsøg på ”del og hersk” fra videnskabsministeren og dekanen til skamme. Lidt senere snakkede jeg med en af mine gamle undervisere, som sagde, at han og andre har været utilfredse længe, og at det er på høje tid, man gør noget. Han sammenlignede regeringens resultat-orienterede universitetsdrift med den amerikanske tv-serie The Wire, hvor offentlige institutioner i byen Baltimore udstilles som bureaukratiske maskiner hvor alt går ud på at få tallene til at se gode ud i offentligheden. I politiet fokuserer man mere på mordstatistikkerne end bekæmpelse af organiseret kriminalitet, og i skolesystemet lærer eleverne ikke at læse, skrive og regne, men at bestå prøver. Dette numbers game er, hvad de danske universiteter er på vej til at blive til, idet man prioriterer prestigefyldt og profit-orienteret forskning frem for undervisning, hvilket kom frem i lys lue i Penkowa-sagen.

Der er helt tydeligt et potentiale for enhed mellem studerende og ansatte imod den borgerlige regerings nedskæringer. Dette potentiale må udnyttes til fulde. Der er iværksat et forsøg på at informere alle de ansatte på KUA om blokaderne, og opfordre dem til at komme til møde klokken 14 på fredag. Her skal det blandt andet besluttes, om man vil blokere centraladministrationen på onsdag. En studerende stillede det glimrende forslag, at man på fredag skulle vedtage nogle krav, man kæmper for at få opfyldt. Disse krav må henvende sig til både de studerendes og de ansattes forhold, og nødvendigheden for en fælles kamp.

Kampen må føres fremad
Flere studerende har refereret til revolutionerne i Mellemøsten i forbindelse med blokaden. Den arabiske revolution har rystet verden. Arbejdere og studerende i hele verden er blevet inspirerede til at kæmpe for bedre forhold. Det er tydeligt, at de nuværende blokader foregår på et langt højere niveau end for eksempel blokaden på KUA mod SU-nedskæringer i 2009. Denne gang er det i langt højere grad er folk, der ikke nødvendigvis tidligere har været politisk aktive, der stiller sig forrest i bevægelsen.

Spontaniteten har været en stor styrke i starten af bevægelsen, men ligesom i den arabiske verden viser den hurtigt sine begrænsninger i form af manglen på ledelse. Samtidig med at nye lag bliver draget ind i bevægelsen, viser der sig også en vis træthed blandt nogle af dem, der startede den. Der er alligevel grænser for, hvor mange dage i træk man kan møde op klokken seks eller syv om morgenen for at blokere hele dagen. Som aktionsform vil spontane blokader før eller siden miste deres relevans, især hvis de forbliver isoleret til et enkelt fakultet og der ikke er nogen langsigtet plan og koordinering.

Det er stadig vigtigt at støtte op om Saxo Instituttets blokade torsdag og bruge den til at mobilisere til mødet på fredag. Men det er om muligt endnu vigtigere, at alle studerende og undervisere møder op til mødet på fredag, så man kan lægge en langsigtet plan for de videre protester, og at Studenterrådet går aktivt ind og koordinerer og spreder kampene. Det har været foreslået, at man skulle lave en demonstration i forbindelse med blokaden onsdag den 23. Dette er en gylden mulighed for at Studenterrådet og DSF for eksempel kan indkalde til demonstration til Christiansborg Slotsplads onsdag eftermiddag, og et stormøde, hvor man kan beslutte en handlingsplan. De studerende har vist at opbakningen og kampviljen er der. Nu er det på tide at føre kampen videre.