”Debatten går ikke på om vi får en blød eller hård landing, men hvor hård landingen vil blive. Vi vil få en alvorlig recession”. Sådan sagde Nouriel Roubini, grundlægger og formand for Roubini Global Economics LLC på World Economic Forum, Davos 22. januar 2008.

Og baggrunden for hans udtalelse er ikke helt upassende. Forud er gået snart et halvt år med stadige nedskrivninger i bankerne og de finansielle selskabers regnskaber og fald på det amerikanske boligmarked. Den sidste uge (uge 4, red.) har været en af de hårdeste for verdens aktiemarkeder siden 11. september, med daglige fald i omegnen af 4-5-6 procent på verdens største børser.

Boligboblen sprængt
Hvad vi er vidner til er en begyndende krise i den grundlæggende økonomi (se artikel andetsteds). Men den får sit udtryk gennem en kreditkrise hvis udgangspunkt har været et kollaps på det oppustede boligmarked.

Vi har de sidste to år forklaret hvordan den markante nedsættelse af renten efter IT-boblen omkring årtusindskiftet førte til massiv låntagning og eksploderende boligpriser. Den ekspansive stigning i boligpriserne affødte yderligere låntagning i friværdi til forbrug og låntagning til køb af ejendom. Og vi forklarede allerede da, at netop boblen på boligmarkedet, i mere eller mindre hele den udviklede kapitalistiske verden, ville være den udløsende faktor for en fremtidig krise.

Nu peger alt på at det er her vi står. Det amerikanske boligmarked er kollapset og startende fra bunden, begynder huslånene at blive optrevlede. I takt med at stadigt flere (igen startende med det nederste lag af arbejderklassen) må erklære sig fallit og gå fra hus og hjem, spreder problemerne sig til de selskaber der har udbudt de mest tvivlsomme lån. De er til gengæld ejet af respektable banker, der dermed også får problemer.

Citigroup, verdens største bank, måtte i midten af januar meddele at den nedskrev værdien af dens mere eksotiske kreditpapirer med yderligere 90½ mia kroner og samtidigt rapportere et underskud på ca. 49 mia. kroner i fjerde kvartal 2007 (economist.com 17. januar).

Når forsikringen svigter
I den spekulative boble der ledte op til det nuværende kollaps, både på aktie-, kredit- og boligmarkedet, har det været normalt for selskaber der spekulerede i kreditpapirer at forsikre sig mod at de folk der blev udlånt til, gik konkurs. På den måde mente man at sikre sig mod fremtidige problemer. Problemet er bare at den sidste periodes stadigt stigende boligpriser og dermed historisk lave antal falliterklæringer, gjorde disse finansforsikringsselskaber overmodige. Nu er markedet vendt og de står med skægget i postkassen. En af verdens største inden for branchen Ambac måtte den 22. januar meddele et underskud det seneste kvartal på ca. 17 mia. Men det er ikke det værste.

Disse selskaber lever af at ”låne” selskabets kreditværdighed til papirer af ringere standard. Men pga. Ambac’s involvering i eksotiske kreditpapirer, har de fået nedvurderet deres kreditværdighed. Det rammer samtidig værdien af alle de værdipapirer de sidder som garant for. Og det drejer sig om obligationer til en samlet værdi af 12.000 milliarder kroner. (economist.com 18. jan)

Siden problemerne med den såkaldte sub-prime krise startede sidst i juli 2007, er Ambac’s aktieværdi faldet ikke mindre end 90 procent. Selskabet er nu truet af konkurs, hvilket vil få store konsekvenser for resten af banksektoren.

Alle steder vi kigger hen, ser vi tegnene på et spekulativt opsving der vender sig til sin modsætning. Flere år i træk er vi blevet pumpet hovederne fulde om alt kun kunne gå fremad, at tidligere tiders økonomiske cykler var fortid. Nu er stemningen gået fra eufori til panik.

De massive aktiefald i midten af januar var mere end hvad den amerikanske centralbank (FED) kunne holde til. I panik over de voldsomme fald sænkede de den amerikanske rente med 0.75 procentpoint, for at give markedet tillid til at FED nok skulle sørge for at rette den skrantende amerikanske økonomi op. Det var den største enkeltsænkning i 25 år og den største enkeltsænkning uden for et fastsat rentemøde i FED’s historie. FED’s håb var at markederne ville stabilisere sig. Desværre var det modsatte tilfældet. Efter kort at stabilisere sig i ca. halvanden time, fortsatte faldene.

Børsspekulanterne så rentenedsættelsen enten som et tegn på at FED havde viden om at den amerikanske økonomi var endnu værre end de troede eller som et tegn på svaghed. Som Morgan Stanley’s formand for den asiatiske afdeling, Stephen Roach sagde: ”Det der bekymrer mig er at beslutningstagerne, særligt i USA griber efter den samme taktik som skabte rodet i første omgang. Vi har en centralbank der ikke mener den bør se efter prisen på aktiver (bl.a. aktier red.), men at vi bare skal rydde op efter at boblen er sprunget”. Og videre: ”Det er en farlig, dumdristig og uansvarlig måde at styre verdens største økonomi. Ved at lette aggressivt [på renten] uden at gøre det på baggrund af ny information, sender de en besked om at de skal beskytte og forsvare markederne” (bloomberg.com 22. jan)

”spill-over”?
De borgerlige eksperter taler meget om frygten for at den finansielle krise får ”spill-over” effekt på den virkelige økonomi. Med andre ord, om den virkelige økonomi vil blive trukket med ned. Imidlertid er det en grundlæggende fejlagtig måde at se på kapitalistiske kriser. Alle problemerne med kredit, boligboble, spekulation osv, er nemlig konsekvenser, eller, om man vil, udtryk for de grundlæggende modsætninger der er i et kapitalistisk samfund. En kapitalistisk økonomi kan ikke undgå at komme i krise, det er indbygget i dens natur (se artiklen om kriseteori). Derfor er det også fuldstændigt omsonst, at forsøge at undgå en krise ved at sænke renterne eller på anden måde pumpe penge ud i samfundet. Det er kun at skubbe problemerne foran sig. Kriser i kapitalismen er ikke til at komme udenom. Dog slipper kapitalisterne let igennem.

Når det er krisetid er det nemlig arbejderklassen der skal bære byrden. Det er arbejdere der står uden job og det er arbejdere der bliver sat fra hus og hjem. Hvor mange gange har man set million-direktører i kø for at få kontanthjælp?
Men ikke nok med at arbejderklassen skal bære de reelle byrder som kapitalisternes system har skabt. Enhver udsigt til økonomiske problemer i det kapitalistiske maskineri, bliver øjeblikkeligt udnyttet af kapitalistklassen til at intensivere alle angreb og tilbagerulle hvad arbejderklassen har vundet i opgangstider. Allerede de seneste år er borgerskabet krigstrommer begyndt at lyde mere højlydt. Og den nærmeste fremtid vil bringe endnu hårdere angreb på arbejderklassen, i takt med at økonomien forværres.

Det kan godt være at enkelte kapitalister ryger i svinget under en krise, men i det store hele er det kapitalisterne der vinder på arbejderklassens ulykke. Sådan vil det uundgåeligt fortsætte indtil den dag et rationelt, demokratisk planlagt økonomisk system sættes i stedet for kapitalismens anarki.