I Socialistisk Standpunkt mener vi, at socialismen ikke bare er en nødvendig, men også en mulighed i den nærmeste fremtid. Kampen for socialisme er en enorm opgave. Alene tanken om, at et andet samfund kunne være muligt, bliver angrebet fra mange sider. Ikke kun fra kapitalismens indædte forsvarere, der sidder i regeringen i øjeblikket. Men også fra arbejderbevægelsens top får vi at vide, at det ikke kan lade sig gøre. Folketingspolitikere, fagforeningsbosser og partiledere fortæller os, at vi i stedet må acceptere præmisset, at kapitalismen er, har været og altid vil være. Med alt, hvad det indebærer af kriser, fattigdom og krig.
Arbejderklassen har de sidste ti år vist sin utilfredshed med den nuværende udvikling mange gange. Hundredetusind har demonstreret mod krig, hundredetusind har demonstreret mod nedskæringer og angreb på velfærdssamfundet. Sygeplejersker, SOSU’er og pædagoger har været i lange strejker mod umenneskelige arbejdsforhold i det offentlige. Gymnasieeleverne har svaret hver ny nedskæring med strejker og besættelser. Men ingen af disse bevægelser har sejret. Egentlige forbedringer er det slet ikke blevet til.
I Socialistisk Standpunkt er vi en del af kampene på arbejdspladserne og uddannelsesstederne. Vi er med for at opbygge arbejderklassens organisationer gennem kamp og vi er med for at forsøge at give et socialistisk perspektiv. Socialistisk Standpunkt er en del af den Internationale Marxistiske Tendens og bruger marxismen, som det videnskabelige grundlag, hvorpå vi bygger vores analyse. For at forandre samfundet, må vi først forstå det.
For hvert skridt de seneste års bevægelser har taget, har de måtte kæmpe imod deres egen ledelse først. Disse såkaldte ledere, gentager blot borgerlige floskler. i stedet for at lede: ”Der er ikke råd til forbedringer nu, vi må stramme bæltet, snart bliver det bedre.” Problemet er, at de på grundlag af kapitalismen, har ret – udover at intet tyder på, ar det snart bliver bedre. Der er ikke råd til forbedringer inden for kapitalismen. Der er ikke råd til ordentlige sygehuse, værdig ældrepleje eller til at uddanne hele ungdommen.
Så længe disse ledere forsvarer kapitalismen, er de ikke i stand til at lede en bevægelse, der kæmper for at forbedre samfundet. De vil igen og igen være en stopklods for bevægelserne og fortælle fagforeningsmedlemmer, partimedlemmer og demonstranter: Det kan ikke lade sig gøre.
Arbejderklassens organisationer er de stærkeste sociale organisationer, vi har set i historien. At se bort fra dette vil være en enorm fejltagelse. At gå uden om disse organisationer i kampen for socialisme er intet mindre end kriminelt.
At toppen af organisationerne har fejlet i kampen for forbedringer, betyder ikke, at organisationerne eller partierne ikke længere er noget værd. Det er ikke ledelsen, der udgør organisationerne. Organisationerne udgøres af tusinder og atter tusinder af almindelige lønmodtagere, der ønsker at forbedre deres leveforhold.
Der er behov for en konsekvent ledelse af arbejderbevægelsen, som har et langsigtet perspektiv for kampen. En ledelse som tør udfordrer de kapitalistiske magthavere. Som tør gå op imod den kapitalistiske stat. Som tør fremsætte et konkret perspektiv for socialisme. De næste år vil blive præget af intense klassekamp. Men den mest afgørende kamp bliver den inde i masseorganisationerne om arbejderbevægelsens ledelse.
Som enkeltpersoner og socialister står vi for svagt til at løfte denne enorme opgave. Kun ved at kæmpe sammen som organiserede revolutionære kan vi gøre en forskel. Kun sådan kan vi modstå presset, der vil komme fra toppen for at få de revolutionære elementer isoleret. Der er behov for at opbygge en marxistisk tendens i arbejderbevægelsen for at kunne løfte denne opgave. En tendens der ikke lader sig binde af de partiskel, der eksisterer, men kæmper med alle der kæmper for socialisme.
Socialistisk Standpunkt arbejder for at opbygge denne tendens og har fokus på SF, fagforeningerne og studenterorganisationerne. Vi kæmper mod højredrejning overalt, hvor vi ser den, og for en socialistisk ledelse af arbejderbevægelsen. I alle arbejderpartier, ungdomsorganisationer og fagforeninger er der medlemmer, der ønsker at kæmpe for forbedringer. Medlemmer der i den næste tid vil mærke, at kapitalismen heller ikke under en rød regering, som blindt accepterer kapitalismens rammer, byder på fremskridt for arbejderen.
Vi beder alle, der er interesseret i at kæmpe for socialisme og interesseret i at opbygge en revolutionær marxistisk tendens i den danske og internationale arbejderbevægelse at tage kontakt til os og gå med i Socialistisk Standpunkt. Intet, end ikke arbejderbevægelsens nuværende top, kan stoppe en idé, hvis tid er kommet.