storslået sejr til højrefløjen overalt i Europa, også i Danmark. Morten Messerschmidt
fra Dansk Folkeparti blev den kandidat, der modtog flest personlige stemmer.
Men hvis vi ser nærmere på resultatet ser vi, at der tegner sig et ganske andet
billede. Valget var tværtimod udtryk for en polarisering i samfundet og en
udbredt mistillid til de etablerede politikere.
På landsplan fik Socialdemokratiet 21,5 procent af
stemmerne. SF fik 15,9. Tilsammen fik de to arbejderpartier altså 37,4 procent.
Hvis vi medregner de stemmer, som gik til Folkebevægelsen mod EU og
junibevægelsen (som de fleste opfatter som en venstreorienteret EU-modstand og
–skepsis) ser vi, at venstrefløjen fik 47 procent af stemmerne. Det er især
SF’s store fremgang, der sikrede, at venstrefløjen ikke led et afgørende
nederlag ved EU-valget.
Dansk Folkeparti
Mange aktivister på venstrefløjen er chokerede over den
store tilslutning, som Dansk Folkeparti fik ved valget. For mange er det
uforståeligt, at et åbenlyst racistisk parti kan få 15 procents tilslutning ved
et valg. Men det skyldes aldeles ikke, at de danske arbejdere er racister –
tværtimod.
Dansk Folkeparti er et borgerligt parti, der har som formål
at splitte arbejderklassen langs nationale linjer. Men tilslutningen til Dansk
Folkeparti har to vigtige årsager: en økonomisk situation, der tvinger mange
til at se sig om efter andre løsninger end de, som de etablerede partier
tilbyder, samt fraværet af et klart alternativ fra arbejderklassens
traditionelle ledere – især den socialdemokratiske top.
Dansk Folkeparti formåede på demagogisk vis at kæde sociale
krav sammen med skepsis over for EU. Det har uden tvivl appelleret til mange,
der (korrekt) ser EU som et instrument for udhuling af lønninger,
arbejdsforhold og arbejdernes levestandard generelt, samtidig med at de har
mistet tiltroen til de nuværende ledere for arbejderpartierne.
Mange af de traditionelle borgerlige partier i Europa og videre
ud er i krise. Det er især tilfældet i Japan, USA og europæiske lande som
Grækenland, Frankrig og Tyskland. Men samtidig ser vi, at lederne for de
traditionelle reformistiske arbejderpartier også er miskrediterede.
Reformismen
Den såkaldte ”tredje vej”, som Tony Blair, Gerhard Schröder
og Poul Nyrup var bannerførere for, er i krise. Vi har set, at såkaldte
centrum-venstre regeringer i Østrig og Italien kun har varet i halvandet år,
før de brød sammen. Vi ser, at på trods af, at de traditionelle borgerlige
partier i Europa er i krise, er de reformistiske partier ude af stand til at
drage fordel af dette, da de heller ikke har massernes tillid. Et parti som SF
er gået stærkt frem. Det er ikke sket på grund af ledelsens EU-venlige linje,
men fordi partiet bliver set som et alternativ til det etablerede system.
Selv de steder, hvor reformisterne er i opposition, har
deres svar på problemerne ikke overbevist nogen. Arbejderne har ganske enkelt
ikke engang fundet det værd at prøve disse ledere af på trods af utilfredsheden
med de borgerlige.
Katastrofekurs
Selv de borgerlige medier er overraskede over, at
arbejderpartierne ikke er gået mere frem i en tid med økonomisk krise, hvor det
er tydeligt, at kapitalismen ikke fungerer. Reformisterne drager den konklusion,
at de må bevæge sig yderligere til højre. Men det er en kurs, der kun kan føre
til nye katastrofer. Så længe, ledelsen for arbejderbevægelsen accepterer
kapitalismens rammer, og dermed accepterer de borgerlige partiers rammer, så
vil en del af arbejderne forholde sig indifferent over for politik.
Land og by
Tilbage til EU-valget. I de store byer i Danmark så vi en
stærk tilslutning til Socialdemokratiet, SF og Folkebevægelsen mod EU. Særligt
SF gik kraftigt frem. Det skyldes især, at SF i manges øjne ikke er forbundet
med det etablerede politiske system, men bliver opfattet som et parti, der vil
føre en politik, der gavner arbejderklassen på bekostning af overklassen.
Spørgsmål som underbetaling af udenlandsk arbejdskraft, miljøproblemer og den
økonomiske krise har især været vigtige.
Ethvert valg er et øjebliksbillede af stemningen i
samfundet. Men forudsætningerne kan hurtigt ændre sig igen, da bevidstheden –
særligt i en urolig periode som den nuværende – absolut ikke er en statisk størrelse,
men en dynamisk. Desuden tæller et valg alle de sociale kræfter i samfundet
lige. Den organiserede arbejderklasse i de store byer tæller lige så meget som
uorganiserede elementer i små perifere erhverv, småhandlende, selvstændige,
hjemmegående og så videre. Men for samfundets drift er det ubetinget
arbejderklassen, der er det vigtigste. For samfundets drift, og for
klassekampen, er det arbejderklassen i byerne, der er den vigtigste og
afgørende faktor.
 |
Selv om Danmark er et land, hvor småbønderne er udryddet som
klasse, er der stadig en række traditioner, der gør at folk på landet stemmer
borgerligt. Det skyldes ikke den sociale sammensætning, da disse i dag er
blevet en del af arbejderklassen. Men disse traditioner vil ændre sig, hvis
arbejderklassen i byerne viser en klar vej frem. Igen er spørgsmålet om ledelse
det afgørende.
København
På Nørrebro i København blev SF det suverænt største parti
med 33,2 procent af stemmerne. Socialdemokratiet fulgte efter med 19,8 procent,
og Folkebevægelsen mod EU fik 14,8 procent. De tre store borgerlige partier –
Venstre Konservative og Dansk Folkeparti – fik tilsammen sølle 18,9 procent.
Lignende tal kan ses i stort set hele København. Kun i Tårnby var der en
anseelig opbakning til de borgerlige partier – her fik S, SF og Folkebevægelsen
mod EU tilsammen 45,5 procents tilslutning, mens VKO fik 48,1 procent af
stemmerne.
Vi så desuden en bemærkelsesværdig sejr til SF på
Frederiksberg, som ellers går for at være en konservativ højborg, hvor de
Konservative traditionelt er det største parti. Men SF blev det største parti,
Socialdemokratiet nummer to, og de Konservative blev henvist til en ydmygende
tredjeplads.
Århus
I Århus Nord fik S, SF og Folkebevægelsen tilsammen 57,8
procent. VKO fik 32,7. I Århus Vest fik S, SF og Folkebevægelsen tilsammen 53,8
procent. VKO fik 40,3 procent. I Århus Syd fik S, SF og Folkebevægelsen
tilsammen 50,9 procent. VKO fik 40,6 procent. Noget lignende gjorde sig
gældende overalt i Århus’ arbejderkvarterer. Alene på stemmestedet Vejlby
skole, som dækker et arbejder-domineret område nord for Århus, fik
Socialdemokratiet og SF tilsammen 52,4 procent. Dertil fik Folkebevægelsen mod
EU 8,6 procent.
Aalborg og Odense
I Aalborg Øst fik S, SF og Folkebevægelsen tilsammen 51,4
procent af stemmerne. VKO fik 40,1 procent. I resten af Aalborg så man lignende
tal, med de forventelige afvigelser i områder, som traditionelt er mindre
arbejderklasse-domineret.
I Odense Øst fik S, SF og Folkebevægelsen tilsammen 57,8
procent. VKO fik 35,1 procent. Odense Vest havde lignende tal.
I Esbjerg by fik S, SF og Folkebevægelsen tilsammen 51
procent af stemmerne. VKO fik 43,9 procent.
Alle tal viser tydeligt, at der i de store byer er flertal
til arbejderpartierne (eventuelt med støtte fra Folkebevægelsen, som tæller en
del venstreorienterede EU-modstandere). Der, hvor de borgerlige henter deres
styrke, er i landområderne, hvor arbejderklassen er relativt lille, svag og
uorganiseret.
Polarisering
Alt i alt viser resultatet af den danske EU-afstemning
entydigt, at den borgerlige politik er helt og aldeles miskrediteret, og at
arbejderklassen i stigende grad ser til SF som et parti, der kan kæmpe klassens
krav igennem. Det er det stik modsatte af en højredrejning. Hvis man ser det
sammen med den store fremgang til Dansk Folkeparti, tegner der sig et klart
billede af en polarisering til både højre og venstre. Midterpartierne blev
fuldstændig udraderet. Polariseringen i det danske samfund vil vise sig i
eksplosive udviklinger i den næste periode.
