I lørdags (den 14. december) holdt Enhedslisten partiets første ekstraordinære årsmøde. På mødet blev fraktionen Rødt Venstre stemplet som en “partiskadelig” organisation og Enhedslistens vedtægter ændret for at gøre det nemmere at smide medlemmer ud af partiet. 

Det er en stor sejr for højrefløjen i partiet omkring Pelle Dragsted, som længe har ville strømline og gøre op med den mere “rebelske” fløj. En fløj, som har gjort modstand hver gang partiets top har forsøgt at gøre Enhedslisten mere “regeringsduelige” — det vil sige et parti som de andre etablerede partier, som er villig til at påtage sig ansvaret for at varetage dansk kapitalisme, og som de andre partier kan stole på og indgå i forlig med.

Det er helt i tråd med toppen i Enhedslisten, den såkaldte “moderniseringsfløjs”, politiske linje. De har ingen ide om en socialistisk revolution, men ønsker at skubbe systemet i en mere “socialistisk retning” indenfor kapitalismens rammer. Det politiske projekt bliver fremlagt tydeligt i Pelle Dragsteds bog Nordisk Socialisme, som fremfører ideen om, at man kan skabe et mere socialt retfærdigt samfund uden at bryde med kapitalismen.

Men hvis du vil forvalte kapitalismen, må du også spille efter dens regler. Enhedslistens top ser til Socialdemokratiet i 70’erne som inspiration for deres nuværende projekt. I RKP’s perspektiv fra marts 2024 svarede vi på denne strategi således:

Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted [lancerede] ideen om, at Enhedslisten skal lade sig inspirere af Socialdemokratiet fra 1970’erne. I ‘Nordisk Socialisme’ går han endda så langt som at citere fra en socialdemokratisk pjece fra den tid. Vi vil imidlertid indskyde, at det ikke er en tilfældighed, at Socialdemokratiet i dag er den danske kapitalismes stærkeste bolværk, og at de påtog sig denne rolle lang tid før 70’erne.

Det er denne rolle, som et “pålideligt” parti for kapitalistklassen, som Enhedslistens top forsøger at indtage. Men den materielle basis for socialdemokratisk venstrereformisme eksisterer ikke længere som den gjorde i den ekstraordinære periode i efterkrigsopsvinget, hvor kapitalisterne kunne tjene superprofitter og give nogle krummer til arbejderklassen. Dette har forårsaget at reformer nu ikke længere betyder en udvidelse af velfærden men et angreb på den. Præcis som vi ser det med Socialdemokratiet i dag. Når Enhedslisten vælger at gå af denne vej vil de ende samme sted. 

Den mindste forbedring

Et grundprincip for Enhedslisten har altid været at “stemme for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse”. Men under kapitalismens krise er der ikke plads til forbedringer – tværtimod. Denne logik betyder derfor, at Enhedslisten agerer venstredække for Socialdemokratiets spin, der giver “små forbedringer” sammenkædet med store forringelser. 

Købt ind på denne pragmatiske logik, har toppen af Enhedslisten taget den logiske konsekvens som er nødvendigheden af at lave et “respektabelt” og professionelt parti i stil med alle andre på Christiansborg, som borgerskabet kan stole på. Det har ført dem til at gå helt over på det danske borgerskabs side som f.eks. med deres støtte til NATO. 

Men folketingsgruppen har været mødt af modstand fra en del af partiets bagland, hver gang de har taget skridt ned ad denne sti. Partitoppen har derfor længe ønsket at skille sig af med den gamle del af partiet, som sidder fast i en svunden tid, hvor der var plads til revolutionær retorik i Enhedslisten. Dette ønske blev endeligt opfyldt til årsmødet.

Hvilken venstrefløj?

Enhedslistens højredrejning har skabt et kæmpe vakuum på venstrefløjen. Ved at rykke tættere på midten vil de blive ramt af den samme mistillid, der har ramt hele det etablerede politiske system. Kapitalismens krise har eroderet tilliden til det politiske etablissement og jo mere Enhedslisten bliver en del af det, jo mere kommer de til at miskreditere sig selv.

Det vakuum, der eksisterer på venstrefløjen, er nu blevet endnu større. For mange vil Enhedslistens årsmøde blive den dråbe, der får bægeret til at flyde over og gør dem politisk hjemløse. Vreden og frustrationerne over systemet vokser under overfladen, især blandt ungdommen. Men det får intet politisk udtryk. Folkemordet i Palæstina og de mange andre begivenheder, der er sket i den seneste tid, har kun forstærket dette. 

Efter Pelle Dragsted og hans fløjs sejr på årsmødet, vil det være tydeligt for mange, at Enhedslisten ikke rent faktisk vil forandre samfundet grundlæggende, men blot vil forvalte kapitalismen på en mere “human” måde. Men det er åbenlyst at dette system på ingen måde er humant. 

Enhedslistens udvikling er et udtryk for, at der ikke er nogen mellemvej, når kapitalismen går i krise. Enten køber du ind på kapitalismens logik, ellers bliver du revolutionær marxist. Ideen som Enhedslisten blev stiftet på, om at samle hele venstrefløjen i et bredt protestparti uden nogen fælles teoretisk og historisk forståelse, holder ikke længere i den nuværende epoke af kapitalismen. 

Det er også problemet for Rødt Venstre. Rødt Venstre samlede sig ikke på et fælles teoretisk grundlag og tilbød derfor ikke et positivt politisk alternativ til Enhedslistens top. Det, de er fælles om, er en kritik af Enhedslistens top og retning de sidste år — imod NATO, imod EU, imod toppens position på Palæstina-bevægelsen. Men de gav ikke nogen positiv anden retning. De drømmer sig tilbage til en tid i historien, hvor der var plads revolutionær retorik på den reformistiske venstrefløj. Men når kapitalismen går i krise, er der ikke plads til vaklen – det, der er brug for, er klare svar.

Vejen frem

Der er ikke længere en mellemvej indenfor kapitalismens rammer: enten er du på kapitalisternes side, ellers er du for en socialistisk revolution. Enhedslisten viser, hvad der sker, hvis ikke man konsekvent vælger revolutionens vej. 

Men på trods af det store vakuum på venstrefløjen ser vi et stort lag af radikaliserede arbejdere og unge, der ønsker et nyt samfund, som tilbyder et liv med en fremtid uden folkemord, krig, klimakollaps og krise. Og de er villige til at kæmpe for det. Mens Enhedslisten rykker til højre, rykker brede lag mod venstre. Trotskijs ord fra hans pjece Overgangsprogrammet synes mere relevante end nogensinde til at beskrive den nuværende situation, og hvad vores opgave er som revolutionære:

Selv blandt de arbejdere, som en gang kom frem i forreste række, er der selvfølgelig ikke så få, som er trætte og desillusionerede. De vil i det mindste i den nærmeste periode forblive tilskuere. Når et program eller en organisation er slidt op, er den generation, som bar dem på sine skuldre også slidt op. Bevægelsen får nyt liv gennem ungdommen, som ikke har noget ansvar for fortiden. Fjerde Internationale er særligt opmærksom på proletariatets unge generation. I hele sin politik stræber den efter at indgyde ungdommen tro på dens egen styrke og på fremtiden. Kun ungdommens friske begejstring og kampånd kan sikre de indledende sejre i kampen; kun disse sejre kan få de bedste elementer i den ældre generation til atter at betræde revolutionens vej. Sådan har det altid været, således vil det fortsat være. 

Avantgarden af unge har brug for et program og et parti. Det er det, vi bygger i Revolutionary Communist International og Revolutionært Kommunistisk Parti. Vi organiserer bevidst den næste generation af kommunister og uddanner dem til trænede marxistiske kadre. Vi baserer os på et positivt program for en socialistisk verdensrevolution. Kun sådan kan vi effektivt intervenere i de fremtidige klassekampe og endeligt lægge kapitalismen i graven.