Dommen over Derek Chauvin markerer et nyt stadie i klassekampen i USA. Biden-administrationen kan ikke løse de problemer, som amerikansk kapitalisme eller amerikanske arbejdere står over for. Kun revolutionær kamp viser en vej frem.
Verden så ærefrygtindgydende til sidste sommer, da det amerikanske samfunds trykkoger rystede og hylede.
Det udenretslige mord på George Floyd i Minneapolis antændte protester, der lod den akkumulerede vrede over den økonomiske krise, fejlslagne pandemihåndtering, præsidentarrogance og en evig strøm af politimord og -brutalitet, komme til udtryk. Omkring 26 millioner mennesker – hele 10 procent af den voksne befolkning – deltog i den bredeste bølge af massedemonstrationer set nogensinde i USA.
Massebevægelse
I et land der er så polariseret, som det har været i over et århundrede, stod masserne sammen for at gøre det tydeligt, at ”nok er nok”. Mens bevægelsen risikerede coronaviruseksponering, udholdt ondartet politivold, og nedstirrede væbnede styrker, tvang den endda den daværende præsident, Donald Trump, ned i en bunker under Det Hvide Hus.
Dette var det tætteste, USA har været på en fuldstændig opstand i moderne historie, med en politistation i Minneapolis, der blev brændt ned til grunden, og væbnede selvforsvarspatruljer, der sprang organisk frem i nogle arbejderklassenabolag.
Den herskende klasse blev kastet ud af balance, og potentialet for at tingene kunne ryge ud af kontrol, var tydelig. Men på trods af dens elementære energi og engagerede deltagere, manglede bevægelsen et tydeligt klassekampsprogram og et koordineret lederskab, der var fast besluttet på at vælte systemet én gang for alle.
De faglige ledere gjorde intet for at give masserne form og sammenhængskraft, mobilisere deres millioner af medlemmer som en arbejderklasseblok eller erklære en generalstrejke. Tværtimod gjorde de deres bedste for at afspore den ned ad valgprocessen, og løb efter Demokraterne.
På grund af dens mangel på et koncentreret fokuspunkt, døde iveren til sidst ud, en ny præsident blev valgt, og der blev forberedt retssager mod de betjente, der var involveret i mordet på Floyd. Så intense og ubehagelige som tingene blev, mistede kapitalisterne ikke kontrollen med militæret, politiet, retssystemet eller andre nøgleinstitutioner i deres styre, inklusiv deres politiske partier og valgprocessen i sin helhed.
Ingen retfærdighed
For mindre end et år siden var verdens øjne igen på bevægelsens epicenter, da Derek Chauvin var i retten for mordet på George Floyd. Under høringerne blev endnu en ung sort mand, Daunte Wright, myrdet af en betjent blot et par mil derfra, hvilket startede en ny bølge af demonstrationer.
Spændingerne gik højt dommens aften, og der var flere nationalgardetropper i Minneapolis’ gader, end der er udstationeret på nuværende tidspunkt i Afghanistan. Polititilstedeværelsen blev øget i større byer overalt i landet forud for resultatet.
Chauvins dom blev måske mødt af en befriende bølge af fejring og lettelse. Men de fleste folk forstår, at dette ikke er godt nok i forhold til Eric Garner, Michael Brown, Tamir Rice, Philando Castile, Breonna Taylor og tusindvis af andre sorte, der er blevet dræbt af politiet uden konsekvenser i dette land – 241 alene i 2020. Der kan ikke være nogen reel retfærdighed for de udbyttede og undertrykte indenfor kapitalismens rammer.
Det faktum at resultatet af retssagen nogensinde var et spørgsmål, siger meget om det såkaldte ”retssystem”. Millioner havde set de frygtindgydende optagelser af Floyds liv, der blev presset ud i løbet af ni og et halvt smertefulde minutter, mens en følelsesløs Chauvin ignorerede hans desperate bønner om luft. Den herskende klasses liberale bladsmørere gjorde sig store anstrengelser for at sikre, at juryen traf ”den rette beslutning”. Da adskillige førende detektiver og selv politichefen vidnede mod ham, var det tydeligt, hvad vej vinden blæste.
Derek Chauvin måtte gøres til et eksempel for at pynte på den smuldrende illusion om, at retfærdighed er mulig under kapitalisme – især nu hvor Demokrater styre biksen. Potentialet for endnu en masseeksplosion var tydeligt, og dette måtte stoppes for enhver pris.
Massevenstrefløjsdemonstrationer mod nogen som Trump er én ting, men så snart sådan en bevægelse dukker op mod den herskende klasses såkaldte ”venstrefløj”, ville en prærevolutionær situation være i horisonten.
Men på trods af den kolossale mængde energi lagt deri, opnåede bevægelsen ikke engang sine mildeste krav. Den bitre sandhed er, at intet har forandret sig fundamentalt når det kommer til kapitalismens dominans over menneskeheden. En oversvømmet flod vender til sidst tilbage til sine bredder, hvis den ikke formår at bryde gennem dæmningen.
Vejen til revolution
Men det betyder ikke, at intet har forandret sig. Sidste års bevægelse var et inspirerende vendepunkt og en livsforandrende begivenhed for millioner. Set fra menneskehedens lange histories synspunkt er der ingen tvivl om, at USA er på vej mod en tredje og afgørende revolution. Men vejen er lang og fuld af snoninger, afveje, huller og blindgyder.
Endnu større kraftanstrengelser fra arbejderklassen er krævet, en mere koncentreret konvergens af objektive og subjektive faktorer, og først og fremmest den allervigtigste komponent i form af den subjektive faktor – et revolutionært marxistisk lederskab af passende størrelse og indflydelse i arbejderklassen.
Massebevidsthedens udvikling er ikke lineær. Selvom trykkogeren blev yderst presset, holdt den på trykket – og en masse damp slap ud. Det vil tage noget tid, før det er ophobet igen.
Trump var en særlig effektiv bøhmand, og gjorde en kunst ud af at hælde benzin på bålet. Men med en ny administration kommer nye forventninger, og det kan tage noget tid før de illusioner er fuldstændigt forrådt, særligt i manglen på et kæmpende, klassebevidst alternativ.
Biden og Demokraterne
Biden repræsenterer ikke arbejderklassen. Ikke desto mindre så millioner forhindringen af endnu en præsidentperiode med Trump som en slags sejr. Og selvom han ikke har krænket kapitalistiske ejendomsretter det mindste, repræsenterer den nye præsidents tilgang til pandemien, stimuluschecks, arbejdsløshedsunderstøttelse, fremsatte job- og infrastrukturplaner, støtte til PRO-loven og Amazon-arbejdernes organisering og krav om retfærdighed til George Floyd, en afgjort ændring af tonen, og har købt ham noget tid.
Selvom millioner af avancerede arbejdere og unge hader Biden, og ser gennem Demokraternes sygelige arbejdervenlige retorik, vil millioner af andre fortsætte med at ”vente og se”. De fleste folk foretrækker vejen med mindst modstand – et valg eller en demonstration med et par års mellemrum – frem for en fuldstændig kamp på liv og død for at vælte systemet.
Som det ofte er tilfældet med borgerlige valg, handler det at opretholde den social fred ofte om et meget lille flertal. Hvis selv relativt få folk kan blive tilfredsstillet i noget tid, kan man undgå, at en kritisk masse akkumuleres.
Dette forklarer de relativt gode hvedebrødsdage, som Biden fortsætter med at nyde. Denne pause vil uundgåeligt slutte, men revolutionære burde vogte sig mod utålmodighedens bane. Dem der var politisk aktive, da Obama blev valgt midt i en økonomisk nedsmeltning, vil huske, at det tog noget tid før Occupy [Wall Street-bevægelsen] dukkede op, og vi så den første bølge af Black Lives Matter.
Revolutionært lederskab
Hvorvidt en venstrefløjsmassebevægelse vil vende tilbage på et endnu højere niveau, er ikke spørgsmålet. Det virkelige spørgsmål er: hvor meget bedre forberedte er de amerikanske bolsjevikker denne gang?
Millioner af amerikanere, særligt blandt ungdommen, er fuldstændig åbne over for socialisme, eller anser endda dem selv for at være kommunister. Millioner støttede nedbrændingen af politistationen og kravet om at ”afskaffe politiet” – hvilket ikke kan lade sig gøre indenfor kapitalismens rammer.
Titusindvis af amerikanere leder aktivt efter ideer, teori og organisering. De tørster efter internationalisme og en revolutionær optimisme funderet på videnskabelige, politiske perspektiver. Eksemplet fra hver revolution i historien viser, at endda et relativt lille antal dedikerede revolutionære kan have en afgørende indflydelse på begivenhederne under de rette omstændigheder.
Men sådan et lederskab skal bygges på forhånd. Der er revolutionære omstændigheder i vores ikke så fjerne fremtid, og dette må give os en følelse af akuthed. Tiden er nu inde til at gå med i kampen for socialisme i vores levetid.
