Der er udbrudt jubel i Gaza og Israel efter Trumps meddelelse på Truth Social om, at der er indgået en fredsaftale mellem israelske og Hamas-forhandlere i Egypten. Det er forståeligt, at folk jubler, især indbyggerne i Gaza, der indtil nu har stået over for en fremtid med den visse død i form af bombardementer eller hungersnød. Men vi må fortælle sandheden, uanset hvor grim den end måtte være.

For det første er det, som Israel og Hamas er blevet enige om, som Trump selv har indrømmet, ikke den fulde gennemførelse af hans plan, men blot dens første fase. For det andet vil det, hvis det markerer det første skridt mod den fulde gennemførelse af Trumps ‘fredsplan’, ikke have løst noget grundlæggende på lang sigt.

Hvad består denne ‘første fase’ af?

• Der indføres våbenhvile inden for 24 timer.
• Israel påbegynder en gradvis tilbagetrækning af IDF, som fortsat vil kontrollere 53 procent af Gazastriben.
• De resterende israelske gidsler og en række palæstinensiske fanger vil derefter blive løsladt inden for 72 timer.
• 400 lastbiler med nødhjælp vil få lov til at køre ind i Gaza hver dag.

Det første, der bør nævnes, er, at en sådan aftale – en våbenhvile og udveksling af gidsler – kunne have været indgået når som helst siden den 7. oktober 2023. Hamas havde allerede accepteret det. Men der blev ikke indgået nogen aftale, fordi Biden-administrationen, de europæiske imperialistiske magter og Trump-administrationen indtil nu har støttet Israels aggression fuldt ud.

Det andet, der bør nævnes, er, at dette er et ydmygende nederlag for Netanyahu personligt og for hans regering. Netanyahu forsøger at fremstille det som en sejr. Men alle kan se, hvad det er: en påtvungen modstand mod Netanyahu fra Trumps side og en fuldstændig afvisning af hans kabinets holdning, som var at gennemføre en fuldstændig etnisk udrensning og permanent besættelse af Gaza. Hans politiske eksistens afhang af denne krig.

Det viser det enorme pres, Netanyahu er under – ikke kun fra Trump, men frem for alt fra den offentlige mening i Israel, der støtter aftalen.

Det hele kan dog stadig bryde sammen. Der er ikke opnået enighed om, hvornår IDF skal trække sig ud af Gaza. Og Hamas har ikke forpligtet sig til at afvæbne og opløse sig selv, som det kræves i Trumps plan.

Netanyahu regner måske med, at hvis Hamas nægter at afvæbne sig, kan han bruge det som påskud for at genoptage krigen. Han får måske, hvad han ønsker.

En afskyelig plan

Hvis denne aftale kunne have været indgået for to år siden ved konfliktens begyndelse, hvorfor er den så først blevet indgået nu?

Israels hensynsløse fortsættelse af angrebene mod palæstinenserne i Gaza har svækket dets imperialistiske støtters magtposition. Krigen har skabt social uro i de arabiske lande og i Europa, hvilket kulminerede i den generalstrejke, vi så i Italien i sidste uge. Det har gjort det politisk meget vanskeligt for de europæiske imperialistiske magter at støtte Israel fuldt ud, hvilket har medført, at landet er blevet mere og mere isoleret internationalt.

Hvad, der er endnu vigtigere set fra amerikansk imperialismes synspunkt, er, at krigen har skadet landets alliancer i regionen til bristepunktet og risikeret at isolere det endnu mere til fordel for rivaler som Kina og Rusland.

Det afgørende vendepunkt i den henseende var Israels forsøg på at myrde Hamas-forhandlere, da det bombede bygninger i Doha, Qatar. Det har fået de reaktionære Golfstater til at sætte spørgsmålstegn ved, om de kan regne med militær støtte fra USA.

Netanyahu er en dygtig taktiker, men han har overvurderet sine evner, og Trump blev tvunget til at gribe ind.

Trumps ‘20-punkts fredsplan’ er imidlertid langt fra en garanti for fred, men snarere en uhyrlighed, der vil garantere yderligere konflikt, mens det palæstinensiske folks situation forbliver håbløs.

Hvis aftalen gennemføres, vil Gaza blive underlagt et diktatur bestående af et udvalg af medlemmer, som inkluderer Donald Trump og Tony Blair, slagteren fra Irak. IDF-tropper vil blive erstattet – på et ubestemt tidspunkt i fremtiden – af en besættelsesstyrke bestående af tropper fra arabiske og muslimske lande.

Der har været mange løfter om genopbygning, men ingen detaljer om, hvem der skal betale for det. Faktisk vil Gaza forblive en permanent flygtningelejr under udenlandsk besættelse. Den zionistiske annektering af Vestbredden fortsætter i det samme tempo. Palæstinensisk selvbestemmelse er permanent udelukket.

Tusinder af indbyggere i Gaza fejrer forståeligt nok selv en midlertidig pause af krigshandlingerne og genoptagelsen af nødhjælp, som repræsenterer et glimt af håb sammenlignet med den visse død.

Men på lang sigt løser aftalen ingenting. Mens Trump bombastisk har hyldet aftalen som starten på en “stærk, varig og evig fred”, vil hans plan uundgåeligt føre til nye konflikter, nye krige, nye folkemord og nye lidelser for det palæstinensiske folk.

Gaza forvandlet til murbrokker

Situationen i Gaza minder os om Tacitus’ ord: “De efterlod sig en ørken og kaldte det fred.”

78 procent af alle bygninger i Gazastriben er blevet beskadiget. Mere end halvdelen er blevet fuldstændig ødelagt. De fleste skoler er blevet ødelagt, og der er ikke et eneste universitet tilbage. Der er ikke et eneste fungerende hospital. Størstedelen af befolkningen bor i dag i telte i det centrale Gaza og langs den sydlige kyst. 98,5 procent af landbrugsjorden er blevet ødelagt. Al infrastruktur er væk: Der er ikke rindende vand, intet kloaksystem, ingenting.

Hvert hjørne af Gaza er fyldt med ueksploderet ammunition. Det er i sandhed blevet forvandlet til en ødemark, der er uegnet til menneskeligt liv. Hvis der skulle indledes en seriøs genopbygningsindsats, ville det tage mange årtier at genopbygge Gaza. Men der findes ingen planer for en sådan genopbygning. Gazas fremtid er derfor som en kæmpe, permanent flygtningelejr, der vil være fuldstændig afhængig af udenlandsk bistand.

Området vil blive plaget af enorme sociale problemer, og den enorme vrede vil fortsætte med at koge. Derfor vil der, selvom Hamas går med til at afvæbne sig og effektivt opløse sig selv, ikke mangle rekrutter til væbnede modstandsgrupper, der kan udfylde det tomrum, Hamas efterlader.

Hamas udsprang selv af de forfærdelige forhold i Gaza efter Oslo-aftalerne for 30 år siden. Forholdene er endnu mere forfærdelige nu, hvilket er grobund for nye modstandsgrupper, der ligner Hamas.

Målene for Israels ekspansionisme vil heller ikke ændre sig det mindste. Zionisterne vil helt sikkert kaste sig ud i nye krige.

Siden 1948 har zionisternes holdning været “det, vi har, beholder vi”. Ekspandér, besæt nyt territorium, skub tingene til det yderste, og træk dig derefter midlertidigt tilbage, underskriv en aftale, opfør dig ‘rimeligt’ med den skjulte bagtanke, at du vil bryde den midlertidige aftale, når det rette tidspunkt opstår.

Oslo-aftalerne var sådan en aftale. Ideen om en palæstinensisk stat blev fremført, baseret på et Palæstinensisk Selvstyre, der regerede over Gaza, Østjerusalem og Vestbredden. Hvad skete der? Det Palæstinensiske Selvstyre blev systematisk undermineret i Gaza. På Vestbredden blev aftalen undermineret af en konstant opbygning af zionistiske bosættelser. Til sidst blev hele aftalen kastet over bord efter den 7. oktober 2023.

Nu er der indgået en ny ‘aftale’. Israel vil beholde et bufferområde, og i mellemtiden fortsætter udvidelsen af bosættelserne på Vestbredden. Zionisterne håber, at de umenneskelige levevilkår i området vil få palæstinenserne til at forlade det, og at nye muligheder for at besætte det vil opstå.

I mellemtiden fortsætter imperialismen med at destabilisere hele regionen, hvor nye konflikter er under opsejling.

Vælt zionismen! Vælt imperialismen!

Effekterne af krigen i Gaza vil være langvarige.

Hvis denne fred holder, vil den være langt mere krævende end den ‘fred’, der eksisterede før den 7. oktober 2023. Fred under imperialismen er blot en periode, hvor man forbereder sig på nye imperialistiske krige, hvis konturer vi allerede kan se.

Men denne reaktionære krig har også medført andre forandringer.

Den har også revet det israelske samfunds sammenhængskraft i stykker. Før den 7. oktober 2023 befandt den israelske herskende klasse sig i en tilstand af nærmest borgerkrig med sig selv. Krigen skjulte midlertidigt disse modsætninger, og dens afslutning vil bringe dem frem i lyset igen, men endnu skarpere.

Krigen har i høj grad rystet en stor del af den israelske befolknings tro på den zionistiske herskende klasses evne til at ‘beskytte’ dem.

Hvis Trumps ‘fredsaftale’ bliver gennemført, vil egyptiske, tyrkiske og saudiske soldater få til opgave at bevogte Gazastriben på vegne af israelerne og nedkæmpe den palæstinensiske modstand. Dette vil gøre det palæstinensiske spørgsmål endnu mere eksplosivt i disse lande.

Uden for regionen har den folkemorderiske krig fungeret som en katalysator for vreden hos millioner af arbejdere og unge og givet den et referencepunkt i form af solidaritetsbevægelsen. I millioner af menneskers bevidsthed har denne vrede forbundet zionisme og imperialisme med deres egne regeringers oprustning og nedskæringer.

Den politiske generalstrejke i Italien i solidaritet med Palæstina, og især den direkte aktion, som havnearbejderne iværksatte for at blokere for handel med Israel, var højdepunktet i denne bevægelse. Det var et oprør fra arbejderklassen, der fik en fornemmelse af sin egen magt. Det markerede et kvalitativt fremskridt i klassekampen med fremkomsten af meget avancerede metoder.

Selvom arbejderklassens indtræden på den politiske scene ikke var den eneste faktor, var det helt klart en meget håndgribelig faktor, der pustede til den herskende klasses bekymringer i Vesten, hvilket til sidst tvang den til at lægge alvorligt pres på Israel.

Uanset udfaldet af ‘fredsforhandlingerne’ må vi tage disse erfaringer med os. At arbejderklassen har magten til at stoppe krigsmaskinen. At kampen mod zionismen og den imperialistiske krig kræver, at vi vælter vores egen herskende klasse herhjemme. At rædslerne i Mellemøsten i sidste ende er et produkt af kapitalismen og imperialismen, og at kampen for at befri Palæstina er en kamp for at vælte kapitalismen, danne en socialistisk føderation i Mellemøsten og udrydde imperialismen i hele verden.