Lige meget hvor man forsøger at gemme sig, så banker spørgsmålet om krig på døren. Så snart du åbner din telefon, bliver du konfronteret med grusomme videoer fra Gaza, af børn, der ligger begravet i murbrokkerne eller af patienter, der er brændt levende i deres hospitalsseng.
Taler du med dine studiekammerater eller kollegaer i frokostpausen, så går der med garanti ikke lang tid inden snakken falder på emner som de seneste begivenheder i Mellemøsten, hvor Israel har invaderet Libanon og truer med at fremprovokere en krig mod Iran.
Tænder du for TV’et så tordner politikere frem på skærmen, den ene mere krigerisk end den anden, og kræver flere våbendonationer til i Ukraine, højere forsvarsudgifter og mere militarisering af samfundet.
Netop som alle politikerne taler for mere krig, udkom dokumentaren Velkommen til Frontlinjen, som udstiller hvordan de sidste 30 års danske krigsindsats har været en fiasko. Dokumentaren viser, at de danske politikere løj og vildledte os, da de vedtog at Danmark skulle deltage i invasionen af Irak og Afghanistan, men hvor er mediernes kritiske spørgsmål til politikerne?
Hvorfor har dokumentaren ikke rejst en ophedet debat om Danmarks rolle i de nuværende krige i Ukraine og Mellemøsten? Politikerne og resten af etablissementet fortsætter ganske enkelt som om intet er hændt, mens de hælder flere milliarder i oprustning og involverer Danmark dybere i verdens brændpunkter.
Ringeagt for menneskeliv
De danske politikere ynder at tale om at “turde tage ansvar” og træffe upopulære beslutninger — særligt når det handler om at gennemføre angreb på landets iturevne velfærdsydelser. Men anderledes ser det ud, når det handler om at tage ansvar for de forbrydelser, dansk imperialisme har begået sammen med de andre NATO-lande.
Da de tre ministre som bærer hovedansvaret for krigene i 00’erne — tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, tidligere forsvarsminister Søren Gade og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen — for nylig blev bedt om at medvirke i en udredning af Danmarks indsats i Afghanistan, afviste de alle.
Kapitalismen befinder sig i en blindgyde, som har skærpet konkurrencen om verdensmarkedet og øget spændingerne mellem imperialistiske magter, som opruster for at forsvare deres markeder, indflydelsessfærer og profitter.
Flere politikere, som dengang var med til at træffe beslutningerne om at gå i krig i Irak og Afghanistan, har desuden undskyldt sig med, at de slet ikke var kompetente til at træffe beslutningerne. Jens Rohde, som var forsvarsordfører for Venstre, der havde regeringsmagten da Folketinget vedtog at deltage i USA’s invasion af Irak, har udtalt at han ikke anede hvad han lavede.
Krig er et dødsens alvorligt anliggende. Folk dør og liv ødelægges. Men i det nuværende samfund bliver beslutninger vedrørende så vigtigt et spørgsmål truffet af folk som ikke engang selv mener de er kvalificeret.
Deres tilbagelænede holdning til at kaste hele lande ud i død og ødelæggelse afspejler det kyniske menneskesyn, som dominerer i toppen af samfundet, hvor stormagtspolitik og imperialistiske interesser altid står over menneskeliv.
Spændingerne stiger
De danske politikere påstår at formålet med Vestens krige er at sprede demokrati, kvinderettigheder eller andre såkaldte “vestlige værdier”, men kapitalisterne fører ikke krige for at forsvare moralske eller etiske idealer, men derimod for at erobre markeder, investeringsmuligheder, indflydelsessfærer og råstoffer.
Krig er indbygget i kapitalismen, fordi det er et system som består af konkurrerende nationalstater og dertilhørende borgerskaber, der kun kan vinde på bekostning af hinanden.
Kapitalismen befinder sig tilmed i en blindgyde, som har skærpet konkurrencen om verdensmarkedet og øget spændingerne mellem de imperialistiske magter, som opruster for milliarder af kroner for at forsvare deres markeder, indflydelsessfærer og profitter. Vi ser konsekvenserne i form af et stigende antal konflikter, som efterlader et spor af død og ødelæggelse verden over.
I 00’erne kunne amerikansk imperialisme nærmest uudfordret overfalde og udplyndre hvem end de ønskede, men verden i dag ser anderledes ud. USA er stadig verdens absolut stærkeste imperialistiske magt, men det er en imperialistisk magt i relativ forfald. Nye imperialistiske magter er opstået som udfordrer USA’s svækkede position i forsøget på at albue sig frem på verdensscenen.
Det har resulteret i en voldsom kamp mellem de imperialistiske magter om en nyopdeling af verden. Den verden vi lever i bærer således mere og mere præget af kampen mellem grupper af imperialistiske magter, der som rivaliserende røverbander, strides om, hvordan de skal opdele et bytte mellem sig.
Kampen mod krig og kapitalisme
Som Palæstina-solidaritetsbevægelsen har vist, så er der millioner af mennesker verden over, som ønsker at stoppe den krig og lidelse, som kendetegner livet under kapitalismen i dag, men hvordan kan krige stoppes?
Erfaringerne viser, at sociale bevægelser kan stoppe krige. Første Verdenskrigs blodbad blev afsluttet af den russiske og den tyske revolution, og Vietnamkrigen blev afsluttet af en massiv antikrigsbevægelse.
For at en antikrigsbevægelse kan få størst mulig effekt, må den være ført på et klart politisk grundlag. Det betyder at der er brug for nogen som kan skære igennem den herskende klasses propaganda og forklare, hvad krigene handler om og udstille hvad de bagvedliggende interesser er.
Men hvor er oppositionen i dag i dag til den herskende klasses imperialistiske politik og krigsmagerne på Christiansborg? Selv Enhedslisten, som før i tiden kritiserede dansk krigsdeltagelse, har nu omfavnet NATO og vestlig imperialisme. Det er ikke kun tilfældet i Danmark, men i hele verden, hvor venstrefløjen støtter op om “deres eget” borgerskabs imperialistiske interesser.
Faktum er dog, at vi, arbejdere og unge, ikke har nogen interesse i imperialisternes krige, som arbejdere og fattige i hele verden betaler prisen for. Imod krig og militarisme hejser Revolutionary Communist International internationalismens banner, for det eneste der kan gøre en ende på imperialisternes barbari er den socialistiske verdensrevolution. Arbejdere i alle lande foren jer!
