Bekæmp fyringerne


Lasse Bertelsen



5 minutter

Til trods for rygter om en forbedring af den økonomiske situation, fortsætter arbejdsløsheden med at stige. Krisen er på ingen måde slut, men kun lige begyndt. Derfor er det nødvendigt, at arbejderbevægelsen diskuterer, hvilke skridt der skal tages imod at et stigende antal arbejdere der mister deres jobs.

Hvem skal betale prisen
Den voksende arbejdsløshed kommer efter at de danske og udenlandske kapitalister har tjent enorme rekord overskud. Der er aldrig før blevet skabt så mange milliarder. Milliarder, der er røget direkte i lommerne på ejerne af virksomhederne. Nu, hvor krisen kradser, forsøger ejerne af virksomhederne at lade arbejderne betale ved at fyre dem. Men den voksende arbejdsløshed er uacceptabel. Kapitalisterne har skabt krisen, og det bør være dem, der betaler prisen.

Glidende arbejdstidsskala
På flere industriarbejdspladser har man indført ordningen ”arbejdsfordeling” hvor arbejderne går på arbejde en uge og derefter går arbejdsløse i en uge. På den måde er det stadig arbejderne, der bærer byrden af arbejdsløshed på deres skuldrer. Arbejdsfordeling ændrer ikke ved det faktum, at den voksende arbejdsløshed tvinger tusinder af arbejderfamilier til at gå fra hus og hjem. Den eneste vej frem er at kæmpe for at arbejdstiden generelt sættes ned, så ingen bliver ramt af arbejdsløshed. Ved at indføre en 30 timers arbejdsuge vil titusinder kunne komme i arbejde. Det er klart, at enhver arbejdstidsnedsættelse skal følges af fuld personale- og lønkompensation.

Protester mod fyringer

Når ejerne af et firma forklarer, hvor kede de er af at skulle fyre folk, og at krisen tvinger dem, er den umiddelbare reaktion at det er da også ærgerligt. Men man må ikke lade sig forlede af arbejdsgivernes krokodilletårer. Dansk Industri har flere gange gjort klart, at de ønskede en større arbejdsløshed for at presse lønningerne ned. Der er ingen anden udvej en at kæmpe imod fyringer og lønnedgang. Sker det ikke, vil krisen betyde at vores forhold bliver trængt flere årtier tilbage.
På de enkelte arbejdspladser må der protesteres, hvis ejerne ønsker at fyre ansatte. Den eneste måde virksomhedsejerne kan forstå, at arbejderne mener det alvorligt, er hvis der bliver sat magt bag ved ordene. Hvis ejerne vil afskedige folk, må der gennemføres strejker, der viser, at arbejderne ikke vil betale regningen for kapitalisterne fejlslagne spekulationer. Ved at acceptere fyringer vil vi kunne se frem til gentagne fyringsrunder. I stedet må arbejdet fordeles med fuld lønkompensation.

Besæt lukningstruede fabrikker
De store virksomheder har travlt med at nedlægge fabrikker. Dette har flere steder ført til at arbejderne har besat fabrikkerne. Dette så vi blandt andet på den engelske arbejdsplads Visteon, som er ejet af Ford. Her besatte arbejderne fabrikken i syv uger med krav om ordentlige aftrædelsesordninger. Et krav de vandt. Det viser, at det er muligt at kæmpe imod fabrikslukninger og fyringer. Men det viser også at det er afgørende, at fagbevægelsen og arbejderpartierne slutter op om kampen og sprede den ud til hele arbejderklassen.

Kæmp i arbejderpartierne
Fagbevægelsen må tage denne kamp op. Den voksende arbejdsløshed er en trussel mod de tilkæmpede rettigheder, arbejderne har. Derudover er virksomhedslukningerne og fyringerne en trussel mod hele samfundet. Arbejderpartierne Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten må tage klart stilling i det her spørgsmål. Kapitalisternes krise må modarbejdes med alle midler. Hvis dette skal lykkes er det nødvendigt at arbejderne i fællesskab bliver aktive både i fagforeningerne, men også i arbejderpartierne, og der kæmper for, at ledelsen fremlægger et program mod krisen. Dette program må udover kræve igangsættelse af offentlige investeringer også kræve, at staten overtager alle lukningstruede virksomheder.

Kan det lade sig gøre?
Da bankerne, på grund af deres overdrevne spekulationer, var ved at få problemer, blev de med det samme belønnet med 100 milliarder kroner samt garanti for alle deres indskud, hvilket løber op i 3.000 milliarder. Men regeringen har tilsyneladende ikke tænkt sig at gøre noget nu, hvor titusinder mister jobbet. Det er sagtens muligt at gennemføre et program, der stopper krisen – det er viljen, der er problemet. Hvis ikke den borgerlige regering har tænkt sig at handle, må den væltes. Trotskij skrev i Overgangsprogrammet, at der ikke er anden vej fem end at kæmpe for de overstående krav:

Ejendomsbesidderne og deres advokater vil bevise det “uigennemførlige” i disse krav. Mindre, især ruinerede kapitalister, vil desuden henvise til deres regnskabsbøger. Arbejderne fordømmer på det bestemteste sådanne slutninger og henvisninger. Det drejer sig ikke om et “normalt” sammenstød mellem modsatrettede materielle interesser. Det drejer sig om liv og død for den eneste skabende og progressive klasse og dermed om menneskehedens fremtid. Hvis kapitalismen er ude af stand til at tilfredsstille de krav, som uundgåeligt opstår af de ulykker, den selv har skabt, så lad den gå til grunde. “Gennemførlighed” eller “uigennemførlighed” er i hvert enkelt tilfælde et spørgsmål om styrkeforholdet, som kun kan afgøres gennem kamp. Gennem denne kamp vil arbejderne, ligegyldigt hvad dens øjeblikkelige praktiske resultater end bliver, bedst nå til forståelse af nødvendigheden af at rydde det kapitalistiske slaveri af vejen.

Kæmp for at styrke marxismen i arbejderbevægelsen
Krisen viser kapitalismens sande ansigt. Kapitalisme i dag betyder krise, arbejdsløshed og tvangsauktioner af boliger. Kampen mod krisen er i sidste ende en kamp mod kapitalismen som samfundssystem. De ledere af arbejderbevægelsen, der igennem tiden har erklæret marxismen for forældet, står nu uden svar. Al snak om, at samarbejde og forhandling med arbejdsgiverne er vejen til bedre forhold, bliver nu afsløret som utopi. Marxisterne har været de eneste, der har forklaret, at opsvinget ville ende i en dyb krise. Dette understreger nødvendigheden af at kæmpe for de marxistiske ideer i arbejderbevægelsen og vinde arbejderbevægelsen tilbage på et socialistisk program, der en gang for alle kan afskaffe uligheden, arbejdsløsheden og boligkrisen ved at overtage de 200 største banker, forsikringsselskaber og virksomheder under arbejderklassens demokratiske ledelse og kontrol.