Det var Winston Churchill, der engang sagde, at ”nogle skifter parti for deres princippers skyld, mens andre skifter principper for deres partis skyld.” Det er ikke et ukendt syn, at partier og ledere, der førhen blev betragtet som et alternativ til det bestående system, nogle gange bøjer deres egne principper for at kunne blive optaget i det ”gode selskab” blandt magtens folk. Repræsentanter, der startede som dedikerede socialister med rødt blod i årene, optræder pludselig som ”ansvarlige” politikere side om side med nedskærings-dronningen Margrethe Vestager. Uden den solide ballast, som et klart ideologisk standpunkt giver, bliver man let væltet omkuld i det politiske stormvejr.
Tilpasning til systemet
Når højrefløjen i arbejderpartierne vil lave programmerne om, skyldes det ikke så meget ideologiske overvejelser, som det skyldes, at de ønsker at ”befri” toppen for de forhindringer, der ligger i vejen for en tilpasning til borgerlig politik. Selve den kendsgerning, at højrefløjen ønsker at ændre programmerne, bekræfter, at de ser programmernes henvisning til socialisme og revolutionær omvæltning af kapitalismen som en trussel mod deres egen politiske linje. Dermed anerkender de betydningen af et socialistisk program – blot på en anden måde, end de måske har tænkt sig.
Det er kendetegnende, at de ledere, der opgiver deres socialistiske principper i et skridt til højre – en tilpasning til den eksisterende magt i samfundet – præsenterer det som en ”realistisk” politik. Ofte hævder de, at deres partis program er ”forældet”. Det sker altid uden at forklare hvorfor. De siger, at det handler om ”sprogbrug” og ikke er en virkelig ændring af partiets politik. I det hele taget er det kendetegnende, at alle store tendenser med tilpasning til den herskende magt – lige fra kristendommens tilpasning til det romerske kejserige til venstrefløjspolitikeres accept af kapitalismen – bliver præsenteret som en fortsættelse af den hidtidige linje snarere end et opgør med den revolutionære politik for et nyt samfund.
Ideologisk kollaps
Det store ideologiske kollaps, der har fundet sted i arbejderpartierne i de seneste 20 år, er sket efter de store nederlag, som arbejderklassen led efter årtierne med klassekamp i 1960’erne og 70’erne. I 1980’erne så vi en offensiv fra borgerskabets side med aggressive konservative regeringer som Reagan i USA, Thatcher i Storbritannien og Schlüter i Danmark. Arbejderklassen var på tilbagetog, og højrefløjen i arbejderbevægelsen blev ”frigjort” fra meget af det aktivistiske pres fra neden, der tidligere havde presset på for en mere socialistisk politik.
Det ideologiske kollaps i arbejderbevægelsen bliver især katastrofalt, når arbejderpartierne har regeringsmagten. En politik, der har fjernet sig fra de socialistiske rødder i programmet, og i stedet baserer sig på at administrere en kapitalisme i krise, fører til, at arbejderbevægelsens ledere laver kapitalisternes beskidte arbejde med angreb på levestandarden. Denne linje har ført til krise og valgnederlag i mange lande: Tyskland, Frankrig, Italien, Norge og mange andre lande. En lignende krise og et truende nederlag er også på vej i Danmark, hvor toppen i S og SF har underlagt sig de Radikale og deres arbejderfjendske politik.
”Verden har forandret sig”
I diskussionerne om ideologier og principprogrammer nævnes det ofte at verden har forandret sig og at Sovjetunionens sammenbrud og globaliseringen har forældet de klassiske ideologier som for eksempel socialisme og kommunisme. Ideologier er noget, man henregner til 60’erne og 70’erne. Nogle går endda så langt som at mene, at socialisme kun var aktuelt på Marx’ tid da arbejdere var arbejdere, var ufaglærte og gik i blå overalls (at denne beskrivelse ikke passer overens med hvordan verden faktisk så ud på Marx’ tid, og at det heller ikke har noget at gøre med, hvad Marx sagde, er ikke noget man går så højt op i).
Sådanne argumenter følges sjældent op af reelle analyser og ofte opremses blot en række teknologiske og geopolitiske nyskabelser og forandringer som om de i sig selv var argument nok for en så vidtgående påstand som at ideologierne er forældede.
Der er ingen tvivl om at Sovjetunionen og de stalinistiske regimer i Østeuropas kollaps, Kinas overgang til kapitalisme og den kapitalistiske globalisering har været vigtige begivenheder med enorm betydning. Mange mennesker og partier oplevede den såkaldte ”virkeliggjorte socialismes” kollaps som et stort chok og selv blandt mange af de, der havde kritiseret de stalinistiske diktaturer, betød udslettelsen af det synlige alternativ til kapitalismen en enorm desillusionering.
”Nye” idéer
Manglende analyser af årsagerne til begivenhederne fik mange til at konkludere, at socialisme og planøkonomi var en umulighed, at kapitalismen var socialismen overlegen og at der var brug for helt nye idéer for at forandre verden. Efterhånden blev disse konklusioner fuldt op af en yderligere afideologisering, hvor også begreber som klassekamp og revolution mentes at være forældede. Selv eksistensen af det kapitalistiske samfund blev efterhånden afsvoret mange steder på venstrefløjen og man begyndte at tale om det post-industrielle samfund og lignende sludder. Naturligt blev denne udvikling mange steder fulgt op at en konkret højredrejning og accept af nedskæringer, privatiseringer, bankpakker og anden borgerlig politik.
Når man ikke længere tror på socialisme som et alternativ til kapitalismen, så er man mere tilbøjelighed til at søge kompromiserne og acceptere argumentet om at ”vi alle er i samme båd”, og at nedskæringer og lønnedgang er en samfundsnødvendighed.
De såkaldte ”nye” idéer, der har præget venstrefløjen de sidste 20 år som led i ”opgøret” med den klassiske socialisme og venstrefløjens tilpasning til den ”nye situation” er i virkeligheden sjældent særligt nye. Ofte er de blot gamle ideologier i ny indpakning, ideologier der ofte kan spores helt tilbage til arbejderbevægelsens oprindelse og før-marxistiske idéer.
Som regel er disse ”nye idéer” blot forskellige versioner af gamle ideologier som anarkisme, kooperativisme og venstrereformisme. Hvis disse idéer kan virke ”nye”, så er det som regel fordi, de har været afprøvet, og blev forkastet af den store del af arbejderbevægelsen for længe siden, og først for alvor er kommet frem igen efter socialdemokratismens krise og stalinismens kollaps. Andre gange er disse nye idéer intet andet end højrereformisme eller ligefrem borgerlige ideologier som keynesianisme og weberisme.
Behov for et fast holdepunkt
Uden et ideologisk støttepunkt til at stå imod med er man blevet kastet rundt af begivenhedernes gang. Det manglende ideologiske holdepunkt har ført til mere og mere overfladiske analyser hvilket igen har ført til at man i højere og højere grad basere sin politik på borgerlige analyser og nyheder. Eksempler er, at en del af venstrefløjens ledere har accepteret myten om ”ældrebyrden” og de imperialistiske krigseventyr i Libyen og Afghanistan. En klar videnskabelig ideologi kunne havde givet de nødvendige analyseredskaber til at stå imod den borgerlige propaganda.
Selvfølgelig har verden forandret sig siden 70’erne eller blot siden murens fald. Men dette er ikke det essentielle. Verden forandrer sig hele tiden. Vores opgave er at skille skidt fra kanel og analysere, hvor dybt disse forandringer går og hvilken betydning de har for den grundlæggende analyse af verden i dag. Sandheden er, at forandringerne i verden de sidste 20 år, eller for den sags skyld de sidste 200 år, ikke har forældet den videnskabelige socialisme det mindste. Tværtimod har den bekræftet de grundlæggende analyser.
På Marx’ tid var det kun en mindre del af verden, der var kapitalistisk, hovedsageligt koncentreret i Nordamerika og Vesteuropa. I dag har kapitalismen spredt sig til alle dele af verden og globaliseringen har skabt et tæt integreret verdensmarked med færre og færre monopollignende selskaber. Det er en udvikling, Marx og Engels allerede forudså i Det Kommunistiske Partis Manifest.
Ikke socialisme i Sovjetunionen
Det kapitalistiske marked dominerer i dag stort set alle aspekter af livet og samfundet. Igen taler vi om en udvikling, som Marx og Engels allerede beskrev og forudså for 150 år siden. På samme måde, som den videnskabelige socialismes analyse af kapitalismen ikke er forældet, så er idéen om socialisme det heller ikke. Idéen om socialisme opstod ikke ud fra en eller anden utopisk tanke om hvordan Marx og Engels kunne ønske sig at verden burde se ud. Marx’ teori om socialisme er en videnskabelig analyse af, hvordan et fremtidigt samfund logisk vil se ud på baggrund af de problemer, kapitalismen skaber for økonomien og samfundets udvikling.
Det system der brød sammen i Sovjetunionen var ikke socialisme, men en bureaukratisk degenereret karikatur af socialisme. Socialisme er ikke blot, at der ikke findes kapitalisme eller at der er en planlagt økonomi. Den første forudsætning for socialisme er et system med en demokratisk planøkonomi og en demokratisk arbejderstat, altså hvor alle dele af samfundet styres af og til fordel for arbejderklassen. Det var ikke tilfældet i Sovjetunionen med undtagelse af de første 10 år.
Med Stalin-bureaukratiets magtovertagelse forsvandt de demokratiske elementer i planøkonomien og staten og økonomien og statens rolle blev efterhånden at understøtte en lille gruppe af bureaukraters luksusliv. Heri ligger også den grundlæggende årsag til stalinismens kollaps. Allerede den russiske revolutionsleder og leder af oppositionen til Stalin, Leon Trotskij, forudså Sovjetunionens kollaps og analyserede dette i 30’erne og skrev i sin bog Revolutionen forrådt at en planøkonomi har brug for demokrati som kroppen har brug for ilt. På grund af, at revolutionen blev isoleret i et tilbagestående land, blev vejen banet for den politiske kontrarevolution, som Stalin stod i Spidsen for. Arbejderdemokratiet blev druknet i blod, og kun den planlagte økonomi stod tilbage. Men uden demokrati vil en planøkonomi uundgåeligt komme i krise og kan endda føre til katastrofe.
Kan vi forstå verden?
Efter stalinismens kollaps for tyve år siden var der mange på venstrefløjen, der erklærede, at man ikke kunne forklare samfundets processer med et sammenhængende system af idéer. ”Marxismen er død,” sagde de. Nogle gik så vidt som at erklære al ideologi for ubrugeligt. Verden havde ændret sig fundamentalt, og man kunne ikke længere forklare noget som helst, var deres budskab.
I virkeligheden er argumenter af denne type ubrugelige. Det, de i virkeligheden siger, er, at de ikke forstår, hvad der sker i verden omkring dem. Heraf konkluderer de, at det i almindelighed er umuligt at begribe noget om verden. Et argument af denne type siger derfor ikke ret meget om Marx, om det kapitalistiske system eller om ideologi, men det siger til gengæld en hel del om den person, der argumenterer således.
Faktisk finder man folk, der excellerer i at fremstille deres egne argumenters manglende sammenhæng som en del af et stort mysterium og følgelig hævder, at netop deres egen ydmyge villighed til at acceptere mysteriets uforklarlighed, gør dem til et bedre menneske end alle andre, der i deres ”uvidenhed” mener, at man dog bør kunne forklare processerne i verdensrummet, naturen og menneskenes samfund på en rationel og videnskabelig facon. Over for sådanne typer kan vi ikke gøre andet end at tilbyde vores medfølelse.
Opfattelsen om, at det er umuligt at forstå strukturen i det menneskelige samfund, er en hån imod menneskehedens intellekt. Videnskaben er i stand til at forstå molekylære processer på fjerne planeter, komplekse vejrsystemer og alt andet omkring os. Hvorfor skulle det menneskelige samfund være en undtagelse? Hvorfor skulle det være den eneste del af universet, som det er umuligt at lave en sammenhængende analyse og teori omkring? Vi har stadig ikke hørt svaret fra vore ”mystiske” venner.
Er arbejderklassen død?
Blandt de omfattende myter, som borgerlige ideologer forsøger at sprede, er myten om arbejderklassens død en af de vigtigste. Nu er samfundet ikke længere delt op i modstridende klasser, siger de. Nu tilhører vi alle middelklassen, hører vi.
Der er behov for at være præcis, når man bruger begreber som arbejderklasse, middelklasse, kapitalister og så videre. For marxister er disse begreber ikke skældsord eller ligegyldige mærkater, man kan sætte på folk efter forgodtbefindende. Det er videnskabelige betegnelser på linje med kvadratrod, volt, fotosyntese og cellekerne.
Ofte bruges begrebet middelklasse meget bredt om de fleste med middelindkomst. På den måde bliver begrebet brugt kvantitativt som et mål for indtægt i kroner og øre. Alternativt bruges det til at omtale folk med en akademisk uddannelse. Ingen af delene fortæller os imidlertid ret meget om samfundets mulighed for videre fremskridt og om, hvem der kontrollerer økonomien.
Karl Marx tog i stedet udgangspunkt i klassernes kvalitative forhold til hinanden og samfundets produktion. Lidt forenklet kan man sige, at kapitalisterne er defineret som de mennesker, der lever af andres arbejde uden selv at være tvunget til at arbejde – deres levevej er at eje kapital og produktionsmidler. De investerer deres kapital for at få profit.
Arbejderklassen ejer ikke midler til at investere og tjene profit. De er tvunget til at sælge deres arbejdskraft. Selv tidligere privilegerede lag som gymnasielærere og ingeniører kan ikke overleve, hvis de stopper med at sætte deres arbejdskraft til salg på ”det frie marked”. Også ansatte i den offentlige sektor – lige fra pædagoger til miljøingeniører og vejarbejdere – udfører opgaver, der er en forudsætning for, at den kapitalistiske produktion kan fungere. I denne forstand – den marxistiske forstand – tilhører det overvældende flertal i Danmark arbejderklassen.
Kapitalismens iboende tendens til at koncentrere kapitalen på stadig færre hænder har ført til, at det store lag af selvstændige småborgere, der eksisterede i 1930’erne, i dag er så godt som væk. Økonomien domineres af nogle få gigantiske banker og store virksomheder. På den måde har kapitalismen smadret alle illusioner om, at det er muligt for alle at blive rige gennem hårdt arbejde og selvstændigt initiativ.
For et klasseprogram
Spaltningen af samfundet i to hovedklasser: arbejderklassen og kapitalistklassen er i dag langt mere tydelig end nogensinde tidligere i historien. Den globale #Occupy-bevægelse brugte parolen om de 99 procent mod den rigeste procent. Selv om parolen ikke er videnskabelig, er den instinktivt korrekt. Samfundets overvældende flertal er i dag underlagt en lille elite, der alene i kraft af deres ejendomsret til banker og store virksomheder, har diktatorisk magt over arbejdspladser, boliger, forskning og samfundets generelle udvikling. Den kapitalistiske klasse har deres egne materielle interesser, som bliver afspejlet i den borgerlige ideologi. Denne ideologi begyndte som et revolutionært program for omstyrtelse af feudalismen, men nu tjener den som forsvar for bankernes diktatur og kapitalismens fortsatte eksistens. I dag er det ensbetydende med et evigt mareridt af lønpres, arbejdsløshed, krige, nedskæringer og enormt spild af menneskelige ressourcer.
De enorme menneskelige ressourcer, der i dag kynisk bliver ofret på profittens alter vil gennem en afskaffelse af arbejdsløshed, forretningshemmeligheder og unyttige brancher (våbenindustri, reklamer og andet), vil under et socialistisk system kunne bruges til at føre menneskeheden fremad og udnytte det enorme videnskabelige og produktionsmæssige potentiale, som menneskeheden besidder.
Den videnskabelige socialisme – marxismen – afspejler arbejderklassens stræben efter et samfund, hvor den samfundsmæssige produktion (som allerede eksisterer under kapitalismen) bliver befriet for de lænker, som kapitalisternes private ejendomsret og nationalstaternes snærende bånd lægger på den.
Socialisme – En utopi?
I diskussionen om et program for venstrefløjen må vi også være opmærksomme på, hvad der ligger i begrebet socialisme. Et af de aktuelle forsøg på at udhule begrebet socialisme finder vi hos de, der argumenterer for nødvendigheden af en utopi. Særligt dagbladet Information har igennem længere tid argumenteret for at politiske utopier var en nødvendighed i samfundsdebatten, og også Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen har været meget aktiv i argumentationen for utopiens nødvendighed.
Problemet er at en utopi betyder noget der ikke findes i virkeligheden, en smuk drøm uden realiserings mulighed. At basere sit politiske program på en utopi betyder, at man siger, at det aldrig vil kunne blive til virkelighed. Praktiske mennesker (og arbejdere er som regel praktiske mennesker) vil aldrig støtte helhjertet op om en leder eller et parti, der erklærer sit eget mål for uopnåeligt.
Hvis man således siger, at et nyt samfund efter kapitalismen er en utopi, betyder det altså at man nok kan ønske reformer der trækker i den rigtige retning, men at der aldrig vil komme en revolution der afløser kapitalismen med socialisme. Denne tro på socialisme som en utopi fjerner altså det konkrete fokus i klassekampen på at fremme muligheden for en revolution og forvandler politikken til ren reformisme.
At være revolutionær socialist derimod betyder at man ikke blot ser socialisme som en konkret opnåelig fremtidig samfundsform, men en samfundsform der kan opnås i en nærtstående fremtid. For en revolutionær socialist er socialisme ikke en smuk drøm eller en utopi. Ideen om socialisme er baseret på videnskabelige undersøgelser og logiske konklusioner. Socialisme er den logiske løsning på de grundlæggende problemer der eksistere i kapitalismen og som den ikke selv kan løse. Kapitalismen er et system i krise, ikke blot med den konkrete økonomiske krise her og nu, men grundlæggende. I dag er den private ejendomsret og markedskonkurrencen forhindringer for den videre udvikling af samfundet og det er disse problemer socialisme er løsningen på. Selv de forbedringer, der blev vundet i kamp i 1960’erne, er der ikke længere råd til på kapitalistisk grundlag. Den logiske konsekvens er at kæmpe for et radikalt opgør med kapitalismen – en socialistisk revolution, hvor det store flertal tager magten over samfundets økonomi og politiske styring.
Brug for et klart perspektiv
Det er ikke nok med en vision for socialisme. Man må også have en idé om, hvordan man når derhen. En ide om, hvordan man forbinder den daglige kamp for højere løn, færre i klasserne, bedre hospitaler, et rent miljø, imod krigen i Afghanistan og så videre med kampen for en socialistisk revolution.br>
Uden en klar idé om, hvordan denne forbindelse skabes og et klart perspektiv for kampen, bliver man let indfanget af dagligdagens problemer og den uendelige mængde af enkeltsager. Sagen er, at hvis man kun fokuserer på enkeltsagerne og ikke forbinder dem til årsagen til problemerne – kapitalisternes profitjagt og deres systems fallit – havner man i en situation, hvor man hele tiden forsøger at administrere et kriseramt system i stedet for at bekæmpe det.
Den russiske revolutionære leder Leon Trotskij formulerede i ”Overgangsprogrammet” fra 1938, at løsningen er at forbinde de daglige krav (minimumskrav) med et perspektiv for socialisme (maksimumskrav). Konkret gøres dette ved at formulere overgangskrav, altså krav hvori man generalisere den daglige kamp i krav der ikke kan løses under kapitalismen som f.eks. arbejde og boliger til alle. Igennem kampen for disse krav kan man derved påvise hvordan kravene ikke kan opfyldes under kapitalisme og åbner dermed op for en socialistisk argumentation.
Pointen er, at kapitalismen ikke længere er et progressivt system, der kan føre menneskeheden fremad. Derfor må man forklare, at alle kravene for en ordentlig tilværelse for arbejderklassen og ungdommen ikke kan vindes og fastholdes, så længe det kapitalistiske system består. Gennem deres egne erfaringer i kampe for de daglige krav, vil flere og flere blive overbeviste om det korrekte i idéen om socialisme.
I lang tid vil flertallet af arbejderklassen stadig have illusioner til kapitalismen eller til reformistiske løsninger på deres problemer. De vil i første omgang forsøge at løse deres problemer gennem de mindst radikale løsninger. Gennem kampen vil de reformistiske ideer blive testet og afsløret som ubrulige.
Arbejderklassen vil selv drage mange af de nødvendige konklusioner på baggrund af erfaringer fra store begivenheder i verden såsom den nuværende økonomiske krise. Men denne udvikling vil gå hurtigere og mindre smertefuldt, hvis et revolutionært parti med et klart videnskabeligt socialistisk program er der til at bidrage til erfaringsopsamlingen og udviklingen af de nødvendige konklusioner. Ligeledes vil eksistensen af et klart revolutionært parti til at lede og organisere kampen kraftigt bidrage til chancen for succes såvel i de daglige kampe som i selve revolutionen.
Kapitalismens krise har tvunget millioner af mennesker i Latinamerika og de arabiske lande til at træde ind på en revolutionær vej. Europa og USA er på vej i samme retning. Det, der nu er behov for, er at bevæbne venstrefløjen med et klart handlingsprogram, der videnskabeligt diagnosticerer roden til problemerne, og viser en udvej gennem organisering og handling for et nyt, socialistisk samfund, hvor arbejdsløshed, bolignød, fattigdom og krige bliver forvist til historiens kirkegård. Denne kamp er mere aktuel end nogensinde, og mulighederne for socialisme i en nær fremtid er til stede. Men det kræver, at arbejderbevægelsen bevæbner sig selv med en klar analyse og et revolutionært program.
