På halvandet år er klimabevægelsen gået fra at være en spontan semi-revolutionær bevægelse blandt helt unge til at blive overtaget af den herskende klasse og dens politiske håndlangere. Hvordan kunne det ske, og hvilke perspektiver åbner det op?
Klimabevægelsen omkring Fridays For Future (FFF) blev sat i gang af den dengang 16-årige svensker Greta Thunberg og spredte sig som en steppebrand blandt de helt unge i vesten. Klimakrisens enorme konsekvenser var for de unge et overordentligt tydeligt billede på, at noget er grundlæggende galt i det nuværende system. I årtier havde politikerne snakket om at gøre noget ved problemet, om handling og grøn omstilling. Og lige så længe var intet sket, mens prognoserne fra videnskaben blev stadig mere dystre. Klimaspørgsmålet viste, at profitmotivet trumfer alt i det nuværende system; selv hensynet til menneskehedens overlevelse.
Den internationale bevægelse rystede den herskende klasse. Som drengen i Kejserens Nye Klæder afslørede den, at hele etablissementet ikke havde noget tøj på. At den borgerlige parlamentarismes hellige haller ikke er andet end uduelige snakkeklubber, og de utallige FN konferencer ligeså. Bevægelsen satte spotlys på, at det frie marked ikke bare var ude af stand til at løse klimakrisen, men at dets profitmotiv var dens direkte årsag.
If you can’t beat them, join them
Den herskende klasse var nødt til at reagere. På utallige internationale møder for verdens elite diskuterede man behovet for at gøre noget ved klimakrisen – ikke så meget for klimaets skyld, men på grund frygten for sociale eksplosioner. At konfrontere bevægelsen med repression for at drive de unge tilbage i klasselokalerne var udelukket. Det ville have accelereret den i forvejen hurtige radikaliseringsproces, og en hel generation af unge, som ville blive myndige i de næste år, ville være “tabt” for borgerskabet. Nej, reaktionen måtte være mere snu.
Den herskende minoritet har flere hundrede års erfaring i at regere over majoriteten og et gigantisk bagkatalog af metoder til at håndtere protestbevægelser. «If you can’t beat them, join them», blev deres løsen. I stedet for konfrontation gik de med de unge og roste dem til skyerne. De gik med på de mere vage hensigtserklæringer og langsigtede mål: «Ja, det er afgørende med grøn omstilling (uden det skal koste penge eller ramme vores profitter.)» «Ja, vi skal blive klimaneutrale (engang når min politiske karriere er forbi, og du har glemt alt om dette).» Etablissementet blev en dejlig blød dyne, de unge kunne slå i for at få afløb for deres revolutionære energi. Jo mere Greta Thunberg piskede eliten fra talerstolen i Davos for deres hykleri, jo højere klappede de.
Hamskifte
Samtidig skete der også et mærkbart skift på den politiske scene. Pludseligt blev næsten alle partier grønne – selv de mest reaktionære. Den konservative regering i Storbritannien under Theresa May erklærede i sommeren 2019, at landet ville være klimaneutralt i 2050. Det samme gjorde en lang række andre regeringer verden over. Herhjemme gik det ene parti efter det andet med på samme mål og delmålet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 % i 2030 i forhold til niveauet i 1990 (Man kan læse om, hvorfor denne målsætning reelt er varm luft HER). Der var en hellig national enhed mellem partier, der kort tid forinden havde været rygende uenige, og hvoraf mange af disse som Venstre og de Konservative i generationer havde været de forurenende virksomheders største forkæmpere.
Det pludselige hamskifte fra den politiske elite havde en desorienterende effekt. Fra at have været i opposition til det bestående stod bevægelsen nu uden modstander. Den tidligere fjende var nu tilsyneladende på samme side som bevægelsen. Var det virkelig en historisk sejr, som Enhedslisten og SF erklærede, da det politiske grundlag for regeringen – det såkaldte forståelsespapir – blev offentliggjort, og igen da aftalen om klimaloven blev indgået med næsten alle de borgerlige partier?
Selv den dybt reaktionære arbejdsgiverorganisation Dansk Industri (DI) bakkede op om den nye regerings tilsyneladende ambitiøse målsætning om 70 % reduktion. Blandt NGO’erne, SF og Enhedslisten ville jublen ingen ende tage, og den blev således også ført ind i ledelsen for FFF. Ingen af disse organisationer standsede op for at spørge, om denne tilsyneladende kovending fra hele den borgerlige verden og erhvervslivet virkelig kunne passe.
Femte kolonne
Inde i bevægelsen var de grønne NGO’er blevet etablissementets forlængede arm. Disse havde i årevis kritiseret regeringer og virksomheder for deres forurening og manglende handling, og havde derfor en vis autoritet i mange unges øjne. Men samtidig er det organisationer som afhænger af systemet. De er lobbyister i et beskidt spil og er helt materielt afhængige af statsstøtte samt bidrag fra velhavere – netop de kræfter der står i vejen for en løsning af klimakrisen. NGO’erne har haft en afgørende rolle i at marginalisere de systemomvæltende tendenser i bevægelsen og i stedet sætte såkaldt “realistiske”, men fuldstændig tandløse og ligegyldige krav, så som det teknokratiske krav om en klimalov; krav som regeringen så senere har kunnet love at opfylde.
Ændringen af bevægelsen har været markant. De første store demonstrationer var spontane i deres karakter. Fra RS’ side oplevede vi, hvordan revolutionære budskaber blev overordentligt vel modtaget, og at unge flokkedes om vores revolutionære paroler og bannere. Men NGO’erne agerede hurtigt, da organisationskomiteer blev opsat for at koordinere bevægelsen, og satte sig med hjælp fra deres professionelle apparater og store pengetanke i ryggen hurtigt på store dele af denne infrastruktur, som ofte ikke var demokratisk valgt. Herfra skubbede de på for at afpolitisere bevægelsen med den undskyldning, at den skulle favne bredt og ikke skubbe nogen væk. I Danmark forbød ledelsen for FFF alle politiske flag, bannere og symboler til demonstrationerne. De truede endda med at politianmelde RS, hvis organisationen formastede sig til at deltage synligt, hvilket vi naturligvis på ingen måde kunne acceptere. Som vi skrev i et åbent brev til FFF den 19. september:
Vi kan ikke understrege kraftigt nok, hvor skadelig vi mener, ideen om “politisk neutralitet” er. Klimakamp er per definition politisk. Kampen imod katastrofale menneskeskabte klimaændringer handler om, hvordan vi skal indrette vores samfund; hvordan vi skal producere; hvordan vores infrastruktur skal se ud; hvem der skal betale for den grønne omstilling. Den handler om hvilke interesser, der skal være bestemmende for samfundets udvikling – folkets interesser eller profithensyn. Det er dybt politiske spørgsmål. Klimakamp, mener vi, er kampen for en verden til gavn for de 99 % af dens befolkning imod den 1 %, som i dag profiterer på at smadre vores miljø og velfærd. Det er klassekamp.
At erklære klimakampen for politisk neutral mener vi i bedste fald er naivt og i værste fald uærligt. Ideen om en upolitisk klimakamp der ikke må støde nogen på manchetterne, er med til at “greenwashe” organisationer som Dansk Industri, når de pludselig erklærer sig grønne og fremlægger en “grøn” 2030-plan, hvori de argumenterer for nødvendigheden af topskattelettelser, smadring af SU’en og udvinding af Arktis’ naturressourcer – i den grønne omstillings navn.
Hvis ikke systemet udpeges som ansvarligt for de menneskeskabte klimaforandringer, er det vores holdning, at klimakampen reduceres fra en kraftfuld bevægelse, der udfordrer det bestående, til et spørgsmål om “politisk forbrug”: Den liberalistiske ide om, at pengene er vores stemmesedler; at vi ved at forbruge klimavenligt kan ændre verden. Og omvendt: Hvis ikke verden ændrer sig, hvis ikke udledningen af drivhusgasserne stopper, så er det individets ansvar, den enkeltes skyld. Denne kurs, mener vi, er ikke bare tandløs men direkte kontraproduktiv.
Klimabevægelsen i Danmark er nu en skygge af sit tidligere selv. De småborgerlige tendensers dominans kom klart til udtryk ved den såkaldte “Green Friday” den 29. november 2019 (på “Black Friday”), som i København var en demonstration ned af Strøget imod alle de folk, der formastede sig til at købe varer på tilbud. Demonstrationen blev en tåkrummende hyldest til den liberalistiske illusion om politisk forbrug.
Antallet af deltagere i demonstrationerne er faldet støt i takt med, at de unge har draget en af to følgende konklusioner: Enten har de købt fortællingen om, at der bliver taget hånd om problemet, som politikerne, NGO’erne og erhvervslivet lover; eller mere sandsynligt at det ikke nytter noget at lægge kræfter i bevægelsen, som den ser ud nu, da den alligevel ingen forskel gør. Det er bare mere snak og cirkus uden handling.
Perspektiver
Klimabevægelsen har været på retur i hele Europa. Med nedgangen i den radikale bevægelse og det internationale etablissements “grønne” offensiv vejrer de småborgerlige “grønne” kræfter morgenluft. Ridende på dønningerne efter klimastrejkernes bølge er De Grønne i Østrig (under løfter om grønne reformer) således indtrådt i en koalitionsregering med det højreorienterede, konservative Østrigske Folkeparti (ÖVP) under Sebastian Kurz, der indtil for nyligt var i regering med det racistiske Østrigske Frihedsparti (FPÖ). I Tyskland tales der nu også om muligheden af en grøn-konservativ alliance. Kombinationen af grøn og asocial højreorienteret politik lover ikke godt. I Danmark forsøgte DI at argumentere for velfærdsbesparelser og skattelettelser til de rigeste og erhvervslivet under påskud af at finansiere den grønne omstilling. I hænderne på etablissementet er “den grønne dagsorden” en rambuk mod arbejderklassen. Inden for kapitalismens rammer kan den ikke blive andet.
Det blev allerede illustreret for et år siden, da Frankrigs liberale præsident Macron med miljøbeskyttelse som undskyldning indførte øgede afgifter på brændstof, som rammer arbejderklassen uforholdsmæssigt hårdt, mens olieselskaberne og de rige får den ene skatterabat efter den anden. Svaret fra den franske arbejderklasse og de nederste lag af middelklassen kom prompte i form af bevægelsen de gule veste, der har været på gaden lige siden.
Tag kampen op mod den herskende klasse
Massemobiliseringerne omkring klimaspørgsmålet var revolutionære i deres udsyn som udtrykt i kravet om »System change, not climate change«. Det var dette, der gjorde bevægelsen farlig for den herskende klasse. Men årsagen til den kraftfulde bevægelse (der som højdepunkt havde 4 mio. på gaden i 125 byer verden over på samme tid) var ikke så meget klimaspørgsmålet selv. Massebevægelsernes radikalitet var et udtryk for de enorme frustrationer, som er blevet akkumuleret i hele samfundet særligt siden krisen i 2008. Klimaspørgsmålet blev et samlingspunkt og udtryk for disse frustrationer hos de unge, indtil bevægelsen blev modereret.
I takt med at politikernes, NGO’ernes og erhvervslivets løgne og klimabluff bliver afsløret over de næste år, er det muligt, at en bevægelse kan rejse sig igen. For de unge er stadig frustrerede. Og at indse at hele toppen af samfundet har stukket os en løgn og forsøger at manipulere med os, vil uundgåeligt resultere i større vrede. Ikke mindst hvis der kommer nye ekstreme vejrfænomener eller katastrofer. Men det er lige så eller endda mere sandsynligt, at denne vrede mod etablissementet og status quo vil gå via andre kanaler end klimabevægelsen, der for nu er overtaget af systembevarende kræfter.
Betyder det så, at alle vores kræfter har været spildt? At de unge har strejket og kæmpet forgæves? På ingen måde! Tusinder blev vakt politisk til live og har fået åbnet deres øjne for systemets fallit. Degenereringen af klimabevægelsen har været en fremragende illustration af de begrænsninger, der ligger i at holde sig indenfor det nuværende politiske systems rammer. Den har været en vigtig prøve af de forskellige politiske tendenser og organisationer.
Hvis vi er seriøse om kravet «system change, not climate change», må vi drage de nødvendige konklusioner af bevægelsens udvikling. Når systemets håndlangere trods deres åbenlyse råddenskab viser sig i stand til at overtage bevægelsen, er det kun, fordi de viste sig mere klassebevidste og bedre organiserede end vores side. Tag konsekvensen: Studer tidligere tiders massebevægelser og revolutionære erfaringer; vær med til at bygge en stærkere revolutionær organisation for bevidst at omstyrte dette rådne profitdrevne system, der truer selve menneskehedens eksistens. Hovedsagen er hverken at græde eller le, men at lære af erfaringerne. Tag kampen op mod den herskende klasse.